"Hvorfor behandler han mig altid som et lille barn!" tænkte hun arrigt, mens hun kastede småsten mod søens stille overflade. "Et rigtigt pattebarn!" denne gang råbte hun det så højt hun kunne, og lagde al sin vrede i det sidste stenkast. Med blanke øjne der var slørede af tårer, fulgte hun stenens færden over den skyfri blå himmel, og ønskede inderligt at den ramte hendes far i nakken. Montoghana Godsets silhuet stod mørkt og stort i kontrast til den smukke himmel. Der lød et kort 'plop' og hun vidste at hendes ønske ikke var blevet opfyldt. Ingen af hendes ønsker blev nogensinde opfyldt, så det var vel for meget at forlange at det lille ønske til en afveksling ville blive det.
   Med et opgivende suk, lod hun sig falde bagover, ned i det tykke græs der frodigt voksede omkring søens bred. Søen var hendes foretrukne sted på familiens jord, og hun søgte tit tilflugt her når hun var ked af det. Søen lå i en fordybning i landskabet, omkranset af adskillige træer i et bredt spektrum af grønne nuancer, samt små vildtvoksende buske. Hun havde, sammen med sin far, bygget et vakkelvornt træhus i det største af træerne, men efter Stormen sidste år, var der ikke meget tilbage af det. Skråningerne rundt om søen var alle dækket af mos og små blomster. Alle på nær det sted hun brugte til at komme ned til søen. En brun stribe af jord var med tiden kommet frem og havde dannet en naturlig sti ned til søens bred. Hun indsnusede den våde, syrlige duft og lod instinktivt sine fingre begraves i den bløde jord. Hun smilede frydefuldt ved tanken om hendes mors ansigt når hun fik øje på sin datters skidtfyldte negle og mudrede fingre.

Hun følte et nag af skyldfølelse, da hun greb sig selv i at frydes ved sin mors pine. Den nøgne kvinde i Det nøgne tårn, som folk i byerne omkring godset kaldte Graf Nellan Montoghanas ligblege hustru, Højlady Refraia, havde aldrig været helt rask. Delliana huskede tydeligt en episode da hun var 8 år, hvor hendes mor var blevet fundet vandrende nøgen omkring i gaderne i Blennon ved nattetid. Byen Blennon lå kun få mil fra godset, og Delliana havde med tiden bildt sig selv ind at hun havde kunne høre folkets latter og modbydelige kommentarer, fra sin himmelseng. Hun huskede, hvordan hendes far havde fået godsets lakajer til at hente sin kone, og putte hende bag lås og slå i godsets sydlige tårn, indtil han havde fundet ud af, hvad hun fejlede. Delliana rystede ufrivilligt ved tanken om, at hendes mor havde tilbragt tyve kolde nætter, låst inde i et frostkoldt værelse uden nogen form for selskab. Hvad end hendes far havde gjort, så havde det virket. Højlady Refraia havde fra den nat, ikke bevæget sig ud i gaderne uden tøj. Faktisk havde hun aldrig bevæget sig udenfor sit kammer.
   Aftensmaden blev leveret til hende gennem en lem i den massive egetræsdør, som var hun en syg hund der kunne smitte andre. Delliana og hendes far spiste deres aftensmåltider, i stilhed i den store ovale sal, der aldrig før havde føltes så enorm. I starten havde måltiderne været akavede og sparsomme, hvad angik snak, men efter lidt tid flød salen med latteren fra far og datter der delte historier fra deres hverdag.
   Delliana trak vejret tungt, ved mindet om sin mors tilstand. Ganske vidst var det tragisk for hende, men det fik ikke Delliana til at tilgive hende for, hvad hun havde gjort. Det spektakel der havde vækket hende fra sin søvn, sidste år var grunden til at Delliana hadede sin mor inderligt. Synet af Højladyens gale øjne, der skiftevis flakkede fra det blødende sår i Graf Nellans lyske, til den blodige kniv i hendes hånd havde brændt sig fast i Dellianas sind og frataget hende forbindelsen til sin mor. Sommetider granskede hun sit sind efter en plausibel grund til at hendes mor havde forsøgt at slå hendes far ihjel, men hver eneste gang var det uden held.
   Der lød en rungende latter, fra et sted bag hende, og i ren forskrækkelse fór hun sammen under de høje dunhammere i vandkanten. Hun bandede lydløst da hun mærkede en våd fornemmelse omklamre sine fødder. Fra sit skjulested var hun umulig at få øje på, da to af delingens soldater dukkede frem på toppen af bakken. Den ene af dem, en høj og kraftigt bygget mand med flyveører og ildrødt hår, havde et fjoget udtryk i det arret ansigt, og en bulet lommelærke dinglende fra en lædersnor i bæltet. Det var tydeligt, at han allerede havde nydt godt af lommelærkens indhold. Han klamrede sig til sin kammerat, en lavstammet, glatbarberet mand med skeptiske øjne og en blankpoleret isse der var dækket af svedperler. Hun sørgede omhyggeligt for, at hun var usynlig bag dunhammerne, og trykkede sig ned i den fugtige jord, for at falde i et med søbreddens bevoksning.
   "Sikke dog en gammel rad," Udbrød den høje soldat med en opstemt mine, mens den anden soldat guidede sin berusede kammerat ned i en siddende stilling. Ordene var kraftigt sløret af alt den alkohol han havde indtaget, og hun måtte spidse ører for at opfange, hvert ord. "Selv min gamle far har holdt sig bedre end Graf Nellan af Montoghana". Lommelærkens indhold sivede ud i græsset, i det han i et forsøg på at få rustningen af, havde ramt den. Hun mærkede en varme stige op i sine kinder, da det gik op for hende at det var hendes far han omtalte.
   "Ingen kan vel være ligeså imponerende som en 60 år gammel mand, der aldrig i sit liv har oplevet en krig." Svarede den anden soldat sarkastisk. Hans stemme var mørk og en fløjlsblød dialekt lå tykt om, hvert et ord.
   Den berusede soldat havde omsider fået sin rustning af, og havde lagt sig på ryggen i det tørre græs.
   "Jamen, jeg mener, så du hvordan han klamrede sig til den stok som om han kunne dø når som helst?" Han klukkede let, og førte lommelærken op til munden. Den anden soldat havde sat sig ned på en træstub, og var begyndt at efterse et af sine sværd. Det var en klinge af det fineste metal, og fra hvor hun lå kunne hun skimte nogle tegn der var indgraveret nær den buede parer bøjle.
   "Ifølge officererne, så skulle han lide af en sygdom..." Sagde han kort for hovedet, mens han holdt sværdet ud foran sig for at se efter urenheder i det grå stål.
   "Jeg mener," Begyndte den første soldat med en undrende tone i stemmen. Han rejste sig op med albuerne støttende i græsset. "Jeg havde regnet med, at Konsulens storebror havde lidt mere tyngde," Han lænede sig fremad mod den anden soldat. "Men at se så svagelig en skikkelse..."
   "Men er det så ikke underligt at officererne har fået ordre på at få ham overtalt til at tage med tilbage til Midhean?" Soldaten sad stadig på stubben, men han havde lagt sværdet fra sig, og lod nu til at hellige sig samtalen. Hans øjne var smalle, men han lod til at være skarp til at observere ting omkring sig.
   "Du kan have fat i noget der, Neko," Han rejste sig nu helt op i græsset. "Men jeg mener, hvad er egentlig chancerne for at han overhovedet overlever turen?" Han rakte lommelærken bydende frem mod Neko. Soldaten på træstubben rystede afvisende på hovedet, og han lænede tilfredst hovedet tilbage og bundede det sidste. Han smækkede tilfreds med læberne, og bøvsede højlydt. "For resten så hørte jeg et rygte i Hellas Krostue." Tilføjede han med en sådan pludselighed at den anden soldats blik fór op. Det virkede som om al alkoholen var fordampet. Hans stemmeføringen var kontrolleret og hans blik var klart.
   Soldaten på stubben trak vejret dybt. "Ikke fra endnu en af dine små pigers skød, vel?" sagde han opgivende, mens han rystede på hovedet. Sværdet var stukket tilbage i den udsmykkede skede, og han var nu i gang med at fjerne indtørrede pletter fra sin uniform. Der gik et sug igennem maven på Delliana, da hun så de mørkerøde pletter der dækkede store dele af mandens sandfarvede tunika. Hun havde aldrig været god til at håndterer blod. Smagen af mavesyre lå bagest i halsen, og hun håbede at det ville blive der lidt endnu.
   Soldaten i græsset havde rejst sig og var gået svajende over til nogle buske for at lade vandet. Da han kom tilbage mumlede han kort for sig: "Nej nej, ikke denne gang Neko."
   "Godt, for du skal ikke tro på alt, hvad de fortæller dig Loran," Han spyttede på sin kødfulde tommelfinger, og gnubbede ekstra hårdt, i et forsøg på at fjerne en genstridig plet fra tunikaens krave. "Du ved jo godt, at de vil fortælle dig alt hvad du vil vide, bare de kan få dig og din manddom med ind i den stinkende halmseng"
   Loran lod sig endnu engang falde ned i græsset, men lagde sig på siden med blikket rettet mod Neko der stadig forsøgte at få pletterne af tunikaen. "Det gør jeg heller ik', for denne gang har jeg det fra Hella selv." Han dæmpede stemmen, som var det en dyb hemmelighed han skulle til at fortælle. "Hun siger at hun overhørte en af de fulde mænd fra Konsulens hof, som plejer at hænge i baren ved lukketid, plapre løs om at Konsulen er døende..." Der gik et jag igennem Delliana. Onkel Claudian, døende? Var det derfor han havde sendt soldaterne, så de kunne få hendes far til at møde ham på sit dødsleje? Selvom hun ikke kendte sin onkel så godt, mærkede hun tårerne presse på. Døende mennesker havde hun heller aldrig været god til at håndterer.
   "Desuden fortalte hun mig at han er villig til at ty til desperate metoder i håb om at blive rask..." Endnu engang sænkede han stemmen til en knap hørbar hvisken. "Hun siger at han har været i kontakt med 'Det Usigelige'".
   Ved det sidste ord var Neko stoppet med at rense sin uniform. Det så også ud som om han var stoppet med at trække vejret. Langsomt rettede han sit blik mod Loran der lå, med et tilfreds smil i det fjogede ansigt. Hans fortælling havde tydeligvis haft den ønskede effekt.
   "'Det Usigelige' siger du," Neko havde lagt uniformen fra sig, og lænede sig interesseret ind mod Loran. "Hm, det er jo interessant. Sig mig, hvordan så denne hofmand ud?" Det var en underlig måde han betonede ordet 'hofmand', nærmest som fandt han den del af historien utroværdig.
   Loran lagde hovedet i tænksomme folder. Hans korngule hår lagde sig i bølger, ned over øjnene og gav ham et kort øjeblik et elegant udtryk.
   "Lad mig se, ifølge Hella var det en ældre herre i parfumerede rober fra et sted hun ikke kendte," Han trak kort på skulderne og tilføjede: "Mere ved jeg ik'"
   Neko kiggede i lang tid frem for sig. Hans grove hænder fingerede ved den kløftede hage. Det var tydeligt at han tænkte så det knagede. Der gik lidt tid, før han igen rettede sin opmærksomhed mod tunikaens pletter, og tilføjede henkastet:
   "Én ting er sikkert Loran. Konsulen må have en forbandet god grund til, at sende os fodfolk, hundrede mil mod vest, for at få fat på en mand der mest af alt ligner noget Mørkemageren allerede har gjort krav på".
   Han tog fat i tunikaen og strakte den ud foran sig. Et tilfreds smil bredte sig over soldatens ansigt, i det han studerede resultatet af sit møjsommelige arbejde.
   "Ja, hvem ved, hvad Konsulen kan finde på," sagde Loran mens han iagttog sin kammerats arbejde. "Mutter Hella sagde at hun engang havde set ham på henrettelsespladsen, skraldgrinende ved synet af en ung tyveknægt der fik hugget en hånd af". Han holdt hånden fremfor sig og lod en imaginær økse køre henad håndleddet.
   "Du har da tilbragt tiden godt i den kvindes selskab. Mon ik' du efterhånden er stamgæst?" Neko sendte Loran et smørret grin der blottede hans gule tænder. Loran ignorerede bemærkningen, og lod i stedet sit drømmende blik fokuserer mod søens blanke overflade.
   "Jeg tror sgu jeg tager en tur forbi hende når vi kommer tilbage fra det her sted," Han rettede blikket mod Neko og fortsatte med en forsikrende tone i stemmen. "Du ved, bare for at få nogle flere informationer."
   Neko lagde endnu engang tunikaen fra sig, løsnede de sorte sandalers snore der var bundet stramt om læggene og rejste sig op.
   "Siger din manddom og ikke det du har deroppe." Han placerede en finger mod Lorans pande, og grinede højlydt da han gik over til buskene for at forrette sin nødtørft.
   Mens han stod der, flængede lyden af et signalhorn fra toppen af bakken, den fugtige luft. Delliana, der havde været opslugt af de to soldaters samtale, forsøgte at kvæle et forskrækket gisp. Et kort sekund lå Loran og stirrede undersøgende i hendes retning. Hjertet sad i hendes hals, og hun havde svært ved at trække vejret ordentligt, men til hendes held rejste han sig. Med besvær iførte han sig sin rustning, og gik ned til bredden for at plaske noget vand i hovedet. Neko vendte tilbage og iførte sig ligeledes sit udstyr, hvorefter de to soldater med marcherende skridt gik op ad bakken og forsvandt over bakkedraget.
   Da hun var sikker på at de var forsvundet, kom hun frem fra sit skjul. Hun fjernede hurtigt snavset fra sin grønne silkekjole, mens hun tænkte over hvad hun havde hørt. Der var noget i de ting soldaterne havde snakket om, der gav hende en dårlig smag i munden. Claudian var døende. Hendes fars tilstedeværelse var ønsket, trods deres anstrængte forhold. Men det der bekymrerede hende mest af alt, var den fulde hofmands beretning om at Claudian havde været i kontakt med 'Det Usigelige'. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.
   Signalhornet lød endnu en gang fra toppen af bakken, og hun blev bevidst om at solen var ved at forsvinde fra den lilla himmel. Hendes far måtte advares og det helst så hurtigt som muligt. Hun trak vejret tungt, og satte i fart op ad bakken.