Også cigaretten forlader hende, fjerner sig fra hendes læber i en røgholdig udånding, hun har efterladt spor af en blødende lyserød på filteret, det næste sug deler hun ikke med nogen, det er så sjældent, hun ryger, hvordan skulle de gætte, at man leder efter vraggods her. Alligevel finder Lizette hende efter endnu et tidsrum er blevet udlejet, hendes høje hæle der matcher Matteas egne klikker over asfalten, indtil den lyd ligeledes stopper, som alle lyde stopper omkring Mattea nu. Hvordan forventer de, at hun skal synge, hver en tone bliver jo dræbt ved fødslen. Paper Moon, siger Lizette og peger op på månens fuldskab, anerkender i to ord hvor meningsløs eksistentialismerne pludseligt virker, hvordan følelseslivet vejer mindre end tomrummet i dets kølvand, hvordan det næste kys har mistet sin værdi på forhånd, allerede, mens hun selv mister sin opsparede værdighed. Den suttes og suges ud af hendes krop, af de kvinder hun kalder sine elskerinder. Hvis verden er af papir, har hun lov at genopfriske blyantsstregerne og akvarelfarverne som hun ønsker, men det må blive til sin tid. Over deres hoveder lyser papirmånen, nok til natten.

Det er Sacha der foreslår, at de en aften spiller Ella Fitzgeralds fine sang, Rosalie kan sagtens agere kor og hele bandet adopterer ideen som var det en lille, hvid kanin, kun Mattea står tilbage, alene med alle sine forbehold. De ser endnu ikke hinanden i øjnene, Sacha og hende, så hun har intet sted at finde et forsvar, hun kan kun klynge sig til en verselinje, it's a melody played in a penny arcade, for er melodien ikke dum, hul som verden den portrætterer, skal deres image bære den slags sødmefyldte tilføjelser? Alligevel nikker hun blot en enkelt gang og låner derefter sin stemme ud til smertesordene i tivoli-modus, alt for sande til at ligge godt på tungen, hun snubler over teksten gang på gang, indtil Sacha leende beskylder hende for sabotage. Som smadrer Mattea sine skatte med vilje, som har hun ikke lagt sig på knæ for jazzen og for pigerne der alle går deres vej og nu bevæger også musikken sig ud af rækkevidde, jamen, jazzen var aldrig hendes andetvalg. Til alt andet, men ikke til jazzen, kan hun sige farvel.

Lizette trækker hende til side, holder hende, kysser hendes pande, når Mattea giver hende lov, når hun ikke vender hovedet væk, for tårerne flygter fra hendes øjne som var de af hunkøn, som repræsenterede de hver en pige hun mistede engang. Og de overlades til dem selv, Rosalie tilbageholder alle forstyrrelser, Sacha med, mens Lizette mumler søde intetheder ind i Matteas hår, lover hende ingenting, indgyder hende simple håb i rige mål. Hun dufter af noget dyrt, af design og af dekadence, hendes bluse er blød imellem fingrene og Mattea aner omridset af hendes ene bryst. Deres nærhed overgår således sig selv, kammer over i en intimitet af karakter og har hun ikke sultet efter netop sådan en i umenneskelige tider, har hun ikke hungret, sukket, sunget? Lizette lader hende, lægger fornemmelsen af samhørighed i hendes skød og Mattea kan trække vejret igen, hun ånder luften helt ned i lungerne og mærk, luften er ren, it wouldn't be make-believe if you believed in me, nynner Lizette, i Matteas stemmes sted.