"Kom Bella," kaldte Sallie og slyngede jakken om skuldrene, der hang på knagerækken. Labradoren logrede og var ved at glide på flisegulvet, da den så snoren i hendes hånd. Et klik senere kom kæledyr og ejer gående ud af døren. Sallie kiggede op på den mørke himmel, hvor stjerner glimtede klart i natten og månen smilte.
"Tag den med ro, tøs," sagde hun i det hunden trak voldsomt i snoren. Mælebøtter tittede op mellem de flade sten på fortovet, hvor nogle af dem var revnede. Lygtepælene blinkede og i deres korte skær kunne man se stakitternes krakelede, hvide maling. Sallie trak en hånd gennem hendes lyse lokker, der var sat op i en hestehale. Håret føltes pludselig klistret og sammenfiltret. Hun så op, da et orange skær viste sig på horisonten, før en flammende meteor skød hen over rækkehuskvarterets tage. Sallie spærede øjnene op, da hun så hvor den var på vej hen.
"Mor!" Skreg hun og løb pustende mod sit hjem. Bella bjæffede, da meteoren ramte det røde hus og fik jorden til at ryste. Bilerne begyndte at dytte og vinduer blev sprængt med en klirren. Brændende brædder og tagsten blev slynget til alle sider, men grunden sank sammen og dannede et dybt, mørkt krater. Sallie holdte øjnene op foran hovedet i det en bølge af lys strøg mod dem. Hun hørte et bump, men pletter dansede stadig for hendes syn. Belle lå spjættende, midt ude på asfaltvejen. Spyttede skummede omkring hendes kindtænder, som voksede til et par lange, spidse tænder. Hundens brune pels blev længere samtidigt med at kranie og skelettet udvidede sig under de svulmende muskler. Dybe mærker viste sig i asfalten, da krumme kløer sprang ud fra brede poter.
Sallie gispede, da hendes kæledyr rettede sit blik mod sin ejer, der lyste en bleg gul farve. Dens buskede, lange hale svingede frem og tilbage. Hun skreg og løb rundt om hjørnet, for enden af stakittet, ved et lille kryds. Bella brølede og sprintede efter sit bytte. Sallie's grønne øjne suste frem og tilbage og viste en kaskade af blod, der sprøjtede et hus vinduerne til indefra på den anden side af gaden. Et skrig lød, men stoppede brat. Men der var ingen tid til at fundere over, hvad det var der skete, for bæstet var lige i hælene på hende.
Sallie hylede, da noget ramte hende i ryggen, så hun rullede hen af fortovet. Tårerne løb ned af kinderne og tænderne blev bidt hårdt sammen. En snerren kom ud mellem Bella's gab af takkede, nåleformede tænder.
"Bella nej!" Råbte hun, mens hun krøb væk fra dyret. Hun kastede armene op til ansigtet, da hunden åbnede munden og satte af med bagbenene. Bella gav et klynk fra sig, da to høje knald lød. Sallie så hen på sit kæledyr, der lå på siden. Blodet fossede ud fra dens sår og dannede en voksende rød pøl. Tungen hang slapt ud af munden og brystkassen hævede sig knap nok. En mand i kasket og vest trådte hen til dyret og rettede et jagtgevær mod den.
"Nej!" Råbte Sallie og dækkede sine kinder med sine hænder, da han trykkede på aftrækkeren. Hendes læber bævrede ved synet af sit døde kæledyr. Så sød og blid, som aldrig havde gjort en flue fortræd.
Før nu, tænkte hun og så på den ubevægelige labrador, der overhoved ikke mindede om en labrador mere. I hvertfald ikke en man ville klappe.
"Er du okay?" Spurgte hendes nabo, som boede et par postkasse væk fra sit eget hus. Han rakte pigen hånd og trak hende op på benene. Hans gråblå øjnene betragtede Sallie indgående og et stramt drag var lagt om munden, som var omkranset af et tættrimmet fuldskæg. Det karamelbrune hår var tyndt og meget kort.
"Åh gud!" udbrød Sallie, da hun fik øje på sit rygende hjem.
"Vent," råbte Chuck og løb efter hende. Hans ru hænder trak hende tilbage, da hun skulle til at kravle ned i krateret.
"Slip mig!" råbte hun, mens tårerne strømmede på ny. Chuck trak den rystende pige ind i sin favn. Hun strittede imod, men han holdte godt fast.
"Der intet du kan gøre," sagde han og adede hende på ryggen. En voldsom rysten gik gennem Sallie, før hun blev helt slap og overgav sig til gråden.
"Vi kan ikke blive her," sagde Chuck skarpt og ladede sit jagtgevær. Sallie så et lysglimt i naboens hus og hørte lyden af væltende stole efterfulgt af et skrig og så ikke mere.
"Op med dig," sagde han og prikkede til hende med sine vandrestøvler.
"Lad mig værre," sagde hun, halvt snerrende og foldede armene rundt om benene, uden at åbne øjnene. Chuck bandede og skulle til at sige noget mere, da en dør blev smækket dunkende op. En dreng klædt i en lyseblå tshirt med vandrette striber, sorte shorts og hvide kondisko kom snublende ud gennem sin have. En enorm kat kom springende ud af døråbningen i en vild, lang pels i forskellige farver af orange og lyse farver. Dens grønne øjne lyste.
"Duk dig!" Råbte Chuck og hævede sit gevær. Drengen kastede sig til jorden lige før skudene lød. Kuglerne suste gennem bæstets stribede hoved i en strøm af sprøjtende hjernemasse og blod. Naboen greb fat i hendes røde, sortmønstrede hættetrøje og fik hende på benene.
"Få så benene på nakken," bjæffede Chuck og var ved at stoppe to kugler i løbet igen. "Min grønne pickup holder derhenne." En monstrøisk shjæferhund kom springen ud af et terrasse vindue, som blev kylet til alle sider. Han skød igen og atter engang lød et brag i det skrigende kvarter, hvor kom flygtende ud af deres hjem. Nogle nåede aldrig ud til deres biler. En middelaldrende dame kollapsede lige foran sin porshe, da en hundestor skorpion kom trippende efter hende. Dens lange hale suste gennem luften, før den sorte brod blev jaget ind i sit byttes skulder.
Pickuppen blinkede, da den blev låst op og teenagerne sprang hurtigt ind i bilen. Chuck satte sig på forsædet og rakte sit våben til Sallie. Motoren brummede klagende, før hjulene hvinede og drønede ned af vejen. Hun så ud gennem vinduet, hvor flere meteorer kom flyvende ned fra horisonten. Drengen på bagsædet fik en klumpt i halsen og stirrede på sit hus, der forsvandt bag ham i det de drejede til højre.
Chuck tændte for radien, hvor en knitrende stemme talte fra.
"...lle der lytter. Bliv indenfor, barrikerer jeres huse og," stemmen forsvandt et øjeblik, men vendte tilbage igen. "Det regner med meteorer. Indtil videre er mindst tre slået ned i Lola's Bred og..." Manden stoppede sin talestrøm, da et brøl blev sendt gennem radioen i selvskab af flere skrig. Så var der stille. Ingen af dem sagde noget.
Sallie betragtede drengen i bakspejlet.
"Du hedder Norrin, ikke?" Spurgte hun. Norrin så op og mødte hendes blik med sine isblå øjne, hvor halvlange, mørke totter faldt ned over det rødmossede ansigt. Hun huskede at hans mor arbejdede på hospitalet og at de var flyttet til kvarteret for år tilbage. Han nikkede.
"Og du er Sallie?" Norrin smilte et skævt smil, der fik hende til at rødme. Hun rettede hurtigt et blik mod vejen foran og skjulte et lille smil. Han huskede hendes navn, selvom de nærmest aldrig havde talt sammen før.
"Er din mor..." Hun kunne ikke for sig selv til at afslutte sætningen. Norrin rystede på hovedet med lettelsen tydeligt i stemmen. "Nej. Hun havde nattevagt."
"Shit!" Bandede Chuck pludseligt og drejede skarpt til venstre.
"Er det et næsehorn?" Spurgte Norrin, hvis stemme nærmede sig en høj tone. Dyret var dækket af en ulden pels og tre horn stak op fra snuden. Det foreste horn, omkring en meter lang, ramte siden af undervognen med en kraft, der sendte bilen rullende ind i en butik.
Sallies skrig blev stoppet af airbaggen. Hun vaklede ud af fartøjet, kort efter Norrin. Chuck åbnede bagagerummet, hvor hun fik et glimt af et telt og en sovepose. Han stak nogle bøtter i lommerne og hastede ud gennem hullet i muren. Næsehornet brølede og dundrede hen af vejen.
"Herned!" kaldte Norrin og tog et dæksel af et mandehul. Sallie rynkede næsen, men skyndte sig efter dem. Hendes sko og flængede cowboybukser blev gennemblødte op til knæene. Hun vendte sig om ved lyden af en sjaskende lyd og kiggede ned gennem den fugtige, dryppende tunnel. Røde prikker viste sig i mørket og flere dukkede op. Norrin standsede og lyste på hende med sin smartphone. Sjask, sjask, sjask.
"Hvad er det?" Spurgte han, mens flere plask kunne høres.
"Løb! råbte Chuck og skubbede Sallie frem. Så løb de.