Jane havde ikke nået den første færge fra Cliff City, syd for Frankfort, Michigan, så hun var allerede sent på den. Hvilket betød at hun måtte gå gennem skoven, alene. Det var allerede ved at blive aften, og efter hun i stilhed havde krydset gamle Fru Portners grund, forsvandt hun ind i skoven, på trods af hendes tætsiddende jeans, sorte jakke og røde rygsæk. Der var lys i vinduerne på det gamle Portner hus, men Jane var sikker på der ikke var nogen som havde set eller hørt hende. Den gamle enke havde det med at råbe af dem når hun opdage de gik over hendes grund. Skoven var mørkere end resten af øen, selv på en fuldmåneaften, som det var den nat. Jane måtte finde sin lommelygte frem fra sin rygsæk, så hun kunne se hvor hun gik. Skoven var gammel, og blev ikke besøgt særlig meget, så skovbunden var fuld af småbuske og grene man nemt kunne snuble over. Blæsten tog til da hun nærmede sig kysten, så hun valgte at sætte sit blonde lange hår op i en hestehale, for ikke at få det i øjnene. Da hun nåede kysten, fulgte hun den mod nord. Kysten bestod af en klippeside, som hejste øen op i luften, nogen steder næsten halvfjerds meter. Bølgerne producerede faretruende lyde, som advarede en hver, hvis de kom for tæt på kanten. Strømmen i Lake Michigan var stærk, og selv om man kunne se fastlandet hvis man faldt ned i vandet, var der næppe nogen chance for at nå det, hvis man prøvede at svømme. Desuden så var klippesiden af øen for stejl og glat, så det ville oven på det være umuligt at klatre den vej op.
   Jane tænkte ikke over faren i at gå oppe på klippesiden, det var den hurtigste vej til hendes destination, og hun var sendt på den. Hun vidste at Corwin regnede med hende. Desuden ville hun også have sin nye kæreste med næste gang, og det kunne hun næppe overtale Corwin til, hvis hun kom for sent. Og slet ikke i aften. I aften var helt speciel.
   Efter en tid, tyndede skoven lidt ud. Træerne stod ikke lige så tæt som før, og udsigten blev mere og mere præget af den urolige sø, som adskilte forgrunden og baggrunden, som bestod af silhuetter af fastlandet. Janes ben var efterhånden blevet trætte og ømme, af at skynde sig så meget som hun havde gjort, så da hun endelig fik øje på skovhytten hvor de andre gjorde sig klar åndende hun lettet op. Der var lys i det lille vindue ved siden af den slidte dør, og som Jane nærmede sig kunne hun se røg stige stille op fra den faldefærdige skorsten. Det havde en gang været en jagthytte, men nu var det mere et mirakel at huset stadig stod. Det var skævt, beskidt og pilråddent. Jane bankede på døren og op åbnede en stor mand, som stod i en mørkebrun kåbe. Han hilste kun med øjnene, og gled til side så hun kunne komme ind. Indenfor var der allerede en hel gruppe mennesker, Jane talte tolv i alt. Fuldtalligt. De stod alle klar i deres kåber, bortset fra den nye fyr, som stadig kæmpede med hvilken vej den skulle vende. Han var lidt yngre end Jane, måske femten eller seksten, og havde lysebrunt hår som næsten gik ned til hans skuldre.
   "Godt, så er alle her. Jane skynd dig at gøre dig klar, vi er allerede sent på den". Corwin kiggede bebrejdende på Jane, på trods af den blide tone i hans stemme. Det var tydeligt at han ikke var tilfreds med at vente. Og slet ikke i aften af alle aftener.
   Et øjeblik efter var hun iført en brun kåbe som de andre medlemmer. Bortset fra den nye fyr. De skulle til at gå, så Jane skyndte sig at hjælpe ham med at vende den rigtigt, hvilket han var yderst taknemmelig for, selvom han var for genert og nervøs til at kunne formulere en ordentlig sætning. Corwins ansigt var dækket af sin brune hætte, men hans grå øjne skinnede igennem mørket som kåben kastede over hans ansigt. Han gik en runde og inspicerede alle medlemmerne, før han gjorde tegn til de skulle afsted. Et øjeblik efter var de igen udenfor, og satte kursen endnu længere mod nord. To af medlemmerne bar på en stor kasse, som raslede hver gang de tog et skridt. Efter en kort gå tur igennem krat og buske, forsvandt græsset, som blev erstattet af nøgen jord. Træerne havde også fjernet sig fra stedet, de få som havde vovet at forblive hvor græsset havde givet op, stod triste og hang i sære stillinger, og uden blade på grenene. Stedet virkede dødt og glemt. Et sted hvor selv spøgelser ikke vågede sig ind. I midten af det hele var der en lille bakke, som var bred nok til de alle kunne stå på den. Udsigten var betagende. På den ene side kunne man se Lake Michigan, en formidable sø, fastlandet tegnede skygger i baggrunden. I den anden retning kunne man se skoven, og fjernt over dens lave træer kunne man se lyset fra *BYEN PÅ ØEN*. Et lys i mørket som viste vej til hendes elskede.
   De gik op af bakken, hvor nogen af de andre begyndte at pakke indholdet i kassen ud som de havde taget med. I kassen var der et stativ af metal, som mindede lidt om et stillads. I toppen af stativet, som rejste sig godt to meter, hang de en sort metal klokke. Den var stor og tung, og fuldt med smukke udskæringer. Corwin gjorde tegn, og en af hans hjælpere rakte ham en stor læderindbundet bog. De alle samlede sig i en ring rundt om klokken, og gjorde sig klar til at Corwin skulle starte ceremonien.
   Ved siden af Jane stod den nye dreng. Hun kendte ikke hans navn, men det betød ikke noget lige nu. For et øjeblik efter begyndte Corwin at læse op fra bogen, på et underligt sprog.
   Jane forstod ikke ordne, men hun forstod betydningen. Hun håbede på at i dag var dagen, hvor de endelig fik kontakt til de guddommelige skabninger, som Corwin havde fortalt om. Skabninger som eksisterede uden for denne verdens grænser, men som besad kræfter uden for menneskelig fatteevne. Guder i alt sin forstand, som kunne frelse hende for hendes pinsler. Få hende væk fra hendes narkotika påvirket mor, og væk fra frygten om at hendes far kunne dukke op rundt om hvert et hjørne. Frihed fra bebrejdende blikke over den musik hun lyttede til, og den tykke mascara og øjenskygge hun lagde på sin snehvide hud om morgenen.
   De eneste lyde der var omkring dem var vinden, bølgerne som nåede øens glatte sider, og Corwins stemme, som messede afsted på det underlige sprog. Pludselig slog klokken af egen fri vilje, og drengen som stod ved siden af Jane gispede af chok, og tog et skridt baglæns. Der var på ingen måde at det kunne have været vinden som havde skubbet klokken i gang. Det var som Corwin havde fortalt. Det var ren magi. Hun greb drengens hånd, og kunne mærke at den skælvede. Det var en blød hånd, næsten for blød, ikke som hendes nye kæreste. Janes hjerte bankede også i brystet på hende, men ikke af frygt. Det var af spænding.
   Klokken slog en gang. Lyden kunne mærkes helt ind i knoglerne, og for et øjeblik var Jane i tvivl om at klokken faktisk havde givet lyd fra sig, eller om hun havde hørt det i sit hoved. Efter det første slag slog klokken yderligere syv gange. De efterfølgende slag lød mildere og på en måde fjernt, som lyden fra et minde eller en drøm. Efter en kort pause slog klokken igen, og træerne og himlen forsvandt. Alt var svøbt i mørke, bortset fra stativet med klokken, og de andre medlemmer. Corwins stemme forsatte. Klokken slog flere og flere gange, for hver gang den slog et nyt slag, altid en gang mere end sidst, efterfulgt af syv mindre slag. Ved det femte slag, på den femte omgang, kunne Jane pludselig mærke noget. En energi som trængte igennem hende. Hun så en skygge bevæge sig rundt bag ved de andre. Den var hurtig, og før Jane kunne nå at se hvad det var, var den væk igen. Klokken slog igen, og nu kunne hun høre en kraftig vind, og mærke den på sit ansigt. Drengens hånd var pludselig væk, og det var de andre også. Hun fandt sig selv alene i en dal, uden græs og træer. Jorden var blød og smattede. Det var en sump, og ved siden af hende stak et gammelt tårn op af sumpen. Himlen var blå, og på den hang både en måne og en sol på samme tid, som begge lyste om kap med hinanden. Tårnet i sumpen stod så skævt at det så ud som et enkelt vindstød kunne vælte det for evigt. Tårnet virkede til at være del af et større design, da hun anende andre tagspidser og murbrokker stikke op af sumpen omkring hende. Hun stod et øjeblik i stilhed og kiggede i forundring på den mærkværdige verden som hun befandt sig i. Hun trak vejret dybt ind igennem næsen, og kunne lugte sumpens fugtige dunst, og hun mærkede med fødderne den bløde jord, som hun næsten begyndte at synke ned i. I tvivl om det var en drøm eller et trick forsøgte hun at gå, og til sin overraskelse, så kunne hun. Hun gik en tur rundt om tårnet. Det var tydeligvis gammelt, og overalt omkring det fandt hun spor af gamle ting. Der var resterne af en gammel kærre, og jerngitre som kunne have været bure, eller fangeskabe. Tårnet afslørede ingen indgang, Jane gik ud fra at indgangen var sunket ned under jorden. Det var som om hun var rejst 500 år tilbage i tiden, til den glemte middelalder. Der var ingen tegn på mennesker, eller andre levende individer. På trods af fugtigheden var luften befriende, og Jane tillod sig selv at ånde dybt ind. Vinden var stille, og solens stråler varmede mildt hendes ansigt. Jane gav sig til at studere ruinen lidt nærmere, selvom hun ikke vidste hvad hun skulle lede efter. Tårnets mure hang ganske vist skævt i landskabet, men der var ingen tegn på forfald. Det kunne lige så godt have sunket i går, som for 100 år siden. Hun gik nærmere en af jerngitrende som stak halvt op igennem sumpens overflade. Hendes sko blev gennemblødte, men det genere hende ikke, hun var for optaget af sin rejse. Gitret, som allermest lignede et bur var blevet brudt op inden fra. De tykke jerntremmer var bøjet og brækket ud af, som om der var nogen som havde revet dem fra hinanden med en utrolig kraft.
   Pludselig hørte hun en lyd. En snerre og rallen, efterfulgt af en serie af underlige kliklyde. Der var intet væsen hun kunne mindes, der kunne producere således nogen lyde. Hun kiggede sig omkring, men kunne intet se, andet end sump. Pludselig mærkede hun en tilstedeværelse bag sig, og da hun vendte sig om udstødte hun i forskrækkelse et skrig af sine lungers fulde kraft. Op af den våde bløde jord, sprang en sær skabning. Den var først aflang som en orm, men pludselig fremproducerede den tre arme fra sin grønne glatte krop. Den skiftede farve i det den sprang op, så den blev mere grå og blålig, som at blende ind i baggrunden. Med et, stak der pludselig en arm ud frem fra midten af væsnet, forenden sad et lilla øje som kiggede direkte på hende. Jane trak sig tilbage med et hop, og væsnet lukkede øjet, i det det åbnede igen var det erstattet af en mund med sylespidse tænder. Det kom tættere på, men uden at gå. Det lod sin geleagtige krop glide fremad som en væske som alligevel hang sammen på en umuligvis. Endnu en gang skreg Jane og holdt hænder ud foran sig for at beskytte sig mod sin angriber, mens hun tog et hurtigt skridt tilbage.
   Hun var ved at falde bagover, men pludselig havde drengen igen fat i hendes hånd, og forhindrede hende i at falde ned af bakken. De alle sammen kiggede på hende, mens hun græd og græd. Igen var hun tilbage, i selskab med de andre.
   Corwin kom hen til hende, tag hende ved ansigt og hejste hendes hoved op til sit eget.
   "Så du dem?". Jane vidste ikke hvad hun havde set, hun rystede på hovedet.
   "Hvad så du?" Jane rystede igen på hovedet, af mangle på svar.
   "Jane, hvad så du?" spurgte han med en irritation i stemmen.
   "J-jeg ved det ikke... Et uhyre", mere kunne de ikke få ud af hende, mens hun brød sammen i tåre. Corwin holdte hende ind til sig, og efter en tid var det som om den dårlige oplevelse var forsvundet igen.
   "Det er ikke alting det er meningen vi skal forstå. Vi trodse gudernes domæne, men vi gør det af respekt. Jeg forsikrer jer om, at det blot er et lille skridt før det spring vi snart tager. Snart vil vi alle være i gudernes selskab, og så vil vi være frie." Corwin tog Jane i hånden og fik hende op og stå. Hun følte sig ikke længere bange, men heldig. Hun havde set en gud, og næsten rørt den.
   Corwin smilte til hende, og hun vidste nu var det bedste tidspunkt at spørge om hendes nye kæreste måtte komme med i morgen, når de skulle prøve igen. I morgen når månen stod på sit højeste, og membranen mellem verdner var tyndest.