Du ved, hvem jeg er.
   Jeg kan se det i dit blik, da det tilfældigvis strejfer mit nede i det lille lokale supermarked. Og din reaktion er som forventet: Du gisper forskrækket og slår armene om din torso for at beskytte dig selv, skærme dine vitale organer mod mig. En refleks. Jeg har vænnet mig til det, så det gør ikke ondt længere. I dine øjne lyser usikkerheden og en slet skjult væmmelse. Jeg giver dig myrekryb, en ubehagelig fornemmelse af, at jeg krible-krable-kravler inde under din hud.
   For jeg er en af dem.
   Dem fra centeret uden for byen. Centeret, hvor I opbevarer os i hobetal, mine artsfæller og jeg. Fordi der ikke er plads til os i jeres stille kvarter. Vi er for anderledes. I frygter kriminalitet, støj og lugtgener. Overgreb og manipulation. Det stod der i jeres lokalavis. For jer er vi forkerte. En væmmelig påmindelse om, at verden er ufattelig meget større end jeres lille by. Større end alt det, I troede, I vidste. Vi frastøder jer, med vores fremmedartede lidt for fine, lyse ansigter, vores musiske sprog og vores gyldne hænder.
   "Trolddom," hvisker I bag vores rygge.
   "Hekseri."
   "Kriminalitet."
   Vi er kommet hertil over bjerge, over land, har krydset grænser uden at få lov. Vi er ikke som jer. Vi er en helt anden art. Og selvom du ikke ved det men bare tror, at jeg ser anderledes ud, fordi jeg har en anden baggrund, er du instinktivt i alarmberedskab.
   Som vi står her ansigt til ansigt i en smal gang fyldt med lugten af plastik, fersk kød og havregryn, er den kraftigste lugt din angst. Jeg kan nærmest mærke den i munden, som metal mod tænderne. Kold og besk. Du træder et skridt tilbage for at øge afstanden mellem os og støder ind i en reol med saft i glasflasker. Det klirrer højt og et sekund bliver tiden solid som en mur, mens vi begge betragter en æblemost, der vipper faretruende på en hylde over dit hoved.
   I dette øjeblik er alle muligheder åbne - du kan flygte, og jeg kan vende mig bort og lade dig gå med en lille nagende tvivl om, hvor medmenneskeligheden mon sidder i en menneskekrop. Men vi bliver stående - låst fast.
   Så vipper saften, overgiver sig til tyngdekraften og styrter mod linoleumsgulvet. Automatisk skyder min hånd frem og lukker sig om den støvede flaske. Du stirrer på min hånd, og dine øjne suger sig fast ved det gyldne lys, der pulserer dovent fra mine fingre gennem glasset.
   "Jeg vidste det," ånder du, og da jeg rækker dig æblemosten, er du for lamslået til at undvige mig men tager imod den. Det givet et gib i dig, da din hud kommer i kontakt med min, som havde du stukket hånden ind i et brølende flammeinferno.
   Men du trækker ikke fingrene til dig. Du kan ikke. Min hud smelter os fast til hinanden, så dine fingre bliver til mine fingre, din håndflade til min håndflade. Langsomt kravler det gyldne lys op ad din hånd, videre op over din arm til dine skuldre og ned til brystkassen. Det efterlader sig et spor af solstråler i lige rækker, på din hud. Og selvom jeg kan mærke, at du vil skrige, græde og vriste dig fri, står du ganske ubevægelig og betragter lysets vandring rundt på din krop. Først da det rammer dit hjerte, udstøder du en klagende lyd, som et langtrukkent, afdæmpet hulk, og jeg lukker øjnene, for jeg ved, hvad der vil ske nu.
   Da du ser ned af dig selv, kan jeg høre, hvordan din verden knuses i knivskarpe fragmenter, som flasken ville have været nu, hvis ikke jeg havde grebet den. Din krop er blevet gennemsigtig, huden som et vindue ind til dit indre, det røde hjerte, de mørke tarme, blodet der pumper i venerne - og min er det samme. Du spejler dig i mig, i min krop, der er gennemstrømmet af gyldent lys i stedet for blod og pulserer af varme, og du kan ikke lade være med at sammenligne den med din egen. Jeg åbner øjnene i samme sekund, som du hiver efter det vejr, du har holdt tilbage, så dine lunger blæses op, store og blå, presser mod din usynlige hud.
   "Det kan ikke passe," hvisker du og kigger op på mig. "Det kan bare ikke passe." Jeg smiler bare til dig. Beroligende.
   Hvorefter jeg strækker min frie hånd frem og griber om dit hjerte, så du vil skrige men ikke kan. Øjeblikkeligt slipper jeg det igen, og du ser ned ad dig selv og opdager, at mit gyldne lys har blandet sig med dit røde blod, så alt hvad der er mig, strømmer rundt i dig.
   Idet samme glider flasken ud af vores fælles greb, rammer gulvet og knuses, så sød saft sprøjter op over vores sko og sjosker ud over gulvet, tiden brister, og alt er som før. Det gyldne lys forsvinder, og vi er bare to forskellige væsener, som står bøjet over en ødelagt flaske i et tilfældigt supermarked.
   "Ups," siger jeg.
   "Hvorfor siger du ups?" Du kigger op på mig - langsomt, som gennem en dagdrøm - med øjne, der på en og samme gang virker slørede men klarere end før.
   "Jeg kom vist til at slå noget i stykker," svarer jeg og skraber de værste skår til side med foden. Så rækker jeg dig en ny flaske saft. "Var det sådan en, du ville have?"
   Du kigger på saften med forvirringen malet i alle træk.
   "Jeg - ja, jo - måske," siger du tøvende men tilføjer så: "Tak skal du have."
   Jeg trækker på skuldrene, som om det var ingenting, og sætter kurs mod kassen.
   "Skulle det være en anden gang," siger jeg, for jeg har lært at det er høfligt og tilføjer: "Nu ved du jo hvem jeg er."
   Du smiler svagt, fortumlet og putter flasken i din kurv.