Hvorfor skulle de også bo så dybt inde i skoven? Fuldstændig isoleret fra andre mennesker. Det var et fængsel, tænkte Elias, og de tykke stammer, der omringede haven lignede tremmer. Under ingen omstændigheder måtte han krydse grænsen. Grænsen hvor træerne startede. Hvor de boede. Kun når hans forældre var med. De kunne lige så godt bo på en fremmed planet. Det ville være det samme. Eller bedre. Mere spændende i hvert fald. I stedet for den røvsyge træhytte og den samme have, han havde rendt rundt i hele sit liv. Som barn var det noget andet. Hans fantasi havde sendt ham på eventyr dag efter dag. Men efterhånden som puberteten bankede på, og virkelighedens triste farver dræbte hans forestillingsevner, begyndte ensomheden at fylde i hverdagen.
   Når han spurgte sine forældre, hvorfor de ikke kunne bo i Skovly, prædikede de altid bare, at det var mere sikkert at bo på den måde, de gjorde. Hvad det betød, anede Elias ikke. Josua havde da boet i Skovly hele hans liv, og det var da ikke farligt. Så vidt han kunne se. Josua mobbede ham også altid med det. Sagde, hans far var en tøsedreng. At han var bange for andre mennesker. Så gav Elias ham en lammer, og så grinte de begge af det bagefter. Elias bar sjældent nag eller blev fornærmet, hvilket var mere, end man kunne sige om Josua. Hvis han havde sagt det samme eller noget lignende om hans far, havde han sikkert aldrig talt til ham igen. Så han bed sig altid i tungen. Josuas venskab var et frisk pust i en kedelig hverdag, hvor man ikke bare med en skærm og et tryk på en knap kunne få tusindvis af eventyr kastet i hovedet. Sådan var virkeligheden ikke. Ikke længere i hvert fald. Måske fandtes den slags magi i storbyerne. Disse forladte spøgelsesagtige metropoler, der var overrendt med galninge og banditter, som plyndrede og samvittighedsløst myrdede folk blot for morskabs skyld, som hans far altid prædikede. Elias gøs ved tanken. Men det blev heldigvis kun ved det, for uden elektricitet var maskinerne ikke mere værd, end det metal og plastic, de var pakket ind i. Et besøg var derfor heller ikke risikoen værd.
   Bøger var ikke eldrevne, men desværre krævede de, at man kunne læse, så i en verden af analfabeter blev de ofte brugt som brænde. Det var trods alt vigtigere at holde fingrene og tæerne varme, end det var at varme hjertet med en god historie.
   Da Elias var helt lille, lykkedes det dog hans far at bytte sig til nogle små hæfter med billeder og tekst. Det var fantastiske, farverige historier om folk med helt overnaturlige evner og kræfter, der fløj rundt eller kunne løbe med lysets hast. Elias sad fordybet i dem i timevis og digtede ivrigt historier ud fra billederne. Hans fantasi kendte ingen grænser. Og når han fortalte, krøb hans ord sig ind under huden på hans forældre, så de for et øjeblik glemte den grå og kedelige dagligdag.
   Med et håb om at få noget med hjem, der kunne bringe lidt glæde og adspredelse til deres lille familie, vandrede de derfor nu igen den lange vej til Skovly med risiko for at løbe ind i dem. Dem som alle snakkede om, men få mødte. Dem, som var lavet af mareridt, og mange mareridt var lavet af. Men heldigvis også dem, som var intelligente enspændere, og derfor sjældent risikerede at kaste sig over grupper af mennesker.

Elias gik imellem sine forældre og så fascineret på de gennemrustne biler med smadrede ruder, ofte overgroede med planter og træer, der skød op igennem asfalten og karosseriet.
   Tænk hvor nemt, de havde det engang. Ind i sådan en der og så bare drøne derudaf, tænkte han.
   Nu var man tvunget til at gå alle vegne. Selv hvis man ved et mirakel fandt en cykel, som ikke var helt gennemtygget af tidens tand, var det helt umuligt og farligt at cykle nogen som helst steder, for selv de store veje var ramponeret med massive revner i asfalten og planter, der groede op igennem den tykke cement. Den hektiske, summende aktivitet af trafik og mennesker, der skulle her og der og allevegne, var noget fra en anden æra. Desværre var kaninen, der hoppede rundt i jordbunden, hjorten, der sprang væk ved den mindste lyd, og fuglene, der kvidrede over hovedet på én, også det. Det var en død verden, de traskede rundt i. Den eneste summen og brummen, de af og til kunne høre, var insekterne, der til gengæld var mange af. Hoppelangthoppere, kriblekrablekravlere, sumsumstikkere og klikklakkere, som nogle af dem blev kaldt af åbenlyse grunde. Ikke fordi de gamle navne var gået tabt. Man følte bare, at en ny verden fortjente nye navngivelser, og som navnene antydede, var det blevet den nye generations opgave. Fremtiden skulle formes af børn, der ikke så op på den samme himmel, indåndede den samme luft eller gik på den samme jord som de gamle.

Efter mange timers vandring nåede de endelig frem til porten og vagttårnet. Elias slog hovedet så langt bagover, han kunne, og betragtede det tårnhøje metalhegn, der stak langt op i himmelen og omringede stedet.
   "Luk op! Det er mig, Josefus!!"
   En gammel olding stak hovedet ud af tårnet og holdt en hånd op til øret, som om det fik ham til at høre bedre.
   "Hvad?" Det gjorde det ikke.
   Hvad er nu det for et gammelt, døvt, skvadderhoved, tænkte Josefus. Han foldede hænderne som en megafon, i håb om, det ville bære lyden længere.
   "Hvor er Ezekiel!?"
   Oldingen stod og skar ansigt med kinderne pressede helt op i hans sammenklemte øjne. Som om det fik ham til at høre bedre.
   "Hvem!?" Det gjorde det heller ikke.
   Han kunne ikke høre en skid, tænkte Josefus og rystede frustreret på hovedet.
   "Flyt dig dit gamle fjols." Det var Ezekiel. "Josefus, gamle dreng! Kom ind!"
   Porten åbnedes. Skriglyden af metal, der skrabede imod metal, fik dem alle tre til at presse hænderne imod ørerne. Lyden virkede til at blive højere og mere gennem-trængende, for hver gang de kom. Elias var bange for, porten pludselig ville sidde fast, så man ikke kunne komme ind og ud. Tænk, hvis han aldrig ville se andre mennesker end hans forældre. Den skræmmende tanke forlod ham hurtigt igen, for uanset hvor hæslig portens skrig var, var det til gengæld altid en fantastisk oplevelse at træde igennem den. De kom fra et dødtavst landskab og trådte ind i højlydte samtaler, latter og hamren og banken fra folk, der arbejdede på deres huse.
   Ezekiel sprang ned fra tårnet. 3 trin ad gangen.
   "Flytter I ikke snart herind?"
   "Skal vi igennem det hver gang?"
   "Nej, men jeg forstår bare ikke-"
   "Det er mere sikkert for os-"
   "Sikrere end bag de tykke mure? I er helt alene derude?"
   "Ja, præcis."
   Ezekiel så på Elias, der afveg blikket og så ned i jorden.
   "Det er op til jer selv. Men der er altid en plads til jer herinde, hvis I ændrer mening."
   "Tak." Josefus var træt af hele tiden at skulle afvise den samme invitation igen og igen. "Er der ikke marked i dag?"
   "Jo, selvfølgelig. Nede på torvet. I kender jo selv vejen." Ezekiel vendte sig imod Elias igen og lagde en hånd på skulderen af ham. "Du skyder godt nok i vejret. Hvor gammel er det, du er nu?"
   "14."
   Ezekiel blev fjern i blikket.
   "14 år gammel. Jeg kan huske, da dine forældre trak dig rundt i en lille trækvogn. Det føles som i går. Tiden render fra os."
   "Godt at se dig. Og tak igen." Josefus satte en hånd i ryggen på Jokebed og sin søn. Han ville videre.
   "Vent! I ved godt, I bliver nødt til at aflevere dem der. Bare til I skal afsted igen. Sådan er reglerne."
   "Nåh ja. Selvfølgelig. Undskyld." Josefus og Joke-bed gav deres spyd til Ezekiel.
   "Tak. Nyd jeres ophold," sagde han formelt og saluterede dem med et smil og et blink, før han sprang op i tårnet igen. De havde kendt ham i mange år, men kun fordi han havde været portvagt i al den tid, de var kom-met i Skovly.
   De var kun kommet få meter ned ad vejen, da Elias stod og trippede frem og tilbage.
   "Må jeg godt gå hjem til Josua?"
   Det var flere måneder siden, de havde været i Skovly sidst.
   "Jaja, okay. Gør du bare det. Men lad være med at snakke med nogen på vejen. Og du kommer hen på torvet, før den store måne står på himmelen."
   "Jaja mor."
   Josua boede i et trist træhus med sine forældre. Hver gang Elias kom dér, var det, som om det var faldet mere og mere sammen. Som en træt, gammel mand med sammensunkne skuldre, sad det i en jungle af en have. Indrammet af, hvad der engang havde været et hvidt stakit, men som nu var møgbeskidt. Og hver anden planke var flækket og lå henslængt på græsset. Josua sad på trinnene op til den faldefærdige veranda med hovedet hvilende i hænderne.
   "Sidder du nu der og spilder tiden med ingenting igen!" drillede Elias.
   Det gibbede i Josua. Det var noget, hans far altid sagde til ham, når han lå i haven og stirrede op i himmelen. Han hadede det.
   Med ingenting, tænkte han altid og var et stort spørgsmålstegn. Han kunne ikke forestille sig noget vigtigere end at forfølge de tanker, han fik, når han stirrede ud i den uendelige tavshed. Forestillingen om, at der bag det uigennemtrængelige mørke var et tæppe af lys, som repræsenterede fremmede verdener i hobetal, kunne han forsvinde ind i, i hele dage. Drømmen om at besøge dem fyldte dagligt hans bevidsthed. Men hans far sagde, at det var fantasterier, og at han hellere skulle fokusere sin energi og kræfter på noget, der kunne gøre nytte.
   Gøre nytte, tænkte Josua og vendte øjne. At leve livet for at gøre nytte var for de jordnære. Ikke for sådan en som ham, der havde hovedet oppe i skyerne.
   Hellere have hovedet i skyerne, selvom resten af kroppen aldrig når derop, end at have begge ben på jorden og tro, man er i paradis.
   Men det var håbløse tanker. For der fandtes hverken rumfartøjer eller andre fartøjer i det hele taget. Så det var umuligt at udforske noget som helst andet end den lille lortelandsby, de boede i. Det var temmelig utilfredsstillende, synes han.
   "Hold nu din kæft," udbrød Josua, da forskrækkelsen havde lagt sig. Elias sprang hen og satte sig ved siden af ham.
   "Hva så? Hva laver du?"
   "ikke noget." Josua kunne godt være lidt humørsyg af og til. Men han var normalt altid glad for at se Elias.
   Elias skubbede til ham med albuen, så hans hoved gled ud af hans hænder.
   "Kom nu ud med det."
   Josua skyndte sig at lægge hovedet i hænderne igen.
   "lad nu være!"
   Men det var for sent. Elias havde set den store flænge, i hans hævede læbe.
   "Hvad er der sket?"
   "Hvad tror du selv?"
   Det var ikke første gang, Josua havde fået tæsk af sin far. Da han var 10 år gammel, spurgte han, hvad meningen med livet var. Svaret var en brækket næse. Som 11-årig var det et flækket øjenbryn, fordi han spurgte, hvor hans mor var henne. Men nu var han altså 16. Elias havde ikke troet, at hans far turde blive ved med at slå ham. Han var ikke nogen lille knægt længere. Nok var han ikke en stor bjørn som sin far, men han var senet og stærk. Og så var han ikke bange for en skid. Men af en eller anden grund forsvarede han sig aldrig imod ham. Han tog altid bare imod. Elias derimod var hunderæd for hans far. Han var stadig en ranglet og mager knægt, men han var også to år yngre end Josua.
   "Hvorfor bliver du ved med at finde dig i det?"
   "Jeg sagde, du skulle holde din kæft ikke? Du aner ikke, hvad du snakker om. Med din blødsødne tøsedreng af en far. Du ved ikke, hvordan det er." Med de ord sprang han på benene, trampede vredt op ad trinnene og flåede hoveddøren op for kun at smække den lige så hårdt i igen med et brag, idet han gik ind i huset.
   Elias blev siddende på trappen og sundede sig. Han var ikke vant til den slags vredesudbrud derhjemme. Men han kendte Josua. Han skulle bare have lov til at køle lidt af. Efter nogle få minutter fulgte han efter ham ind i huset. En stank af hjemmebrændt sprit stod op fra kælderen og invaderede hans lunger. Han trak sin trøje op over næsen og gik forsigtigt op på førstesalen. Hver gang han satte foden ned på de gamle træbrædder, lød en høj knirken, der gav genlyd i hele huset. Med sammenklemte øjne bad han til, at Josuas far ikke hørte ham.
   Han ligger sikkert som sædvanligt bevidstløs nede i kælderen.
   Forsigtigt trådte han ind på Josuas værelse. Han sad på sin seng og bed sig i læben.
   "Undskyld," sagde Elias.
   "Det er lige meget."
   "Hvad skete der?"
   Josua åndede tungt ud.
   "kan du huske Spjætben? Ham du så inde i skoven?" Josua var en af de eneste, han havde fortalt om det. Det var ham, der havde fundet på navnet, da Elias fortalte ham om den mærkelige måde, den gik på. De havde begge grinet hysterisk af det. Men med årene havde de ikke snakket mere om det, og Elias havde næsten fortrængt den sære oplevelse.
   "Du mener, da jeg var helt lille og opslugt af min vanvittige fantasi? Ja. Det kan jeg godt huske. Men det var jo bare noget, jeg forestillede mig."
   "Det er jeg ikke helt sikker på."
   "Hvorfor ikke?"
   "Jeg har også set ham."
   Elias gryntede, da han ikke kunne holde latteren tilbage.
   "Du er så dum." Han skubbede drillende til Josua.
   "Det er ikke pis! Jeg sværger!"
   Elias grinte videre trods alvoren i Josuas stemme.
   "Har du nu været i din fars sprit igen?"
   I det samme ordene forlod hans mund, forstummede latteren.
   Josuas øjne lynede. Elias vidste godt, han aldrig rørte det. Det var bare for sjov. Men der var nogle grænser, man ikke skulle overskride med Josua, og det var én af dem.
   "Du mener det? Undskyld."
   "Hold nu kæft med de undskyldninger."
   "Fint. Så fortæl mig om det."
   "Det var uden for muren. Jeg havde sneget mig ud en aften-"
   "Hvorfor?"
   "Hvad mener du med hvorfor? Jeg kedede mig?" Josua trak på skuldrene og smilede skævt.
   Det var typisk ham. Hans idé om morskab var at gøre alt det, man ikke måtte. De var et umage vennepar, tænkte Elias. På mange punkter var de hinandens diametrale modsætninger. Men Josua var nu heller ikke helt ærlig. Han var gået udenfor muren, fordi stemmerne havde lokket ham.
   "Så jeg var udenfor muren-"
   "Hvad skulle du derude?"
   "Skal jeg fortælle, hvad der skete, eller hvad?"
   "jaja, undsk-" Elias bed sig selv i tungen, da Josua sendte ham et dræbende blik.
   Han hadede undskyldninger.
   "Du skal sige, hvad du mener, og stå ved, det du siger," sagde hans far altid. Og på trods af deres anstrengte forhold, sad hans formaninger og ordsprog dybt forankret i ham.
   Josua orkede ikke at starte fortællingen igen, så i stedet hev han et fotografi op af lommen og rakte det til Elias.
   "Hvem er det?"
   Kvinden på billedet lignede Josua. Det kraftige, sorte, bølgende hår indrammede et gyldenbrunt ansigt med den samme opstoppertud og smalle læber, som han havde.
   "Min mor."
   "Hvad?? Men hun er jo død?"
   "Åbenbart ikke." Josua stirrede eftertænksomt ud i luften.
   "Hvordan ved du det?"
   "Det fortalte spjætben mig."
   "Og du stoler på ham?"
   "Mere end jeg gør på min far. Og hvor skulle han ellers have billedet fra?"
   Ja, hvor havde han egentligt billedet fra? Og hvem havde taget det? Elias skulle også til at spørge, hvorfra han vidste, at det var hans mor. At spjætben ikke havde løjet. Men han stoppede sig selv, da han studerede billedet igen og så op på Josua. Det var hende. Der kunne der ikke herske nogen tvivl om. Men han var stadig skeptisk. Han havde en rigtig dårlig mavefornemmelse. Var bange for, Josua var villig til at tro på alt. At han var blind for farerne. At han ville vade hovedkulds lige ud over en klippe blindet af billedet af sin mor på nethinden. Han ville så gerne, at det var rigtigt. Med den far, han havde, kunne Elias godt forstå ham. Og hvem siger, det ikke kunne være rigtigt? Men hvorfor nu? Hvorfor vente med at fortælle ham om det til nu? Og hvor havde hun været i al den tid?
   "Men hvad så? Hvor er hun henne?"
   "Langt væk. I et andet land."
   "Hvorfor tror du, spjætben først fortæller dig om det nu?" Elias talte helt bevidst langsomt og forsigtigt. Hele tiden påpasselig med ikke at virke alt for mistænksom.
   "Han har ventet på, jeg skulle blive gammel nok til at tage ud efter hende."
   "Og- Hvorfor- Jeg mener- Hvorfor hjælper han dig?" "Hjalp han ikke også dig?"
   "Hvad mener du?"
   "Var du ikke ved at blive spist af en af dem?
   "Nåh jo- Eller- Jeg ved jo ikke, om det var ham, der hjalp mig. Han var der bare, da jeg vågnede. Han kunne jo ikke tale. Han efterabede bare alt, jeg sagde. Talte han til dig?"
   "Ja selvfølgelig talte han til mig. Hvordan skulle han ellers have fortalt mig om min mor?"
   "Men- Han har jo ikke nogen mund?"
   "Han talte i mit hoved, ligesom han gjorde til dig. Altså, hvad har du gang i? Tror du ikke på mig eller hvad?"
   "Jojo. Jeg er bare ikke sikker på, jeg helt stoler på spjætben." Det var en halv løgn. Han var ikke helt sikker på, om det også var noget, Josua havde forestillet sig. Elias havde i så mange år overbevist sig selv om, at spjætben ikke var virkelig, så det var svært pludselig at skulle acceptere, at det modsatte var tilfældet. Men nu var de jo to, der havde set ham.
   "Spjætben er god nok. Han hjalp dig, og han hjalp mig." Josua havde det med at lukke en diskussion med få ord. Han var god til det. Men på en irriterende, bedrevidende måde, synes Elias
   "Så hvad er din plan?"
   "Spjætben fortæller mig, hvornår jeg skal afsted." "Og så er det bare det? Hvad så med mig? Hvad med din far?"
   "Min far! Hvad mener du? Jeg skylder ikke den nar en skid!" Såret på læben flækkede. Han spyttede arrigt en klat blod på det snaskede gulvtæppe og tørrede munden af i sit ærme.
   "Men hvad så med mig?"
   "Ja, hvad med dig? Hvad mener du?"
   Elias hadede, når han sagde: "Hvad mener du?" Det han i virkeligheden mente var: "er du dum eller hvad?" "Ja, jeg mener. Vi er da venner ikke?"
   "Venner? Der går sommetider måneder imellem, du kommer. Så kommer du og himler op om min læbe. Men hvad fanden tror du, der sker, når du ikke er her?" Elias forsøgte at undvige Josuas aggressive blik.
   "Det kan jeg ikke gøre for."
   "Nej. Det kan du ikke. Fordi din tøsedreng af en far insisterer på at bo helt derude i ingenmandsland. Hvad er det, han er så bange for?"
   Forsøgte han at starte en konflikt? Elias vidste godt, han elskede at køre kanonerne i stilling, men han plejede ikke at være så meget på krigsstien.
   "Jeg tror ikke, han er bange for noget. Jeg ved ikke hvorfor- Det er bare- Sådan er det bare."
   "hvad? Jeg kan ikke høre, hvad du siger, når du sidder og mumler ned i gulvet på den måde."
   Elias knoer var kridhvide. Neglene borede sig ind i håndfladerne.
   "Jeg siger, sådan er det bare!"
   "Nåh okay. Fair nok. Jamen sådan er det også bare. Jeg skrider, når spjætben siger det er tid."
   "Fint."
   "Fint."
   Elias rejste sig i det samme og begyndte at gå. Han tøvede et øjeblik ved døren, idet han kunne høre Josua snøfte bag sig. Så rystede han opgivende på hovedet og forlod beslutsomt værelset. Han løb ned ad trapperne. "Ja! Bare skrid med dig! Jeg har ikke brug for dig! Jeg har ikke brug for nogen!"
   Elias hørte ham ikke. Han var allerede ude af døren. Josua trak benene op under sig på sengen og sad og krammede dem med armene. Han kneb øjnene sammen. De salte tårer trillede ned over læberne på ham og ned på billedet, han sad med i hænderne. Døren til hans værelse blev flået op.
   "Hvad fanden er det for en larm!?" Hans far stod og svajede i døren med blodskudte øjne og en halvtom flaske i hånden.
   "Bare lad mig være."
   "Hvor har du fået det foto fra?" Hans far knugede flasken så hårdt, at halsen på den flækkede.
   Flasken røg på gulvet og blod dryppede ned fra hans fingre på den. Den knustes under hans massive støvler, da han gik hen imod Josua med armen fremstrakt.
   "Giv mig det billede."
   "Nej! Det er mit!" Josua sprang op.
   Hans far svang armene ud for at fange ham, men Josua dukkede sig lynhurtigt og stormede ud af døren. Faren vendte sig i samme sekund, langede armen ud og fik fat i kraven på hans t-shirt. Han flåede ham tilbage, rev billedet ud af hænderne på ham og kastede ham hen ad gulvet som en kludedukke.
   "Den møgso. Hun troede altid, hun var klogere og bedre end alle andre." Han spyttede på fotoet og stak det i baglommen.
   Josua kravlede om på sine knæ og så op på sin far med mord i tankerne.
   "Så kom pissemyre. Lad mig se, hvad du kan."
   Josua frøs. Alle de tæsk han havde fået uden grund, sad som et minde i musklerne på ham. De turde ikke gøre modstand. Hans far fnøs og slingrede pissefuld ud af værelset igen.
   "Tænkte jeg nok."
   "Du finder hende aldrig uden billedet." Det var stemmerne igen. Han var begyndt at høre dem oftere og oftere.
   Håbet om en genforening forsvandt hen ad gangen i lommen på hans far. Det var noget, Josua frygtede mere end brækkede knogler, så han stormede brølende efter ham. Godt svimmel vendte hans far rundt, lige da Josua bragede ind i hans mave med hovedet som en tyr, så han væltede baglæns. Men kun et par skridt. Så genvandt han balancen og lo hånligt.
   "Din lille pissemyre. Troede du virkelig-"
   Han blev afbrudt af sin egen klodsethed, da han trådte i sine lange snørebånd og mistede balancen igen. Et, to, tre, fire skridt baglæns og der, på kanten af trappen vred han rundt på anklen i et hyl, væltede ud over, bankede ind i væggen med et brag og tumlede hele vejen ned, indtil han for enden, med et hult dump, bankede baghovedet ned i gulvet.