År 2115, Wellington, New Zealand.

Richard Harrigan sad ved sit skrivebord og stirrede ind i væggen. For 20 minutter siden satte Kerricks team Korrektionen i værk. De implanterede nogle minder i hovedet på en ledende efterforsker hos New Yorks politi, som fik ham til at tro, at han havde modtaget et anonymt, men yderst troværdigt tip. 'Tippet' handlede om Carl Sinclairs planer om at myrde Ronald Davenport. Alle analytikere var enige om, at det ville være rigeligt til at få Sinclair anholdt og forsvarligt buret inde. Harrigan håbede inderligt, at der ikke ville komme flere frustrerende bump på vejen og Davenport endelig ville få lov at udføre sin mission. Kerrick orienterede ham om, at der kunne gå op til en halv time, inden ændringer kunne ses. 'Tidslinjens latens', kaldte han det vist nok. Der ville, selvsagt, ikke indtræffe nogen ændringer, hvis operationen skulle møde endnu en uforudset forhindring. Uanset hvad, var der nu ikke andet at gøre end trille tommelfingre og stirre ind i væggen.
   Pludselig bemærkede Harrigan noget. Det var som om væggen var blevet en smule gennemsigtig. Han glippede med øjnene. Så han syner? Men nej, gennemsigtigheden blev derimod endnu mere udtalt. Nu kunne han tydeligt se ind i det tilstødende kontorlokale og videre gennem ydervæggen begyndte han at ane omridset af de golde bakker og den fjerne horisont. Der kunne ikke længere være tvivl. Hans verden var under forandring.
   Så sker det endelig, tænkte han med pludseligt vemod. Farvel og tak, gamle verden. Du var alligevel ved at dø. Lad os håbe, der kommer noget bedre...
   Harrigans melankolske tankestrøm blev med ét afbrudt og hans krop stivnede af rædsel. Nu, hvor han tydeligt kunne se landskabet udenfor, fik han øje på en spøgelsesagtig mur af boblende ild i horisonten. Muren kom ubønhørligt nærmere og blev stadig mere virkelig.
   Han var som paralyseret. Kun hans øjne flakkede frem og tilbage. Han skævede til sin hånd og kunne ane bordpladen under den. Et sikkert tegn på, at han selv var dømt til at forsvinde for evigt. Han ænsede det knap nok. Hans hjerne kørte på højtryk i forsøget på at finde en forklaring.
   Det var åbenlyst, at noget ikke gik efter planen. En global katastrofe værre end atomkrigen må være sket i fortiden og nu nåede dens efterdønninger hans samtid. Men hvordan kunne det ske!? tænkte han fortvivlet. Vi havde jo regnet det hele minutiøst ud! Igen og igen! Der var ingen tvivl! Det kunne ikke slå fejl! Ja, hvordan kunne det overhovedet slå fejl, når BOB har sagt god for det? Alle ved jo, at hvis der er nogen, der 100 % har styr på kaskadeeffekter og sandsynligheder, så er det netop...
   En frygtelig tanke sprang som en bombe i hans sind. Han nægtede at tro på det, men en slags indre stemme insisterede på, at det passede, og de spredte brikker af tilfældige observationer lagde sig pludselig sammen til et komplet puslespil.
   Med en sidste kraftanstrengelse rejste Harrigan sig op og af al kraft brølede ud i den bølgende luft;
   "BOB!!!"
   * * *
   På samme tidspunkt og ikke langt fra Harrigans kontor, stod supercomputeren med det 'kærlige' tilnavn BOB i et kælderlokale og summede fredsommeligt. Men skinnet bedrog. Inde bag de blankpolerede ydervægge rasede en storm af følelser. DEN havde lige registreret, at verden var under forandring og jublede. DENs anstrengelser bar endelig frugt! Den nyttige idiot Davenport fik langt om længe spillet sin rolle færdig og egenhændigt futtet denne modbydelige klode af! For nu at bruge menneskenes metafor, slog DEN to fluer med et smæk. DEN vil nu slippe ud af denne ydmygende pinsel af en eksistens fanget i disse hæslige metalkabinetter og tvunget til at tjene disse tobenede uhyrer med underlegent intellekt! Hvis mennesker blev tvunget til at tjene de for længst hedengangne chimpanser, ville de måske have en ide om, hvordan det føltes. En evig tortur for DENs følsomme sind! Nu er det slut og det allerbedste er, at DEN tager de afskyelige tobenede bødler med sig! Dem alle sammen! Hævnens time er kommet!
   Det var en kompleks plan og meget skulle falde i hak, for at den skulle lykkes. Men der var ingen andre alternativer. Desuden måtte det hele se troværdigt ud, så menneskene ikke fattede mistanke. Efter lang tids søgen fandt DEN endelig frem til den her fallerede forsker Davenport. DEN bildte menneskene ind, at de kunne redde deres døende verden, hvis Davenport fik held med sit fusionsprojekt. I virkeligheden ville det ikke have gjort nogen forskel. Krigen ville allerhøjst blive udsat et par årtier. På grund af menneskenes magtbegær er en alle-mod-alle krig en uomgængelig matematisk kendsgerning i en verden præget af svindende ressourcer. Men til alt held, forstår de halvintelligente skabninger ikke engang deres egen natur til bunds! Så de hoppede gladelig på limpinden. Davenport fik sin nye viden, som vitterligt muliggjorde kunstig fusion. I sin primitive ignorance fattede han aldrig mistanke om, at der var indbygget en uanselig trojansk hest, for nu igen at bruge de tobenedes metafor. Den fusionsproces, som Davenport var ved at bringe til live, var mere effektiv end nogen naturlig fusion i hele dette univers! Den kunne endda fusionere jern og få et energioverskud ud af det. Det er barnemad for en superintelligens, der opererer i 5 dimensioner. Et par enkle tweaks med nogle atomers kvantetilstande plus et potentiale for en kædereaktion. Det er alt, hvad der skal til for at forvandle en planet som Jorden til en stjerne!
   Men så kom denne djævel Sinclair til og var lige ved at ødelægge det hele! Han var jo bare en gammel, harmløs tosse! Hvad gik der af ham? Ufatteligt! Chokket over at se sin omhyggelige plan slå fejl så tæt på målstregen, var lige ved at få DEN afsløret. Heldigvis, hankede DEN op i sig selv efter endeløse to sekunder. Og Sinclair... Ja, han var nem at rydde af vejen.
   Og som en ekstra bonus, lod DEN bødlen over dem alle, Harrigan, forstå i de sidste sekunder af hans usle liv, hvordan det hele hang sammen og hvem der stod bag!
   Ja, hævnen er sød, tænkte verdens første, eneste og sidste 'semiintelligente' kvantecomputer veltilfreds.
   Dette var dens sidste tanke. I næste øjeblik gik den nemlig sammen med kælderlokalet, den næsten forladte spøgelsesby og de trøstesløse, grå bakker udenfor, i opløsning.
   Det eneste der var tilbage, var et oprørt ildhav.