Clara grinede til Klaus hen over baren og lænede sig frem mod ham så han kunne høre hende. "Har du set de to fjolser derned?" Hun gav et nik med hovedet ned mod den anden ende af baren.
   Klaus kiggede i den anviste retning. Der stod to supersmarte fyre, solariebrune, vandkæmmet hår, klædt i sidste nye skrig. De var ikke en dag over 20.
   "De har lagt an på mig hele aftenen." Clara grinede. "De tror de er noget helt særligt, og kan ikke forstå at jeg kan modstå deres charme."
   Klaus besvarede grinet samtidig med at Clara tog mod en ordre og med øvede hænder serverede en Blå Isbjørn og en Manhattan for en kunde. Klaus kiggede igen ned mod de to fyre der fulgte Claras leg med flaskerne nøje. Han forstod dem egentlig godt.
   Clara havde en flot figur og når hun lænede sig frem over baren for at høre hvad der blev sagt afslørede den nedringede top mere af kavalergangen end sundt var for de to eller faktisk mere end sundt var for fyre i al almindelighed. Det var ikke noget under at hun var populær.
   Han tænkte med et smil på den ståhej der var blevet en aften for noget tid siden, hvor hun havde givet en fyr en body-tequila og modtaget en ganske klækkelig sum drikkepenge for den. Hun havde ikke gjort det siden, men det faktum at det kunne ske var nok til at holde fyrene til, som om de ventede på at hun skulle danse på baren eller noget.
   Han så Clara sende de to for enden af baren et lille sexet smil mens hun skænkede en fadøl til en tredje kunde. Det var en anden ting kunderne elskede ved Clara - hun flirtede altid helt vildt med dem. Det førte aldrig til noget og det vidste de godt, men de elskede hende alligevel, eller måske var det derfor. Det uopnåelige var altid noget særligt. Han gættede på at de drømte om at hun en dag alligevel ville vælge lige netop 'ham' af alle at gå hjem med.
   Klaus smilede skummelt og indrømmede at han selv havde tænkt den tanke, men Clara og Klaus havde været venner siden vuggestuen, nærmest uadskillelige op gennem folkeskolen og var stadig nære venner nu selvom det de senere havde valgt var så forskelligt. Klaus havde fantaseret om hvilken vildkat Clara måtte være i sengen og var så blevet enig med sig selv om at det ikke var værd at ødelægge deres venskab for en nat i kanen. Han var ikke så meget som i nærheden af at være forelsket i Clara. Hun var bare en af den slags piger der uden at vide det fordrejede hovedet på adskillige mænd hver eneste dag.
   Klaus tog en slurk af sin øl mens han funderede videre over fænomenet Clara - pigen der gav alle mænd vilde sexfantasier.
   Så stod hun pludselig foran ham igen. "Jeg har fri om en halv time, skal vi følges hjemover?"
   Et kort sekund gav det et sug i maven på Klaus, men de var venner, de boede i den samme gade. Han nikkede. "Ja da, men hvad så med de to dernede? Skal du ikke videre sammen med dem?" Han blinkede skælmsk.
   Clara spillede forarget. "Nej for fanden! Hvad tror du selv? Sådan et par opblæste drengerøve." Med forstilt fornærmelse fløj hun videre for at blande endnu en drink, for at flirte med endnu en kunde.
   Klaus tænkte på hvordan det havde været mens han gik på gymnasiet og hun efter tiende klasse kom i lære i butik. Mens han gik på universitetet havde hun besluttet at butik var dødssygt og var begyndt at arbejde som bartender. Hun var hamrende god til det. Hun elskede det og kunderne, selvfølgelig især fyrene, elskede hende. Han var advokat og hun var bartender. Hun dyrkede fitness og han spillede golf. Hun var ligefrem og han var lidt snobbet. Hun boede i en lille rodet lejlighed oppe under kvisten. Han boede måske ikke lige netop i en herskabslejlighed, men der var højt til loftet, stuk og franske døre. Alligevel virkede det, de var faktisk bedste venner.
   Så var den halve time gået og Klaus fulgte efter Clara ned til personalerummet. Hun grinede og gjorde forsat nar af de to fyre for anden af baren. Så var hun klar og de spadserede hjemad.
   Det var en af den slags nætter hvor Clara var glad for at have nogen at følges med. Det var efterårsmørkt selv om det var midt om sommeren så overskyet var det og i tilgift lidt tåget. Gadelygternes lys nåede ikke langt og var underligt sløret.
   Clara og Klaus sludrede hyggeligt om fælles venner lige indtil hun med en vis magtpåliggende bevægelse lagde hånden på hans arm. "Hvad var det?" Der var en snert af anspændthed i stemmen, men også en skarphed han ikke havde hørt før.
   "Hvad?" Klaus så sig lyttende omkring. "Jeg kan ikke høre noget." Han undrede sig. Hun var ikke normalt en der blev bange i mørket. Hun var vant til at gå hjem om natten. Hun var så langt fra hysterisk som man kunne tænke sig. Som om det ikke var rigeligt, dyrkede hun kickboksning og var udmærket i stand til at slå en proper nævne, hvis det skulle være. Og han kunne rent faktisk ikke høre noget som helst.
   "Sshhh!" Nu havde Clara bekymrede træk om øjnene. Klaus lyttede intenst men kunne ikke høre noget. Claras hånd på hans arm dirrede. "For fanden da vi skulle have taget en taxi." Nu var hendes stemme kun en svag hvisken.
   "Hvad sker der? Hvad er det du kan høre?" Påvirket af hendes anspændthed hviskede han også.
   Hun så ikke på ham, men stirrede med sammenknebne øjne ud i det disede mørke, prøvede at se i alle retninger på en gang og bandede i sit stille sind over de søvnige gadelygter der overhovedet ikke udsendte nok lys. Disen gjorde selvfølgelig også det hele meget værre. "Jeg er ikke sikker." Hånden på hans arm udsendte nervøse signaler. "Men der er noget, et eller andet, det er lige så meget en fornemmelse som det er en egentlig lyd." Stemmen var så lav at Klaus næsten ikke kunne høre den. Pludselig gik det op for ham hvad det var der var galt. Han bøjede sig frem og mumlede lige ind mod hendes øre, om muligt endnu lavere end hun selv havde hvisket lige før. "Der er jo slet ingen lyde, hvorfor er her så underligt stille?"
   Clara så op på ham og nikkede i enighed. Hvorfor var der ingen lyde af trafik? Hvorfor var der ingen vinduer åbne så man kunne høre lydene fra et fjernsyn, folk der talte eller noget musik? Hvorfor var der ingen på gaden? Det plejede der at være også selvom det var sent. Det var en stor by, en by der sjældent sov, men nu var der stille, uhyggeligt stille.
   Pludselig var luften fuld af høje lyde. Buldrende og klirrende lyde der fyldte gaden med en ubeskrivelig totalitet. Claras greb om hans arm var nu så stramt at Klaus under normale omstændigheder ville have ømmet sig. Lige nu mærkede han faktisk ikke smerten. Anspændtheden der hastigt var på vej over i angst var nærmest mærkbar i luften. Ud af tågen buldrede en flok barskt udseende mænd til hest.
   Clara og Klaus stirrede på dem. Et øjeblik overgik overraskelsen langt frygten. Hvor i alverden kom de fra her midt i byen? Så var de omringet. Bagved dem var husmuren. Foran dem dannede mændene en tæt halvcirkel. Først nu blev de opmærksomme på at alle rytterne bar våben. Gammeldags våben. På en måde var det som at stå midt i en film om riddere, Robin Hood eller noget i den retning. Det hele var totalt surrealistisk.
   "Hvem er han?" Stemmen var dyb og behagelig, men hverken Klaus eller Clara fik fat på hvem af mændene det var der talte.
   "Aner det ikke." Det var ham der holdt lige foran dem der svarede.
   Clara besluttede med sig selv at han måtte være anføreren.
   Manden fortsatte uanfægtet. "Hun må have rørt ved ham mens vi skilte hende ud."
   Claras hånd på Klaus' arm stivnede og så rykkede hun den væk som om hun havde brændt sig.
   "Det var uheldigt." Det var en tredje stemme. Den slog det bare fast som et tørt faktum.
   Anføreren fokuserede nu på Clara. "Du skal med os." Det var også bare en tør konstatering.
   "Hva'Ba!? Det tror jeg så ikke!" Clara var nu rykket helt tæt ind til Klaus. Hendes hånd fandt hans og knugede den.
   Manden rystede på hovedet. "Clara, Clara det ved du jo godt du skal, hvis du tænker dig om." Det lød som om han talte til et barn.
   Klaus knugede også Claras hånd og fandt trods alt trøst i hendes nærværd. "Hvem er i? Hvad skal i med Clara? Og hvor kender i hendes navn fra?" På magisk vis lykkedes det ham at sige det uden, at stemmen rystede det mindste.
   Manden smilede skævt, mens han så ned på dem oppe fra hesten. "Vi har faktisk ikke tid til alt det her pjat. Vi kan ikke holde portalen åben ret meget længere." Han drejede hovedet. "Frem med den ekstra hest." En af mændene trak en rytterløs hest indenfor cirklen. Anføreren vendte sig mod Clara igen. "Du ved du skal med os, du har fået besked så hold nu op med det pjat op hop op, så vi kan komme af sted."
   Clara stirrede op på ham. I tankerne gennemgik hun den mærkelige drøm hun havde haft hver eneste nat de sidste par uger. Den kunne muligvis godt tolkes som en besked. Den havde virket virkelig nok, skræmmende virkelig. Alligevel var hun stadig fyldt med trods. "Jeg syntes faktisk at du først lige skal svare på Klaus' spørgsmål."
   Hans øjenbryn trak sig sammen i irritation. "Ikke nu Clara, det burde du kunne se."
   "Hvad med ham?" Det var en af de andre mænd der brød ind.
   "Desværre har han set for meget." Med de ord trak anføreren et langt tveægget sværd frem.
   Synet fik de små hår til at rejse sig i nakken på Klaus. Han havde aldrig set sådan et sværd i virkeligheden før, kun på film.
   Det glimtede svagt i den blanke klinge i den tågede belysning.
   Clara derimod blev aldeles rasende. Af en eller anden grund, nok drømmen, havde hun aldrig været i panik over situationen. Måske nok bange, rystende nervøs men ikke iskold af skræk. Nu var hun bare vred. "Hvad fanden bilder du dig ind?"
   Det indbragte hende flere overraskede blikke fra mændene.
   Oplevelsen af at have deres fulde opmærksomhed opildnede hende bare til at fortsætte. "Tror du, at bare du kan komme anstigende her og kappe hovedet af min bedste ven, mens jeg bare ser på? Og så til toppen af dumhed: Tror du virkelig, at jeg bagefter gladelig vil følge med et eller andet ukendt sted hen? Du er sgu ikke rigtig klog!!"
   "Clara!" Han rystede på hovedet som om hun var et lille barn der burde vide bedre. "Du ved jo godt, at du kommer med os på den ene eller den anden måde. Det letteste for alle parter ville afgjort være, hvis du bare holdt op med det pjat lige nu og hoppede op på den hest."
   "Hold op med at være så forbandet nedladende." På trods af ordene vidste hun med usvigelig sikkerhed at han havde ret. Men hun kunne ikke gøre det. "Hvad med Klaus?"
   "Han har desværre set for meget." Han hævede sværdet der ellers i et kort stykke tid havde hvilet afslappet mod hans højre knæ. Det var helt bevist at han ignorerede hendes første bemærkning.
   Lynhurtigt steppede Clara sidelæns ind foran Klaus. "Absolut ikke!" Hendes stemme var ikke specielt høj, men den havde et hårdt vredt tonefald, som helt klart sagde Klaus, at dette her var mere end hun ville stå model til, at hun var hvidglødende af raseri. At det ville være bedst for mændene ikke at diskutere med hende. Han håbede ved gud at det ville vise sig at holde stik. Tænk hvis hun for en gangs skyld havde gabt over for meget? Han skælvede. For første gang gik det for alvor op for ham at Clara var det eneste der stod mellem ham og en flok gale mænd med våben der var ude på at slå ham ihjel.
   Anføreren pressede langsomt sin hest sidelæns frem mod dem. Sværdet, der skinnede mat i den tågede belysning, holdt han i en vandret position. Han var helt klart rede til at bruge det.
   Clara trak sig baglæns væk fra ham puffende Klaus bag sig mens hun hele tiden sørgede for at holde sig direkte mellem Klaus og manden på hesten. Til sidst stod Klaus med ryggen trykket ind mod muren. Clara stod foran ham. Hendes ryg berørte ganske let hans brystkasse. Der var absolut ingen steder at flygte hen.
   Manden stoppede hesten vel en halv meters penge fra Clara. Sværdet svævede i luften mellem dem. "Flyt dig!" Hans stemme var kølig, forretningsmæssig.
   Clara rystede bare på hovedet mens hun uden tøven stirrede lige op på ham med lynende øjne. Det gik pludselig op for Klaus at hendes stædighed kunne få hende slået ihjel. Alligevel stod han bare som lammet og lod tingene ske.
   Manden svingede sværdet så spidsen hvilede mod Claras halsgruppe. "Jeg advarer dig!"
   Clara rykkede sig ikke en tøddel. Klaus var sikker på, at det overraskede manden, selvom man ikke kunne se det på ham. Hvad Klaus ikke vidste, var at gruppen, som ellers var ret erfaren, kun en gang før havde oplevet, at den som de skulle hente ikke var alene. Dengang havde det ikke være noget problem. De havde taget målpersonen lidt væk og så problemløst skilt sig af med den uønskede.
   Lederen nikkede til et par af sine mænd. De hoppede af deres heste uden tvivl for korporligt at fjerne Clara fra Klaus så de kunne komme videre. Men før de vidste af det havde Clara grebet fat om anførerens sværd. Blodet løb fra hendes håndflade og ned over hendes håndled. Det så helt sort ud i den matte belysning. Hun pressede spidsen mod sin hals indtil et par enkelte blodsdråber løb ned over hendes kraveben og ned mod hendes kavalergang. Hendes stemme var iskold og der var ingen tvivl om at hun mente det alvorligt. "Hvis du vil slå ham ihjel må du slå mig ihjel først."
   Hele sceneriet frøs. Alle holdt vejret. Ingen vidste rigtig hvordan de skulle reagere. Clara smilede et iskoldt smil. Nu havde hun dem i sin hule hånd og hun vidste det. "Enten kommer vi begge to med jer eller ..." Hun brød af, men det var tydeligt hvad den anden mulighed var. Dette her var ikke en gruppe der efterlod vidner i sit kølvand.
   "Eller!" Nu var anførerens stemme også kold hvor den før bare havde været forretningsmæssig. "Eller også tager vi dig simpelthen bare med." Der var ikke skyggen af tvivl om, hvad der i så fald ville ske med Klaus.
   Men Clara var ubøjelig. Stemme var lav men af stål. "Hvis i gør det, så sværger jeg på mine forfædres grave, at uanset hvad det her går ud på, så får i mig aldrig nogensinde til at samarbejde." Hvorfor hun lige netop havde sagt det på den måde, var hun ikke klar over, men hun vidste straks, at det var den rigtige måde.
   Der var pludselig et usikkert glimt i manden øjne. "Betyder han virkelig så meget for dig?" Snerten af usikkerhed kunne næppe spores i hans stemme, men den var der.
   Clara smagte prøvende på sejrens sødme mens hun samtidig spurgte sig selv hvad det egentlig var for en slags sejr hun havde vundet. "JA!" Svarede hun bare højt og klart og uden mindste tøven. Indeni spekulerede hun vildt over hvorfor netop den ed havde gjort et sådan indtryk på mændene og måske mere vigtigt over hvad i alverden det var der havde fået hende til at sige sådan noget sludder.
   Der var en trækning ved mandens mund. Det var det absolut eneste udtryk for følelser han vidste. Alligevel stod det klart for Clara at han misbilligede hendes handlemåde. Hun var ligeglad. Uanset hvad han tænkte, uanset konsekvenserne af den fjollede ed var, kunne hun ikke bare stå og se på at de myrdede hendes bedste ven.
   "Slip!" Han gjorde en lillebitte bevægelse med sværdet i hendes hånd. Pludselig gik det op for hende hvor meget hun blødte og hvor ondt det gjorde. Hun slap sværdet med en pludselig bevægelse som om hun havde brændt sig på det, knyttede hånden og holdt den over hjertehøjde mens hun forgæves forsøgte at fortælle sig selv at det hele var ok.
   Han smilede skævt, næsten hånligt syntes Clara, mens han stak sværdet tilbage i skeden. "Nå men lad os så se og komme videre." Han trak sig lidt tilbage.
   Clara kiggede på den rytterløse hest der kom frem bag ham, gik så et skridt frem og greb resolut fat i tøjlen. "Slip!" Hendes øjne glimtede farligt op mod den rytter der stadig havde fat i hesten. Hendes anden arm var strakt bagud. Hånden havde stadig et fast greb om Klaus' arm. Hånden på tøjlen var den der blødte. Fugten fik læderet til at glinse.
   Klaus havde ikke brug for hånden på armen til at fortælle ham at han skulle holde sig tæt på Clara. Han forstod intet af det der foregik. Han vidste blot at hun lige havde reddet hans liv og at han ikke stolede nok på deres ord til at vige det mindste fra Claras side. Han havde aldrig i sit liv været så bange. Han håbede bare at han viste det lige så lidt som Clara. Havde det ikke været for den anspændte skælvende hånd på hans arm ville han aldrig nogensinde have gættet hverken på at hun var bange eller på at hun havde smerter. Nå ja bange eller vred. Det var faktisk svært at sige. Så forsvandt hånden pludselig fra hans arm. Forskrækket så han hende sætte foden i stigbøjlen og adræt svinge sig op. Hurtigt rykkede Klaus helt tæt ind til hesten.
   En af mændene rømmede sig og gav et lille nik mod Klaus. "Han kan ride med mig."
   Lynhurtigt slog Claras hånd ned på Klaus' skulder for at forhindre ham i at gå over til manden. Ikke at Klaus egentlig havde brug for den slags hentydninger. Han ikke så meget som drømte om at bevæge sig udenfor hendes rækkevidde. Det stod fuldstændig klart for ham hvilken risiko hun lige havde taget for at redde hans liv og han var ikke et øjeblik i tvivl om at hvis han ville forblive i live, så var det Clara, der var nøglen. Altså drømte han ikke om at bevæge sig udenfor hendes rækkevidde.
   "Han rider med mig." Stemmen stillede ingen spørgsmål. Den fastslog køligt en kendsgerning. I mellemtiden lå Claras ene hånd tungt på hans skulder mens den anden overtog den totale kontrol med hesten. Den mand der før havde ført hesten havde ellers forsøgt at mingelere den væk, væk fra Klaus. Claras blik var iskoldt og uden et eneste strejf af nervøsitet. Det var hårdt og stærkt. Anføreren slog blikket ned først.
   Clara nikkede ned til Klaus. "Hop op bag mig."
   Det lod han sig ikke sige to gange og et øjeblik efter sad Klaus bag hende på hesten med armene om livet på hende.
   Anføreren vinkede dem fremad og de skridtede klaprende ned af gaden med Clara og Klaus midt mellem sig. Der var ingen vej væk. Selv om der havde set ud til at være en ville Clara nu ikke have forsøgt at tage den. Klaus derimod spejdede efter en åbning der bare aldrig vidste sig.
   Et øjeblik syntes tågen meget tæt, så lettede den lige pludselig. Hestene satte hovene med en lav dump lyd på en nåledækket skovbund. Rundt om dem rejste træerne sig majestætisk. Over dem lyste en fuld måne så kraftigt at der ikke kunne skimtes en eneste stjerne i en stor cirkel omkring den. Dens lys var hvidt, farveløst, skarpt og dunkelt på samme tid. Det gjorde verden sort/hvid og skyggerne helt uigennemtrængelige. Clara så sig overrasket omkring. Det var når alt kom til alt så helt anderledes end hun havde forestillet sig.
   Anføreren forklarede selv om han var udmærket godt klar over at Clara aldrig ville stille nogen af de spørgsmål der brændte på hendes læber. "Vi er på Rasmo, en ø der som regel går under navnet Genvejen. Det er et magisk sted der giver adgang til andre steder. Et magisk sted beskyttet af Den Høje Magi."
   Klaus lukkede øjnene og spurgte endnu engang sig selv, om der var nogen chance for at han drømte. Der duftede skarpt af nåle og harpiks, hest og sved. Det hele var blandet med en svag underliggende fornemmelse af salt. De kunne ikke være særligt langt fra havet. Mon der var dufte i drømme?
   Clara bed tænderne sammen. Hun havde lyst til at spørge om en million ting, men lige nu var hun for stolt. Som Klaus lagde hun mærke til saltet i luften. Havet måtte være lige i nærheden. I drømmen havde hun været ved at vende vrangen ud på sig selv i et anfald af voldsom søsyge på et stormomsust hav. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun havde hele tiden vidst at der var noget underligt ved den drøm. Alligevel gav det hende myrekryb at se den blive til virkelighed. Gav hende myrekryb og fik hende til at spekulere over hvor mange af detaljerne der ville vise sig at være sande og ikke bare et udspring af en livlig fantasi.
   Pludselig rundede de et hjørne omkring et buskads og kom ind i en lysning hvor der sad to mænd ved et bål. Over bålet stegte et dyr der kunne have været en overdimensioneret kanin på et spyd. Det duftede godt.
   Begge mænd kiggede op på dem. Det var ham i den flammefarvede skjorte der tog ordet. "Det var i længe om." Han var en kraftfuld mand både fysisk og på andre måder. Pludselig var ham der før havde virket som anføreren bare en i mængden.
   En tilfældig stemme svarede den flammefarvede. "Der var uventede problemer."
   "Ja det kan jeg se." Det markante ansigt over skjorten nikkede over mod Klaus. "Hvem er han? Hvad laver han her?"
   En anden af mændene trak på skuldrene. "Hun insisterede. Der var ikke andet at gøre."
   "Ikke andet at gøre?" Manden i den flammefarvede rejste sig op. Han var høj og bredskuldret, han ligefrem strålede af magt. "Hvad i alverden mener i med det? Hvor svært kan det være? I er syv, et heldigt tal. Han er alene, og hun er jo bare en kvinde ikke sandt, hun er jo ikke magiker endnu. Man skulle tro i havde stået ansigt til ansigt med en mørk troldmand eller noget."
   Der var noget i stemmen, der sagde Clara, at dette her ikke var en mand man skulle ønske sig som fjende, en mand der lige nu var meget vred og en mand som ikke ville tøve så meget som et sekund med at slå ihjel. Alligevel var hendes stemme klar og fast. "De har ret."
   "Hvad behager?" Det skarpe blik fæstede sig undersøgende ved Clara.
   Hun ikke så meget som blinkede. "De havde ikke noget valg. Hvis han ikke havde været her nu så havde jeg heller ikke."
   Det skarpe blik skiftede tilbage til mændene. "Jeg vil ikke have ham med over på fastlandet. I ved vist, hvad der skal gøres ved det." Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering.
   Ikke en af mændene rørte sig af stedet. Clara rømmede sig for at få den flammefarvedes opmærksomhed tilbage. "De gav mig deres ord på, at der ikke ville ske ham noget."
   Det skarpe blik hvilede på Clara, mens hun talte. Så fløj det tilbage på mændene igen. "I gav hende jeres ord?" Stemmen havde en farlig underklang. Så fortsatte han henvendt til Clara. "Nok skulle du være noget særligt, men alligevel - Hvordan fik du dem til det?"
   Clara smilede sit lille vidende barpigesmil. Det smil der kunne sno enhver fyr om hendes lillefinger. "Jeg gjorde det fuldstændig klart for dem, at de ikke kunne gøre sig noget som helst håb om at få mig med, hvis der blev så meget som krummet et hår på hans hoved. Det ville være blevet over mit lig. Jeg svor på mine forfædres grave."
   Det gik samtidig op for Klaus og den flammefarvede, at hun mente det rent bogstaveligt. Hun havde ment det før og hun mente det nu. På en eller anden måde lå der en skjult trussel i det. Hvis den flammefarvede så meget som tænkte på at skille sig af med Klaus svarede hun ikke for følgerne men et var sikkert. Han ville blive nødt til at tage tilbage til hvor det end var han kom fra og forklare hvorfor han ikke havde Clara med tilbage. Clara var overbevist om at det ikke ville blive særligt behageligt.
   Klaus sank noget og hans greb om hendes liv blev lidt fastere. Det var en meget underlig fornemmelse at se hende sætte sig mellem ham selv og faren med hendes eget liv som indsats og faktisk var det nok først lige nu det var gået op for ham at det var virkeligt, at det rent faktisk var blodig alvor.
   Clara smilede et lille køligt smil. Hun vidste at hun havde vundet. Det på en gang frydede hende og skræmte hende fra vid og sans.
   Pludselig besluttede den flammefarvede at besvare smilet. Hans smil nåede heller aldrig op i øjnene. "Mit navn er Axger M'Balima. Jeg er her for at tage dig med til Tårnet for at du kan blive den Magiker du er født til at være." Han nikkede over mod mændene. "Bare sid af og gøre hestene klar til natten." Blikket vendte tilbage til Clara. "Det gælder også for jer."
   Clara nikkede bare. Klaus forstod ingenting overhovedet. Han hørte godt den indforståede tone mellem Clara og den flammefarvede, Axger, men det gav ingen mening. Og noget andet han i hvert fald slet ikke forstod, var hvordan Clara kunne være så rolig, se så selvsikker ud, som om hun var helt klar over hvem de der mænd med våben var og hvor det var de var på vej hen.
   Clara vendte sig mod ham og hviskede så lavt at han næppe kunne opfatte det lige ind i hans øre. "Hop bare af men lad være med at gå mere end to skridt væk fra mig på noget tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, at jeg stoler på dem."
   Klaus kunne mærke hvordan farven igen forlod hans ansigt. Blev de ikke nødt til at stole på dem? På en eller anden uforklarlig måde var de endt et ukendt sted, i et ukendt land sammen med nogle ukendte mænd. Det forekom Klaus at de mænd var deres eneste forbindelse til noget der bare mindede om en normal verden.
   Det var vanvittigt og det var sindssygt det hele, men selv om de havde våben og de havde bortført dem var der så andre veje væk fra det her sted. Det tvivlede han faktisk på. De havde trods alt været et helt andet sted lige for et øjeblik siden.
   Han svingede benet over krydset på hesten og gled ned langs dens side. Hvis de ikke kunne stole på deres ord hvad så? På den anden side var det jo Klaus selv der var problemet her. Clara kunne jo sagtens stole på dem. Når det altså gjaldt hende selv vel og mærke. Men hvad med ham selv? Han var et wild card, en overraskelse, en joker, som de helt sikkert helst ville være fri for. Ville de bryde deres ord for at blive af med ham? Eller sagt med andre ord var de så nervøse nok for hvad Clara kunne finde på hvis der skete noget med ham, eller ville de slå ham ihjel hvis Clara vendte ryggen til?
   Det næste der skete var at Clara adræt landede ved siden af ham. Hendes ene hånd lå på hestens tøjle. Med den anden hånd tog hun Klaus' hånd og gav den et klem. Hendes øjne derimod var fæstet på den flammefarvede. "Hvor gør vi af hesten?"
   Han smil nåede stadig ikke øjnene. "For denne ene gangs skyld." Han nikkede til den anden mand ved bålet. "Nixlas tager du lige den hest?"
   I to skridt var Nixlas ovre ved Clara og tog tøjlen ud af hendes hånd. Hun lod ham gøre det, selvom hun egentlig ikke var glad for at se hesten forsvinde. Hun havde følt at hendes ryg på sin vis var dækket så længe den havde stået lige bag hende. På den anden side var hun betydeligt mindre mistænksom overfor mændene bag hende end hun var overfor den flammefarvede som jo da var foran hende. De havde givet hende deres ord. Det havde han ikke. Axger.
   Axger slog ud med hånden mod bålet. "Sid ned." Og samtidig mod dyret der stegte over det. "I er vel sultne?"
   Det gik op for Clara, at hun faktisk var sulten. Hun nikkede og trak Klaus med hen mod bålet og ned på jorden et sted hvor de kunne sidde med ryggen mod en væltet træstamme. Langsomt efterhånden som de blev færdige med hestene kom også mændene hen og satte sig ved bålet. Nu hvor de havde fået hætterne af gik det op for Clara at to af dem rent faktisk var kvinder. En af dem med kort brunt hår og fine træk. Den anden med et brus af røde krøller. Det overraskede Clara. De var klædt som krigere præcis som mændene.
   Nixlas delte brød og kød rundt. En skinddunk med vand gik på omgang. Ingen gjorde noget for at tale med Clara og Klaus. Et par enkelte gange mumlede et par stykker af dem indbyrdes, lavt så det ikke kunne høres hvad de talte om. Ellers forløb måltidet i tavshed.
   Clara kunne ikke rigtig finde ud af hvordan hun skulle lodde stemningen. Hun havde lyst til at stille en masse spørgsmål, til at se om hun kunne få drømmen bekræftet. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at bryde den tavshed der lå som en tung dyne over hele situationen.
   Klaus sad tæt ind mod Clara. Hans blik var sænket. Han koncentrerede sig om maden, faktisk bange for at kigge op, bange for at se om de så på ham på den sammen måde som anføreren havde betragtet ham på i den gammelkendte gade. Hvordan han egentlig var kommet fra den gade og til det her bål mellem de høje træer var en gåde som han egentlig ikke brød sig om at tænke over. Et eller andet sted ville han helst tro at det var en drøm, en af den slags han ville have glemt den næste morgen.