Madelena stirrede ud af vinduet. Hun stod med armene omkring sig selv og strammede langsomt grebet, mens hun tænkte på, hvordan hun havde haft det som barn. Dengang da hun var en lille pige, havde det været naturligt for hende, at vide alle mulige mærkelige ting før de skete.
   Da hun var blevet lidt ældre, havde det fået hende til at føle sig som en freak. Det var i forvejen svært nok at være teenager, og det blev ikke nemmere af, at man var clairvoyant. Det blev meget meget sværere. Madelena havde hadet det i en sådan grad, at det næsten var lykkedes hende at undertrykke evnen. I de sene teenageår havde det næsten forekommet hende, at hun var normal.
   Det var så slut nu. Igen strammede hun grebet lidt mere om sig selv. Da Madelena havde været en lille pige, havde hun elsket alle drømmene om Ridderne og Manden i Sort. Det hele havde forekommet hende usigeligt romantisk, som et eventyr. Nu skræmte det hende. Hun stirrede ud af vinduet og forsøgte at få hold på sig selv.
   Nu var hun klar over, at hun i mange år havde ventet på noget, noget der ikke længere kunne undertrykkes og ignoreres. Madelena vidste ikke helt hvad det var hun ventede på, men hun vidste, at det snart ville ske. Hun vidste også, at hun aldrig havde taget fejl, og hun vidste, at det skræmte hende.

♦♦♦

Jean Daniel så ud over vinmarken. Plukningen var i fuld gang og det tegnede til at blive en glimrende høst. Ikke alene tegnede høsten godt, vejret var også perfekt og uden tegn på forandringer så man kunne nok regne med at få hele høsten i hus uden problemer. I det hele taget havde det været et godt år rent vejrmæssigt og Jean Daniel regnede med at resultatet ville blive en særligt fin årgang som skulle sælges til De Store Huse efter passende lagring på egefade.
   Plukkerne arbejdede med sveden drivende ned af sig. Det var tungt arbejde der varede fra solopgang til solnedgang. Når druerne først modnedes skulle de i hus hurtigst muligt mens de var helt perfekte.
   Jean Daniel trak vejret dybt. Den varme luft duftede af moden frugt og støv, hest og sved. Han nød i den grad at være hjemme selv om bestyreren udmærket kunne drive bedriften selv. Hjemme var hjemme og der prøvede han altid at lægge den anden del af sit liv bag sig og bare nyde nuet. Det var nu også godt en gang imellem at sikre sig at alt var som han forlangte at det skulle være.
   Han var blevet en usædvanlig søn af et Hus. Han var en der betalte sine arbejdere rimeligt og frem for alt en der sørgede for god og rigelig mad til dem mens de arbejdede på hans jord. De kom tilbage år efter år og var glade for at arbejde for ham. Det var han stolt af. Ikke at det altid havde været sådan men efter at han var begyndt på sit dobbeltliv havde han fået et andet syn på mange ting. Han var blevet mere ydmyg.
   Hesten stampede under ham i et forsøg på at blive de evigt irriterende fluer kvit. Da var det at han fik øje på rideknægten der kom galoperende på den pony der plejede at trække giggen. Plukkerne veg forskrækkede til side for den fremstormende pony.
   Jean Daniel sukkede i sikker forvisning om hvad brevet i drengens hånd betød. Freden ville være forbi og bestyreren måtte igen overtage driften. Han sukkede og tog brevet fra drengen, brød seglet, læste og smilede så kort og glædesløst til drengen. "Jeg tager til Borgen en tid. Sig det til bestyreren og sig til Madamme." Han sukkede. "Sig til Madamme at jeg er ked af det."
   Da Jean Daniel ikke fortsatte nikkede drengen blot og forsvandt tilbage mod slottet. De var alle sammen vant til at han faktisk ganske ofte var nødt til at tage pludseligt af sted. Borgen krævede sit. Faktisk krævede Borgen stort set alt og det var efterhånden sjældent han var hjemme. Borgen var ligeglad med at Jean Daniel var eneste søn og arving til Huset Kuvi. At han overhovedet havde mulighed for at deltage i Husets drift var en indrømmelse fra Borgens side. Det var sjældent at man fandt riddere der var født i A'Amala og man havde aldrig før haft en fra en så fornem familie. Det gav ham en slags særstatus men det var et næsten umenneskeligt pres at skulle jonglere de krav familie stillede OG de krav Borgen stillede, han var jo kun et menneske.
   Hans faders død i en alt for ung alder havde dramatisk øget de krav familien stillede. Madamme, hans moder, stillede stadig større krav til hans deltagelse i driften og var også begyndt at kræve et ægteskab. Der skulle produceres en arving. Hans søstre regnede Madamme på ingen måde med i den forbindelse.
   Lige nu var det mere end han kunne gabe over. Landet krævede, patriotismen krævede og nu var han blevet kaldt væk igen og denne gang midt i høsten. Hans moder ville blive vred selvom hun vidste at der intet var at stille op. Hvis han ikke passede på ville han ende i et ægteskab hun havde arrangeret til ham med krav om børnebørn med det samme. Jean Daniel sukkede mens han kiggede efter den støvsky som ponyen hvirvlede op mens den galoperede mod slottet. Så vendte han hesten og red bort i den modsatte retning men drejede snart væk fra vejen.
   I en nærliggende skov mødtes han med to mænd. En gammel og en ung. En magiker og hans lærling. Zephyr var troldmand af højeste rang. De måtte være kommet via passet. Jean Daniel nikkede til dem. "Jeg kom så snart jeg fik brevet."
   Zepyr nikkede. "Jeg ved det. Tarquin har brug for dig." Hans stemme var meget dyb og blød men alligevel fyldt med autoritet. Han var klædt i lærred, bukser og skjorte. Det og så det grå skæg fik ham til at ligne en gammel pensioneret bonde.
   "Jaså? Skal vi se at komme videre?"
   Troldmanden nikkede og løftede hånden. Lidt fra hans udstrakte finger blev en prik i luften helt sort. Prikken udvidede sig og blev til en portal, der gjorde det muligt at bevæge sig over enorme afstande med et enkelt skridt. Det virkede bare som et hul i luften men det var et buk i rum, en slags ormehul i universet. På den anden side kunne man se en solbeskinnet eng. Kun magikere på øverste niveau beherskede denne evne. Den var sjælden og værdifuld, så sjælden faktisk at den ikke var meget brugt fordi der var så få der var i stand til at gøre det. Mange kaldte det 'tankens afstand' og på en måde var det det var. Hvad det egentlig var, havde Jean Daniel aldrig helt forstået. Det var ligegyldigt.
   De gik alle tre igennem åbningen. Jean Daniel trak hesten efter sig. Da de alle var igennem løftede Zephyr igen hånden og lukkede døren. Han så over på Jean Daniel. "Er du klar over hvor vi er?"
   Jean Daniel smilede, "ja her har jeg tit nok været." Han svang sig adræt op på hesten. "Jeg finder Tarquin." Med de ord galoperede han væk.
   Zephyr så efter ham. Han var en magiker med en vis evne til at se fremtiden. Han havde ikke Anelserne men han havde evner som kun var få beskåret. Der ville komme en svær tid for Jean Daniel.

Tarquin betragtede den yngre mand foran sig. Blikket var skarpt, et af den slags blik som man ikke kunne skjule noget for. "Tiden er kommet."
   Jean Daniel løftede hovedet og mødte overrasket det skarpe blik. Dette her var det sidste han havde ventet. "Tiden? Er du sikker?"
   Tarquin sendte ham et lillebitte smalt smil. Et af den slags smil som to våbenbrødre kan sende hinanden. "Det er ikke fordi jeg har lyst til at slippe dig. Du er den bedste både lærling og partner jeg har haft endnu." Smilet blev en anelse mere kynisk. "Hvem skal jeg stå ryg mod ryg med i kamp når du ikke er der? Men der er ikke mere jeg kan lære dig. Det er på tide at du begynder at give den viden videre. Du har været fuldbåren ridder længe nu. Men det er ikke nok. Du er blandt de bedste. Du må selv have dig en lærling snart."
   Jean Daniel trak vejret dybt. En ting var at være ridder. En helt anden ting var at være læremester. "Det er fantastisk. Jeeg..." Han tøvede. "Det havde jeg ikke troet. Ikke allerede."
   Tarquin smilede. "Det er den vigtigste egenskab, ydmygheden. Du har den. Pas nu på at den ikke bliver for stor."
   Jean Daniel nikkede. "Hvad med dig selv?"
   "Jeg er gammel. Jeg orker ikke at starte forfra igen."
   "Er du ude af spillet?" Det spørgsmål kom med tydelig overraskelse i stemmen.
   Den kommentar fik Tarquins ansigt til at flække i et af hans ellers sjældne grin. "Nej da! Kun som læremester. Der er optræk til krig i sektor 9, og jeg har hørt at de mangler en god general. Jeg tænkte at det nok kunne være mig. Selv Den Øverste siger jo at hvis man ikke kan undgå krig må man prøve at styre den og vinde. I virkeligheden var det Zephyr der mente at det kunne være mig."
   Jean Daniel nikkede og smilede. "Nå det er derfor den gamle troldmand er her." Han trak på skuldrene. "Nå ja en gammel ræv som dig skulle der vel også nok være nogen der kunne få en anstændig general ud af."
   Tarquins grin blev endnu lidt bredere. Så blev han alvorlig igen. "Zephyr fortæller mig, at der er en ung kvinde der er noget særligt. Han ved ikke endnu om det er som ridder hun har en fremtid men det kunne det være. Det tror vi at det er. Vi tænkte at du kunne hente hende. Hvis hun er din lærling er det en god start. Hvis hun har andre talenter nå ja så er hun hos os, men som sagt så tror vi at hun har en fremtid hos dig."
   Jean Daniel nikkede og sammen gik de to mænd tilbage til Zephyr der hjalp dem videre i hver deres retning.

♦♦♦

Anna stirrede ud af vinduet. Hun var sammenbidt og der var noget anstrengt ved hendes kæbelinje. Det her job havde vist sig at være endnu hårdere end hun havde forestillet sig og hun var ellers i stand til at forestille sig en del.
   Magten tiltalte hende stadig. Den var også større end hun havde forestillet sig hvis man ellers var i stand til at tage den og holde fast på den. Den var glat som en ål. Hun måtte rette ryggen, gøre sig hård og stå imod presset. Det var svært at håndtere Borgen og Folkeforsamlingen når der ikke engang var enighed på de indre linjer i Tårnet. De evindelige skænderier mellem de forskellige fraktioner var ved at drive hende til vanvid. Selv med hendes og Jarigs talent for politik og diplomati var de ved at drive hende til vanvid. Hvis det kunne skabe et skænderi hvor man skulle købe cider eller lammekød eller et eller andet andet ligegyldigt hvordan skulle man så nogensinde nå til nogen form for enighed om noget der rent faktisk var vigtigt.
   Igen overvejede hun de ændringer i Tårnets ledelsesform som hun gik og pudslede med. Det ville blive nødvendigt med list hvis hun skulle have held til at få det igennem. Nogen ville helt sikkert føle sig narret bagefter men da ville det være for sent. Der måtte ændringer til. De kunne ikke fortsætte stort set handlingslammede af uenigheden mellem fraktionerne. At give lidt køb på de gamle demokratiske processer for at imødegå det forekom hende at være helt i orden.
   Heldigvis var ikke alt skidt. Efter mange år med fald i antallet af nye Magikere, nye fundne talenter, var det igen på vej op. I sidste måned havde de været nødt til at åbne en af de ellers lukkede etager for at få plads til alle. Det var dejligt og nu var der åbenbart fundet en til. Alt i alt var livet dejligt selvom det var hårdt.

♦♦♦

Madelena gumlede på sin frokost, mens hun på trods af de ting der gik gennem hendes hoved forsøgte at se helt normal ud. Det var svært. Det var svært fordi hun gennem måneder nu havde haft de underlige drømme, men hun gjorde det alligevel.
   Det var drømme som hun ellers ikke havde haft siden hun var barn. De virkede krystalklare og virkelige men det var jo drømme og mere var der ikke at sige om det. Madelena følte sig meget heldig at hun havde fået det her arbejde.
   Lige med et gik det op for hende at en mørkeblond fyr, der sad et par borde væk, faktisk sad og betragtede hende. Et øjeblik vendte den underlige fornemmelse tilbage. Nu sagde den hende at hun kendte ham eller burde kende ham. Det var fjollet for hun havde aldrig set ham før. Det var hun overbevist om. Det hele gjorde hende lidt genert. Hun kiggede væk, men kunne så ikke lade være med at kigge igen. Den mørkeblonde sad stadig mere eller mindre åbenlyst og kiggede over mod hende. På den ene side gjorde det hende lidt underlig. På den anden side fandt hun ham tiltrækkende. Han var ikke lige præcis model-flot, men der var en charme over ham som hun havde svært ved at modstå.
   Madelena spekulerede som en vanvittig over om hun alligevel skulle have set ham et eller andet sted før og hvor det dog så skulle have været. Hun kunne ikke komme væk fra at han på en eller anden måde virkede sært bekendt. I hendes baghoved var der en lillebitte stemme der sagde: 'Drømmen, det er i drømmen du har set ham.' Men hun valgte at ignorere den for det var jo absurd. Men i hendes baghoved rumsterede ting fra hendes barndom, ting som havde haft meget mere indflydelse på hendes liv end hun var villig til at indrømme højt. I virkeligheden var det jo nok derfor hun var her nu og ikke et andet sted ude i verden. Hun sukkede indvendigt og ganske for sig selv. Hun vidste at noget ville ske. Det skræmte hende at vide det.