De kolde brosten i krinkelkrogens hjørne sendte kuldegysninger gennem ryggen på Selas. Forstærket af en gennembordende frygt som tusind knive, lå han rystende trængt op mellem kasser og tønder og den kvindelige skikkelse over ham. Mørket fra den stjernefyldte nattehimmel døde hen i farven af hendes ildrøde hår og måneblege hud.
   Øm hjørnet, fra passagens fjerne ende, dansede et par skygger sig større. De flakkede i skæret af faklerne, som sad monteret mellem de høje insulalejligheder, og afslørede to fremmede skikkelser med lange hellebarde. Tempelvagter.
   Aleana satte, med en nonchalant bevægelse, en finger for sin mund. Hendes blodrøde iris sang om død og morskab. Selas mærkede sin mave knuge sig sammen. Han turde ikke tænke på, hvad der nu ville ske. Han kastede et flygtigt blik mod sin armring, og bad en kort bøn til Ghea om styrke og mod.
   I takt med at lyden fra de to skikkelsers skridt blev tydeligere, formedes langsomt et smil over Aleanas læber. Et blændende sæt spidse tænder kom til syne. Stadig med sit blik fikseret på Selas, var ligheden til et vildt dyr slående. Ingen af de gamle malerier af Rahulerne, kunne yde retfærdighed til vildskaben i hendes øjne, tænkte han.
   Den halvnøgne kvinde lænede sig elegant indover Selas, så hendes flammerøde krøller kildede hans ærmeløse skuldre. Kontrasten mellem den lyse kvinde og den spinkle, mørke dreng, var som nat og dag. Hendes øjne naglede sig i hans sjæl, i det hun med sin bløde stemme hviskede til ham.
   "Glem nu ikke vores aftale, menneske."
   Hun satte sine læber mod hans, og kyssede ham. Tung som bly, var Selas lammet i sin akavede stilling på de kolde brosten. Uden at give et ord fra sig, så han til, mens Rahulen, med katteskridt forsvandt rundt om hjørnet, netop inden de to skikkelser dukkede op.
   En forfærdelig lyd af halvkvalte skrig og noget vådt og tungt, der ramte passagens brosten, fyldte stilheden. Efterfølgende en skraldende lyd af blankt metal. Så ingenting.
   Hjertet hamrede i brystet på Selas, mens han lå urørligt med albuerne under sig, blandt de høje tønder og kasser, som en ussel gadeknægt skubbet ud af et køkken. Synet af den halvnøgne dæmon dirrede stadig på nethinden, som et genfærd, der forfulgte hans tanker. Uanset hvad, der ventede ham om hjørnet, var han ikke ivrig efter at møde det. Han havde læst utallige historier i Mefaeletemplet, om hvordan Rahulerne flåede folk, så de kunne bruge deres hud som klæder. Selas mærkede, hvordan kvalmen vældede op i ham. Han tog sig til sin sveddryppende pande, og lod sin hånd forsætte op over sit korte, obsidiansorte hår.
   Var det ikke for lyset, faklernes ild malede på væggene, var passagen stille som ørkenen. Selv de tætliggende insulae på hver af passagens side, var stille på denne tid om natten. Selas blev opmærksom på stilheden, og forsøgte et dæmpe sin hurtige vejrtrækning.
   Det er ikke virkelighed. Det er ikke sket.
   Men han vidste udmærket, at det var sket. Han var udmærket klar over, at det ikke ville hjælpe, at lyve for sig selv. Aleanas stemme rungede endnu i hans tanker, og på sine læber hang smagen stadig af honning og kul fra dæmonens kys. Han så sig omkring en sidste gang, inden han med sammenknebne øjne rejste sig forsigtigt. Hårene på hans arme strittede, og han kunne mærke sin krop ryste i kulden fra natten. Han rettede sit blik opad, og læste stjernerne. Om mindre end tre timer, skulle han stå klar til den vigtigste ceremoni i templet i årevis. Hvis ikke han dukkede op, var der ingen tvivl om, at både Rahulerne og Mefisterne ville flå ham levende.
   Selas lagde sin venstre hånd over armringen af jern og bøjede hovedet i endnu en bøn til Ghea. Med hjertet hamrende i brystet, og hånden i fast greb om sin ring, tog han langsomt et par skridt mod krinkelkrogens hjørne. Hans vejrtrækning var skælvende, da han trådte ud i den smalle passage.
   Gaden lignede ikke den samme, som den han var gået ind ad. De før nøgne stenvægge, var badet i glinsende, mørkt blod. Foran ham lå lemmer og indvolde spredt over brostenene, som var de knust af Mefaeles Hammer. Snehvide knogler lå splintret i pølen af blod og flænset hud, og mindede Selas om tårnene på Rahulernes slot fra de enorme tempelmalerier. Kun få af de slagtede kropsdele var intakte nok til at afsløre deres menneskelige form. Et knust ansigt lå spredt fra sit torso, med kæben flået af, og øjnene frosset i et udtryksløst blik.
   Passagen syntes at slørres for øjnene af Selas. Han følte, at jorden under ham bølgede, og mørke pletter flimrede som insekter i hans synsfelt. Pludselig tvang hans mave ham forover i kramper. En sur væske fandt vej gennem hans krop, og blandede sig med blodet foran ham. Koldsved løb ned ad hans tinding mens han stønnede efter vejret. Hvorfor mig? Tænkte han, og tørrede sig om munden med sin underarm. Hvorfor mig? Han blinkede et par gange i håb om, at virkeligheden ville ændre sig. Som svar lød Aleanas stemme i hovedet på ham 'glem nu ikke vores aftale, menneske'. Han rettede blikket ind over mareridtet af døde kroppe, mod passagens fjerne ende, hvor Mefaeltemplets jadegrønne kuppelspir kunne anes i horisonten.
   Med rystende skridt forsatte han videre gennem passagen og blodbadet af de to tempelvagter. Snart ville århundredes ceremoni for både guder og dæmoner begynde.