Cobalt var på vej ind i midten af byen for at tjekke den adresse, som var skrevet med blod i hans elevator. Det var et dyrt kvarter, hvor der var lejligheder, med direkte adgang til den smukt bevarede kirkegård, der nu fungerede som moderne park.
   De skulpturelle gravsten, monumenter og store kors var den primære dekoration. Den naturlige beplantning, som havde indtaget stedet, var den sekundære. Selvfølgelig havde de rige en anlægsgartner til at holde deres sti ren, så de ikke skulle bekæmpe brændenælder og andet ubehageligt ukrudt på deres hyggelige gåtur.
   Cobalt fik nemt adgang til tagterrassen på lejlighedskomplekset, hvor han skulle finde nummer 23. Et nedløbsrør var en smal sag, og når kirkegårdens kraftige klatreplanter havde indvaderet samme mur, så var det næsten som at gå ind af hoveddøren.
   Tagterrassen var som sådan smuk nok med kirkegården nedenfor. Til højre snoede rustne jernslanger sig ind og ud gennem tunneller på kryds og tværs. Byens tog bumlede fra knudepunktet i forskellige retninger mod stationer som "Where Ever" og "Anywhere".
   Bag ham var en mur af efeu, klematis og andre klatreplanter, men Cobalt vidste godt, hvad der var skjult bag det grønne hegn. Hans krop svarede på spørgsmålet med ar på krop og sjæl. Han gned sig hurtigt hen over brystet.
   På hans venstre hånd kunne han se helt ud til det store kloster, med de fire høje tårne I hjørnerne og et langt spir i midten. Det var som om det ragede op i himlen, tænkte han.
   Han kendte klosterets hemmelighed. Det beskyttede mennesker og væsner mod farer, der havde en forbindelse til de Unaturliges hemmelige parallelsamfund. Anima Humana Securitatem kunne beskytte alt og alle, der befandt sig inden for klosterets mure. Intet sted I verden var så sikkert som der.
   Murene var forstærket med magiske runer, okkulte tegn, kropssekreter fra forskellige hellige væsner og meget mere end Cobalt kendte til. Udadtil fungerede klosteret som en kristen institution, der husede og uddannede hjemløse børn og unge til alderen 18 år.
   Tidligt i sin træning som assasin havde han haft til opgave at transportere udsatte Unaturlige til klosteret for beskyttelse. Efter afleveringen ændrede opgaven karakter. Den Unaturlige forbrydderen skulle elimineres, så truslen
   Dengang havde han været både beskytter og dræber i samme opgave. Idag var han kun dræber. Men en helvedes god en!
   Derfor stod han nu også her på tagterrassen og forsøgte at gætte, hvad han ville finde i lejlighed nummer 23.

Han rettede sig op, rullede med skuldrene og gjorde sig selv mentalt klar. Den dybe indånding var en del af ritualet. Den skærpede hans sanser, og gav ham en ro til at fokusere. Det mentale fokus rettede han mod sin viljestyrke, som han havde brug for i kampen mod udøde. Det var en naturlig konklussion, at der ville være udøde til stede, når bygningen stødte klods op af en urgammel kirkegård. De udøde påvirkede vilje og indgød frygt, og Cobalt trak igen vejret dybt.
   Han var godt klædt på til festen. Med sig havde han 'Nedbryderen' - en lang dolk, som han havde fundet i byens ruiner nær bjergene og de gamle guldminer. Den var magisk og havde stor virkning på udøde Unaturlige, der kun skulle have et enkelt snit, for at forsvinde. Jakken var stoppet til med stjernekastere, en pumpgun fyldt med sølvperler, kristtjørne, vandpistolen med vievand. Som om det ikke var nok, havde han standardudstyr gemt i ærmer, inderlommer, bukseben, og hvor der nu ellers var plads. Han kunne lide tyngden og lugten af jern og læder.

Døren på tagterrassen førte ham til en trappe og ned midt i bygningen. Der lugtede af muld og råddenskab uden for dør nr. 23. Hans hårdt knyttede hånd hilste på døren i tre bank. Der lød svag tumult ind bag døren, og stanken blev tydeligere, så han måtte undertrykke en opkast-refleks. Udøde. Det var 100% sikkert.
   "Kom ind!", lød en hæs stemme inden for døren. Cobalt drejede forsigtigt håndtaget på døren og skærpede sine sanser. Han lukkede øjnene et splitsekund, for at fornemme de andre sanser bedre.
   Høresansen førte den velkendte lyd af afpillede ben, der bankede mod hinanden. Det var en meget velkendt dump og hul lyd. Klik klak. Taktfast. Knoglefolk. Hvor mange?
   Ørerne skiftede retningen lidt. Slæbende lyde. Næsten uhørlige. Grynt, lidt som en, der snorker. Let smaskende lyde. Det åbenlyse bud ville være Hjernetomme. Genopstandne døde. Deres kroppe var så meget i forfald, at de bevægede sig med meget langsomme, slæbende skridt. Sandsynligvis hen over et tykt tæppe her at dømme efter den sagte lyd. Deres hjerner var fuldstændigt ormeædt og kunne kun styres udefra; af en med magiske evner. Sort magi.
   Så han havde at gøre med en Nekyia, der havde vækket nogle døde. Hvor mange? Hvorfor? Den hæse stemme, der bød ham indenfor måtte have tilhørt Nekyiaen. Knoglefolk havde ingen stemmebånd eller andre muskler tilbage. De havde groft sagt kun knogler og led. Hjernetomme havde stemmebånd, der i mere eller mindre grad kunne være gået i forrådnelse, men de havde ingen hjerneaktivitet til at styre ord, så det blev mest til støn, grynt og andre hyggelige lyde.
   I det splitsekund, hvor Cobalt modtog al denne information, koblede han også indtrykkene af lugtene til resultatet og fik det hele til at stemme. Forrådnelse, jord og muld, materie, sod.
   Han registrerede ud af øjenkrogen, at den magiske dolk, der lå i inderlommen lyste kraftigt, ligesom han havde forventet, at den ville. Han greb den hurtigt i sin højre hånd, hvor den gled op på sin vante plads i ærmet. Så kunne han ryste den ud i hånden, når den blev nødvendig. Alt dette var foregået i et sus af tid, og der var intet tøvende ved hans ankomst.
   "Jamen goddag!", hilste Cobalt nonchalant, men droppede bukket af dovenskab. Det dystre rum havde rigtigt nok et tykt rødt gulvtæppe, der var plettet med slim, blod, puds og andre lækkerier mest fra de Hjernetomme, hvis kød rådnede væk og faldt af i kager i ny og næ. Eller måske var pletterne også fra andre 'gæster'? Cobalt sank. Det røde var et gennemgående tema, hvor gulv og vægge dominerede mest. Hist og her var væggene dekoreret med striber af sod eller en variation af små og store prikker af blod sandsynligvis.
   Foran ham rejste sig et lille podie i rødt - naturligvis- blankt marmor. I en højrygget velourbeklædt og ja: rød lænestol sad en mand med huden generøst draperet ned over knoglerne. Cobalt vidste, at man ikke kunne vurdere styrken af en Nekyia ud fra fremtoningen. Han kastede et hurtigt blik på de to smaragdgrønne ædelsten på Nekyiaens ringe. Én ring på hver hånd. Begge store, kraftfulde. Grønne, ubesudlede.
   Nekyiaen rakte bydende en knoklet hånd frem mod Cobalt, som for at byde ham helt indenfor i løvens hule. Cobalt lod sig ikke så nemt skræmme, og han slentrede indenfor i et provokerende langsomt tempo. Han havde ikke travlt. Hvor mange Knoglefolk var der? Han forsøgte at tælle. Hvad med de stinkende Hjernetomme?
   "Tak som byder." Cobalt puffede døren i med hælen. "Hvad kan jeg så hjælpe dig med?", spurgte Cobalt og holdt øjnene skarpt rettet mod Nekyiaen. Hans høje, stive krave var så skarp, at den kunne snitte stolens endnu højere ryglæn bagved sig. Manden - hvis man da kunne kalde ham det mere - klikkede med sine lange tykke negle på armlænenes hårde træ. Bevægelsen, det stivnede smil og tilbageholdte åndedræt antydede nervøsitet. Spændende!
   "Hjælpe mig med?!" Hans blik var vantro. "Hvad i alverden får dig til at tro, at jeg har noget som helst, en Cykic kan hjælpe mig med!", støv stod ud af munden på ham i stedet for spyt, da han smed ordene på gulvet foran Cobalt. Især ordet Cykic bidrog til 'støvbunken'. Støvet lå som et lag død på alt i hele rummet. Der var spindelvæv - ikke kun i krogene, og den tunge luft vidnede om, at døren til dette værelse ikke havde været åbnet i en rum tid.
   " Nåh..." Cobalt nød Nekyiaens forsøg på at udvise ro. Han smed bomben: "Jeg gik ud fra, at det var derfor, du havde skrevet din adresse i min elevator."
   Cobalt trådte nu helt hen til podiet og dermed indenfor kredsen af udøde. De vendte sig om mod ham, klar til at angribe på deres Herres kommando. Alle med håndvåben eller hævede arme. For det meste havde de et gammelt rusten sværd. eller køller med spidse søm. Der var ikke mange våben, disse knoklede hænder kunne holde om. Nogle få havde mørnede skjolde af læder eller træ.
   De Hjernetomme stod med hænderne hævede og fingre som kløer med negle, der var hårde, flossede og spidse. De var gulliggrønne og havde en fin sort kant ,der hvor neglen var tættest på fingeren. Man skulle tro, de havde fået en manicure, så præcise var disse sorte streger tegnet af skidt, råd og hvad ellers. Cobalt vidste af erfaring, at man kunne blive alvorligt syg, hvis man blev inficeret med en rift forårsaget af de negle.
   Knoglefolkene havde ikke dækket deres 'ben'. De Hjernetomme havde laset tøj på, som var blevet medtaget efter alle de mange år, de havde ligget i jorden. Det var forbavsende, hvor lang tid hår var om at bryde ned! Det var også typisk man kunne ane en kraveskjorte med enten resterne af et slips eller butterfly. Jo, de havde skam stil, disse fyre. Omend stilen var lidt gammeldags. Men selvfølgelig, noget af tøjet var vel over 100 år gammelt?
   Nekyiaens sorte kåbe flagrede i luften, da den røg op og ud af stolens favn. Cobalt flyttede blikket fra de rådnende lig til den indtørrede 'ting', der ikke længer sad nedsunken i lænestolen.
   "Hvad siger du!" Endnu et støvpust kom ud af Nekyiaens stramme, tørre mund. "Min adresse?" De indsunkne øjne var vidt åbne og hans nervøsitet var udskiftet med raseri. I første omgang ikke møntet på Cobalt, men på sine undersåtter. Han bogstaveligt talt stirrede gennem benene på Knoglefolkene og fæstede blikket på de Hjernetomme. "Er dette noget I kender til?" Han hævede stemmen, der raspede som sandpapir på granitsten. "Er det!?" Ingen svarede ham. Hvordan kunne de? Cobalt smilede lidt af ironien.
   Cobalts tommeltot aede kærligt den magiske dolk. Han var klar til at gribe dets skæfte, når han slyngede den ud af ærmet. Her var undvigelsesmanøvren. Overraskelsesmomentet. Han ventede et øjeblik længere. Ventede på den perfekte timing.
   En af de ulækre Hjernetomme luntede hen mod døren. Med sneglefarten var det ikke så tydeligt, at han vare ved at stikke af, men Cobalt havde lagt mærke til den diskrete bevægelse. Han vidste, de andre 'Braindeads' og 'Bonedudes' snart blev sat i gang med at nedslagte den Hjernetomme, der så tydeligt og meget, meget dumt var gået imod sin herre. Ligesom Verenas tilbedere havde skiftet hende ud. Hvorfor egentligt?
   Cobalt tappede sig på næsen i en rytme, der kunne minde om en slags morsekode. Hvad var det for et mønster, der forsøgte at danne sig i hans bevidsthed? Han mærkede, at hans hjerne arbejdede på højtryk. Han måtte lukke tanken ned i sit mentale skatteskrin til senere analyse. Nu var slet ikke tidspunktet!
   Ligtoget havde vendt sig om til den Hjernetomme, som nu listede afsted med ryggen til herren og tydelig retning mod udgangen. Knoglemanden tættest på den flygtende kappede en arm ham. Den angrebne krop afgav en grønlig damp, da et stort stykke rådnende kød faldt slaskende til gulvet, Der sivede en ækel plamage ud på gulvtæppet. Hvilken farve bliver rød blandet med mug-grønt?
   Nekyiaen havde sluppet kontrollen over forræderen. Uden sin herres mesters magt, kunne han ikke forsvare sig. Han havde ikke en chance med den fart over for de andre udøde. Et ben blev hugget af ham, han væltede og prøvede at krabbe sig hen mod døren med én hånd. Ynkeligt.
   Cobalt vidste, at han burde slå til, mens de alle var afledt af den utro Hjernetomme, men det var næsten for morsomt at observere denne dumhed. Nekyiaen stod koncentreret med lukkede øjne og gnister, der fløj i mørkegrønne farver fra fingerringene. Han styrede de udødes viljer og sendte dem alle efter den svigefulde Hjernetomme.
   De andre Hjernetomme blev hurtigere, når de var blevet underlagt Nekyiaens styrke, og Knoglefolkene huggede ud efter den undvegne Zombie med hurtige, slidte sværd, der havde flere hakker i æggen end Cobalts sengestolpe. Hvilket ikke sagde så lidt endda.
   Cobalt benyttede omsider øjeblikkets mulighed. Han slyngede sin lange dolk ud fra ærmet, og den nærmeste Hjernetomme fik et lille snit i ryggen. På vej tilbage i svinget snittede dolken de to overraskede Hjernetomme, der nu dannede bagtroppen. De havde ingen egenkontrol over deres hjerne, og Nekyiaen havde åbenbart nedprioriteret Cobalt i sit rødglødende raseri. Alle tre Hjernetomme, som havde fået et enkelt lille snit, forsvandt uden andet spor end dæmpede lyde af støn og suk. Den magiske dolk var netop var fremstillet for at bekæmpe udøde. Han havde regnet ud, at den ville blive værdifuld, i det øjeblik han opdagede, at adressen lå i nærheden af en kirkegård.
   Nu vidste Cobalt, at Nekyiaen ikke kunne ignorere Cobalt mere.
   De tilbageværende Hjernetomme og en hel del Knoglefolk vendte sig nu 180 grader og styrede direkte mod Cobalt. Han undveg første angreb fra de Hjernetomme ved at dukke sig, da krogede fingre forsøgte at bore sig ind i ansigtet på ham. Han returnerede angrebet med et dybt stik med sin magiske dolk, og en Hjernetom forsvandt før dolken gled ud af det rådnende kød. Den anden Hjernetomme fik desværre held til at kradse Cobalt på håndryggen, så han bandede, mens han strakte sig og skar maven op på ham til gengæld.
   Stanken var nu mere ulidelig end før, og Cobalt, måtte samle al sin viljestyrke for at kæmpe videre. Ikke nok med stanken fra de udøde, så indgød Knoglefolk og Hjernetomme frygt i sine fjender. Cobalt var til en vis grad immun for dette magiske trick. Mange øvelser i uddannelsen og sidenhen praktiske erfaringer havde alt sammen styrket hans vilje lidt for lidt. Men han vidste, at hvis de først for alvor fik vækket hans frygt, ville det hurtigt være ude med ham.
   Han ville aldrig nå døren, før de fik ram på ham med deres ødelagte våben. Et overfladisk sår ville kun resultere i mere frygt, og han ville blive et let bytte. Såret på hans håndryg blev langsomt mosgrønt i yderkanten. Han koncentrerede sig om at forsvare sig bedre. Selv smårifter indgød mere frygt, og det havde han ikke nødvendigvis viljestyrke nok til at modstå.
   Der var ikke flere Hjernetomme tilbage. Cobalt havde givet dem billetten. Nekyiaen havde trukket de resterende Knoglefolk tilbage til sig. Væk fra udgangen. De stod nu i formation mellem Cobalt og udgangen. Nekyiaen stod bag Cobalt, men han var optaget af at styre sine undersåtter, så han var ikke fysisk en reel fare lige nu. Fem Knoglemænd talte Cobalt og fandt hurtigt den mest effektive kampstilling.
   En pil susede forbi hans ansigt, og ramte væggen bag Nekyiaen. Yderligere to Knoglefolk dukkede op tæt på udgangen. Pokkers. Nu gik kampen fra at være nærkamp, til at fjenden havde langtrækkende våben.
   Cobolt var nu udsat fra begge sider. Han fik sved på panden. For pokker da også. Hvordan kunne han have været så dum, at besøge denne adresse uden backup? Hvor hovmodig måtte man være? Stop Cobalt, skændte han på sig selv. Fokuser! De er intet! Du er bedre! Tag dig sammen!
   Han fandt et skjul, hvor han ikke var blottet bagfra, og betragtede to af skeletterne begynde at marchere hen imod ham. Godt. Kom til mig, tænkte han, og følte sig mere sikker bag den lave reol, hvor han havde søgt tilflugt.
   På grund af den trange plads måtte de to Knoglefolk gå på række, og det gav Cobalt den fordel, at han kunne kæmpe mod dem én mod én. Panikken arbejde stadig i ham. Den bredte sig i kroppen, og Cobalt kæmpede for at lade fornuften overtale kroppen til at blive. Han gentog over for sig selv, at det var såret på håndryggen, der gjorde ham bange. Og de udødes vilje, der påvirkede ham.
   Den livsvigtige dolk sprang ud for at ramme den forreste knoglemand, men den undveg, og Knoglemand nummer to stak sit lange sværd ind mellem ribbenene på den forreste, så Cobalt nær var blevet ramt igen! Han fægtede energisk med dolken i luften foran sig. Den tegnede abstrakte lysbilleder på Cobalts nethinde. Han var mere panisk end velovervejet, kunne han mærke, men han ramte heldigvis, og Knoglemand nummer 1 sank sammen med en raslen af knogler i en lille bunke. Det splitsekund der gik, mens Knoglemand nummer to forsøgte at balancere oven på bunken af knogler, udnyttede Cobalt til at ramme ham så voldsomt og desperat, at selv en dødelig ville smage sit endeligt.
   De tre Knoglemænd, der havde stået beskyttende foran Nekyiaen på sit podie forlod nu deres positioner og kom hurtigt hen imod Cobalt.
   Han havde svært ved at tænke klart, og måtte tørre sveden af sine hænder i bukserne. Ellers ville dolken snart smutte ud af hænderne på ham. Han spejdede efter et vindue eller andre flugtmuligheder. Der var kun døren, og den blev lige nu bevogtet af to ambrystskytter. Den dybe indånding nåede ikke ned i bunden af lungerne. Han kunne kun trække vejret stødvist. De super stærke kræfter blev svækket af frygten, og han så nu hele optrinnet som i et tunnelsyn. Han kunne ikke risikere mere frygt. Overhovedet! Han kiggede sig febrilsk omkring. Som om han ledte efter et våben, der var bedre end dolken. Der var ingen hjælp at hente. Han fokuserede sin sidste viljes kraft for at finde på en vej ud af situationen.
   Hvis han på en eller anden måde kunne komme frem til Nekyiaen og slå ham ihjel, så ville de udødelige også forsvinde. Knoglemændene kom hastigt tættere. Der var alt for mange!, tænkte Cobalt og tanken snurrede rundt og rundt inde i ham. Den lod ikke meget plads tilbage til fornuften.
   Bag de mange Knogler på rad og række stod Nekyiaen stadig med hænderne over hovedet og sendte gnister, der lignede lyn frem og tilbage mellem sine hænders ringe. Bag Cobalt var skænken og bag den, stod de to skytter.
   I ren og skær panik og rædsel, kastede han sig ind i flokken af Knoglemænd, der heldigvis ikke var de bedste krigere, for de tumlede ind i hinanden, mens de forsøgte at rette deres sløve sværd mod ham. I næste nu havde han brudt deres linie og havde nu de to skytter bag sig og tre Knoglemænd lige bag ryggen.
   Cobalt tvang de tunge ben hen mod marmorforhøjningen, der virkede så blodrød, at det svimlede for ham. Hans trænede assassin instinkt bød ham dog at gå efter Nekyiaen i et sidste desperat forsøg.
   Med venstre hånd, fik han sendt et par stjernekastere efter ham med venstre hånd, og der var ikke tid til at bytte dolken ud med et andet våben, så han sprang på Nekyiaen, der var lidt forvirret efter at være blevet ramt af stjernekasterne. Cobalt væltede ham klodset omkuld, og de grønne gnister stoppede.
   Cobalt hamrede dolken ind ovenover kåbens halsåbning igen og igen og igen. Han havde kun denne chance! Det klistrede blod gennemvædede Nekyiaens stive krave. Cobalt stoppede, og så med vidt opspilede øjne på, at dolken sad i det livløse, tørre kød, der hang i tynde rynker under væsenets hals. Noget af Cobalts angst fortog sig, mens livet endelig forlod Nekyiaen, og de udøde faldt sammen eller opløstes og fortættede den i forvejen indelukkede luft.
   Cobalt sank udmattet ind over Nekyiaens bryst. Der lå han et minuts tid, før han fik sig taget sammen til at rejse sig op. Han havde stadig gåsehud på armene, men det var intet at regne imod den skræk, han havde følt til sidst. Det havde været alt eller intet. Han var nødt til at satse alt, for havde han tøvet meget længere, var han styrtet direkte mod døren i dødspanik, og det havde været den sikre død. Heldigvis havde hans dræberinstinkt vist ham en mulig udvej.
   Han forsøgte at stive sig af med, at erfaringen havde reddet ham, men han måtte erkende, at det i dén grad var heldet, der havde reddet hans røv.
   Han følte sig som en idiot! At sætte sit eget liv på spil i et håbløst forsøg på at slå en pige ud af hovedet? Og det blev værre: hvad var det første han tænkte på nu? Kun et minut efter, han lige havde reddet sit liv?! Det forbandede sorte hår, var svaret! Og den satans runde røv! Han var nødt til at have hende! Han måtte finde hende! Han blev vanvittig af ikke at kende hendes ansigt. Han havde ikke hørt hendes stemme eller mærket den følsomme hud under hendes navle. Han ville snuse hende ind og smage på hendes dybeste hemmeligheder. For syv helveder da! Nu fik han igen jern på! På dette sted!
   Dolken lyste ikke mere, da der ikke var udøde til stede mere. Cobalt byttede den sitrende fornemmelse i kroppen ud med smerte, da han pressede dolken ned i håndryggens kød og skar det rådnende kød væk.