Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe den, for tykke hampereb skærer sig ind i ham. Holder hans hænder presset mod hans ryg. De gamle halmstrå prikker i sårene efter pisken. Han vrider sig lidt. Vende sig kan han ikke. Benene er lænkede til jernringe i gulvet. Han jamrer. Og hører jammer og grynt fra andre. Hører også snorken og brøl, men det flyder sammen til en ligegyldig kakofoni af baggrundsstøj. Bare han dog i det mindste kunne klø den tryne. En rysten farer gennem ham. Han fryser. Og han skal tisse. Han brøler på monstrene.

Ja, nu lyder der skridt. Støvletramp. Monstrene går næsten altid i sømbeslåede støvler. Og de rasler med nøgler. Nøgler til celler og bure, nøgler til friheden. Nøglen til i det mindste ikke at skulle tisse i bukserne, når man næsten er voksen.

Låsen klikker. Rakas bider sig hårdt i underlæben. Smagen af grønt, klæbrigt blod overdøver et øjeblik kløen, angsten og smerterne.

Man skal holde sig fra mennesker. De er farlige. Især i flok..

Hvor tit havde mor ikke sagt det.

Og far tilføjede ofte; "De er små, går kun en voksen ork til under hagen, vel at mærke de største af disse uvæsner - men de har mange mærkelige våben."

Som lille havde Rakas skælvet for de mærkelige væsner, de små grusomme monstre, der kaldtes for mennesker. Senere troede han, at historierne om dem var overdrevne.

Det var de ikke.

Rakas var en helt almindelig ork. Han var hvad der omtrent svarer til femten menneskeår og havde lige fået sine fine, skarpe hugtænder. Hans tryne var pænt skæv og hans hår så stridt som marehalm. Han havde levet et helt almindeligt liv indtil der kom en horde mennesker, som bortførte ham og nogle andre. Nu må han slide og slæbe under jorden for at hugge og hakke funklende sten ud af klipperne. Mennesker holder åbenbart meget af den slags sten.

Det flaksende lyssskær blænder Rakas, så han kniber øjnene sammen. Monsteret laver lyde. Det siger sikkert noget på sit mærkelige monstersprog. En nøgle rasler.

Så lander en hånd på Rakasses skulder.

Hvad nu? Han stivner. Og i næste nu er det med at tisse i et hjørne for sent.

Vil monsteret slå?.

"Dig jeg ikke noget gør" lyder en stemme, der dirrer lidt og svinger mellem lys og mørk.

Ordene vender tosset, men det er rigtige ord. Rakas åbner øjnene. I det stadigt flaksende lys, ser han et blegt monsterfjæs med store våde øjne. Det er vistnok noget monstrene får, når de er kede af det, men hvorfor er det her monster ked af noget?

Dets hår er langt og tykt, men krøllet.

Så klikker en nøgle mod en af fodlænkerne. Låsen larmer. Mennesket siger nogle ord i et vredt tonefald. Og finder en anden nøgle. Et klik og lænken åbner sig. Et nyt klik og den anden fodlænke er også åben. Rakas vipper med alle otte tæer. Han spjætter og holder øje med mennesket. Nu har det en kniv i hånden.

"Vend om," siger mennesket.

Hvad mener det med det?

Mennesket pirker til ham med sin ene støvlefod.

"Tril," siger det. Blidt.

Møjsommeligt vender Rakas sig. Og mennesket skærer rebene over..

Det snurrer gennem armene, men nu er han fri. Er det nu, han skal prøve på at flygte.

Mennesket ser på ham.

"Ikke nu. Ikke i nat. Senere," siger det alvorligt. Roligt. Blidt.

Så går det. Ud af døren. Uden at låse.

Rakas rejser sig. Men hans krop er tung. Gør ondt. Benene ryster. Han falder. Det gør ondt. Han sætter sig op. Nej, de går ikke at flygte i nat.

Mennesket er tilbage. Med et tæppe. Og et par bukser. Orkbukser.

Og vand.

Rakas slubrer vandet i sig.

Tøver så lidt. Piller ved snoren, der holder bukserne oppe.

Menneskets smalle, rødlige læber danner en halvbue. Opad. Så vender han sig lidt væk og har ryggen til, mens Rakas skifter.

"Sov med tæppet. Når lys jeg igen lænker dig," siger mennesket.

"Jeg vil have min frihed," brøler Rakas.

"Senere," siger mennesket, "jeg lover det."

Rakas klør sig på trynen.