Morgal og Kiraan trak sig væk fra mængden, og gik udenom torvet for at skære direkte ind i skoven. Ingen ville forvente at andre ville følge efter nattens offer.

Tjørnehøj var en landsby omringet af skov. Placeret i en lysning og på toppen af en stejl høj, så var den fra naturens hånd belagt som et beskyttet fort. Morgal havde hørt om en gammel mine ikke langt nordfra, hvorfra byen kunne skaffe sine resurser af Ætersten til den éne nat hvor dæmonerne kunne finde på at komme hele vejen op af højen.

Hvordan landsbyfolkene kunne vide præcis hvilke nætter dæmonerne ville komme var foruden Morgals viden, og han havde hørt at det var højest én gang om året at natten som folkene her kaldte "Den Længste Nat" viste sit grimme ansigt. Han havde dog ladet sig fortælle at den Ældstes kone var en spåkone af en slags, og kunne tyde stjernerne for advarsel om netop denne nat, men at kunne give så klar besked ud fra himmellegemerne alene virkede, selv for ham, som en umulig opgave.

Han blev afbrudt i sine gængse tanker da Kiraan skred ned af en skråning i mørket. Højen blev så stejl at træerne var noget af det eneste man kunne holde på, hvis man altså ikke ønskede at rulle ufrivilligt ned af bakken og brække de fleste af knoglerne i processen. Med den ene hånd gribende efter grene og den anden om hans stav, møvede Morgal sig efter hende, og fandt hende hurtigt bag et tvillingetræ.

"Her," sagde hun og kastede Morgals sidetaske til ham. Han greb den lidt kluntet i sin frie hånd og slyngede hurtigt læderremmen om hans bryst. I dén havde han sine vigtigeste materialer, mundane såvel som magiske.

"Vi skal være hurtige; dæmonerne ville blive tiltrukket som møl af den mængde Ætersten," sagde Morgal mens han sikrede sig med en hånd i tasken at alt var hvor det skulle være.

Kiraan trak en mørnet rygsæk om skuldrerne. Morgal pegede igennem skoven.

"Hvis vi går i den retning, så burde vi kunne skære hende af nede ved bunden."

De klatrede videre ned, Morgals stav svingende med dens lanterne og Kiraans våben klirrende mod hendes ryg, og efter en besværlig tur kom de til sidst ned for foden af højen. Mørket omsluttede sig dem totalt og efterlod kun en spæd cirkel af lys fra Morgals lys. Stående for foden af den høje bakke stirrede de op blandt træerne. Han holdte en hånd foran sit lys og skjulte den for enhver der måtte komme ned derfra.

Der gik ikke lang tid før de hørte nogen klatre oppe fra højen. Prust og støn og flytningen af skovmuld afslørede kvinden med den tunge byrde på ryggen. Morgal dukkede sig bag et træ og skævede frem fra dens stamme. Kiraan bøjede benene, sænkede skuldrerne og lignede mest af alt et rovdyr klar til spring.

Næsten ti meter fra bunden dukkede den hvidkjolede kvinde op. Hun skred frem og klamrede sig til det nærmeste træ, hendes kurv dinglende på ryggen med dens tunge last. Men i stedet for at fortsætte stoppede hun pludselig op. Med hænderne lagt på stammen stirrede hun ud i mørket og hendes hoved var vendt direkte mod Morgal.

"Hun har set os," mumlede han.

Morgal rejste sig op og lod lyset fra hans lanterne skinne, hans venstre hånd løftet i en åben gestus.

"Frygt ikke, vi vil dig intet ondt. Kom herned og giv os din byrde, så lader vi dig gå."

Der kom en pause af stilhed fra kvinden. Raslen fra blade og jord lød deroppe, og hun kom mere frem i syne.

"Hvis ord . . ." sagde hun, hendes stemme lys og kantet som en skarp klokke, "har jeg på det?"

"Morgal Mørksten, mystiker og specialist i håndteringen af lige netop dét som du, min kære, har lastet til randen af i din kurv. Og jeg ved at du ikke kommer til at nå langt med den last."

Tøvende rettede kvinden på hendes kurv og rejste sig i sin fulde højde.

"Du ville havde været bedre skjult med klokker om anklerne og fakler i begge hænder end med den byrde," sagde Morgal, "så kom ned, og lad os hjælpe dig af med den."

Den mørkhårede kvinde udstrakte armene for balance og trådte med forsigtige skridt de sidste ti meter ned til bunden. Morgal og Kiraan nærmede sig hende, og han lod sit lys falde på den hvidkjolede kvinde.

Hun var ung, nok ikke meget mere end tyve år, og alligevel var hendes hud bleg og hendes løvgrønne øjne havde dybe render under sig. Langbenede og høj var hun, en smule højere end Morgal når hun stod oprejst.

"Så, hvis vi starter med at tage denne af dig . . ." begyndte Morgal og nærmede sig hende med udstrakt hånd, men han nåede aldrig langt før hun pludselig gav ham et hårdt skub. Han mistede balancen og røg med hele sin vægt ind i Kiraan, og før de kunne nå at samle sig løb hun som en fugl i flugt.

"Efter hende!"

Kiraan var den hurtigere til at komme på benene og sætte efter kvinden, tæt forfulgt af Morgal. Han gik ud fra at med kvindens tunge byrde ville de sagtens kunne indhente hende, men hun løb hurtigere end hvad han nogensinde kunne havde forventet. Efter kort tid var hun ikke andet end et hvidt genfærd der forsvandt mere og mere bag træerne. Kiraan lagde også afstand til ham, og Morgal kunne høre hans eget åndedræt hive efter vejret. Hans ben blev tunge og lungerne brændte i hans bryst.

Netop som han skulle til at give op på jagten hørte han nogen vælte længere fremme i buskadset. Prustende og stønnende nåede han frem og så kvinden i hvidt ligge udstrakt på jorden og kæmpe for at komme på benene igen, forhindret af en støvle solidt plantet på toppen af hendes rygkurv. Støvlens ejer smilte bredt og uhømsk til dem i mørket, og Morgal genkendte ham først på hans lange, lyse hår.

"Endnu ubesejret," konstaterede Barnad, imens kvinden under hans støvle spruttede og kæmpede som en gal for at komme fri.

Kiraan satte sig på hug overfor hende og tog fat i hendes arme med et jerngreb. Barnad hjalp med at tage rygkurven fra hende, og undgik med nød og næppe at få sparkede hans tænder ud af hendes spjættende ben. Mens Kiraan holdte kvinden forsvarligt låst fast kantede de to mænd kurven op på højkant og åbnede for dens hylster.

Æterstenene glitrede ud på dem med deres vante kølige og blållige skær; som stykker fra en azurblå himmel der var krystalliseret og for evigt fanget i et glimtende fængsel.

"Sejren er en sød smag, hva'?" sagde Barnad med et kækt grin og Morgal grinede tilbage.

"Den bedste smag sågar."

Natten splittede pludselig for et ørepinende brøl der rabaldrede igennem skoven, for dyb og unaturlig til at tilhøre hverken menneske eller dyr. Lyden vibrerede sig ned igennem Morgals ribben og fyldte hans mave med sure bobler af frygt. Alles øjne løftedes og kiggede ud i et ugennemtrængeligt mørke.

Det første til at bryde den pinefulde stilhed var Kiraans Ætersværd der løsrev sig fra dets læderskede. Klingen havde små blå krystaller smedet ind i midten der fulgte op langs stålet som en perlekæde, og midt på parérbøjlen fyldte en Ætersten fed nok til at knuge en hånd om. Hun havde givet slip på pigebarnet, som stod bag hende med forskræmte øjne og spejdede ud i mørket.

"Tæt på, ikke mere end tredive meter væk," hvislede Kiraan, hendes arret øje knebet i vagtsomhed.

Barnad var allerede igang med at laste rygkurvens seler på sig selv.

"Vent, Barnad, vi bliver nød til at fordele vægten. Du kan ikke--" begyndte Morgal.

"Hun kunne løbe med den alene. Jeg er hurtigere end jer andre, jeg kan sagtens løbe i forvejen."

Morgal bandede, stak fingrerne ned i hans sidetaske og tog hans lille sæk med Ildpulver frem. Det var en kendt mikstur blandet med krudt og Æter, og det skulle ikke undre ham at han ville få brug for det denne aften.

"Hvad med hende?" spurgte Kiraan og skævede til kvinden i hvidt. Kvinden åbnede munden som om hun skulle til at tale, men ingen ord nåede at komme ud før Morgal overtog.

"Lad hende løbe tilbage til hendes landsby."

"Jeg kan ikke gå tilbage," kom det fra hende, desperat, "det ville være helligbrøde hvis jeg kommer tilbage."

"Så løb! Gem dig i skoven og håb på det bedste," svarede Morgal og gjorde mine til at komme videre sammen med Barnad.

Kiraan rykkede sig ikke.

"Du véd hun dør hvis hun gør det."

"Hvad fanden skal det her forestille Kiraan? Vi dør alle sammen hvis du ikke kommer nu!"

"Vi tager hende med."

Barnad kastede armene ud i desperation. Morgal mærkede vreden og den efterfølgende hovedpine tage til i hans kranium.

"Vi har ikke tid til det her Kiraan--"

Hans sætning blev afbrudt af et skrig fra kvinden i hvidt. En klo havde gravet sig ind i et træ overfor dem, en monstrøs hånd på størrelse med en mands overkrop. En skarp, næsevridende lugt af saltpeter og svovl skød i næsen på Morgal. Med et hårdt knæk fra træet trak kloen en stor skikkelse frem fra skyggerne.

Væsnet kunne bedst beskrives som en okse på to ben, med broget, stenlignende pikke i stedet for hår, arme der var så lange at de kunne nå jorden og en kæbeløs mund som en savtandede orm der kunne sluge en hund hel. En myriade af små, sorte øjne spækkede dens deforme hoved som en gigantisk edderkop og dens fire horn snirklede sig om hinanden således at to stak fremad og to pegede lige op . . .

En Taur Dæmon.

Dens øjne blinkede ikke, men de fæstnede sig på Barnad med kurven. Uden yderligere tankevirksomhed stormede bæstet fremad med skridt der fik jorden til at ryste. Barnad trak sig automatisk baglæns, men dens fremgang havde allerede sat igang og det ville være for sent at løbe nu.

Kiraan sprang frem mod den og svang sit sværd i et lavt, tungt hug. Der lød en smattede lyd af stål der skar igennem kød, og hurtigere end Morgal kunne nå at blinke havde Kiraan kastede sig ud til siden for ikke at stå i vejen for bæstets momentum. Han nåede knap nok selv at trække sig tilbage da dæmonen væltede, og han mærkede dens tunge vægt suse forbi ham før den klaskede ned i jorden.

Dæmondræberen sprang op på ryggen af bæstet, hendes klinge vendt nedad. Hun løftede sværdet, men før hun kunne spidde den rejste dæmonen sig igen og lavede et voldsomt kast med ryggen. Kiraan væltede bag den, og dæmonen hvæsede som en utæt blæsebælg, savl og galde dryppende ud fra dens kæbeløse gab.

Morgal kastede sit Ildpulver i hovedet på den. Det dækkede nogle af dens sorte øjne, og fik resten af dem til at dreje over på ham. Mens den rejste sig tog Morgal kontakt med Æteret i pulveret. Han rakte sit sind ud mod det, og lod en varm, velkendt følelse skylle igennem ham, intenst og brændende som en stikflamme på tørre kviste. Han løftede hænderne for bedre at fokusere, hver sene i hans arme spændt i koncentration.

En eksplosion af blå ild oplyste skoven med et kraftigt skær og indhyllede sig om dæmonen. Flammerne brændte blåt og intenst, som dét der normalt kun udgjorde bunden af en normal flamme. Den blå ild fortærede dæmonen i en foruroligende hast og dens dødsskrig var et tyndt, splintrende hvin der knækkede med dens forkullede bryst.

"Løb! Det ville ikke være den eneste!" råbte Morgal og gennede Barnad og den mørkhårede kvinde væk.

Taur dæmonen faldt fremover, og store dele af dens krop splintrede på jorden i tusindevis af små askestumper. Med den aftog Æterilden og indhyllede gradvist skoven tilbage i mørket.

Morgal nærmede sig Kiraan med hastige skridt og hjalp hende hurtigt op på benene. Hans øjne fløj op fra hende da han hørte små, gnækkende lyde komme fra skovens mørke, hoppende og skingre som om en sindssvag Gud havde blandet et barns stemme med en jakals og gjort disse væsener til en forkastelig vittighed. Dværgdæmoner.

Morgal løb med de andre. Hurtigere end hvad han nogensinde havde løbet. Skoven blev mørkere og dybere, mens lydene fra deres forfølgere blev højere; bag dem, rundt om dem. Foran dem.

Morgal var ved at miste vejret, men dæmonerne forfulgte dem fortsat og nådesløst. Krat og grene forsøgte at kradse øjnene ud på ham og rødderne truede med at fange hans fødder. Barnad var så langt fremme han ikke længere kunne se ham. De kom ud i en gang af træer, og for enden af skoven kunne han se månelyset strømme ud på en træløs eng.

Hans gruppe stormede ud mod marken, dér hvor hovedvejen ventede dem på den anden side af den brede eng. Grene knirkede lystigt ovenfra, med små usynlige dværgdæmoner i toppen af træerne der svang sig fra gren til gren. Morgal satte tempoet op og indhentede de andre, trods de hårde stik hans side led.

"Skynd jer!" råbte Barnad, som ventede ved skovkanten.

Pludselig sprang noget ned fra skovens loft og landede på Barnads rygkurv. Dværgdæmonen var ikke større end et barn, men dens hidsighed kunne alligevel måle sig med en jærv i berserk. Med den fulgte dens gale gnækken, og den ramte ham tilstrækkelig hårdt til at de begge væltede, dæmon og mand og kurv, ned bag skovkanten og blev slugt af mørket.

"Barnad!" råbte Morgal og stormede efter dem.

Da hans fod mistede fæstet og hans krop faldt nedad blev han pludselig mindet om at der var en stejl skrænt fra skovkanten og ned til marken. Hans sene hukommelse var heller ikke til meget hjælp da han rullede ned af den lille bakke, med sten og buler på nedturen der hamrede mod hans krop som køller.

Da skrænten endelig blev færdig med ham følte han sig som en overfaldet, gammel mand, hvis knogler havde knækket som glas. Han vendte sig rundt på jorden, hans hat for længst fløjet af hans hoved og endt ét eller andet sted ude i mørket, og han mærkede en dulmende smerte komme fra hans ben. Hvis benet var brækket var hans dage talte. Hans stav lå heldigvis ikke langt fra ham, dens lanterne stadig brændende med lys.

Han stablede sig op med hænderne, samlede sin stav op og kom langsomt op og stå. Hans højre ben gjorde ondt, men han kunne lægge sin vægt på det. Tumult og skramlen lød ikke langt fra ham og han stirrede hen i retningen af lydene.

Barnad lå på ryggen og brydede voldsomt med dværgdæmonen. Rygkurven sad stadig på ryggen af ham, men nogle af Æterstenene var røget ud af den og lå og glimtede på jorden.

"Jeg kaster den hen til dig!" råbte Barnad.

"Hvad?!"

"Her!"

Den unge mand krummede hurtigt sine ben sammen så hans fødder kom under dæmonen, og med en førlighed som kun en blanding af ungdom og smidige legemsdele kunne udføre, sparkede han den så langt han kunne mod Morgal. Dværgdæmonens aflange arme baskede igennem luften og den landede tungt foran Morgals fødder. Morgal svang febrilsk med staven for at få bæstet væk fra ham. Hans slag ramte den hårdere end hvad han selv havde troet og resulterede i, at dæmonen tog endnu en tur igennem luften og endte ved foden af skrænten.

Sten og jord rullede fra skrænten da Kiraan og den hvidkjolet kvinde kom skridende ned. Dværgdæmonen nåede knapt at rejse sig før den smagte Kiraans Ætersværd i dens baghovedet, hvilket flækkede dens tynde skalp i to. Da hendes fødder ramte solid grund svang hun blodet fra sit sværd og hæftede det på skulderen. Den hvidkjolet kvinde smuttede i en lang bue udenom den dræbte dæmon, hendes øjne store som mønter.

I månelysets skær kunne de se toppen af skrænten og skoven, som en scene belyst af en svag lampe. Budskadset bøjede sig for en flod af væsener der begyndte at komme på den anden side, deres bevægelser kantede og forkrøblet som dyr ude af deres rette element.

"De kommer til at indhente os," hvæsede Kiraan, hendes let pansrede arme sølede til i mørkt blod.

Morgal spejdede ud på marken hvor kornet rejste sig i endeløse formationer. Et skud af smerte gik igennem hans højre ben, og han haltede hen til de første par strå på marken, rakte sin hånd ud og strøg knopperne af de bløde strå. De var tørre.

"Jeg er sikker på marken er et nydeligt syn, Morgal, men vi har ikke tid til det her!" sagde Barnad og greb i hans ærme for at trække ham med. Halvt trukket og halvt løbende fulgte Morgal med, hans omtumlet sind bryggende på en plan som en sindig alkymist blandede en dødelig gift.

Halvvejs over marken begyndte dæmonerne at storme efter dem igennem kornet. Hele vejen havde Morgal efterladt sig et hvidligt spor af Ildpulver.

"De kommer!" lød Kiraans stemme.

Morgal løsrev sig fra Barnads greb og hvirvlede rundt mod den kommende horde. En syndflod af mørke muskulaturer og brogede skikkelser kom tonsende imod ham. Der var Taur dæmoner, dværgdæmoner og et utal af andre væsener han ikke kunne identificere. Afstanden var hans eneste allierede.

Han slog hænderne sammen, fikserede sin spredte koncentration foran sig selv og knælede så han kunne slå håndfladerne i jorden. Han rakte ud med sin vilje, lod den flyde ud fra dets trange fængsel bag øjnene og gå igennem sporet af Ildpulver han havde lagt. Pludselig susede han igennem enorme korridore af strå, hans sind forrædisk forladende den krop der kun ønskede at bruge sine ben. Efter ham antændtes et spor af ild.

Han blinkede med øjnene og var med ét tilbage i sig selv. Foran ham oplystes natten i en voksende mur af blå- og rødlig ild der spredte sig med kornene. Varmen fra ildmuren svidte hans ansigt, hans øjne, og han trak sig hurtigt væk fra de flammer han selv havde skabt. Den voksende ild gnistrede grådigt foran ham som et frådende bæst, og overdøvede næsten de pinefulde brøl der kom fra hæren af dæmoner opslugt af den.

De andre stirrede på ham med ærefrygt i deres blikke. Morgal viftede irriteret med hånden.

"Se at komme væk! Flammerne ville kun sprede sig."

De forlod hurtigt marken, og da hans støvler kyssede den grusede jord på hovedvejen tillod Morgal sig et lettede suk. Sveden havde gennemvædet hans tøj og klistrede sig til hans pande og ryg, og halsen brændte som om en portion af hans eget Ildpulver havde sneget sig ned i hans luftrør. Alle stoppede op for at få pusten.

"Mind mig om aldrig at komme på din dårlige side," prustede Barnad og hæftede i rygkurvens seler.

Morgal grinede som en idiot, og hans krop straffede ham for det med en galdende hoste.

"Mind mig om aldrig at løbe spurt med dæmoner igen."

Han skimtede ud mod den voksende ild der slugte marken, ikke så meget en mur nu som et hav af flammer. Nogle skikkelser løb brændende igennem før de kollapsede i ilden og blev fortæret som det påsatte korn.

"Hulen er ikke langt væk. Vi burde være sikre der," sagde Kiraan og begyndte at marchere ned af vejen med lange trav.

"Burde værende nøgleordet," mumlede Morgal og fulgte efter, med Barnad og den hvidkjolet kvinde i tæt bagtrop.