Han stirrede op fra sit ritual. Mændene der holdte væsnets opmærksomhed blev omsluttet af dets flydende kød. Deres blikke var tomme og deres hud blegt som kridt imens de sank ned i det sorte stads.
   Dergan læste op fra pergamentets arkaiske og store bogstaver.

"Ishmaal, ka far ne, los rederes benefos."

Det sorte stads sank ned imellem revnerne i stengulvet. Kroppene forsvandt med dem. Hjertet hamrede som en gal tømrer i brystet på ham. Hans stemme knækkede.

"Ergenon, bas fal . . ."

En hånd låste sig stramt om hans ankel og trak ham omkuld. I et sekund flød verdenen ud og hans baghoved ramte det hårde stengulv. Små lys dansede for øjnene af ham og pludselig lå han og stirrede op i loftet.

"Der skal mere til end et par fagter for at lægge mig ned!"

Et hårdt spark ramte Dergan i siden. Det føltes som en stålhammer der knaldede ind i hans ribben. Han hørte sig selv jamre uvilkårligt. Han rullede om på siden og trak sig sammen som et foster. Men hans angriber var ikke færdig med ham endnu.

Stærke hænder greb fat om hans krave og hev ham op for gulvet. Lederens skæggede ansigt dukkede op foran ham. Mandens øjne var vilde af raseri. Han følte sin spinkle krop blive løftet som en kludedukke og hans fødder svævede over jorden i mandens jerngreb.

"Du forstår ikke . . ." begyndte Dergan.

Han var svag igen. En skygge af sig selv.

Manden gav pludselig slip på ham. Dergan faldt om på gulvet. Den skæggede mand stavrede baglæns og hans vrede var erstattet med et blegt udtryk af frygt. Han gloede over på skabningen der stadig sank ned i gulvet.

"Dine fæller er allerede døde. De er en del af den nu. Ligesom mine egne," sagde Dergan.

Manden samlede sit våben op fra gulvet og knugede hænderne om sværdets skæfte. Han pegede dets spidse ende mod Dergan, og klingen rystede imens han holdt den frem for sig. Dergan rejste sig langsomt op.

"Jeg forsøgte at stoppe den. Har forsøgt, i årevis. Dette er mit sidste håb."

Manden åndede tungt. Dergan løftede sine åbne hænder og prøvede at overbevise ham med sine øjne.

"Du må tro på mig. Jeg har brug for at binde væsnet. Det var derfor jeg lokkede jer hertil!"

Et ekko af et skrig rungede ude fra gangen og ind i salen. De kiggede begge hen mod den stadigt åbne dobbeltdør. Manden var begyndt at svede kraftigt fra panden.

"Hvad er dit navn?" spurgte Dergan.

Manden rynkede dybt på brynene da hans blik faldt tilbage på Dergan.

"Hagor."

"Hagor. Dine mænd er allerede dødsdømte. Jeres eneste håb er at følge mit bud. Jeg kan stoppe den, hvis du vil lade mig udføre ritualet. Det kan kræve et par forsøg, men hvis jeg kan binde den til et menneske--"

"Du er gal," afbrød Hagor.

"Hvis jeg kan binde den--"

"Du får ikke lov til noget så længe jeg er her."

Sværdet sang. Det plantede sig i Dergan's kraveben og borede sig igennem hans kød. Slaget fra stålet gjorde hans skulder følelsesløs, knækkede igennem knogle og ben, løsrev sener og kød. Dergan mærkede smerten dulme i ham, brede sig over hele hans krop. Alt blev koldt.

Han frigjorde sine hænder fra kåbens ærmer. Trolddomsordet dukkede op i hans hoved som en løssluppen tanke. Grønne flammer brændte om hans hænder.

Med et ordløst brøl kastede han hævngerrigt flammerne i hovedet på Hagor. De strømmede fra hans hænder i en vifte af løssluppen ild og omgav den sværdbårne kæmpe. Manden antændtes som et tørt fyrretræ.