Madelena nød den forårsgrønne skov i fulde drag. Det var den perfekte dag til en ridetur. Højt solskin. Ikke for varmt. Ikke for koldt. Hun nød skovens skønhed, nærmest drak den milde luft ind og smagte på alle forårets dufte. Nød den blide brise der fik løvtræernes blade til at rasle og de knejsende, stolte og ranke nåletræers toppe til at svaje yndefuldt.
   Et øjeblik vandrede hendes tanker igen til den mørkeblonde fyr, Daniel, som Kristine havde givet et lift hjem i går, fredag. Kristine havde senere fortalt om sit indtryk af ham, og den megen snak om ham havde givet Madelena en tryghed der handlede om at hun ikke var blevet væk, at drømmene ikke havde taget hende, i hvert fald ikke endnu.
   Kristine havde fortalt at han lige var startet i salgsafdelingen. At han faktisk var en sød fyr. At han havde en næsten umærkelig men alligevel umiskendelig accent. Egentlig var den ret charmerende. Kristine havde syntes godt om den dybe rolige stemme. Den havde fået hende til at føle sig godt tilpas, men uanset hvor meget hun lyttede forblev accenten ubestemmelig. Det fik hende til at spekulere på hvor han kunne være fra. Hun kunne heller ikke gætte det ud fra hans udseende. Hun håbede at han ville fortælle hende det på et eller andet tidspunkt. Faktisk ville hun gerne vide alle mulige ting om ham.
   Lige nu tænkte Madelena at det ville hun også gerne. Igen fortalte hun sig selv, at det var tåbeligt at føle sig tiltrukket af en som man faktisk overhovedet ikke vidste noget om, en som hun ikke engang havde talt med. Der var bare lige det at der var noget ved ham der fik hende til at føle sig ... Nå ja det var faktisk svært at sige helt præcist hvordan det var at hun følte sig.
   I det samme krydsede den sti hun red på en asfaltvej. Madelena stoppede for at se sig for. Der var ingen biler i sigte så hun satte i gang igen for at krydse vejen men Sleipnir nægtede at gå ud på asfalten. Hun sporede den lille islandske hest med det egenrådige temperament men den nægtede purre at gå videre. Nok kunne den lille hest nogen gange være stædig, men hun havde faktisk aldrig været ude for noget lignende.
   Madelena undrede sig. Hun spekulerede på om der kunne være noget som den ellers så modige lille hest var bange for, et eller andet som hun ikke kunne se. Madelena sukkede opgivende og sad af for at trække den lille hest over vejen og dermed forhåbentlig forbi den for hende usynlige fare. Hun håbede, regnede med, at Sleipnir ville følge efter når hun gik forrest og han kunne se at der ikke skete noget.
   Da Madelena trådte ud på vejbanen med et fast greb i tøjlen sprang Sleipnir sidelæns et par meter væk fra vejen. Med et hård ryk trak han Madelena med sig baglæns. Hun havde kun lige netop nået at sætte foden på vejbanen så var hun blevet rykket væk igen. Det var på det tidspunkt at hun begyndte at have en følelse af at der var et eller andet der var forkert. Det var på det tidspunkt at hun begyndte at blive bange.
   Der var noget. Pludselig gik det op for hende at fuglene var holdt op med at synge. Selv cikaderne var tavse. Der var unaturligt stille i skoven. Det gik op for hende at hun stod anspændt og lyttede, lyttede efter lyde der kunne fortælle hende hvad det var Sleipnir var bange for. Det der skræmte hende var at der ikke var nogen lyde, ingen lyde overhovedet.
   Der var ganske bestemt noget, noget meget skræmmende ovre på den anden side af vejen. Hun kunne mærke det og følelsen blev stærkere, mere påtrængende for hvert sekund der gik. Langsomt var panikken ved at overmande hende. Instinkterne var ved at tage over og de fortalte hende at hun skulle se at komme væk så hurtigt som overhovedet muligt. Hurtigt, hurtigt inden det der var ovre på den anden side af vejen besluttede sig for at der nok ikke skete noget ved at blive set i dagslys, besluttede sig for at gå ud af skyggerne og krydse vejen. Når det kom frem så ville det være for sent, så ville hun ikke kunne nå at komme væk før det var over hende.
   Frygten var helt sikkert irrationel. Det farligste i miles omkreds var hugorme. Men Sleipnirs opførsel vidste noget andet. Hun stirrede på den lille hest. Dette her var jo fuldkommen tåbeligt. Eller var det? Den dirrede eller faktisk kunne man nok sige at den rystede over hele kroppen og svedte så den var helt våd. Det var tydeligt at det var en kraftanstrengelse for den at blive stående ved siden af Madelena i stedet for at stikke af. Det krævede alt det mod som hun plejede at tilskrive Sleipnir og så lige lidt til.
   Dybt nede hvor det var instinkterne eller den sjette sans der talte til hende vidste Madelena at det nærmede sig, det tidspunkt hvor det ville komme ud i solen for at krydse vejen hvad det så end var. Hvad det end var, var hun sikker på at det ville stå kun alt for godt mål med hendes værste mareridt. Hun stirrede ind i skoven på den anden side af vejen. Der var intet usædvanligt at se. Alligevel vidste hun med usvigelig sikkerhed at det snart ville ske.
   Hun var holdt op med at kalde sig selv en idiot, en freak. Det virkede alligevel ikke. Den unaturlige stilhed larmede i hendes ører. Den virkede som en advarsel i sig selv. Det eneste hun kunne høre var sit eget hjerteslag og Sleipnirs hurtige åndedræt. Hendes eneste våben var en kort ridepisk. Med et syntes hun, at hun så en kort bevægelse i buskene på den anden side af vejen. Ikke at hun lige præcis så noget, det var bare en bevægelse af nogle af underskovens grene som ikke syntes at være helt i tråd med vinden. Alligevel var det nok til at få Madelena til at beslutte at der rent faktisk var noget skjult i buskene derovre, noget hun absolut ikke havde lyst til at møde ansigt til ansigt. Hurtigt og adræt sprang hun op på Sleipnir. Den lille hest havde ikke brug for opfordringer. Den snurrede rundt og sprintede ned af stien i den retning de var kommet fra. Den var lige al det at Madelena blev hængende i den bratte vending og hurtige acceleration. Hun klamrede sig til manken og bad til at hun ikke ville falde af. Hun ville aldrig kunne løbe fra det på sine egne to fødder. På Sleipnir følte hun at hun havde en chance.
   Først da hun nåede ind på den eng der stødte op til foldene og stalden turde hun stoppe, kunne hun stoppe. Faktisk stoppede Sleipnir af sig selv. Den lille hest var forpustet ud over alle grænser, men her følte den sig tydeligvis tryg. Her var sol og liv, andre mennesker og lyden af en radio et sted, fuglesang, normalitet.
   Senere følte Madelena sig meget fjollet. Der var jo ikke noget farligt i de skove, hvad skulle det dog være? Hun havde dog alligevel fået sig en forskrækkelse. Der ville gå lidt tid før hun turde ride rundt på de små stier alene igen. Men det var jo fuldkommen tåbeligt. Hun elskede skoven og hun elskede sine rideture. Hun gjorde op med sig selv at det sikkert havde været en skovarbejder eller en bortløben hund der havde skræmt Sleipnir og at hun havde været et fjols at lade sig skræmme. Hvorfor der ikke havde været en eneste lyd til at bryde den larmende stilhed holdt hun simpelthen op med at tænke på, hun ønskede ganske enkelt ikke at vide det.

Nogle uger senere sad Madelena og stirrede dagdrømmende ud af vinduet, ud i solskinnet. Hun tænkte på Daniel, den mørkeblonde mand hun havde mødt på arbejdet. Hun indrømmede stille overfor sig selv at hun følte sig tiltrukket af ham. Han så selvfølgelig godt ud men det var faktisk mest af alt hans rolige velafbalancerede væsen der fik hende til at syntes godt om ham. Et stykke tid svømmede hun helt hen. Så gik det op for hende at der var gået en sky for solen.
   Det blev mørkere og mørkere og snart stod regnen ned i tove. Lyden af regn på ruden rev hende brat helt ud af de behagelige dagdrømme. Den gjorde hende rastløs. Hun kunne ikke længere sidde stille men sprang op.
   Anspændt stod Madelena nogle minutter og stirrede ud i uvejret. Det var som at kigge lige ind i en forudanelse der var fyldt med død og ødelæggelse. Den gammelkendte følelse af at være en freak meldte sig med det samme, men hun kunne ikke holde op. Billeder fra forskellige katastrofe film hun havde set i tidens løb flød forbi hendes indre øje sammen med nogle mareridtsagtige billeder skabt af gyserfilm og en forkærlighed for Stephen King romaner. Gad vide om nogle af de mareridt kunne være på vej til at blive virkelighed.
   Med et vidste hun hvad det var der var galt. Det der havde truet hende ude i skoven, den dag hvor Sleipnir havde nægtet at gå over vejen, var på vej. Det var en idiotisk tanke, men Madelena kunne ikke ryste den af sig igen. Det blev ved med at stå helt klart for hende som var det noget hun vidste med sikkerhed og ikke kun en anelse. Det var stadig et stykke væk men det nærmede sig i ly af det mørke der var kommet med uvejret. Det virkede som om det selv skabte mørket eller måske som om mørket kom med det.
   Langsomt ligesom tøvende gik Madelena ud og tog ridetøj på. Hun iførte sig regnfrakke og ridestøvler mens hun fortalte sig selv hvor dumt hun opførte sig og prøvede at spørge sig selv hvorfor hun i det hele taget gjorde dette her. Der var ingen svar men der var tilsyneladende heller ingen mulighed for at lade være. Hurtigt smuttede Madelena ud af sit lille lune hus og skyndte sig op til stalden. Et øjeblik stod hun og betragtede hovedbygningen gennem regnen. Der var intet hun hellere ville end at sidde derinde og hygge sig men det var ikke en mulighed. Det der nærmede sig søgte ganske vidste efter Madelena men det dræbte også af lyst. Det bragte hendes familie i fare. Hvor hun vidste det fra kunne hun ikke sige men hun var sikker på at det var sådan at det forholdt sig. Det ville dræbe alt hvad det mødte under sin søgen efter hende.
   Det blev mørkere. Nu var det næsten som at flygte om natten. Jo tættere, jo mørkere. Hurtigt smed Madelena en sadel op på ryggen af Sleipnir, fumlede et øjeblik med hovedtøjet, trak ham så ud og sad op. Den lille hest protesterede ikke spor mod at blive slæbt ud i regnen på den måde. Det var nærmest som om den forstod hvad der stod på spil.
   En sidste gang forsøgte Madelena at skælde ud på sig selv for at opføre sig på den her horrible måde, forsøgte at overbevise sig selv om at hun ikke behøvede at slæbe Sleipnir ud i regnen. Det lignede ingenting. Men hun håbede blot at det ville vide at hun var på vej væk på samme måde som hun vidste at det var på vej herhen. Hun turde slet ikke tænke på hvad der kunne ske eller nærmere ville ske hvis det besluttede sig for at lede efter hende oppe i huset. Hurtigt sprang Madelena op på Sleipnir og drev ham frem i galop ind i den mørke skov uden rigtig at vide hvor hun var på vej hen. Hun måtte bare væk og på en eller anden måde vidste hun at dette her var det rigtige at gøre.
   Med et skyllede lettelsen igennem hende. Det havde skiftet retning og styrede nu direkte mod hende, ikke imod hendes familie. Det halede endda ind på hende. Madelena blev bange, endnu mere bange. Netop da rev Sleipnir tøjlerne ud af hænderne på hende og bare løb. De små ben gik som trommestikker. Madelena valgte bare at hænge på og kun bekymre sig om ikke at falde af. Pludselig skimtede hun konturerne af et hus forude gennem regntæppet. Et øjeblik efter var hun delvis i tørvejr under tagskægget.
   Det var Daniels hus. Madelena havde ganske vist kun set skovløberhytten på afstand og hun havde tabt enhver form for retningssans under det vilde hovedkulds ridt gennem den halvmørke skov men hun var alligevel sikker på at det var det hus. Hun spurgte sig selv om hvorfor mon Sleipnir var løbet lige netop herhen af alle steder.
   Et øjeblik kunne hun mærke dets vældige raseri derude i regnen et sted. Fornemmelsen gjorde hende helt kold indeni, men hun var i sikkerhed her ved hans hus. Så holdt regnen op og de mørke skyer forsvandt. Kun skovens vante skygger blev tilbage.
   Madelena valgte at ride ad landevejen hjem. Sleipnir luntede trygt og roligt af sted da en tanke slog ned i hende. Hvad nu hvis det var gået efter hendes familie i mangel af bedre, som en slags hævn nu da det var lykkedes hende selv at komme i sikkerhed. Hun gispede ved tanken om styrken i det raseri hun havde fornemmet og tvang igen Sleipnir op i galop. Denne gang var den lille hest ikke særligt villig. Kort før gården standsede hun. Luften var ren og frisk efter regnen, ikke tyk af frygt. Madelena skridtede det sidste stykke. På gårdspladsen mødte hun sin far. "Hvad i alverden gør du ude i det vejr?"
   Madelena trak på skuldrene. "Jeg blev overrasket." Og lo så højt. Det var vist bedst at hun holdt mund med hvad det var der havde overrasket hende. Nu følte hun sig igen som en idiot og var udmærket klar over hvor fjollet det ville lyde hvis hun sagde højt hvorfor hun egentlig havde været ud i uvejret.
   De følgende dage gjorde hun alt for at glemme hvad der var sket. Hun lo sammen med kollegaerne og ignorerede de blikke Daniel sendte hende. Hun var meget omhyggelig med kun at tale med ham når der var andre tilstede. Sådan gik endnu et par uger.