Reddet
   Sali vækkede Li og fortalte, de var reddede i sidste øjeblik fra det totale forlis. Hun prøvede et smil, men det blev kun til en grimasse. Li var chokeret over så voldsomt Sali var skadet i sit ansigt og på halsen. Store sår var syet med mange sting. Der var forbindinger og plastre over det meste af hovedet. Men øjnene og stemmen afslørede det var Sali der var bag plastrene og gazen.
   Vi er i sikkerhed nu, sagde hun med dæmpet stemme.
   Det Kejserlige rumskib der skulle møde dem i rummet, beskytte dem, havde ikke været langt væk da de var skibbrudne i rummet. Det var det kejserlige rumskib Soki havde talt med, da de kæmpede for deres frihed på det fremmede rebelskib. Rebellerne og deres rumskib var tilintetgjort, og lige nu var de under behandling af gode og dygtige læger. Armand havde fået kraniebrud, var stadig bevidstløs men i bedring. Tao-Sen havde ingen skader, og blev passet af kvinder fra Kentauerne. Li havde kun ganske få skader. De var opstået da de blev dokket i sikkerhed i det Kejserlige rumskib.
   Desværre var alle soldater og de fartøjer der havde ledsaget dem, blevet tilintetgjort af rebellerne. Når Soki havde kunnet styre den fremmede rumjager, var det fordi den på mange måder lignede de fartøjer de selv fremstillede. De fremmede Aliens der lignede mennesker, havde kopieret meget af de små Kentaurers teknologi.
   For flere timer siden havde Sali aflagt rapport til lederne af det kejserlige rumskib. De havde underrettet Kejseren om befrielsen af den lille fremmede jordfamilie, der nu igen var i gode hænder. Der ventede dog Armand et længere sygeleje.
   Li tog om Salis hænder, knugede dem og hviskede en stille tak, fordi hun havde reddet dem. Sali så undrende på Li.
   Du må ikke takke mig. Jeg gjorde kun det der forventedes af mig. Li! Jeg må gå nu. Også jeg skal behandles. Måske ses vi snart igen, det håber jeg. Du er en sand ven, føler jeg. Kan du have det godt, og hils din mand og Tao-Sen. Sali trykkede Li's hænder endnu en gang og forlod lokalet.

Mange dage gik, hvor de kun ventede på at nå den galakse, hvori Kejserens planet befandt sig. Dagligt besøgte Li, Armand, på den sygestue hvor han blev behandlet for sine mange skader. Han var vågnet, havde det efter omstændighederne godt, men kunne intet huske. Langsomt blev han bedre, og kunne svagt tale med Li. Tao-Sen var glad for de havde det godt igen, og var hver dag sammen med sin mor på besøg hos sin far. Drengen havde ikke nogen klar erindring om den dødelige fare de havde befundet sig i, det trøstede Li.
   En dag var Armands seng tom, da de som sædvanligt ville se til ham. En venlig Kentauer fortalte dem, at Generalen på rumskibet ville tale med dem. Den lille Kentauer ledsagede dem gennem mange gange og korridorer. Af og til kørte de med underlige elevatorer, der lynhurtigt og hvislende fragtede dem mange etager op eller ned i rumskibet. Endelig nåede de til kommandoenheden, hvor alvorlige mænd og kvinders ansigter fortalte Li, at der var noget rivende galt. Hun knugede Tao-Sen ind til sig. Forfærdet spurgte hun hvad der var sket.
   En kvinde tog ordet, og på det interstellare sprog sagde hun:
   Li! Armand er pludselig blevet meget dårlig. Vi har valgt, efter samråd med vores dygtigste læger, at sende ham med ekspresfartøj til en fjern galakse, hvor vi muligvis kan helbrede ham. Han er kølet ned, og vil være fremme om tre uger. Det er Kejserens ordre.
   Det er formålsløst at gå nærmere ind på, hvad der er den dybere årsag til den beslutning. Vi ved du er læge på jeres jord, men det han fejler, kan du ikke forstå eller forholde dig til. Jeg beder dig, Li! På Kejserens bud at acceptere det er os der tager beslutninger for jer lige nu. Hun så indtrængende på Li, der rystede over hele kroppen.
   Li knugede Tao-Sen ind til sig, nikkede næppe synligt, men tårerne i hendes øjne kunne hun ikke holde tilbage. Li hulkede højt. Kvinder tog forsigtigt Tao-Sen fra hende, og fulgte ham til et andet rum. Kvinden fortsatte.
   Jeg ser din kærlighed til Armand er stor og voldsom! Din tanke vil helt sikker hjælpe ham.
   Vi har ofte bemærket, at når I er sammen, behøvede i kun at tænke for at kommunikere. Kvinden smilede til Li.
   En lille Kentauer rørte ved Li's arm.
   Sali vil være hos dig, i den tid du er her hos os, og når du har behov for det. Vi ved du har tillid til hende. Hun vil hjælpe dig til at forstå, hvorfor vi træffer de beslutninger du normalt selv ville træffe. Vær hilset, Jordkvinde, der er Kejseren og Imperiets gæst. Det er mig en stor ære at kunne hjælpe dig, at være din sikkerhed. Han rørte igen ved Li og nikkede til to andre kvinder, der stille førte Li gennem mange gange til et rum hvor Tao-Sen og den lille Kentaurkvinde Sali, ventede hende. Sali hilste hjerteligt på Li.
   Kejseren har befalet at jeg, Sali, skal være hos dig og din søn. Det er med glæde og stolthed jeg påtager mig det ærefulde hverv at hjælpe jordkvinden Li. Jeg ærer dig som kejserens ophøjede gæst. Sali bukkede dybt og smilede til dem begge.
   Det er med sorg jeg erfarer, at din elskede Armand er på vej til en anden galakse, for at blive behandlet for sine skader. Kom, jeg vil føre jer til den afdeling hvor I fremover skal opholde jer. Sali bukkede igen for dem, og pegede mod en dør der åbnede sig.
   Sammen, og med en lille Kentaurmand som vejviser, begav de sig ind i rumskibets midte. Her var tre rum indrettet til dem. Som det hjem de havde på den planet de kom fra.
   Der var alt hvad de var vant til. Sali smilede ofte til dem, og forsikrede dem om hun var glad for at hjælpe Kejserens æresgæst. Hun talte meget med Li om hvorfor man havde valgt at sende Armand til en fremmed galakse.
   Sali havde forandret sig, det var der måske ikke noget at sige til, efter den tur de havde haft i rummet sammen. Hun havde mistet sin ledsager gennem mange år, Soki, og det sørgede hun over, når hun mente sig uset af Li.
   Efter et par uger spurgte Li til, hvordan hun havde det med at være alene. Sali så længe på Li, og græd sagte da hun fortalte om den mand, hun havde set frem til at dele resten livet med, men som nu ikke var mere.
   Også vi elsker med et hjerte der er stort, som du og Armand. Vi kender til ægte og livslang kærlighed. Det var en sådan kærlighed vi havde, Soki og jeg. Men livet ville det ikke sådan. Li! Jeg beder dig ikke tage det nært, når jeg er lidt trist. Så er mine tanker og mit hjerte hos min elskede Soki.
   Hun smilede gennem sine tårer, og tog spontant om Tao-Sen. Knugede ham til sit bryst og sagde, at hun nu i det mindste havde nogen at elske, at være noget for. Tao-Sen smilede genert og puttede sig tillidsfuldt ind til hende.