Stå så op, Jonas!"

Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd sig gennem dynen og borede sig ind i mit højre øre. Der var ikke noget at gøre. Jeg havde brugt både "lige fem minutter til" og "ja ja ja."

Jeg tvang min krop til at indtage en siddende stilling. Dynen fulgte med og smøg sig om mig, så jeg sad i en snæver teepee.

"Hvis du skynder dig, har du fem minutter til at spise dine cornflakes."

Fem sølle minutter og jeg skulle vel også have tøj på. Hvor var mine Levis? De lå ikke ovenpå computeren, hvor jeg smed dem i går. På stolen lå de rædsomme bukser, mor havde købt i Føtex. På tilbud.

For pokker. Havde hun smidt mit eneste par ordentlige bukser til vask? Så kunne jeg ikke vise mig i skolen. I hvert fald ikke før om to timer, når vi skulle have idræt. Men jeg blev vel nødt til det. Surt trak jeg i de fucking bukser. T-shirten var i det mindste fra jack&Jones.

Jeg gik ud for at tisse, men døren var låst. En plaskende lyd nåede mine ører. Det var garanteret Stina, min storesøster. Hun kan bade i timevis. Jeg ruskede i døren, men hun gad ikke engang svare. Heldigvis var det sommer, så jeg åbnede terassedøren og gik ud. Brombærbuksen tog vel ikke skade af lidt væde. Det lettede i hvert fald. Det dugvåde græs kildede mine fodsåler. Solen skinnede, nogle fugle kvidrede og sommerfugle flagrede omkring. Det kunne være sjovt at stå her med Trine i hånden. Godt der ikke var længe til sommerferien. Men først var der jo læseferie. Og eksamen. Og det gjaldt om at få gode karakterer, for nu skulle jeg jo vælge, hvad jeg ville være.

Jeg hørte min mors stemme for mig:

"Hvis du ikke tager dig sammen ender du som buschauffør ligesom din morfar."

Det var ikke lige det, jeg drømte om at blive. Morfar var flink, men det var en værre gammel skrammelkasse, han futtede omkring i. Han kørte ikke nogen fast rute, men med folk, der skulle på udflugt. Eller sådan noget. Nå, nu rungede mors stemme; "Jonas! Du må tage en bolle med i hånden. Du når ikke dine cornflakes. Der er nutella på."

Heldigvis var det bollen, der var nutella på, opdagede jeg på vej ud af døren med bollen i den ene hånd og rygsækken over skulderen.

Langsomt gik jeg hen ad fortovet. Mon Trine var gået hjemmefra? Jeg så hen mod nummer fem og der kom hun. Netop som jeg nærmede mig åbnede hun havelågen. Hun havde en stram sort T-shirt på og hendes røde hår stod i et krøllet brus om hendes ansigt.

Mit hjerte hamrede på ribbene som om det følte sig spærret ind og ville ud omgående, men jeg gjorde min stemme dyb og rolig. Håbede jeg.

"Vi må hellere skynde os," sagde jeg.

Hun så på mig som om jeg lige var faldet ned fra månen.

"Er du ikke i nået længere?" spurgte hun. Dumt spørgsmål, så jeg trak bare på skulderen og stak bollen i lommen. Dumt af mig.

"Jeg holder fri i dag," sagde hun så."

"Nå?"

"Skynd dig nu bare i skole. Og Jonas - sig jeg er syg. Gider du?"

Jeg nikkede. Og blev stående. Måske kunne vi pjække sammen? Hun vinkede med hånden. Mod skolen. Ville åbenbart af med mig. Og hun stirrede ned mod Syrenvej.

Lige mod os kom en ældgammel bus. Med runde former. En grå bus, der tøffede som en fiskekutter.

"Carl-Børges busser - også uden for ruten," stod der. Med klodsede bogstaver.

Hvad i alverden lavede morfar her?

Trine steppede uroligt. Og så slet ikke på mig. Mens jeg sådan ligesom voksede fast i fortovet standsede bussen lige foran os. Morfar så forbavset ud, da han opdagede mig. Så smilede han; "Ved den søde grød, Jonas, skal du også lære at flyve?"

"At - øhe - hvad?" sagde jeg vist. Eller måske noget endnu mindre begavet. Husker det ikke så nøje.

"Han stod der bare," sagde Trine. Uroligt.

Et øjeblik så morfar også urolig ud. Bed sig i overlæben og kløede sig i det grå skæg- Så sagde han: "Vil du med, min dreng?"

Det tog mig ikke lang tid at bestemme mig.

Der var ikke så mange med bussen. Tre-fire gamle koner og nogle store børn, jeg ikke kendte.

Trine hilste på dem alle sammen og de hilste igen, mens de så nysgerrigt på mig.

"Det er såmænd mit barnebarn," oplyste morfar.

"Nå, så er han da ikke helt død af Tildes grønkål," grinede den ene af de gamle koner. Hun kendte åbenbart mormor, for mormor tror, det er vældig sundt at spise grønkål i tide og utide.Hun dyrker dem i et kæmpestort bed.

Jeg satte mig ved siden af Trine på et af de grønne sæder. Stirrede forbi hende, ud af vinduet. Det var som om min tunge var vokset og jeg kunne ikke finde på noget at sige. Alle de andre i bussen lod til at kende min morfar bedre end jeg gjorde.

Vi kørte af sted af små snørklede veje. Den slags mor og far altid undgår, fordi det tager så lang tid. Og nogle af dem er ikke engang med på GPS èn, så man kan fare vild.

Efter et stykke tid rumlede vi ned af en grusvej. Det var lige før. jeg blev køresyg, men heldigvis holdt vi ved et lille faldefærdigt hus, før jeg kom til at brække mig.

"Du ser bleg ud," sagde Trine og tog min hånd. Jeg prøvede at sige noget, men det blev en tyk mumlen.

Foran huset stod en oldgammel kone med et tørklæde om hovedet. Der stak grå totter frem under det. Hun støttede sig til en gammeldags kost. Og hun havde en vorte på næsen.

Hun kløede sig på vorten, kneb sine øjne sammen og smilede tandløst mod mig.

"Det er mit barnebarn," sagde morfar. For anden gang den dag og så voksede konens smil.

"Velkommen!" hilste hun og kvaste næsten min hånd med sine knoklede fingre.

Op mod gavlen stod der flere koste. En stor dreng for hen og greb en af dem.

" Mon han tror, han er Harry Potter?" tænkte jeg.

Og i næste øjeblik sad han overskrævs på kosten. Sagde noget volapyk. Og kosten lettede. Måske ikke fikst og elegant, men drengen fløj på den. Jeg stirrede og var helt fraværrende, indtil.en skurrende stemme fik mig tilbage til verden.

"Er han døv, lille Carl-Børge?" spurgte den gamle min morfar.

"Nej, det plejer han da ikke at være," sagde min morfar på sin rolige måde. Men hans stemme sitrede en anelse..

" Unge mand, jeg taler til dig," sagde den gamle heks.

"Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde," fik jeg frem.

" Jeg sagde, at det er rart endelig at se dig. Jeg er din oldemor."

"Mor sagde godtnok, at du er en gammel heks, men jeg troede ikke - " fik jeg sagt.

Hun smilede. Så faktisk rar ud. Min oldemor. Hun bredte armene ud. Som om hun ville omfavne mig. Det var bare for mærkeligt. Så sank hendes arme ned langs skørtet, der så ud til at være syet af mindst halvfjers forskellige lapper. Jeg så Trine flyve. Og de andre. Dog ikke morfar og oldemor. De sad på en bænk. Skævede lidt til mig.

Trine landede. Hun lo og fik mig til at prøve hendes kost. Da den lettede klamrede jeg mig til den.

Det var Trine, der havde sagt de der underlige ord, man åbenbart skulle sige. Og hun fik den til at lande igen. Kort efter.

En ung pige kom ud med kaffe og sodavand. En anden ung pige kom med kager. De fnisede til hinanden, så på mig og så sagde de, at vi var i familie, for den gamle var også deres oldemor.

De kom med gamle billeder, sådan nogle der var fremkaldt af negativer.

Og det var alt sammen rigtigt. De virkede flinke, så jeg begyndte at føle mig godt tilpas.Med et fløj tiden af sted og vi skulle hjem igen.

Jeg så en ekstra gang på min oldemor. Hun havde brune øjne. Hun lignede en kær Gjøltrold. Med et friskt glimt i øjet. Ikke til at stå for. Jeg bredte armene ud. Vi omfavnede hinanden. Hun lugtede af gammelkonesved. Og også lidt af tis, hvidløg og kage. Men det gjorde ikke noget. Det var min oldemor.

På hjemvejen snakkede jeg med de andre. Det vil sige, jeg lyttede mest til det, de fortalte, for hvad skulle jeg sige om mit eget liv. At mor og far ikke troede på hekse eller noget som helst andet i den stil?

Mon jeg slægtede oldemor på? Mon morfar kunne trylle?

Jeg vidste det ikke. Jeg knugede Trines hånd.
   Morfar satte os af uden for Trines havelåge.

"Vi kommer på næste lørdag, mormor og mig," sagde han, da vi stod af.

Og jeg ønskede, han ville tage oldemor med, men det gik nok ikke.