Hal Gage trådte på enden af sit skateboard, så den anden ende sprang op i hans hånd. Han kiggede ned af rampen han stod på i det hans bedste ven suste ned af den og op på den anden platform. Han kunne ikke helt holde et smil tilbage ved tanken om den kommende rus. Den følelse han altid fik når han rullede ned af en stejl rampe. En følelse, som passede meget godt til skateboard banens navn - Sus og dus.
"Kom nu, Gaga," kaldte Delsin fra den anden platform. Et kælenavn, han udmærket vidste at han hadede. I det mindste er han da stoppet med at tilføje titlen Lady, tænkte han.
Hal placerede den anden fod på skateboardet og satte af fra kanten. Hjulene knirkede i det han bøjede knæene og lod armene hænge ned langs siden. Vinden rev hans sorte, skulderlange hår bagud og gav et øjeblik hans brune øjne frit udsyn.
"Hvad i alv-?" udbrød den lidt lavere, lidt tungere Delsin. Hans ligeså mørke øjne, stirrede op på himlen. Stadig på vej op, fulgte Hal hans blik og nåede lige at at se en mørk hale af røg og ild, fare ned over himlen. Lige mod dem. Før et skærende, hvidt lys, bredte sig over den lyseblå, skyfri horisont.
"ahhrr, skreg Hal og dækkede sine øjne med hænderne uden at tænke over det. Han mistede balancen og faldt bagud, af sit skateboard. Han bed tænderne hårdt sammen, da hans ryg mødte rampens bund. Han kunne høre sit skateboard rulle forbi ham, op af den anden rampe og ned af igen. Tårerne løb ned af hans muskatfarvede kinder. Han gned og gnubbede sine øjne. Verdenen rundt om ham var tåget, uklar, fuld af pletter og stjerner. Han kunne svagt ane Delsin's silhuet højere oppe.
"Er du okay, Hal?" spurgte Delsin med en hævet stemme. For en gangs skyld, undlod han at kalde ham for Gaga.
"JEG KAN IKKE SE NOGET!" kom han til at råbe. Hans hjerte slog alt det det kunne. Hvad nu hvis det var permanent? Hvad nu hvis han var blind? Det begyndte dog at slog langsommere i det pletterne begyndte at forsvinde, mens stjernerne falmede. Indtil de helt forsvandt og blev erstattet af Delsin, der stod oppe på rampen, med ryggen vendt mod ham.
"Del?" sagde han tøvende og løb op af rampen. Han greb fat i rampens øverste kant, hev sig selv op og stilte sig ved siden af sin kammarat. Han betragtede Delsin's jævne ansigt, domineret af høje kindben og fremtrædende dun på overlæben. Hans sorte hestehale faldt ned over et par brede skuldre, dækket af en sort t shirt, med ordene HAWK på ryggen. Delsins mund stod vidt åbent i det han stirrede på noget længere ude. Hal fulgte hans blik i det et lignende udtryk dannede sig i hans ansigt. En stor, bred flod snoede sig gennem Atohi Park. Den glimtede under solen, der strålede stærkere, ja endda klarere end før. To spørgsmål dukkede frem i hans tanker: 1 - hvor dulen kom den fra og 2 - hvorfor stod solen så højt på himlen, når den for nogle øjeblikke siden, havde stået meget lavere på himlen? De undlod dog at levere nogle svar.
"Hvor kom den fra?" mumlede Delsin, ligeså forbløffet som ham. Hal var tom for ord. Han fjernede blikket fra floden, der ikke burde være der og lod det glide hen over kvartererne rundt om skatebord banen, spejdende efter røgen fra et dyb krater. Det var gået så hurtigt, men han var ret sikker på at det var en meteor han havde set på himlen. Hal blev ved med at kigge, men fik aldrig øje på nogen røg. Heller ikke et stort, sort hul.
Det bliver mærkligere og mærkligere, tænkte han.
"Ja," gav Delsin ham ret. Først nu gik det op for Hal at han havde talt højt.
"Lad os tjekke det ud." Uden at vente på kammaratens svar, løb Hal ned af rampen og glemte helt at tage sit skateboard med sig. Han kunne høre Delsin pruste efter vejret bag ham. En mindre løbetur senere, nåede de svedige hen til flodens bredder. Hal så over på den anden bred og fik øje på en blandet gruppe af kvinder, mænd og børn, ung, gamle og der i mellem. De stirrede på floden og Hal kunne spore den samme forbløffelse, som han så i hans og Delsins. Mellem hver bred, kunne der holde to busser uden problemer. En mand sad bøjet over en slank, pæn kvinde. Hans store hænder blev igen og igen presset ned over midten af hendes brystkasse. Gispende og hostende satte hun sig op i et ryk. Manden der havde genoplivet hende, råbte efter hende, da hun skubbede ham til side og løb ud mod flodens kant.
"Noah, NOAH!"
Hal kunne høre hjertet der var helt oppe i halsen på hende, se desperationen i de lyseblå øjne, der fulgte den mørke strøm der brusende fortsatte gennem parken. Hal drejede hovedet i det han synes at han havde set noget ud af øjenkrogen. Noget der havde lignet en lang træstamme, hvis bark havde en brun, nærmest grønlig farve. Den lod dog til at havde sunket til bunds ligeså hurtigt som den var kommet. Hvis bare, hvis bare...
Kvinden sad på sine knæ. Hun rystede og forsøgte at varme sig selv, ved at folde armene rundt om kroppen. Hal forsøgte at lade være med at tænke på hvem denne Noah var. Hun lignede en under de 20 år, men nogle fik jo børn i en ung alder. Han gøs ved tanken om en barnevogn, der mutters alene flød ned af floden, båreret videre af dens strøm. Eller måske var Noah hendes lillebror, nogle år yngrere. Kunne være han var blevet grebet af strømmen og at det var lykkes ham at svømme ind på bredden, hvor floden svingede lidt længere fremme? Hal åbnede munden og skulle lige til at forslog at de skulle kiggede længere nede langs flodens breder. Hans ord stoppede dog, før de kunne nå op af halsen. Han fulgte hendes blik og så ligesom hende, for sent boblerne i overfladen.
Vandet eksploderede til alle sider i det noget skød op fra flodens dybder. Folk skreg og sprang tilbage i det et gab fuld af lange, takkede tænder smækkede sammen om pigen. Delsins øjne blev store af overraskelse og chok. Han greb fat i Hal's hættetrøje og trak ham med sig. Mens de løb væk fra flodens bred, kunne Hal ikke lade være at kaste et blik tilbage over skuldrene. Der hvor pigen havde været for et øjeblik siden, var der kun nogle blodpletter og våd jord. Vandet hun var blevet trukket ned under, var begyndt at antage en rød nuance.
Begge drenge løb indtil parkens træer, buske og bakker blev erstattet af slidte huse, hvor himlen var mere åben og der var flere gamle huse end nye. Nogle af husene havde ikke engang løbende vand eller rør til en kloak. Det Inderste Kvarter, hvor de begge boede og den ældste del af Atohi By. Det var her at størstedelen af de indianer byen havde fået sit navn fra boede. Selv navnet havde de stjålet, plejede hans morfar at fortælle ham. Hal's hånd rystede i det den dykkede ned i hans lomme og fandt smartphonen frem. Han swipede til højre og skyndte sig at trykke på de tal, der låste den op. Så tastede han nummeret ind og ringede til en ambulance. Eller han forsøgte, for der var intet signal.
"Først en meteor uden noget krater, så en flod der ikke var der før og nu en... jeg mener så du den, man?" Delsin vrøvlede løs og måtte sluge en klump, før han fortsatte. "Den, den slugte hende i en enkel mundfuld. Det lignede en krokodille, bare størrere en nogen jeg nogensinde har set. De der skæl, hvis jeg ikke vidste bedre, så ville være tilbøjelig til at tro at..."
"Har din telefon noget signal?" spurgte han ham, før han kunne nå at gøre sin sætning færdig. Delsin's onkel havde en alligator rang nogle km uden for Øst Enden af byen. Mange af Delsins sommer-ferier, var passeret med at hjælpe med at passe krybdyrene. Engang imellem havde han endda selv deltaget i de shows, hvor dyrepasserne brydes med alligator og fik dem til at udføre tricks til at samle penge til at redde flere alligatorer. Hal gøs, da han huskede noget Delsin havde fortalt ham, i løbet af en af sine sædvanlige ævlerier om dette "mægtige" dyr. Når først byttet var i krokodillens gab, ville den begynde at rulle rundt. Dels for at få bytte længere ind i vandet, slå det ihjel og det sidste: flå liget fra hinanden så det blev nemmere at fortære.
Hal vidste bare at de måtte få fat i falk eller... eller politiet, fortælle dem at to personer var forsvundet. Ville de overhoved tro dem? For et kvarter siden, havde den flod jo ikke været der. Med mindre man selv så den med sine egne øjne, så var det let at slog det hen som telefon-fis. Inderst inde vidste han dog godt at kvinden allerede var ved at blive fordøjet i krokodillens mave.
Delsin rynkede brynene i det han så at hans telefon heller ikke havde noget signal.
"Underligt," mumlede han og holdte den lidt højere op mod himlen. Det gjorde dog ingen forskel. Stadig intet signal, lige meget hvor de gik hen. Delsin tørrede sved af sin pande, mens Hal trak sin hættetrøje over hovedet.
"Er det bare mig, men hvad sker der for den her hede?" sagde Hal og slugte en klump spyt, for at smøre hans tørre hals. Delsin sagde ikke noget, men de tænkte begge to det samme.
"Ruqa må da tro på os, ikke?" spurgte Delsin Hal. Han kiggede på ham da han ikke reagerede. Det var i det øjeblik at en skræmmende tanke slog ned Hal, som et lyn fra en klar himmel.
"Hvor skal du hen?" blev der råbt efter ham, da han vendte ryggen til sin kammarat og tog benene på nakken. Delsin skyndte sig efter ham, ind mellem flere huse på rad og række. En af dem havde en gullig farve, der mindede om farven i de lejligheder, hvor der var blevet røget lidt for mange cigaratter. Det var der han boede. Hal's hus lige over for Delsin's. Hal stoppede foran et cykel stativ og greb den første og bedste cykel, eller snarere ulåste cykel, han kunne finde. Han jokkede så hårdt i pedallerne at de gav en klagende, snurrende lyd fra sig. En bil dyttede af ham, da han ræsede over vejen og op på cykel-stien.
"Vent!" råbte Delsin bag ham, der lod til at kæmpe med at holde trit med ham. Hal hev efter vejret. Hans lunger hadede ham for det og brød sig bestemt ikke om den pludselig motion. Han skar tænder, da det begyndte at stikke mere og mere i siden. Men han blev nødt til at fortsatte. Han kunne ikke stoppe nu. Da han endelig nåede frem til sin destination, havde sceneriet igen skiftet til bygninger af beton og sten i kedelige farver, bygget nærmest væg mod væg. Han var gennemblødt af sved. Hal sprang af cyklen og smed den fra sig i det han løb op af vejen, der buede op af.
"shiit," sagde Delsin bag ham. På toppen af bakken, knækkede Hal sammen og hev efter vejret. Han stirrede ned af vejen, hvor landskabet var lavere, end bakken han stod på.
Hal kunne se hvordan floden fortsatte ud fra Atohi park og bugtede sig ind i Nizhoni kvarteret. Et lejlighedskompleks var oversvømmet til et par meter over dørene. Hal fik hurtigt øje på stationen hvor hans søster arbejdede. Iforhold til stationerne i de yderste dele af byen, var den forholdvis lille. En groft skåren klods af en bygning, midt mellem slidte og forfaldne huse og bygninger. Lyseblå vægge og 4 vinduer på hver side af etagerne. Graffitien på muren mod nord, var blev skyllet væk og tværet ud flere steder, fuldstændigt ulæseligt og umuligt at se hvad det skulle forstille. Kun halvdelen af den øverste etage var endnu synlig.
Kom nu, kom nu, kom nu, tænkte Hal og flåede sin telefon op fra lommen.
"Arrrrh," skreg han og smed den fra sig. Stadig intet signal, hvorfor var der intet signal??
"Måske er hun ikke derinde," forslog Delsin. "Eller de er kommet ud? Eller... eller bygningens indre ikke er oversvømmet endnu."
"Måske har du ret." En nagende hvad-nu-hvis tanke blev ved med at dukke op i hans hoved. Faktum var at han ikke kunne vide om hun var der eller ej. Delsin holdte en hånd op for øjnene og kneb øjnene sammen. Hal gjorde det samme, for ikke at blive blændet af den skarpe sol.
"Der, der sidder nogen på taget," sagde Delsin endelig. Hal's hjerte føltes et kort øjeblik lidt lettere, indtil han fik øje på en træstamme der flød mod flodens strøm. Han begyndte at løbe ned mod bredden, men Delsin stoppede ham.
"Måske er der flere tættere på breden end vi kan se," påpegede han og gav hans skulder et klem. Hal nikkede.
"Krokodiller," råbte han og holdte hænderne op foran munden.
"Der er krokodiller i floden!"
Begge drenge vendte ryggen til floden, da de hørte et brøl, ulig noget brøl de havde hørt før. Et af brølene lød anderledes end de andre. Dette havde en mere klagende tone. Som om dyret, der brølede var i stor smerte. Hal kiggede ned af den vej han kunne høre brølene fra. Trafikken ved et lyskryds var stoppet. En stor lastbil holdte skråt hen over midten af krydset og var fortsat ind i siden af en bil. Dørene var presset indaf, motorhjelmen røg og ruderne var slået i tusinde stykker. Bilens fører var anbragt på fortovet, pakket ind i et tæppe. Lastbil chauførren blødte fra panden og prøvede at få fat i nogen via telefon. Adskillige mennesker var steget ud af deres bil og stod og kiggede efter hvor brølene kom fra.
"Dundundundundundundundundundundundundundundundun."
Hal og Delsin spærede øjnene op, da de første skabninger kom stormende rundt om hjørnet, længere nede af vejen. Enorme, mægtige skabninger. Styret af den samme følelse, der havde fået drengene til at løbe væk fra floden tidligere. En bil blev skubbet flere meter til siden, da den kom i vejen for en af dyrene. Fliserne på fortovet slog revner under deres vægt, skrigende mennesker blev mast under elefant agtige fødder og en af dem fortsatte lige gennem en kiosk.
"Det er... det er-." stammede Hal, der havde svært ved at få ordet over sine læber. Han rørte ikke en muskel, stirrede bare på dyrene der tårnede sig op foran ham. Det var umuligt. Hans øjne bedrog ham. Det kunne ikke...
"Hvad laver du?!" råbte Delsin og greb hårdt fat i hans arm. Han halvt trak, halvt smed ham ind i et bed hvor en stor buksbom virkelig trængte til en grundig beskæring. Delsin hånd var stadig på hans skuldre i det de sad sammenkrøbet, bag de grønne kviste. Højere en to biler stakket oven på hinanden og mindst ligeså lang. Hornene over dyrenes øjne, var næsten ligeså lang som hans arm. En knoglet, buet plade stak op bag det bagerste af kraniet og et lille horn kunne ses på snuden der endte i et næb.
"Dinosaurer," hviskede Delsin og fuldente Hal's sætning.