Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en af nabobyerne, men hvilken? I nattens grå lys anede hun et blegt ansigt og noget mørkt hår, men trækkene var ikke tydelige.
   Skulle hun mærke på hans ansigt? Søge efter træk, der måske kunne røbe om han var en, hun havde truffet?
   Nej. Det var for usikkert. For umuligt. Hun måtte bære ham, men hvordan?
   Han var ikke en kæmpe; spinkel og ikke meget højere end hun selv og det var godt, men bære ham som man bar et barn, det kunne hun ikke.
   Prøvende lempede hun sine arme ind under hans skuldre.
   "Jeg må jo se, om jeg kan slæbe dig," sagde hun til ham. Han havde sagt nogle ord og var måske så småt ved at komme til bevidsthed, men han kunne umuligt gå; modgiften var ikke en trylledrik fra et eventyr.
   Så slog det hende. Såret! Blødte det stadig? Hun havde jo sluppet trævlen for at tage fat i ham.
   "Vent lidt," sagde hun og lempede sine arme bort. Han mumlede noget uforståeligt
   Jenny pressede trævlen mod såret. Det blødte stadig. Hun måtte sørge for, den sad trykket hårdt ind mod såret, mens hun slæbte ham hjem gennem skoven.
   For hun blev nødt til at slæbe ham.
   Hvad kunne hun bruge? Sit tørklæde? Eller skulle hun ligefrem flå og flænge sin natsærk, som hun jo havde på under kåben? Eller - bæltet? Kåben blev jo holdt sammen af et bælte.
   Hun tog det af og fik det surret omkring trævlen. Strammede til. Jo, det holdt nok til en tur gennem skoven. Det skulle det.
   Resolut tog hun igen fat i ham.
   "Kan du løfte dig lidt?" bad hun.
   Han mumlede igen. En hånd famlede i bladene. Han prøvede at hæve sig. Og det lykkedes. Lige akkurat nok til, at hun fik fat i ham og kunne få et fast tag om hans arme.
   Så startede hjemturen. Hans hæle slæbte gennem bladene, mens Jenny bevægede sig baglæns. Åh, det her var hun ikke god til. Hun måtte på en eller anden måde komme til at gå forlæns, så hun kunne orientere sig.
   Nej, det ville nok ikke virke. Hun måtte bare føle sig frem og farten var jo ikke stor.
   Langsomt gik det fremad. Altså baglæns men mod hjemmet. Håbede hun.
   Med et opfangede hun en lyd.
   Ikke en knasen. Ikke en susen eller et puslende dyr, men en stemme.
   Far? Var han og nogle af de andre mænd gået ud for at lede efter hende? Rædslen blandede sig i håbet; det kunne jo også være hendes modbydelige forfølgere. Hvad ville de gøre? Havde deres forfølgelse af hende klaret deres reptilhjerner så meget, at de ville hjælpe hende med at bære den sårede?
   "Vi er her," råbte hun, "Kom og hjælp."
   Hun trak sig selv og den sårede, næsten bevidstløse, mand lidt længere hen ad det, der måske var en snoet sti. Hvor var lyden kommet fra?
   Bag dem, troede hun og lyttede håbefuldt.
   "Jeen- ny -y! lød det og glæden boblede frem i hende. "Nu kommer min far og hjælper os," sagde hun til manden og ville have danset med ham, hvis han ikke var så slap og hjælpeløs.
   "Her!" råbte hun.
   "Hvor?" lød det tilbage.
   "Stemmen kom ovre fra de træer der ovre, tror jeg," lød Tønde - Torkils rustne stemme, der plejede at irritere hende, Nu lød den som alfesang i et sommereventyr.
   Hvor langt væk var de? I en stille nat kunne stemmer vist høres et stykke vej fra, men så tydelige som de var, kunne de ikke være langt væk.
   Mens lettelsens varme skyllede gennem hende, mærkede hun at hun var dødtræt. Forsigtigt lempede hun sit tag i den fremmede og lagde ham forsigtigt fra sig i skovbunden, der nu bestod af nedtrampet græs. Det måtte være en sti trådt af dyr, der ville slukke deres tørst i floden. Det var nok den far og Tønde-Torkil fulgte og dyrene skulle ikke bruge stien før dagen gryede - jo, måske nattejægere som losser og andre kattedyr, men de lod sig nok skræmme af flokken, der var på vej.
   "De er her lige om et øjeblik," sagde Jenny til den sårede og pressede igen prøvende uldtrævlen mod såret. Det blødte ikke så meget som det havde gjort.
   Den fremmed mumlede noget. Hun bøjede sig ind over ham og opfattede ordet "frys...er."
   Jenny lagde en hånd på hans pande. Små svedperler var sprunget frem på den, men de var kolde, og koldsved var ikke godt. Men hun havde jo ikke noget tæppe.
   Selv mærkede hun også at det var koldt. Og kåben flagrede uden bæltet. Hun trak den sammen om sig. Ikke om hun gav den fra sig; uden den blev hun jo forkølet. Fik måske endda lungebetændelse og det kunne man dø af.
   Skulle hun dele den med ham? Lægge sig ned ved siden af ham og brede kåben om dem begge? Skæbnen havde jo nærmest serveret en mand for hende og ...
   Nej, nu drev hendes tanker vist på afveje. Og far kom jo lige om lidt.
   Man skulle være god ved andre. Det sagde Urzulga - eller var det Sapko, kærlighedsguden? Ja, ham var det vist.
   Med et dybt suk rejste Jenny sig og smøg kåben af. Hun blev nok ikke syg af det øjeblik, der gik, før mændene var fremme. Så hun bredte kåben om ham, mens hun lyttede efter stemmerne.
   "Sig kukkuk," lød Tønde-Torkils stemme. Som om det her var en børneleg. Men det gav mening, at de ville gå efter lyden, så Jenny prøvede det bedste hun havde lært at lyde som en gøg. Det lød muligvis mere som en forkølet hane, men det virkede. Et blafrende lysskær dukkede frem og bag det stod hendes far. Han hævede deres gamle staldlygte mod hende og råbte: "Nå, der er du!"
   Snart var hun og den fremmede mand nærmest omringet.
   Far gav hende et kort knus, før han skældte hende ud: "Hvad sker der her? Hvordan kunne du finde på at stikke af? Har du det ikke godt? Hvem er den mand?"
   Da der omsider var en pause i talestrømmen, svarede Jenny på det sidste: "Det ved jeg ikke, men jeg faldt over ham."
   "Lad hende forklare det på hjemvejen," foreslog Lange Lauw, som hun ikke brød sig synderligt om. Han skældte og smældte på sine unger og skændtes med alle, der var i nærheden. Og han drillede hende, når han kunne se sit snit til det - og det skønt han nu var gift med den pyntesyge Elvira. Men lige nu - lige der i den natdunkle skov, syntes Jenny gevaldigt godt om ham.

Tønde-Torkil og Lange Lauw skændtes lidt om, hvem, der skulle holde den fremmedes ben og hvem, der skulle holde ham under armene. Perry foreslog, at de skulle prøve om de kunne få den sårede så meget på højkant at han med støtte kunne vakle af sted og forkynderen Forky, brummede noget om, at de måske hellere skulle lade manden ligge i skoven, for Urzulga havde nok en mening med det.
   "Min lille pige vil gerne have ham med hjem," sagde far og Lange Lauw fløjtede langtrukkent og sigende.
   Det var hendes fæller. Hendes venner. Jenny var lige ved at le af den varme glæde, der boblede i hende, men nu ville hun hjem.
   "Ja, han kan da ikke ligge her og flyde," sagde hun, "men jeg tror faktisk I skal bære ham."
   Det endte med, de var tre, der bar ham. Lange Lauw holdt i fødderne, mens han gjorde sig mange ganske højlydte tanker om det i grunden ret besynderlige faktum, at den fremmede havde bare tæer: " De er noget sure, de knolde her." og "gad vide om Mørkets fyrste er rendt med hans støvler?" var blandt det han fik luftet af tanker, mens Tønde Torkild bare pustede og holdt om skuldre og arme. Perry gik ved siden af og sørgede for manden ikke knækkede over på midten. Det var i hvert fald, hvad han sagde.
   Jennys far gik med staldlygten i den ene hånd og sin anden næve lagde han omkring Jennys hånd. Som hun gik der med sin far i hånden, følte hun sig meget, meget yngre end sine 21 år. Hun nød at føle fars vrede, da hun fortalte om de væmmelige mænd.
   "Vi mødte dem, lille Jenny," sagde han, "og havde vi vidst ... men de gjorde os nervøse. Der lusker jo alskens røvere og rakkerpak omkring. Godt, du slap fra dem. Lad os nu se af hvad slags denne mand er, men du har ret: vi kan ikke lade ham ligge i skoven som føde for de vilde dyr."
   "Nej, de arme dyr kunne jo få mavepine," sagde lange Lauw.
   Jenny havde fået sin kåbe igen og trods sin modstand mod, at de bragte den fremmede til landsbyen havde Forky lagt et tæppe omkring ham.
   Da snakken døde ud, tænkte Jenny på pigen med det gyldne hår og det lilla skær. Hende havde hun naturligvis ikke fortalt noget om.


***

Næste morgen vågnede Jenny med en fornemmelse af at hanen havde galet for længst. Og med en kildrende fornemmelse i næseborene; duften af nybagte fladbrød, der svømmede i honning.
   Hun strakte sig under dynen, der virkede tyndere end den plejede og som lugtede lidt af fugtig kat. Havde Gulnare sneget sig til at føde killinger i fodenden af sengen - og havde Bobby og Jarvis, de skarnsunger, byttet dynen ud?
   Hun nåede at sende en grum tanke til sine små brødre, før det gik op for hende, at hun sov hos gamle Becky. Den fremmede var bragt hen til hende, fordi hun var den i landsbyen, der vidste mest om sår og den slags. Og da den gamle gerne ville snakke lidt om, hvordan det hele var gået for sig, var det endt med, at Jenny blev der.
   "Er du vågen?" lød Beckys sprukne røst.
   "Nej," smålo Jenny.
   " Det er ellers langt op af dagen og din mystiske mand fra skoven er kommet lidt til sig selv. Jeg har lokket lidt vand og brød i ham og nu vil du måske smage?"
   "Gerne," udbrød Jenny og slugte lidt mundvand, "men jeg bliver nødt til at tisse først."

Solen stod højt på himlen, da Jenny med kåben om sin natsærk og med fødderne i sutsko, trissede ud til det lille hus. Som en af de få i landsbyen havde gamle Becky et lille skur, hvor man kunne besørge. Hendes nu afdøde mand havde bygget det, fordi han havde set, at urtekræmmeren i den store by, havde sådan et. Man havde grinet af hans nykker, men Jenny syntes nu det var rart ikke at skulle holde øje med kohalerne, som når hun sad hjemme i stalden.
   Det lille hus, som Becky kaldte det, lå bagerst i den temmelig store have. Jenny kneb sammen, mens hun hastigt gik mod sit mål.
   Så stivnede hun.
   En skikkelse kom til syne mellem de høje graner, der afsluttede haven; en høj og slank gestalt klædt i en grøn kofte med kobberskinnende kæder eller var det mønstre gjort af kobbertråd? Over skulderen hang et pilekogger, hvor spraglede fjer prydede det, der måtte være pile-ender.
   Skikkelsen stod som om den også var stivnet; som om dens blødt udseende støvler var groet fast mellem nedfaldne grene og kogler.
   Så skubbede den til en lok af sit lange lyse hår og kløede sig bag sit ene store spidse øre.
   Mens Jenny tissede, så særken blev våd, hørte hun en underlig stemme et sted bag granerne. En hul stemme, lidt som om, den tilhørte en, der befandt sig i en klippedal, som skabte ekko;
   "Wakka - akka - kakka - akka," lød stemmen.
   Så forsvandt den underlige skabning og stemmen bag den tav.
   Jenny listede sig nærmere. Nogle kogler var maste og en gren vistnok knækket, men der var ingen fodspor; ingen tegn på, at nogen havde stået der lige før.
   Måske havde hun bare drømt?
   Mens hun, skamfuld over sit uheld og glad over, hun kunne skifte til dagtøj, gik tilbage gennem haven, overbevidste hun næsten sig selv om at hun havde drømt.