Hun talte minutterne i sit hoved. Talte de mange sekunder der passerede usynligt gennem hendes tilværelse og skubbede hendes liv fremad. Hun kunne ikke sove. Et snork fra Gebrials seng, i den anden ende af værelset fortalte hende, at hun var den eneste der ikke kunne sove.
   Aidolaf havde tydeligvis ikke kunne huske hende. Ikke at hun overhovedet havde regnet med det, manden var en afskyelig fyldebøtte der havde brugt hele sit liv på at rejse Myérain tyndt, alt imens han levede af at udføre lyssky arbejde for de mest uhyrlige folk. Det gjorde hende ilde til mode, at deres skæbne nu lå i hans beskidte hænder. Men hvad kunne hun gøre?
   Udenfor vinduet kimede en klokke efterfulgt af et tudende horn fra et skib der lagde til kaj. Det var en næsten klagende tuden der gav hendes tilværelse et melankolsk skær. Hun vendte sig om på siden, og stirrede ud i værelset. Tanker af forskellig art, skiftedes til at opstå i hendes hoved. Hvad mon Culrim foretog sig nu hos Gelucia, og, hvad med ham den underligt nervøse dreng som havde været sammen med Gebrial? Hvad havde fået ham til at melde sig frivilligt til at blive hos Zarkoin og Gelucia? Hun ville sikkert aldrig finde ud af det, men det nagede hende, at de bare sådan uden videre havde meldt sig til det. Desuden havde Culrim jo aldrig været boglig, og hvilke opgaver kunne Gelucia give ham, som passede bedre til hans fysiske kvaliteter?
   Hun kunne mærke at hun fik det dårligere jo mere hun tænkte over disse ting, så hun sukkede dybt, hvorefter hun svingede benene udover sengekanten. En gåtur ville gøre godt.
   Luften peb ind gennem utætheder i væggene og gjorde værelset isnende kold. En prikkende fornemmelse skød op fra begge fødder, da hun rejste sig fra sengen. Morrells stuepiger havde givet dem hver et tyndt stykke stof som de kunne bruge som tæppe. Men det slidte stykke stof kunne ikke klare jobbet, og hun havde hurtigt fundet sig selv gennemkold og med tænder der klaprede voldsomt.
   Forsigtigt, og lydløst iførte hun sig sine klæder. Der kom endnu et snork fra Gebrial, men ellers var der stille. Hun listede hen til døren, stak hovedet ud for at sikre sig at ingen så hende. Gangen var tom bortset fra en af stuepigerne der tømte en natpotte ud ad et af gangens vinduer. Hun skød hurtigt ud ad døren, lukkede den bag sig og fortsatte mod trappen. Turen gennem beværtningen føltes uendelig, og den tykke lugt af daggammel alkohol gjorde det ikke nemmere. Hun holdt vejret, og åndede først ud i det hun stod udenfor i den kølige luft. Hvor skulle hun gå hen? Hun havde ingen idé. Alligevel begyndte hun at gå mod Havnefrontens centrum.
   Gaderne var ligeså tomme som dengang for 10 år siden. Hun huskede, hvordan hendes forældre havde taget hende med ud i Manuellas krogede gader, for at mødes med nogle folk hun ikke kendte. Det havde været en overskyet dag, og hun havde været sur på dem fordi de mente at hun skulle med, og at hun ikke bare kunne rende rundt sammen med jægerne i Hjertstaad. 'En pige render ikke rundt og bliver beskidt på den måde Annabella' havde hendes mor mindet hende om, med sin løftede pegefinger foran sig, som hun altid gjorde når en vigtig pointe skulle betones. 'En pige nyder bedst af at lære, hvordan man lytter og hvordan man bedst bruger det man har hørt'. Hun kunne stadig høre de ord i sit hoved, mens hun gik ned gennem Havnefrontens brolagte gade. Et unaturligt tæt mørke opslugte gaden, og husene der rejste sig op over hende, kastede lange skygger der mindede hende om monstrøse fingre. Månen der hang på den tjæresorte himmel, gav ikke meget lys til gadens folk, der stod samlet omkring brændende tønder langs husenes facader. Det var en ubehagelig følelse at gå rundt blandt de stakkels mennesker. Selvom hun ikke kendte dem, følte hun at de alle lod deres øjne bore sig ind i hendes krop, mens de tænkte på måder at gøre hende ondt på. En lille dreng sad sovende og knugede en pind tæt ind til sig, mens hans tandløse mund bevægede sig i lydløse sætninger. En kvinde med et ternet tørklæde om hovedet, og hænder viklet ind i tyndt stof til at holde på den mindste smule varme, stod bøjet over den brændende tønde, mens hun sendte et medlidende blik mod drengen. Det var trist, og Annabella der heldigvis aldrig havde oplevet følelsen af at mislykkes som forælder, følte en knude danne sig i maven af ren og skær sympati. Hun standsede et øjeblik sin færd gennem Havnefronten, og lod sit blik indtage de triste skæbner der omgav hende. En kold og salt vind blæste insisterende gennem gaderne, og frembragte en hylende lyd da den pressede sig gennem de smalle gyder der lå på, hver side af gaden. Folkene klemte sig tættere sammen om tønderne, mens deres skuldre rykkede op om ørerne.
   Hun skridtede henover de ujævne brosten, trak sin medbragte læderfrakke tættere om kroppen. Efter noget tid hvor hun ikke havde lagt mærke til hvor hun var gået hen, stod hun pludselig i et område hun genkendte. Det var mange år siden hun sidst havde været her, og hun mærkede, hvordan noget i hende skælvede af hengemte følelser. Havnefrontens markedsplads var en komplet cirkel, hvorfra otte gader udgik i hver sin retning. I centrum af pladsen stod en søjle af mørkt granit, der opslugte det svage lys der kom fra de omkringstående petroleumslamper. Små revner udsmykkede søjlen og gav den et aldrende udtryk. Hun huskede hvordan hun havde leget med de andre børn, når hendes forældre ordnede de såkaldte "voksensager". Hun huskede hvordan lille Tad Brequan, der ikke var så lille endda, havde skubbet hende hovedkulds ind i busken der dengang voksede vildt omkring søjlens fod. Det eneste der nu var at se omkring søjlens fod, var grus. Rødt, tørt grus der stod i skarp kontrast til den mørke søjle. Hun var standset et kort øjeblik, mens hun genkaldte sig de begivenheder hun havde oplevet på denne plads da hun var en lille pige. Hun satte sig ned ved søjlen, og lod hænderne begrave sig dybt i gruset. En dyb vejrtrækning fik hende til at føle sig bedre til mode, men hun følte sig stadig splittet. Hvem var Gebrial og Liddy egentlig? Hun følte stadig at der var mange spørgsmål der manglede at blive besvaret før alt ville falde på plads. Et savn havde meldt sin ankomst i hende. Hun savnede sine forældre, Culrim og Gelucia, og ikke mindst de dage, før den store tørke, hvor alt bare var nemmere. Hun lagde ansigtet i de beskidte hænder og græd stille.
   En klukkende lyd skar hul i stilheden. Hurtigt rejste hun sig op og drejede hovedet for at finde kilden. Der var ikke andre i nærheden. Alligevel havde hun det som om hun blev overvåget. En kuldegysning fik hendes krop til at ryste voldsomt, og hun forsøgte at varme hænderne i frakkens alt for små lommer. Måske havde mødet med Aidolaf fået hende til at høre lyde der ikke var der.
   "Du ser vel nok godt ud i aften, min tøs."
   Det gav et sæt i hende og hun faldt bagover i ren forskrækkelse. Stemmen var blød og dreven. En dreng havde sneget sig op på siden af hende. Han var lille, kraftigt bygget og iført hullede klæder der afslørede hans mange sår fra slagsmål. Håret var tyndt og klistrede sig til den glinsende ansigtshud. Den måde han stod, lænet op ad søjlen i en ludende stilling indhyllede ham i skyggen der faldt fra den høje søjle.
   "Hvem er du og hvad vil du?" Ordene faldt stammende fra hendes mund. Hun forsøgte at lyde modigere end hun egentlig var. Normalt var hun ikke bange for unge drenge der antastede hende, men nu var hun på udebane og uden nogen i nærheden hun kendte. Desperat kravlede hun bagud indtil en husmur forhindrede hende i at komme videre. Drengen smilede slesk. Han havde taget en dolk frem fra det improviserede rebbælte der holdt de posede bukser oppe, og pudsede den metodisk mens han med langsomme skridt gik imod hende.
   "Vi vil ikke gøre dig noget, du er skam meget mere værd i levende live..."
   Der var kommet flere unge drenge til syne. Alle havde gemt sig i skyggerne som små ildelugtende rotter. De havde alle det samme vilde blik i de døde øjne, og fingre der pertentligt sleb deres forskellig artede dolke. Drengen der havde talt til hende, gik et sidste skridt frem mod hende, hvorefter han satte sig på hug foran hende. Hans ånde var slem. En blanding af billig sprut og harskt kød ramte hende som en knytnæve i ansigtet.
   "Åh! Du må da ikke græde." Han kørte en fedtet finger henad hendes kind. Som et sygt ritual slikkede han den salte tårer han havde tørret bort og smilede bredt til hende. To andre drenge bevægede sig over mod hende. Også de satte sig på hug. En af dem rakte ud efter hendes ansigt, men en spytklat ramte ham i det arret ansigt. Han bandede højlydt og skulle til at snitte hende med dolken, men drengen der tydeligvis var lederen holdt en arm ind foran ham.
   "Ikke noget med at skade hende! Vi får ikke vores belønning, hvis hun har lidt overlast på nogen måde." Han vendte blikket mod hende igen. I hånden der før var fri, havde han fisket et krøllet stykke pergament frem, og viftede det dovent foran hendes næse. "Vi skal bare sørge for, at hun ikke kan forsvare sig, eller løbe fra os. Det er det eneste vi må." Den glitrende dolk han havde pudset, kom nu frem i måneskæret. Annabella følte et ubehagelig sug i maven. Hun kendte den dolk, men hun kunne ikke huske, hvor hun havde set den før. Drengen fjernede hendes støvler med en voldsom bevægelse.
   "Hvad vil i med mig!" Skreg hun panisk. Hun blev endnu mere panisk med udsigten til det der snart skulle ske. Hun plejede at gøre det på byttedyr så de ikke stak af. En overskåren akilleshæl forhindrede enhver i at flygte. Drengen løftede langsomt kniven, hvorefter han huggede til. Hun havde ikke ventet en sådan smerte. Hvidglødende og uden sidestykke. Hendes blik sortnedes og smerten brændte i hende. I hver en muskel mærkede hun hvordan livet langsomt gjorde sig klar til at forlade hende.
   Men hvad der derefter skete gled gennem hendes sind som en utydelig drøm. Det eneste hun lagde mærke til, var hvordan smerten pludselig forsvandt, og blev erstattet af en euforisk følelse hun aldrig før havde følt. Et sted i hendes hoved, et sted så langt, langt borte, hørte hun en stemme der ikke var hendes. En dyb rallen der skar gennem marv og ben. Hendes blik var stadig sløret, men i det fjerne hørte hun paniske skrig og noget tungt der faldt til jorden. Hun havde ingen kontrol, da hun atter fik fodfæste. Den dybe rallende stemme forsvandt så hurtigt som den var kommet. Langsomt fik hun synet igen. Men hvad der mødte hende, var rædselsfuldt. Mavesyren lå i det bageste af svælget, men fandt hurtigt vej ud og landede med en plaskende lyd på brostenene. Rundt om hende lå drengene. Flere af dem manglede lemmer, og ham der havde antastet hende til at starte med, var revet over ved taljen og lå med rædslen malet i det gustne ansigt. Pølen af blod der løb mellem brostenene, fik hende til at falde sammen på knæene. Hvad var der sket? Hun mærkede tårerne i øjenkrogene og begravede ansigtet dybt i hænderne. Hvad var der dog sket? Pludselig hørte hun en lyd der fik hende til at fare sammen. Hun kiggede forfærdet fra den ene ende af pladsen til den anden, men der var intet at se. Det eneste der var tilstede var en underlig velkendt stemme, der talte beroligende til hende fra pladsens fjerne hjørne. Fra en smal gyde mellem to skæve huse trådte en kvindes skikkelse frem fra skyggerne. Iført mørke klæder og et sjal der viklede sig som en slange om hendes hals og skjulte hendes ansigt. Annabella kendte hende, men det kunne ikke være rigtigt. Hun burde være død. Kvinden hævede en behandsket hånd, og før Annabella kunne gøre modstand, mærkede hun en næsten magisk søvn omfavne hendes krop.