Insyah havde været på jagt for at skaffe kød til den store ceremoni, da tilfældet ændrede hans liv for evigt.
   Han havde været med til at fejre udvandringen fra "De To Riger" femogtyve gange nu, uden at vide at de havde været samlet under én hersker i over tusinde år. Han ville aldrig komme til det igen.
   Både han og Mkai, hans jagtfælle, var klædt i deres folkefærds løvfarvede dragter, og de var bevæbnede med buer og knive.
   Det havde været en kolossal ære at overtage pligten til at skaffe kødet til ceremonien. Blot var der det problem at han ikke havde mere lyst til at trækkes med Mkai, end han med ham.
   Insyah følte ikke at han behøvede ham, men de skulle være to til at få kødet med hjem, for ikke at tale om at nogen var nødt til at lægge klangbunden, mens alle riterne blev sunget ud. På sin side havde Mkai ikke lagt skjul på at han mente at udnævnelsen kun havde skyldtes at Insyah var søn af den berømte Khenti.
   Det vildsvin de jagtede, var en han - én ud af bare en anelse for mange. Det var på høje tid at bestanden gik en smule ned. Desværre var det et pragteksemplar, med vældige stødtænder. Ikke bare Det Skjulte Lands, men hele verdens største altæder. Skud, bark, rødder. Mennesker. For at sikre "den stærkes ret" kunne de godt have valgt et svagere bytte, men deres forfædre havde ledt dem herhen. Desuden kunne Insyah mærke stanken af en brunstig so emme fra dyret. Det havde gjort sin pligt, og kunne dø.
   Insyah gav sin følgesvend tegn til at standse. Efter at de havde løbet dyret træt i løbet af flere timer, var det på tide at få gjort en ende på det.
   Han havde hele dagen igennem været utrolig anspændt. Hævdet at han kunne føle en urolig stemning i omgivelserne, at ikke alt var som det skulle være.
   Nu var det selvfølgelig en god idé at holde sig anspændt konstant - for meget vane, og man blev slået ihjel. Men den anspændthed Insyah havde i kroppen, var ud over det sædvanlige, og bevirkede at sveden piblede mere ned over hans pande end ellers. Det var måske dét, der fik ham til at miste koncentrationen et splitsekund. Hans fodtrin blev bare en anelse tungere, og en gren knækkede. Lyden var for sagte til at et hvilket som helst menneske ville kunne høre det, men både Insyah og vildsvinet hørte det tydeligt. Dette brud på stilheden var nok til at få vilddyret til at vende sit kødfulde hoved så meget tilbage, som det nu kunne.
   Svinet, der trods alt besad en evne til at overveje sine muligheder, der langt overgik de fleste andre dyrs, satte i fuldt firspring mod de to jægere. Den var olm, men også livræd, og Insyah kunne ikke lade være med i et splitsekund at overveje om dens begrænsede, men uskyldige, bevidsthed tillod den at vide at den skulle dø nu.
   Insyah lod sin pil fare, men den tvivl der havde naget ham, endnu før han var vågnet, gjorde at han mistede den benhårde, stilrene sikkerhed som hans plejefar havde lært ham fra barnsben. Han formåede derfor kun at ramme vildsvinet i nakken, langt fra dens mana-fyldte områder - eller "hovedpulsårerne" som andre folk kaldte dem.
   Insyah følte et stik af dårlig samvittighed. Hans grundlæggende problem som bueskytte bestod i at han ganske enkelt ikke dræbte hurtigt nok.
   Som én af Det Skjulte Folks "beskyttere", blev det sat meget højt at man kunne ramme så døden indtraf så meget desto hurtigere. Det blev sagt at dyrets ånd kunne ville vende hurtigt tilbage til kødet igen, hvis det forlod verden uden at lide.
   Det sårede vildsvin gik til angreb. Insyah reagerede ved at gribe fat om en gren, og trække sig selv væk fra den umiddelbare fare. Mkai fulgte trop.
   Det var næsten for nemt, med så store træer at skjule sig i. Det blev sagt at der kun var større træer i Kanaan, men det var langt over en menneskealder siden nogen havde været så langt sydpå, og Insyah havde en grim anelse om at de sikkert var blevet fældet for længst, for at bygge større byer end nogen havde brug for.
   Han kunne have skudt igen, kunne være sat efter dyret. Men han var sikker på at han hørte noget. Noget usædvanligt og ikke særlig langt væk.
   "Hvad i den koldeste vinters navn skete der, søn af Khenti?" vrissede Mkai surt, men også en anelse skadefro.
   Det irriterede Insyah grænseløst at hans følgesvend prøvede at bruge hans ophav mod ham. Hvor meget havde Khenti ikke gjort for staden? Der var mere af de gamle beskytteres blod i hans årer, end i resten af Jem-Sepat tilsammen! Hvor kom denne gensidige mistro fra? Der havde ikke været uår, ikke været ritebrud, ikke brug for sangkampe eller bodsøvelser i hele hans levetid! De burde være lykkelige, som han ofte sagde for at berolige sig selv.
   "Lyt..." hviskede Insyah. "Fodtrin. Men ikke som vores støvler. Kan du høre?"
   Mkai rystede på hovedet.
   "Du vrøvler. Hvis du virkelig var så dygtig, var vores bytte ikke undsluppet, og..."
   Insyah sprang tilbage til jorden igen, uden at ænse denne kommentar. Normalt hørte han ikke efter de andre jægere - de fleste af dem havde kun det samme at sige, syntes han.
   Mkai sukkede dybt, og fulgte efter ham.
   Da han havde fået indhentet Insyah, fandt han ham i færd med at læne sig ud over en skråning. Insyah gjorde signal til at være stille.
   Neden for skråningen bevægede to mennesker sig frem. Det lyse tøj, den brunlige hud, samt deres hovedbeklædning, gjorde dem umiskendelige, men i stedet for et rektangulært skjold som på billederne, bar den ene et skjold der var afrundet i toppen, samt et krumt våben der helt igennem var af bronze.
   "Folk fra De To Riger," sagde Insyah.
   Han sagde det henkastet - en simpel konstatering, selv om ingen af dem havde set dem på andet end de gamle tavler.
   "Men hvilket af dem? Det Røde Land? Deshret?" spurgte han, og brugte den gamle betegnelse.
   "Det er ikke mig, der har så meget tid til overs at jeg kan bruge den på at stirre på tavlerne," snerrede Mkai. "Hvem end de er, så får de ikke lov at fortsætte. Vi må hellere gøre det af med dem inden de når længere. Hvis de blot er spejdere, og en hel hær..."
   Insyah greb hårdt fat om armen på sin følgesvend, og prøvede at stirre ham i øjnene.
   "Er du gal? Vi ved ikke hvad de vil endnu!"
   Mkai flåede armen til sig.
   "Hvad vil du da gøre? Spørge dem?"
   "Jeg overvejer det," sagde Insyah.
   "Hvor dum er du egentlig, søn af Khenti? Du kan ikke advare staden, hvis du er død!"
   Mkai greb ud efter sin bue, men Insyah greb fat om Mkais nakke, og pressede hans ansigt ned i mulden, inden han kunne nå at reagere.
   "Du ved godt hvem du taler til! Hvad hvis de ikke er her for at erobre os tilbage? Hvad hvis de endelig er rede til at holde fred eller hjælpe os mod... mod..."
   Mkai kom på benene igen.
   "Blodtørstige Insyah vil byde dem velkommen? Få mig ikke til at le! Havde det været alle andre end vores fortabte brødre, var du løbet tilbage efter det ubrugelige stykke metal du kalder et våben!"
   "Profetens arm er et arvestykke! Et våben af ældgammel, i dag ukendt målestok! Tegnet på en beskytter! Hvor vover du..."
   Med ét brød vildsvinet frem fra skovbrynet, det selv samme som de havde jagtet før, og satte direkte mod de to fremmede. Den fremmede med skjoldet skubbede den anden til side, og stillede sig direkte foran dyret. Hvis han havde haft et længere våben havde han måske haft en chance, men det han gjorde var i praksis blot at købe tid. Han var enten modigere end nogen jæger - eller komplet idiot. Og han vidste det selv. Han lukkede øjnene et splitsekund før vildsvinet ville have ramt ham - blot for overrasket at slå dem op igen, og opdage at det lå dødt foran ham, med én af Insyahs benpile i halspulsåren.
   Da der ikke længere var nogen mulighed for at holde sig skjult, løb Insyah dem i møde.
   Sandt nok, var indtrængere fjender indtil de havde bevist det modsatte. Alle som var kommet for at udnytte og fælde skovene, var blevet lagt til hvile under løvet. Sandt nok, var det netop De To Riger som Det Skjulte Folk var rejst væk fra - og sandt nok tydede intet på at de havde forandret sig. Men de havde trods alt været samme folk engang. Og nu havde de værre - langt, langt værre fjender at bekymre sig om.
   Nu hvor Insyah så de to sydlændinge foran sig, kunne han se hvor forskellige de egentligt var. Den ene af dem bar en lang kjortel med en hætte der måske skulle skærme ham mod solen, og han havde stumpe, stive træk som om ét af de gamle billeder var kommet til live.
   Den anden, der bar våben, havde også en blålig hovedbeklædning der virkede meget tung, og en kofte i samme materiale. Han havde viklet skind om sine tykke sandaler. Han svedte tydeligvis under vægten af sit udstyr - men med alt dét på, havde han måske kunnet stå imod selv et vilddyr?
   Han lignede hverken sin følgesvend - eller de gamle billeder. De delte alle sammen det samme mørke, krusede hår, men denne mand var lysere end nogen af dem, og han havde udpræget lange ansigtstræk.
   Han bukkede sig ned og hvilede på det ene knæ, hvad der måske var en form for gestus.
   Han blev ved med at stirre Insyah i øjnene.
   "I har aldrig set nogen med grønne øjne før... har I?" spurgte Insyah og trak sin pil ud af vildsvinet, så der piblede blod ud - til den bevæbnede mands tydelige ubehag. Det så ud som om han gerne ville sige noget - men ikke rigtigt kunne.
   "Han... han taler vores..."
   Så begyndte manden i kjortlen at tale:
   "Du reddede os. Det er vi dig taknemmelige for. Mit navn er Benu fra Men-Nefer, og min mdjai her, hedder Shem."
   Så henvendte han sig til denne "mdjai" - et ord som Insyah ikke havde hørt før, men som han regnede med var det samme som deres egen "beskytter."
   "Kolkiterne udvandrede før samlingstiden," sagde Benu. "Det lader til at vi stadig har meget til fælles."
   Så meget var sandt - det var ikke fuldstændig til at forstå hvad de sagde, men det var stadig næsten samme sprog.
   Insyah gjorde tegn til at Mkai skulle følge efter, så de kunne få kødet med sig.
   "Jeg er Insyah, søn af Khenti," sagde han. "Dette er hellig jord under jagten. I er nødt til at forlade det så hurtigt I kan."
   "Det er også vores ønske," sagde Benu. "Vi er her ikke af fri vilje. Vi rejste over havet, men vores fartøj er blevet ædt af bølgerne... Vi to er de eneste der er tilbage."
   Mkai var efterhånden nået hen til dem. Han sørgede for at gå i en bue uden om dem, men uden held.
   "Hvis I kan hjælpe os videre, er jeg sikker på at I vil blive rigt belønnede for jeres ulejlighed," sagde Shem.
   Mkai sendte ham et rasende blik, der fik ham til at vige tilbage.
   "Der vil selvfølgelig blive tale om gentjenester," sagde Benu roligt. "Vi ved at I tillægger sådanne stor betydning."
   "Han taler ikke sandt," sagde Mkai. "De er blot ude på at få os til at tage imod deres skatte!"
   Insyah trådte ind mellem dem.
   "Hold inde! De to er blot faret vild! De er ikke fjenden! "
   "Nej. Det er d..."
   Mkai holdt inde, inden han sagde noget han med sikkerhed ville fortryde.
   Samtidig vidste Insyah udmærket at han ikke ville kunne få ret. De ældste havde altid advaret dem mod folk fra De To Riger, der først var sympatiske, så lynsnart prøvede på at drage fordel af én.
   "Bare få dem væk herfra, så de kan leve - og dø - med deres egne valg," sagde Mkai.
   "Men de er her ikke efter eget valg!" udbrød Insyah.
   Mkai pegede på Benu.
   "Fortæl mig så hvad de vil her!"
   "Vi var på vej mod cymrernes land," sagde Benu. "Der findes en lille halvø nord for jer, hvor vi havde tænkt os at lægge til."
   "Det Skjulte Folk kender ikke cymrerne for det gode," sagde Insyah.
   Benu lod sit blik glide fra Insyah til Mkai, og så tilbage igen. Hans øjne var lige så udtryksløse som hans statue-lignende ansigt.
   "Cymrerne er netop nu truet af jeres fælles fjende."
   "Fælles fjende? I mener ransmænd fra Det Stejle Land?" spurgte Insyah, og pegede mod nord, hvor de fjerne tinder altid var sigtbare, selv i den tætte skov.
   Benu rystede på hovedet, og pegede i samme retning. Insyah kunne mærke den første kolde sveddråbe på sin pande, i samme øjeblik, som Benu gjorde denne gestus, men hans hjerte begyndte først at banke hårdt og hurtigt, da Benu strakte sin arm ud i dens fulde længde.
   De to jægere så på hinanden igen. De vidste udmærket hvad det betød. Mkai var også bekymret over nyheden, men ikke skræmt på samme måde som Insyah.
   "I har ikke dømt os på vores ophav," sagde Benu. "Der er en visdom i at lade tvivlen komme både cymrere og bjergboer og endnu flere til gode."
   "Døm ikke på dragt, men på skik," hviskede Insyah, og citerede profeten Wati for sig selv. Måske fordi hele Benus måde at være og tale på, mindede om replikker fra en opførelse af profetens levned. Helt ned til masken. For det var hvad Benus ansigt mindede allermest om.
   "Profetens Morallære 4.17" sagde Benu helt automatisk.
   Begge jægere stirrede forbløffet på ham.
   "Umuligt," sagde Insyah. "En udlænding kunne ikke..."
   "Jeg er nødt til at vide den slags," sagde Benu selvfølgeligt. "Jeg er forhandler."
   "Jeg kender ikke det ord," sagde Insyah.
   "Det lyder som om I gør."
   Stadig de samme udtryksløse øjne.
   "Vent," sagde Insyah til Benu, og vendte sig mod sin jagtfælle.
   "Vi tager dem med tilbage," sagde han så. "Rådet er nødt til at høre det her."
   Mkai skulle til at protestere, men Insyah afbrød ham:
   "Jeg beordrede dig! Som leder af jagtriten!"
   De gjorde vildsvinet klart til at blive båret, i dyb stilhed. Heller ikke de to fremmede virkede trygge ved at sige noget. Men lige så snart de forlod stedet, begyndte skænderiet igen.
   "Du ved udmærket at du ændrer i loven!" snerrede Mkai.
   Insyah stirrede vredt tilbage.
   "Loven står som den står! Du følger dens bogstav - jeg følger dens ånd!"
   "Og det kommer fra dig, som altid har været efter alle og enhver! Har du pludselig fået lyst til spille modig oprører, hvad?!"
   Mkai refererede selvfølgelig til typen fra Det Skjulte Folks mindespil, hvor en mand sagde fra over for et undertrykkende styre - som regel De To Riger.
   "Man gør ikke oprør ved at sidde og ryge pibe, når man burde være i templet for at vise sine forfædre respekt!" skød Insyah tilbage.
   "Den eneste sande oprører vi har nogensinde har haft, det var profeten selv! Tænk dig nu om! Hvad hvis det her blev et nyt Medjr?!"
   "Det er ikke til at sige," svarede Mkai tørt. "Jeg var der ikke."
   Insyah blev ildrød i ansigtet.
   "Hvordan kan du være så kold overfor mordet på så mange af vores fæller? Og for første gang er folk fra De To Riger..."
   "Vi har vist meget at tale om," afbrød Benu deres skænderi. "De To Riger har ikke været De To Riger siden I forlod det. De eneste to lande der skelnes i mellem, er det ørkenens hårde, røde jord, og vores samlede rige - Kemet. Det Sorte Land, og dets mørke, frugtbare jord."
   Insyah sank. Det gjorde ondt i en hals der allerede var opsvulmet fra at snakke mere end han var vant til. Det kunne simpelthen ikke passe at der var fred, endsige et samlet rige. Der kom ikke andet end strid fra De To Riger.
   Men, hvis han virkelig troede på det, hvorfor havde han så set så meget frem til at nogen ville komme og bede Det Skjulte Folk om hjælp en dag? Og nu var det sket! Blot lignede de mere nogen der var klar til at yde hjælp end til at modtage den.
   Benu. Det betød "ildfugl." Sproget havde ikke ændret sig. Og dog...
   "Hvilket slags navn er Shem?" spurgte Insyah ud i luften. "Jeg genkender ikke dets betydning."
   "Det ville du heller ikke kunne," sagde Benu. "Han er ikke kemeti. Tilhører ikke folket. Han er købt og bevæbnet efter mit ønske."
   "Købt?" spurgte han målløs.
   "Kemet har forandret sig på måder du næppe vil synes om. Folket bygger ikke længere deres hjem selv."
   "Hvorfor?" forlangte Insyah at vide.
   "Du vil ikke bryde dig om at kende grunden. Det er blot blevet den måde folket lever på. Det ændrer sig så hurtigt, hvem der er herrer, og hvem der er tjenere. Shems forfædre talte vognfolket, som var faraoner i en menneskealder."
   "Er jeg dét?" spurgte Shem.
   "Farao?" spurgte Insyah. "Det store hus?"
   "Ja, det er hvad herskerne over hele Det Sorte Land kalder sig nu. Bindeleddet mellem guder og mennesker."
   "Vi har ikke længere guder," sagde Insyah, og smilte.
   "Og Shems folk har kun én eneste," sagde Benu.
   "Med de krav der følger med, er én rigeligt," sagde Shem. "Og hør, er vi der ikke snart?"
   Et øjeblik havde Insyah lyst til at irettesætte Shem med at han ikke skulle slæbe et vildsvin, men det slog ham igen at de tykke klæder sikkert var endnu tungere end de så ud.
   "Tro mig, I vil vide det når vi er der," sagde Insyah.
   "Hvad mener I dog med d..." begyndte Shem.
   Med ét stod der tre mænd nær dem, som alle holdt deres buer løftede mod de fremmede. Selv Insyah havde først fået øje på dem i sidste øjeblik, så godt havde det løvfarvede tøj skjult dem.
   "... det," afsluttede Shem sin sætning.
   "I to! Løslad vores jægere, eller dø!" råbte én af dem.
   Shem mærkede noget spyt fra jægerens mundvige træffe ham i ansigtet.
   Insyah trådte frem.
   "Vær rolige, fæller. De er her som mine gæster. Jo mere vi hjælper dem, jo hurtigere vil de rejse væk herfra."
   "Det kan jeg ellers hurtigt ordne," sagde én af andre jægere, og trak en stenkniv mod Shem.
   Ikke overraskende lagde vagten selv en hånd på sit krumme våben.
   "Tag det roligt, mdjai," sagde Insyah henvendt til den rystende Shem, "så længe jeg siger god for jer, sker der jer ikke noget."
   "Han tror at han kan tillade sig alt, bare fordi Itafe er hans værge!" hørte Insyah nogen mumle.
   "Ja, hvis ikke han praler med at være Khentis søn, endnu en gang!"
   De sagde det lavt, men akkurat højt nok til at Insyah ikke kunne undgå at høre det. Nu ville han bruge en halv dag på at fundere over, om det havde været med vilje eller ej, og det vidste de.
   Endnu en gang forbandede han enkemagerne. Det var deres skyld at han skulle lide denne tort!
   Han drog et lettelsens suk, da Mkai forsvandt sammen med én af de andre jægere for at få vildsvinet bragt ind til slagterne. Det gjorde Mkai formodentlig også. De foragtede hinanden lige meget - en tålelig balance, men kun i så og så lang tid ad gangen.
   Insyah lod sit blik glide over de to fremmede, før han stillede sit spørgsmål:
   "Bind... er der nogen, der har noget vi kan binde for deres øjne?"
   Nogle af vagtposterne fandt et par stumper tørklæde frem - fulde af indtørret blod, selvfølgelig. Dette var Det Skjulte Land.
   "Vær ikke urolige," sagde Insyah. "Det er blot fordi det ikke ville gå an at I så indgangen til vores stad."
   "De vise deler ikke al deres viden, for selv visdom og gode råd kan misbruges," sagde Benu.
   "Profetens morallære 2.19. Meget velvagt, forhandler," sagde Insyah, og prøvede på at lyde imponeret.
   Men i virkeligheden gjorde Benu ham lidt ilde til mode. Hvor vidste han det alt sammen fra?
   Insyah trak Shems våben, og vendte det i hånden.
   Det havde et lige blad, der buede ud i et økselignende hoved. Det læderindbundne håndtag lå behageligt i hånden.
   "Ét helt stykke metal til ét våben," sagde han.
   "Khopesh," sagde Shem.
   "Du har navngivnet det? Jeg kalder mit eget våben for 'Profetens Arm'. Hvor mange har dit slået ihjel?"
   Shem forblev tavs.
   "Vi kan tale om det senere."
   "Du har navngivet dit sværd, men ikke din bue?" spurgte Benu.
   Insyah smilede bredt igen.
   "Alle i Det Skjulte Land ved hvordan man bruger en bue," sagde han. "Kun efterkommere af beskytterne har krigsvåben."
   Igen måtte han undre sig over Benu. Hvordan kunne han vide at Profetens Arm var et sværd?
   Så bandt han de blodige klude for deres øjne.
   Benu fulgte målbevidst efter, selv med bindet for øjnene, mens Shem tydeligt var forfærdet over ikke at kunne orientere sig.
   "Er vi der snart?" spurgte han. "Jeg kan ikke mærke at vi er kommet nogen vegne."
   Ikke desto mindre befandt de sig alle sammen bag vægge af massiv klippe, da Insyah flåede bindene væk fra deres øjne igen.
   Han slog ud med armene.
   "Dette er Jem-Sepat - vor vestligste stad!" sagde han med tydelig stolthed i stemmen.
   Fra hvor de stod, var der nu ikke andet at se end en række tunneller der gik i forskellige retninger.
   "Hvad?" spurgte Shem forundret. "Og jeg som troede at Det Skjulte Folk levede oppe i træerne, ligesom..."
   Benu skyndte sig at afbryde ham.
   "Hvad han mener, er at han havde forventet at I levede mere ... vildt."
   Insyah slog let på klippen.
   "Som I - måske en kende for brutalt - fik fortalt tidligere, så er skoven hellig. Vi færdes der kun når det er nødvendigt. Naturen er kun alt for let at slide på. Sådan er det ikke med sten."
   "Desuden..." tænkte han for sig selv "... er der ikke noget herinde der kan gnave ens ben af når man ser den forkerte vej."
   Han afsluttede samtalen ved at skifte emne:
   "Jeg vil forsøge på at finde et sted til jer, hvor I kan opholde jer. Rør jer ikke ud af stedet så længe. Mine fæller ville absolut ikke bifalde det."
   Han forlod dem straks.
   Han var på vej ned mod de rum der var beregnet til besøgende fra udposterne, da han hørte skrabende fodtrin. Han vidste udmærket hvad det betød.
   Hetshepsu, domsmanden, kom haltende hen mod ham.
   "Jeg hørte jer, lige uden for," sagde han. "Fuldvoksne mænd der skændes som var de børn!
   "Jeg bestemmer ikke hvad der siges om mig," sagde Insyah.
   "Hold mund! I er alle sammen lige gode om det!" snerrede Hetshepsu i det rå tonefald, der var så typisk for hele deres folk. "Du bliver sendt ud efter kød, men det er din jagtfælle der vender tilbage med det - mens du kommer hjem med fremmede!
   "Hvad?!" protesterede Insyah højlydt, "Jeg..."
   "Du kan spare dig at komme med udflugter!" affærdigede Hetshepsu ham.
   Domsmanden havde altid været fjendtligt stemt over for ham, uden at han vidste hvorfor. Men han havde dog lagt mærke til at han og så Itafe, hans værge, heller ikke talte sammen. Ikke med mindre det var tvingende nødvendigt.
   Insyah ville ønske at han blot kunne bede Hetshepsu om at halte væk derfra, men han vovede ikke at tale ham imod. Det var der én særdeles god grund til. Der var nemlig to skriftlærde ved Hetshepsus side, inklusive hans datter.
   "Jeg beklager dybt, ærede domsmand," sagde Insyah. "Det vil ikke gentage sig."
   "Dét kan du bande på at det ikke vil! Lige nu har vi brug for alle disponible kræfter! Og tag så at gøre dig nyttig! Udviklingen løber fra os, mens du nøler!"
   "Ja, domsmand," sagde Insyah og bukkede,
   Udviklingen. Menneskets rejse væk fra dyrene, og med tiden væk fra alle redskaber. Den var ikke noget man satte sig imod.
   "Det kunne være rart at se dig leve op til det navn du bærer, søn af Khenti..."
   Insyah kunne mærke noget vokse inde i sig. En lille knude af rent had, som var begyndt med de små fornærmelser han havde modtaget, alle de små lovovertrædelse han havde bevidnet. Det var begyndt at bekymre ham lidt, for den voksede stadig.
   Så slog han øjnene op. Han var nødt til at finde Mkai.
   Han skyndte sig ned af en sidegang, ned til rækken af køkkener, og maste sig forbi en række af messende slagtere, der for længst var i gang med at sørge for kødet.
   Han så Mkai i den anden ende, sammen med en gruppe på tre-fire fæller. Slagtere, samlere. Svæklinge.
   Mkai kunne udmærket se ham, men lod som om han ikke havde lagt mærke til ham.
   Han burde allerede have slået til. Men han vidste at han ville gøre sig selv til den svage, hvis han straks reagerede med vold. Problemet var, at han også ville være den svage, hvis han undlod at udfordre ham.
   Men ønskede han det virkelig? Ønskede han en bloddyst - noget som der ikke var blevet udfordret til i en menneskealder - bare for et vildsvins skyld, nu hvor der måske ventede en større opgave? Og selv hvis han var sikker på sagtens at kunne klare Mkai mand mod mand, var han så sikker på at han ville kunne klare en hvilken som helst mod-udfordrer? Svaret var et endegyldigt nej. Så uanset den ære Mkai havde kostet ham, nøjedes han med at prøve på at stirre sin rival til døde. Virkningen var begrænset.