...fortsættelse

De tre kompagnoner krøb lydløst over tagene. Nye tage med sorte tagsten, der sad godt fast, og larmede mindre end Osvek havde turde håbe på. Foran dem rejste Cire sig, som en konstant påmindelse om deres kommende klatretur. Borgens højeste punkt skulle eftersigende tårne sig op over et hundrede og firs meter. Over tre gange så høj som nogen anden borg i Dragsoeb, og det var blot ét af spirene. Osvek skønnede dem hurtigt. Der var i hvert fald to dusin, som var næsten ligeså høje.
   På trods af højden var det en klatrevenlig borg. Dens kantede natur skabte mange åbenlyse hvilepladser, og udsmykningerne med deres dæmoniske udseende, gav glimrende rum til fingrer og tåspidser.
   De nåede til den indre gård, og Osveks blik fangede to skikkelser. De bar kongens uniformer. Da han kom nærmere, så han deres blege hud og hvide hår. Drauger. Og godt berusede ser det ud til.
   "Den dreng har større nosser, end du har!" skrålede den ene.
   "Han er kongens søn! Han har Throrils blod i årene! Hvad fanden havde du regnet med?"
   "Gormak siger, at drengen slår alle til Han-træning. Han siger, at han næsten gør det ligeså godt som en eilif. Ja... måske endda bedre end sin far gjorde!"
   "Shhhh! Er du blevet sindssyg! Du kan sku da ikke stå og sige sådan noget!"
   "Slap nu af! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, der var menneskeblod i dig."
   Draugerne satte deres krus til munden to en lang slurk. Den ene tørrede sig om munden og gav et tilfreds suk.
   "Hvad tror du han laver lige nu?"
   "Han sidder på sit værelse, ligesom alle de andre drenge, og venter. Kan du ikke huske det selv? Jeg fik ikke lukket et øje natten før mit Raungild. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han har det nu med det der sker i år..."
   Osvek spidsede ører.
   "Hvad fanden mener du med det?"
   "Har du ikke hørt det? Du er sku da et fjols," grinede den ene.
   "Hvad skal det betyde?"
   "Eilif-sønnerne løber med!"
   "Du skider mig i øret?" Osvek stoppede brat. Det kan ikke passe?.
   Draugen rystede på hovedet. "Prinsen skulle eftersigende være tætte venner med den ældste bror. Så det er blevet arrangeret."
   "Men det betyder jo at-"
   "Ja. De andre har ikke en chance, måske nogle drauger, men mennesker og tralle kommer aldrig tilbage," draugens smil voksede. Osvek knugede hænderne, hvis eilif løb med på prinsens Raungild, ville dødsfaldende blive højere end nogensinde. Med fornyet drivkraft forsatte han. Efter det de gjorde i aften, ville der aldrig blive afholdt et Raungild igen.

De nåede Ulvens tårn uden yderligere afbrydelser og begyndte øjeblikkeligt at bestige borgmuren. Osvek pressede fingrene ind mellem stenene, der hvor mørtlen gennem tiden var blevet slidt væk. De klatrede hurtigt og målrettet, imens Osvek mindede sig selv om noget trallen havde sagt. Det tiende vindue mod øst. Første dør til venstre. En vindeltrappe til et gammel rum. Der sover han. Alene, uden vagter.
   Gruppen fandt en lille bue, hvor de sad en stund og genvandt kræfterne. De var over halvvejs. Det sidste stykke ville hurtigt blive vanskeligere i takt med, at de forlod borgens hovedbygning og begyndte opstigningen af det smalle tårn.
   Vinden tog til, des højere de kom. Osvek stønnede af anstrengelse, imens kraftige vindstød flåede i hver eneste del af hans krop og udfordrede hans fingres styrke og hans hjertes vilje.
   Med rystende hænder greb han fat om kanten af vinduet og hev sig op. Hans skuldre skrabede mod kanterne, da han pressede sig ind gennem den smalle åbning. Esja kom hurtigt efter ham. Så kom Komtos hænder til syne i vinduet. Så hans hoved, men ikke mere end det. "Der er ikke plads boss!" sagde han, næsten overdøvet af den tordnende vind udenfor. Osvek forsøgte at hjælpe ham, men uden nytte. "Jeg kommer bare til at sidde fast," sagde den store mand nedslået. "Undskyld boss."
   "Pjat!" Osvek tænkte. Han hev kortet frem og fulgte tårnet, de befandt sig i med fingeren. "Prøv... prøv at se om du kan komme ind en etage længere nede." Han tog fat i Komtos skulder, "vi venter på dig, to minutter. Hvis du ikke kan komme ind, så kravl ned. Jeg vil ikke ha', at du prøver andre vinduer. Forstået?"
   Komto nikkede, "selvfølgelig boss."
   "Når vi er færdige, møder vi dig i skoven på den anden side af borgen." Komto så pludselig utrolig bange ud. Nej, det er ikke frygt. Det er mere bekymring eller... eller skyldfølelse. Osvek lagde en betryggende hånd på Komtos skulder: "Lad være at tænke over det, du har gjort din del. Se så at komme afsted."
   De ventede fem lange minutter inden Osvek besluttede, at de var nødt til at fortsætte. Ved lyset fra en glødepind krøb de forsigtig op ad en mørk vindeltrappe. Den buldrende vind blev snart til en svag summen. Stadig ingen vagter. Præcis som trallen sagde.
   Ved toppen af trappen var en dør. Osvek tog fat i håndtaget og skulle til at åbne den, da Esja lagde sin hånd på hans.
   "Far," sagde hun. "Der er ingen mulighed for, at drengen kan komme ned sammen med os," hun havde vandige øjne og et nervøst smil på læben.
   "Nej," sagde Osvek af mangel på bedre.
   Hun strammede læberne, sådan som hendes mor altid havde gjort det. "Så gør vi det her for Darael's Uvalgte. For profetien."
   Osvek så ømt på sin datter. "Vi gør det her for de mennesker, der ikke kan kæmpe for sig selv. Vi gør det for de undertrykte, alle dem vi kender. Det er dem, vi gør det for, Esja."
   Hun nikkede og knugede hans hånd hårdt. Sammen åbnede de døren. De trådte ind i et småt cirkulært rum uden vinduer. Der lå støv overalt. I midten stod rummets eneste møbel, en seng med drengen sovende under dynen. Osveks hjerte hamrede. Han trak sit stål og bevægede sig over til sengekanten. I det mindste ser han det ikke komme. Han løftede sværdet og skubbede dynen til side. Kålhoveder?
   Fra vindeltrappen kom pludselig en lyd efterfulgt af et klart lys. Osvek og Esja fór sammen. Komto kom til syne med en fakkel i hånden, og Osvek sprang frem: "Hvad laver du! Sluk den der!" Bag Komto trådte en draug frem med et lumsk smil, og yderligere bag ham, begyndte soldater at strømme ind i rummet til lyden af klirrende rustninger og spruttende fakler.
   "Jamen jamen dog!" skrålede draugen. "Er det ikke Osvek den Store! Osvek den Snedige!" han gav et buk for hver titel. "Osvek den Lumske! Osvek den Ufejlbarlige?" klukkede han hånligt. "Hvad skyldes dog dette allernådigste besøg her i Cire, i vores ydmyge gemakker!"
   Osvek holdt Esja bag sig, imens han så på Komto, hvorfor er han ikke bundet? Komto slog blikket ned.
   "Jeg får brug for jeres våben, hvis I vil være så venlige," sagde draugen. Osvek rørte sig ikke ud af stedet. "Jamen okay så... start med at dræbe forræderen..." En af vagterne sparkede Komto ned på knæ, lagde en stor bleg næve for hans mund, og førte et blad op til hans strube. Komtos øjne flakkede frem og tilbage mellem draugen og Osvek.
   "Vent!" sagde Osvek. Han vendte sig mod Esja og hviskede til hende: "Vi har kun én chance ud af det her." Hun så på ham med bange øjne, og Osvek tog hende i hånden. "Det skal nok gå. Det lover jeg." Det håber jeg. Af hele mit hjerte. Han henvendte sig til draugen igen. "Vi overgiver os." Draugens lumske smil voksede. "Jeg vil tilstå alle mine forbrydelser, hvis I lover os en retfærdig rettergang og sparer min datter for død og tortur."
   "Et nobelt forslag," sagde draugen. "Våbnene, tak."
   "Jeg vil høre dig sværge."
   "Jeg sværger," sagde draugen højtidligt.
   "Ved Throril?"
   "Jeg sværger ved Throril, at der ikke vil ske... din datter noget. Hun vil få en rettergang, sådan som loven befaler, og kun Throrils retfærdighed vil ske fyldest. Hvad angår dig..." draugen slikkede sig om munden.
   Osvek kunne mærke Esja stramme grebet om sin hånd, men indeni åndede han lettet op. Det er det bedste, jeg kunne håbe på. Hvis Esja bliver fængslet, kan Darael's Udvalgte befri hende. Hun kan få lov til at leve. Han løsnede sit våbenbælte, og slyngede det hen langs jorden. Tøvende gjorde Esja det samme. Draugen samlede Osveks kniv op. Han pressede spidsen mod sin finger, imens han langsomt bevægede sig omkring i rummet.
   "Jeg er nysgerrig Osvek. Hvad præcis havde i håbet på at finde i denne... udsøgte... del af vores ydmyge borg," han tog et kålhoved fra sengen. "Jeg mener, havde I virkelig troet at kongens eneste søn, vores tronarving, natten før sit livs største udfordring ville være..." han gjorde en præsenterende bevægelse "her?"
   Osvek svarede ikke. Nu hvor Esja var sikker, havde han vendt sin opmærksomhed mod Komto. Draugen trådte ind mellem dem.
   "Jeg kan fornemme, at der er lidt dårlig stemning," han gjorde tegn til vagten, som fjernede hånden fra Komtos mund. "Måske vi skulle have renset luften?"
   "Hvorfor? Det eneste jeg skal vide er hvorfor?" sagde Osvek, uden forsøg på at skjule sin foragt.
   Komto mødte forsigtigt Osveks blik. "Mord boss? På en dreng? På kongens søn? Det er gået for vidt..." Han sank en klump. "De Udvalgte har ikke styr på noget! Kan du ikke se det boss? De er desperate! De kunne ikke engang opdage en falsk kilde boss!"
   "De stolede på dig!" spyttet fløj ud af munden på Osvek.
   "De klamrer sig til profetien boss," sagde Komto skuttende. "Hvad forskel vil det gøre, at dræbe drengen? Der vil udbryde borgerkrig, tusinder vil dø, mennesker, drauger, tralle, og for hvilken nytte boss? De Udvalgte kan ikke overtage Dragsoeb. Du..." han holdt en pause. "Du har altid været som en far for mig.. Men du er gået for vidt." Han så på Esja, "det er I alle sammen! Modstand er godt, det giver os formål, jeg ku' li' det boss... Men... revolution... revolution for en profeti, de har misforstå-"
   Draugen pressede sine fingre mod Komtos kinder og lukkede munden på ham: "Shh.. Shhh.. Så så så.." Han henvendte sig til Osvek. "Ser du... boss," et smil kryb frem i mundvigen. "Der er sådan en ting, vi lærer vores soldater," han ruskede blidt i Komto. "Loyalitet. Lydighed... Fornuft kan man vel kalde det."
   "Løgne! I gør folk til slaver!" råbte Osvek. Selv nu havde han ondt af Komto, han så smerten i sin vens øjne, fortrydelsen, frygten og fortvivlelsen.
   Draugen smilede. "Men ved du, hvad vi først lærer dem?" han lagde kniven for Komtos hals. "At dø for deres konge." Blod sprøjtede, da kniven borede sig ind i kødet på Komtos nøgne hals. Han stønnede og vred sig, imens draugen savede løs. Osvek hørte bladet skrabe mod knogle og med et veltilfreds suk slap draugen Komto livløse krop. Esja skreg, og Osvek så vantro på liget af sin ven. Han mærkede et par stærke hænder om sig og blev presset fremad over Komtos livløse krop der lå i en voksende pøl af blod.
   "Ved du hvorfor, vi valgte at sende jer herop?" sagde draugen, imens han tørrede blodet af kniven. "Hvorfor vi markerede netop dette sted på jeres flotte kort? Tillad mig at vise dig det." De blev gennet ned af vindeltrappen og ind i rummet med det lille vindue, de var kommet ind af. Osvek ænsede knap den buldrende vind. Alle lyde var som pakket ind i dyner. Kun draugens stemme skar igennem. "Der var selvfølgelig flere ting i det," sagde han, imens han hev en nøgle frem. "Først og fremmest er det jo ikke ligefrem det nemmeste sted at komme frem til, så der var gode chancer for, at I skvattede på vejen..." han lænede sig frem og rynkede på næsen, "...men det ville da have været ærgerligt. Så var der selvfølgelig det med, at vores store ven ikke kunne komme ind ad vinduet," han tørrede blodet fra sine hænder af i Osveks trøje. "Meget passende, synes du ikke? Men det bedste ved det her sted..." Han stak nøglen ned i et lille hul i gulvet, drejede og løftede en faldlem. "...er den her! Den går hele vejen ned til borgens fundament. Et langt drop, lidt af et arkitektonisk vidunder. I gamle dage kaldte man det 'flugttårnet'." Han gestikulerede omkring sig. "Det var en fængselscelle, med en indbygget 'flugtvej', lidt af en luksus hvis du spørger mig." En vagt kom slæbende med Komtos lig i den ene arm, og hans nu afskårne hoved under den anden. Han slyngede kroppen ned i hullet og satte hoved nænsomt på gulvet. Osvek åbnede munden, men der kom ingen lyd.
   "Nå.. Skal vi få det overstået," draugen vinkede vagten, der holdt Esja, hen til sig.
   "Du svor på der ikke ville ske hende noget!" fremstammede Osvek. "Du du... svor..!"
   "Jamen Osvek du misforstår. Hun vil få sin rettergang. Hun vil overleve, Osvek, Osvek se på mig..." draugen gik helt tæt på ham, så tæt at Osvek kunne lugte sur vin i hans ånde og blodet på hans tøj. "Din datter Osvek, hun overlever, hun klarer den Osvek! For jeg har hørt, at hun har en fantastisk balance." Draugen sparkede Esja, og med et gisp vaklede hun bagover og faldt ned i hullet. Hendes skrig genlød i rummet og fortsatte med at genlyde i hovedet på Osvek.
   Hans blik blev sløret af tårer. Han kunne mærke sin krop blive tung og savl løbe ned af sin hage.
   "Jeg tror godt, du kan gætte, hvad der skal ske nu?" sagde draugen.
   Osvek tog et skridt frem og rakte ud med armen - han ville hoppe efter Esja, efter sin datter. Draugen lagde en stor hånd på hans bryst. "Hov hov, ikke så hurtigt, jeg skal bruge dit hoved først." Et ordentligt ryk flåede Osveks hoved tilbage, idet koldt stål blev sat for hans strube. Det bed skarpt, og hans mund blev fyldt med en varm væske.