Hun hørte soldaternes støvletramp før hun så deres svedglinsende ansigter dukke op i horisonten. Deres blankpolerede rustninger, med de mange farverige beslag, glimtede i solens varme stråler. Delliana holdte en behandsket hånd op, så hun kunne se hele scenariet udspille sig for sine øjne. I det fjerne kunne kommandoen fra den forreste soldat høres som svage stødvise prik mod trommehinden, mens den dundrende lyd fra marchtrommens rytmiske slag med jævne mellemrum ramte hende i mellemgulvet. Med et smil på sine fyldige læber forestillede hun sig, hvordan soldatens ildrøde ansigt kampsvedte i den stegende hede.
   "Hvorfor kommer han ikke bare selv herned far?" Hun vendte sig mod sin far med et utålmodigt ryk i den spinkle krop. Graf Leython havde engang været en formidabel mand på mange måder, og hun huskede kun alt for tydeligt, hvordan han de sene sommeraftener var kommet ridende hjem fra de lange patruljer, hvor han i kraft af sin titel som Graf, havde inspiceret Montoghana Regionens tropper. Hun havde elsket hvordan han, trods en tydelig udmattelse i krop og sind, havde ladet sin datter i ren og skær gensynsglæde, kaste sig ind i hans favn. Det var en betryggende lugt, af sved og kogt læder der emmede fra hendes far, og hun følte sig altid hjemme når hun begravede sit lille hoved i hans uldne kåbe. Den tid var slut nu. Delliana bed sig i læben, hver gang hun tænkte på den aften, hvor faderen ikke var kommet hjem.
   "Mellem os to, Delly, så har Onkel Claudian altid haft fine fornemmelser." Han hostede kraftigt i sit lommetørklæde, hvorefter han vendte sit faderlige blik mod hende. De varme mosgrønne øjne fyldt med kærlighed til sit eneste barn. "Den eneste forskel er, at han nu er blevet ophøjet til Konsul." Han rykkede ukomfortabelt, mens han støttede sig til stokken han knugede i sin venstre hånd. Hun stod lidt og observerede, hvordan soldaterne kom nærmere, mens hun gennemgik et specifikt spørgsmål i hovedet.
   "Men du er jo den ældste af jer to," begyndte hun, men i samme øjeblik holdt hendes far en hånd i vejret. Hans ellers så milde ansigt var skiftet til en mørkere tone, og en muskel rykkede i hans magre kind.
   "Hvad har jeg sagt om at tale så meget om Claudian, Delliana?" Han undlod at kigge på sin datter, men lod blikket hvile mod delingen fra Konsulens Slot, der nu kun var få meter fra deres sted på Montoghana Godsets nordlige bakker, hvor de stod for at byde de trætte soldater velkommen. Hun vendte blikket brødebetynget mod det svedne græs for sine fødder.
   "For meget snak om ham ødelægger en ellers god dag" Svarede hun med sin mest skolepigeagtige stemme, og sluttede af med et irriteret suk. Hendes far nikkede kort. Det stille smil der spredte sig i det buskede gråsprængte skæg, fortalte hende at han var god igen. "Og dagen i dag har jo indtil videre været ganske udmærket, så lad det forblive sådan." tilføjede han hurtigt, mens smilet stille forsvandt og blev erstattet af en tydelig smertefuld mine. Han tog sig til det forkrøblede ben, mens han irriteret mumlede hen for sig.
   Han trak vejret tungt, hvorefter han rettede sig op i sin mest autoritære positur, for at imødekomme den unge soldat der kom gående imod dem. Ligesom sin deling, havde han en blankpoleret rustning på, udover en kjortel af sort bomuldsstof. Kniplingerne rundt i kanterne af kjortlen og de endnu finere udførte piktogrammer på hans hjelm, var det eneste der skilte ham fra de almindelige soldater. Fra hans læderbælte hang en smukt dekoreret stofpung og dinglede lystigt.
   "Han kan umuligt være meget ældre end mig" tænkte Delliana overrasket efter hun havde set officerens glatbarberede ansigt. Den unge officers gangart, en hoppende en af slagsen, fik hende til at fnise ustyrligt og det krævede to hænder for munden samt hendes fars strenge blik, at få den slået hen. Trods faderens strenge blik, besluttede hun sig for at huske officerens som "Den hoppende hund".
   "Graf Nellan Montoghana formoder jeg!" Officeren nærmest råbte ordene i det han bukkede overdrevent dybt for hendes fars fødder. Hendes far nikkede kort, og soldaten rettede sig op i stående stilling.
   "Og De unge dame, må være Delliana." Han sendte hende et lusket smil der afslørede en del manglende tænder. Delliana nikkede til officeren, og trådte derefter et skridt tilbage. Hun fjernede ikke blikket fra mandens ravgyldne øjne. Det var mærkeligt, at blive tiltalt sådan af en person der højest kunne være 3 år ældre end hende. Officeren sled blikket væk fra Delliana. Trods det godmodige ansigt, så var der noget over ham der fik det til at løbe hende koldt nedad ryggen. Efterhånden var hun vant til at unge mænd kiggede efter hende som var hun en udstillingsgenstand. "Det følger med det at være kvinde, min pige" havde hendes mor altid sagt, mens hun ihærdigt havde forsøgt at få redt Dellianas hår, som prøvede hun at finde en rigtig pige et sted derinde.
   "Hvad vil min bror mig, Sir?" sagde hendes far tonløst. Det var tydeligt, at han havde sin interesse alle andre steder end hos sin bror og hans handlinger som Konsul. Officeren hev et pergament frem fra stofpungens indre, hvorefter han overrakte det til hendes far. Hendes far brød seglet, en ørn med spredte vinger, foldede det gullige stykke pergament ud og gav sig til at læse. Hun bemærkede, hvordan hans øjne formørkedes jo længere han kom ned over siden. Da han var færdig krøllede han det sammen med en sådan ligegyldighed at man ikke skulle tro det kom fra Konsulen selv.
   "Vi kan snakke i mit kammer, Sir." Sagde han til officeren der stadig stod på sin plads, med et misbilligende udtryk da han så ham krølle papiret sammen. Hendes far vendte sig mod hende, og hun blev et øjeblik nervøs for hvad han ville gøre. Han havde stadig det mørke blik i øjnene som han plejede at få når det handlede om Claudian. Støttende til sin stok, bukkede han sig ned, så hans ansigt var udfor hendes.
   "Jeg skal snakke med officeren her, Delly" han lagde sin hånd på hendes skulder, og kiggede hende dybt i øjnene. "Kan du ikke finde på et eller andet at foretage dig imens? Det tager højst et par timer min pige. Derefter kan vi gå ned til floden og fiske. Er det en aftale?" Hun undlod at se ham direkte i øjnene. Han skulle ikke se at hun var på nippet til et af sine hysteriske anfald, i stedet studerede hun de 50 soldater der stod på rad og række bag den unge officer. Alle havde det samme lige udtryksløse ansigt. "Hvorfor må jeg aldrig være med til nogle af dine møder?" svarede hun ham med sin lillepigestemme. "Jeg er jo din arving." Graf Nellan trak vejret i et utålmodigt stød.
   "Du er endnu ikke fyldt 15, Delliana, og desuden har jeg lovet din mor at du skal blive bedre til de ting en pige skal kunne, før du får lov til at se, hvad titlen som Grafinde indebær." Han placerede sin anden hånd kærligt på hendes uredte manke af rødt hår, hvorefter han tilføjede i et bestemt tonefald. "Gør nu som jeg siger, ikke?" Hun sled blikket fra soldaterne, der stod så stift at man skulle tro de var statuer, og nikkede. Et træt smil bredte sig over faderens trætte ansigt. Med besvær kom han op i en stående stilling, nikkede kort til officeren, hvorefter han i et langsomt tempo bevægede sig mod sit kontor i toppen af Montoghana godsets højeste tårn. Officeren, med sin lettere hoppende gang, fulgte med og endnu engang gav han Delliana indtrykket af en glad lille hund der fulgte efter sin ejer.