Bag os begynder en masse af de lilla folk lige så stille at dukke op med de vrede folk i spidsen. Den smule selvsikkerhed jeg havde fundet frem, forsvinder lige så hurtigt igen. Jeg synker en klump. En gruppe af vrede folk nærmer sig, de er nok 20 eller mere. Jeg kan se de nysgerrige folk i baggrunden. Der er nok mere end 50 lilla folk i alt. Jeg trækker mig lidt om bag Fle. Han holder en arm op foran mig, som tegn på beskyttelse, men det stopper dem ikke. De kommer helt hen og begynder at tage fat i mig og forsøger at trække mig væk fra Fle.
   "Du har ikke noget at gøre hernede!"
   "Få hende op herfra!"
   "Hvad tænker du dog på, Fle?!"
   "Hvad laver hun hernede?!" råber de alle, halvt i munden på hinanden.
   Fle forsøger flere gange at sige noget, men bliver hver gang afbrudt af deres råb. De hiver i mig og Fle forsøger at holde mig fast. Jeg klamrer mig ind til ham, så godt som jeg kan. Vi er fuldstændig omringet.
   "De får ikke lov at gøre dig noget!" siger han og kigger dybt ind i mine øjne.
   I det samme bliver jeg hevet ud af Fle's greb og jeg skriger. Jeg er bange og føler mig så hjælpeløs. De trækker mig tilbage, væk fra Fle. Et par stykker spærrer vejen for ham, så han intet kan gøre. Hvad har de tænkt sig at gøre?
   "Stoooooop!" er der pludselig en der råber oppe fra slottet.
   Alle går i stå. De slipper grebet i mig og trækker sig langsomt tilbage. Jeg løber alt hvad jeg kan hen i Fle's arme. Han knuger mig fast. Jeg har ikke lyst til, at han nogensinde skal slippe mig igen. Et kort sekund glemmer jeg alt postyret, mens jeg presser mig ind mod hans brystkasse. Jeg kigger forsigtigt op mod slottet. Hvem fik dem alle til at stoppe?
   Oppe på en af rødderne, som ligesom danner en trappe ned mod os, står en stor lilla mand. Han er iført brune klæder som alle andre hernede, men han bærer tilmed en kappe og en krans på hovedet, lavet af snoede trærødder. Han har armene krydset foran sig og ser meget vred ud. Jeg kigger op på Fle, for at prøve at aflæse hans reaktion på det hele. Han kigger ned på mig med et kærligt blik, og knuger mig endnu tættere ind til sig.
   "Kom med!" siger den store lilla mand. Han vender sig og går ind på slottet.
   Fle slipper grebet om mig, tager mig i hånden og følger mig op af trærødderne til slottet. Jeg kigger op på ham, han ser slet ikke nervøs ud længere. Mit hjerte galoperer derudaf. Jeg er bange for, om den store mand vil gøre mig ondt, som nogle de andre lilla folk ville. Jeg føler mig virkelig ikke ønsket hernede. Hvorfor ville Fle dog have mig med herned?