Jody skreg på asfalten. Hendes lillebror lænede sig indover hende og kæmpede for at sætte sine nu lange, spidse tænder i sin søster.
   "Sammy, stop," tiggede hun, men han lod ikke til at høre hende. Hans øjne var kulsorte og matchede den mørke farve senehinderne havde antaget. Jeg kastede dolken gennem luften, hvis blad hvirvlede gennem luften og borede sig ind i drengens hals, så spidsen stak ud fra den forvandledes strube. Blodet flød ned af hans stengrå hudfarve. Jeg hørte en hvæsen og trak omgående en ny kniv op fra en af skederne i mit bælte og kastede den fra mig. Monsteret faldt om nogle meter fra mig med en kniv stikkende ud fra øjet. Jody skubbede Sammy af sig og stirrede på det der havde været hendes lillebror for nogle få øjeblikke siden. Hun så på mig med sine nøddebrune øjne, mens tårerne løb ned af hendes høje kindben, indrammet af sorte krøller, samlet i en tyk fletning. Hendes grå hættetrøje og joggingbukser var plettet til af blod.
   "Vi skal videre!" råbte Jameson og huggede sin økse ind i nakken på et bredskuldret, tyndhåret mandligt monster. Den veltrænede, middelhøje mand snurrede rundt, da der lød pistolskud.
   "Indstil skydningen," råbte han buldrende, så det kraftige, mørke overskæg dirrede. Sean, en ranglet, bebrillet fyr skød løs med sin revolver, da et par af skabningerne kom løbende ud fra træerne. Normal af hudfarve, men stadig lige så skarpe tænder, dog ikke lige så holdbare. Deres øjne mindede mig om tåge og pupil, iris og senehinder var svær at skelne fra hinanden. Hals og arme var dækket af store bylder.
   "Dem der ikke har fanget vores fært er nu på vej hen til parken nu. Dine skud kunne høres på lang afstand," snerrede han til Sean, der havde svært ved at holde sin pistol stille. Hans lillesøster, Ashley kæmpede med at holde et monster på armslængde. Høje klak lød fra den gråhudede kvindes tænder, som kunne gøre en piratfisk stolt. Jeg skyndte mig hen til hende og greb fat i skabningens lyse hestehale, mens min anden hånd i en bevægelse skar hendes hals over.
   "Tak," sagde hun og kørte en hånd gennem sit pjuskede, halvlange, nærmest hvidlige hår. Hendes himmelfarvede øjne kastede blikke rundt ned af stien, der førte direkte ind i parken vi befandt os i.
   "Afsted," gøedede Jameson og hankede op i sin naturfarvede rygsæk. Han bar en grøn kasket og en grå, svedig undertrøje. Hans korte og tynde frisure glinsede og de høgule lokker nærmede sig de stålfarvede øjne. Jeg hjalp Jody på benene og løb op på siden af Jameson, hvis økse dryppede rødt. En flok var på sporet af os, men vi lod til at være hurtigere. Jeg kunne tælle deres ribben.
   Godt, tænkte jeg og trak vejret lidt roligere. Så var de svagere, dummere og langsommere - og meget nemmere at dræbe. Det var dem der havde spist man skulle tage sig i agt for. Jameson spænede rundt om et sving og bandede ved synet af en hel flok af dem. Omtrent halvdelen af dem havde en grå hudfarve. Og de lod til at være i bedre tilstand end dem bag os.
   "Skyd ikke," glammede Jameson i det Sean hævede sin revolver.
   "Smittere!" advarede Jody, der stod klar med sin machete, da monsterer kom ud fra hver side af stien, fra træerne.
   "Hold afstand!" brølede Jameson. "Sylas tag dig af dem." Bylderne på deres hals, arme og nakke kunne forvandle et menneske på få sekunder, når de sprang. Den ene efter den anden kniv hvirvlede gennem luften. Men Sean lyttede ikke og trykkede på aftrækkeren. Hans skud prellede af på de grå monsterer.
   "For helvede," svovlede Jameson ved lyden af brøl fra træerne. Han trak sin håndpistol fra lårhylsteret og skød øvet på skabningerne. Hver kugle rettet mod deres hals, så blodet sprøjtede. En af dem faldt om med et hul i øjet i det vi løb forbi. Vi var snart ude af parken. Sean skreg bag mig. Jeg kastede et blik bagud og nåede lige at se en af dem springe frem fra en busk. Monster og mand tumlede ned fra stien og der lød en rallen, da uhyret satte tænder i hans strube og flåede en ordentlig luns af. Ashley kaldte hulkende på sin bror. Jeg lagde en arm om hende og hev hende med mig.
   "Slip mig!" Hylede hun og strittede imod. Vi kunne høre hans dødsskrig, mens kødet blev revet af hans knogler.
   "Det er for sent," sagde jeg tydeligt og skubbede hende fremad i det vi kom ud af parken og løb over en stor, bred vej. Husene var tavse og bulede biler holdte skævt på fortovet eller halvt inde i bygningerne. Monsternes hvæsen og hyl kunne høres bag os. Flere og flere dukkede op i øjekrogen. Jameson løb ind i en gade, hvis bøjede lygtepæle ikke havde lyst i flere måneder.
   "Du har ført os ind i en blindgyde!" udbrød Jody og stirrede på den røde murstensmur foran os. Jameson gik ned i knæ og flettede fingrene sammen.
   "Stå nu ikke bare der," sagde han og nikkede mod kanten af muren. Ashley satte foden på hans samlede hænder og fik akkurat fat i kanten, for at hive sig stønnede op over den. Jody halshuggede en spraglet dreng af et monster, før hun også blev løftet op i luften. Jeg fulgte efter og Jody og Ashley hjalp mig op.
   "Grib min hånd," sagde Jody og rakte sin hånd ned, men kunne ikke nå ham. Jameson lynede sin rygsæk åben og kastede to granater gennem luften. De trillede hen af hver side på fabrikkerne. Et brag lød og murene styrtede sammen, for at danne en forhindring, der købte lidt tid.
   "Hvad venter i på?" råbte Jameson og kiggede kort på os. Han skød og skød på de monster, der var ved at kravle over murbrokkerne. Han kasserede det gamle og stak et nyt magasin i. Jeg kastede mine tre sidste knive, der fandt hvert deres øje. Jody kastede sin machete ned til Jameson, der greb den og svingede den i samme bevægelse. Jeg trak min pistol og skød en af monsterne i hjertet.
   "Spild af ammunition, se at få benene på nakken!" råbte Jameson der skiftevis sparkede og svang sit blanke våben. Der kom flere og flere monsterne. Snart ville de fylde gyden op. Klik, ikke flere kugler.
   Pis, tænkte jeg og kunne kun se til, mens uhyrerne kom nærmere og nærmere. Jameson kunne ikke flygte. Og slet ikke løbe igennem dem uden at blive flået lem fra lem. To høje, grå monsterer pressede Jameson op mod muren. Stønnende prøvede han at skubbe de tidligere, unge mænd væk. En hånd på hver hals, men hans arme rystede af anstrengelse. Så suste en pil gennem luften. Og en til. Uhyrerne faldt til jorden, pilehoveder stikkende ud fra struberne. Jeg så op og fik øje på en ranglet, lille tøs, hvis kobberrøde krøller smøg sig omkring et fregnet, solbrunt ansigt. Hun stod på et hustag og affyrede atter en pile fra sin flitsbue. Hendes fingre, hvis ringe glimtede, havde næsten tømt pilekoggeret. Et spyd blev kastet fra det andet tag og borede sig ind mellem en ældre, kvindelig Smitter's skulderblade. Jeg så adskillige personer på hvert sit hustag med et spyd, armbrøst eller en bue i hånden. Toppen af en stige dukkede op på den anden side af muren og en lyshåret mand iført kasket stak hovedet op fra kanten. Han var klædt i militær tøj og hans mund og næse var dækket af et tørklæde. Manden hoppede over muren og landede sikkert på gydeasfalten. Han hævede sit firkantede træskjold, hvis overflade var dækket af stikkende søm. Hans anden hånd holdte en lang kniv, hvis flade parerstang beskyttede hånden. 7 andre mænd kom springende, bevæbnet med de samme våben og tørklæde. De løb foran Jameson og stilte sig skulder mod skulder. Hævede skjoldene i det monsterne prøvede at presse sig forbi de aflange, store skjolde. Deres knive glimtede i det de stak og stak. Jeg kunne ikke lade være med at glo på pigen med det kobberrøde hår. Hun smilte og blinkede med sine lange øjenvipper, før buen blev spændt og afleverede endnu en dødbringende pil. En buttet, lyshudet blondine løftede en anden stige over på den anden side af muren, så Jameson kunne kravle op.
   "Tilbage!" kommanderede deres anfører, ham der var klædt i militærtøj, kasket og vandrestøvler. Gyden var fuld af blodige lig og væggene var stænkede til af blod.
   "Gråt vejr forude," råbte den solbrune kvinde, der var i en hvid skjorte, der ikke helt dækkede hele navlen, hvor en piercing kunne skimtes. Hendes natblå nederdel flagrede i vinden og lod mig se et par lange, glatte ben, der endte i sorte, knæhøje støvler. En tatoveret drage snoede sig rundt om pigens arm. Jeg glemte helt at lukke munden og rystede på hovedet af min stirren. Mændene var kommet over muren og havde taget stigen med sig. Pigen sendte mig et luftkys og forsvandt ud af syne i det hun løb hen af et brædde, der førte over til et andet tag. Det samme gjorde de andre.
   Genialt, tænkte jeg og hoppede ned på asfalten. Jameson smilte et skævt smil, mens Jody og Ashley skiftevis gav ham et kram. Jeg klappede ham blot på skulderne.
   "Et øjeblik troede jeg det var ude med dig," grinte jeg. Han nikkede i det den anden gruppens anfører åbnede munden.
   "Jeg hedder Ryland," informerede han os samtidigt med at han trak sin pistol. De andre havde også lagt deres skjolde fra sig og alles pistolløb var rettet mod os. Jeg stak hænderne i vejret ligesom de andre.
   "Vi bliver nødt til at være sikre på at i ikke er smittede," forklarede Ryland og bad os fortsætte ligeud. Jeg så mig rundt i deres base, hvor de fleste huse hovedsageligt var bygget af mursten i grå, røde og brune farver. De overlevende havde bygget en murstensmur fra det andet hus til det andet, så hele kvarteret lå inden for sin egen mur. Nærmest ligesom en labyrint. De gennede os ind i et treetagers hus, der havde sorte tagsten. På den øverste etage skilte de os ad og bag mig lød klikken fra en lås, da jeg blev skubbet ind i et mellemstort værelse. Jeg gabte og så mig rundt i værelset, hvor vinduet i den hvide væg var dækket af brædder. Sengen knirkede og det sidste jeg så før søvnet overmandede mig var plakaten af en ferrari over døren.
   "Zzzzzzzzzz..."