Prolog

Jeg kunne høre ham komme, jeg vidste han var rasende på mig og jeg intet kunne gøre for at berolige ham, jeg var gået for langt denne her gang. Hans fodtrin kom tættere på, jeg overvejer i et øjeblik at gemme mig men skubber tanken væk igen med et fnys, det vil ikke nytte noget og det er dumt at gøre noget så barnligt som at gemme sig fordi ens far er sur på en især når man er 16 år så er det afgjort barnligt. Han er næsten henne ved døren nu og jeg bliver anspændt for min fars vrede er ikke noget man skal spøge med, jeg går hen til vinduet og lægger hånden glasset for at berolige mig selv. Glasset er køligt mod min håndflade og solens stråler rammer mine ringe og min halskæde så de små sten kaster lyset rundt i vindueskarmen. Mine øjne falder på en af vagterne som går rundt ned i haven, han står i skyggen fra et gifftræ og vandre frem og tilbage. Dørhåndtaget knirker og for mig til at vende mig hurtig om og min far kommer ind, glidende som en tordenbyge og kigger mig direkte ind i øjne, min krop stivner og jeg bliver kold indvendig og får mig til at glemme alt om den vagt jeg lige har kigget på. Hans øjne er ikke vrede, de er kolde og tomme.
   "Diana" siger han med en død stemme. Jeg kan intet sige, for med et ved jeg hvad hans øjne betyder og hans døde stemme.
   "Jeg forvisser dig fra slottet, du vil ikke kunne vende tilbage før jeg tillader det" siger han mens han går hen til mig " du skal forlade dette sted inden solnedgang" han tager hurtig fat i min halskæde og hiver den af og siger "hvis jeg nogensinde vælger at lade dig komme tilbage giver jeg dig den her igen" han ord bringer mine tåre frem.
   "Far.. Far! Undskyld, undskyld, undskyld, det var ikke med vilje, det var ikke meningen at nogen skulle komme til skade!" jeg kan ikke styre min stemme, det eneste jeg kan tænke på er at han skal tage de ord igen, blive sur på mig fordi jeg ødelagde den jagt, give mig stuearrest, et eller andet bare ikke det her. "Far.. Tilgiv mig kom nu tilgiv mig, det var ikke med vilje, far! Jeg er så ked af det, vil du ikke nok tilgive mig, jeg lover jeg aldrig gør det igen, aldrig, jeg skal nok opføre mig ordentligt!" hele min krop ryster så mine ben ikke kan holde mig mere, jeg falder på knæ og griber fat i hans ben og kigger op i hans øjne "far.. jeg beder dig, gør det ikke! Tilgiv mig, giv mig en chance mere" hans ansigt viser ingen følelser.
   "Nej Diana, jeg kan ikke tilgive dig. Du fik næsten dræbt nogen med din ustyrlige trang til at bryde reglerne, jeg kan ikke give dig en chance mere" siger han og smider en pose på gulvet ved siden af mig, det er først nu jeg opdager han har en pose "tag dem og forsvind herfra Diana" han trækker sine ben til sig og vender sig om og begynder at gå ud fra rummet.
   "Far..! FAR!! Nej, nej, nej please far, du må ikke gøre det! FAR!!" jeg råber det sidste af ham men han vender sig ikke om, han tilgiver mig ikke, han forlader mig og lader mig være helt alene uden nogen til at hjælpe mig. "FAR!! UNDSKYLD!" jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at råbe om tilgivelse, for jeg ved at han ikke vil tilgive mig. Men mit håb om han måske vil tilgive mig forsvinder da han går ud af rummet og lukker døren efter sig. Jeg rejser mig op og støtter mig til et bord så jeg kan få balancen, jeg tørrer stille mine tåre væk men de bliver ved med at komme og vil ikke stoppe. Jeg kigger mig rundt i mit værelse efter de ting jeg skal have med mig, jeg ser en taske som har masser af plads og går hen til den og begynder at pakke tøj og ting. Da jeg er færdig går jeg hen til mine våben, spænder mine små knive fast på mine ben og tager mine tvillinge sværd og spænder fast på ryggen og så mit sidste sværd spænder jeg fast rundt om mine hofter. Jeg tager tasken og skal til at gå ud af rummet men mine øjne falder på den pose som min far smed til mig, jeg går hen til den og samler den op, jeg står og stirrer på den i et stykke tid inden jeg binder den fast til min hofte og går ud af rummet. Solen er ved at gå ned da jeg er kommet ud fra slottet, jeg overvejer at kigge tilbage for at kigge en enkelt gang mere på det inden jeg går men jeg modstår trangen og begynder at gå.

Kapitel 1

Vinden gled rundt om min krop og videre op i træets krone, bare ikke vinden vendte sig om for så vil mit bytte kunne fange min fært. Det er ikke noget nogen ville ønske for så vil det stikke af eller angribe en, hvis den stikker af vil jeg ikke kunne få mad med hjem og hvis den angriber mig så er jeg på røven. Det er en ung Stanra to meter høj når den står på alle fire ben og når den står oprejst er den omkring tre-fire meter høj, den har lange skarpe klør på forben og bagben omkring fem-otte centimeter lange, man kan se det er en han på grund af dens dybe farver som pryder dens kraftige krop. Lige ud sagt en god fangst hvis man kan nedlægge den, jeg bevæger mig stille og roligt længere ud på grenen jeg står på. Stanraen står og flår i en Erurte, Erurter er hvide og pelset de bliver ikke særligt store. Stanraen skifter side at æde fra Erurten så den står lige under mig, jeg trækker mit sværd ud af den skede stille så den ikke høre det og tager fat i grenen ved siden af mit hoved, mit sværd er sort med pigge på siden hele vejen ned, pikkene er hvide og er dyppet i en svag gift så det svækker mit bytte hvis jeg skærer igennem huden på den. Der er en gren ved siden af mit hoved som jeg tager fat i jeg trækker forsigtig i for at se om det kan holde min vægt, der kommer en knirkelyd fra den og hele min krop stivner mens der kommer et let lag sved på min pande, Stanraen flår hovedet ud af Erurtens krop og svinger hovedet op og stirre direkte på med mig dens hvide øjne og med blod i hele dens ansigt, en dråbe af Erurtens blod ramte min kind. Hele dens krop stivner og den stirrer bare på mig som om den ikke forstår hvad der kigger på den, dråben glider ned af min kind til kanten af mit ansigt og falder fra mit ansigt ned på Stanraens næse, dens ovale pupiller trækker sig sammen og udvider så igen.
   " Shit!" ordet flyver ud af mig inden jeg kan nå at stoppe det og Stanraens pupiller udvider sig endnu mere som om den nu forstår at der er en jæger over den, den spænder sine muskler klar til at flygte eller angribe men jeg ved ikke af hvad den vil gøre og jeg finder heller ikke ud af det for jeg giver den kun et valg og det er at kæmpe for sit liv. Jeg hopper ned mod den med mit sværd svingende mod dens hals, Stanraen får vendt sig med siden mod mig så mit sværd borede sig ind mellem dens ribben og ind i dens ene lunge, den brøler af smerte og jeg kan ikke nå at flytte mig da dens hale kommer svingende gennem luften mod mig og rammer mig så jeg flyver hen af jorden. Stanraen åbner munden og hvæser af mig med blod og savl flyvende fra dens mund og løber mod mig, jeg kæmper mig hurtig op og kaster mig til siden i et rullefald så den ikke brager ind i mig. jeg kæmper mig op igen og kigger efter Stanraen, jeg spærre mine øjne op da jeg ser at den løber væk, eller retter sagt den halter væk og det går ikke hurtig. Stanraen bevægelser for mit sværd som stadig sidder i dens side til at gøre mere skade på den, det løber med blod ned fra dens side og herfra hvor jeg står, kan jeg høre dens gispende vejrtrækning. Jeg tager mine knive fra mine ben og begynder at løbe mod den, den vender hovedet da den høre jeg kommer nærmere og prøver at komme hurtigere frem. Jeg spurter op på dens side og springer op på den, jeg griber fat i mit sværd og borde en af mine knive ind i den for at kunne klatre op på den. Stanraen begynder at brøle og standser op og starter med at svinge sin hale frem og tilbage og kaste sig op i luften i et forsøg på at få mig af, jeg holder godt fast og da den er på vej ned igen griber jeg fat i mit sværd og trækker det ud af den. Bloddråber flyver med ud, jeg hæver mit sværd og lader det svinge ned mod Stanraens hals, hele dens krop stivner da mit sværd borede sig ind i den også falder den sammen. Jeg skubber mig ned på jorden og tørrer mine sværd og knive af for blod, da jeg er færdig med det løber jeg tilbage til træet og kravler op i det og tager hornet som jeg lagde der tidligere og jeg blæser 3 gange i det. Jeg ser dem komme så jeg hopper ned fra træet og løber tilbage til Stanraen og venter på dem. Trucken bremser hård op så der dannes en støvsky ved Stanraen, de hopper ud og hujer højt op.
   "Nadya! Det er helt utroligt!" udbryder Ash og slår armene om mig. Naomi, Travis, Shag, Calvin og Duke slår også armene om os, sådan står vi lidt men så vrider jeg mig fri.
   "Vi skal have den væk inden den tiltrækker større ting," siger jeg " Calvin, Naomi og Travis i tager underkroppen og resten af os tager overkroppen." alle nikker og tager fat i Stanraen.
   "Når jeg siger 3 så løfter vi den ovre på vognen," siger Jeg "1.. 2.. 3!!" Der bliver stønnet en del de få meter vi skal løfte Stanraen, vi får løftet den op på vognen.
   "Hold op den er tung!" siger Duke og klapper til Stanraen.
   "Haha ja, det siger du ikke" siger Naomi mens hun åbner døren til trucken og hopper ind, vi andre hopper også ind. Calvin køre, alle snakker og griner, Shag læner sig frem og tænder for musik. Jeg kigger ud af vinduet og ser landskabet glide forbi mig, tænker tilbage på gamle minder, da jeg levede på slottet, levede et andet liv med et andet navn, på de timer jeg havde med Mrs. Hoffman.
   De ting hun fortalte, at en spanier ved navn Christoffer Columbus opdagede Amerika i 1492 men troede det var nogle af de mange øer ved vestIndien. Men senere forskning tyder på at det var vikingen Leif den Lykkelige som fandt Newfoundland (Amerika) i året 985-986, på en tur fra Island til det nyopdagede grønland. Så Columbus genopdagede Amerika, eller om terrorangrebet den 11. september 2001. Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Center 'Tvillingetårne' i New York et fly i hvert tårn, antallet af dødsofre blev sat til 2.973. Og om hvor hele verden blev mørkt lagt i 2398 den 4. december fordi nogle forskere prøvede at genskabe dinosaurer, hvilket ikke lykkedes men de skabte noget som mindede om dinosaurer og det er så dem vi lever med nu. I 2462 den 14. august fortalte nogle forskere at de havde opfundet et gen som gjorde os bedre, stærkere, hurtigere og som gjorde vi kunne leve længere. I 2463 oplevede verden rundt mange dødsfald på grund af det gen som forskerne havde opfundet, vi oplevede allerede mange dødsfald på grund af tenebris imitatores (væsnerne som forskerne skabte i 2398) genet kæmpede imod vores DNA og næsten halvdelen af befolkning døde af det, resten af os overlevede. I 2850 fik man regnet ud hvor gammel man sådan ca. ville blive, man kunne leve i ca. 250-300 år. Og det værste år for mig var i 3098 og det er 7 år siden nu, den dag min far forviste mig fra slottet. Smed mig ud fra mit hjem og lod mig leve alene uden et hjem. De første par månederne gik jeg rundt i byerne, fra den ene til den anden, indtil jeg kom til byen Yrrem. Jeg var på vej ned for at få aftensmad, der var en blond dreng på omkring min egen alder, han så ud til at være omkring 175-185 cm høj og hans tøj var beskidt og laset. Han stod ved en af boderne som solgte kåd, hans hoved drejede fra side til side som om han kiggede efter nogen eller for at se om nogen kiggede på ham, jeg gættede på nummer to mulighed og jeg havde ret. Han sprang hurtig frem og grab fat i det største stykke kød der var der og drejede om for at sætte i løb, der så jeg hans ansigt. Hans øjne var mørkeblå som dybt nede i havet og hans kindben stak nærmest ud fra hans ansigt på grund af underernæring, han tog et skridt, to skridt også fløj der en arm ud og greb fat i ham og trak ham tilbage. Kødet blev flået ud af hans arme og manden som havde grebet fat i drengen råbte af ham og skubbede ham fra sig så han faldt hen af jorden, det var der jeg trådte til. Jeg gik over mod drengen som allerede var ved at skubbe sig selv op fra jorden, jeg var der næsten og han var næsten helt oppe men manden som havde skubbet ham sparkede ham så han røg hen af jorden igen, han skulle til at sparke ham igen men jeg gik imellem dem og trak mit sværd og svingede det op under hagen på manden. Jeg tænkte ikke, jeg handlede bare.
   "spark ham igen og du vil fortryde det" min stemme var rolig og klar, manden kiggede nervøst ned på sværdet og tog et skridt tilbage, han kneb øjne sammen og rettede dem mod drengen.
   "hvis jeg nogensinde ser dig her igen slipper jeg hundene fri" snerrede manden, vendte sig om og gik tilbage igen. Jeg trak mit sværd tilbage i skeden og lagde først nu mærke til at folk var stoppet op for at se hvad der foregik men var på vej væk igen da de kunne se der ikke ville ske mere.
   Rystende på hovedet trak jeg ham op og stå igen.
   "Diana" siger jeg og trækker hånden frem, han kigger skeptisk fra mit ansigt til min hånd, som om det er en fælde men så glider hans læber fra hinanden og han smiler.
   "Navnet er Ash"