Donndrick løftede sit krus og tog en stor slurk af dens indhold. Hvæsende viste han sine spidse hjørnetænder, hvor dem i undermunden var en del mere imponerende. Det føltes som om væsken brændte hans hals på vej ned til maven. Huden under hans røde, tynde pels, mærket af diamantformede, orange pletter, kriblede. Døren blev åbnet. Alle kiggede i det en gruppe solbrændte mænd trådte raslende ind i kroen. Hans gule øjne funklede i skæret af lysekronens vokslys.
   Jeg troede ellers Chynna var en mennesketom by, tænkte han og strammede grebet om hanken til kruset. Hans lange, lyserøde og hårløse hale snoede sig rundt om et stoleben, klar til at kaste stolen lige i ansigtet på dem. Blodet brusede i hans ører, der mindede lidt om en lama's ører.

Donndrick betragtede soldaterne intenst, klædt i glitrende ringbrynjer, inde under en vest med en kedelig farve. En grøn tidsel var dekoret ind i stoffet foran en gylden sol. En tidsel Donndrick kendte alt for godt. Op til flere af dem var bevæbnet med en armbrøst og et pilekogger dinglende langs hoften i det de gik hen til bardisken. Andre havde runde træskjolde til at beskytte deres rygge. Soldaternes sorte, slidte støvler efterlod mudrede fodspor på deres færd gennem kroen. Manden i spidsen af dem, var den højeste af dem. Udover en bronze-farvet kyras, der dækkede hans bryst og skulder, skilte hans udklædning sig ikke ud fra de andres. Hjelmen han bar lod til at havde været igennem en del for den var ridset flere steder. Hornene var blevet skåret af, så kun stumper stak en smule ud til siderne. Visiret, formet som en brølende tyr, skjulte ansigtet, undtagen et par klare, grønne øjne. Flere af soldaterne kastede blikke rundt i kroen. Blikke der ikke var sent til at blive mødt af sammenknebne øjne af alle arter.

"Stikkere," mumlede en af soldaterne og skævede til et af kroens hjørner. En af de andre soldater stoppede op og kiggede i samme retning som hans med-soldat. Stikkerne sad omkring et femkantet bord, skjasket til af drikken fra krusene. Deres pjuskede, brune pels havde en sød lugt. En bedragerisk fært, som kunne lulle en til at tro at disse væsner var uskadelige, måske endda uskyldige. Men de lange, tynde pigge på deres brede rygge, sagde noget andet. Det eneste tøjstykke de var klædt i, var et lændeklæde. Adskillige knive hang fra stoffet bundet rundt om det nederste af ryggen. Deres katteøjne fulgte nøje soldaterne, knebet sammen af buskede, strittende bryn. De skrå, trekantede ører sitrede. Ved synet af de prydlandske soldater, var alt druk omkring Stikker bordet midlertdigt indstillet. Piggene på deres rygge, lagde ikke ned mere. Soldaten der havde fået øje på dem, rettede blikket fremad. Noget han tydeligvis havde svært ved, for han blev ved med at kaste blikke over sine skuldre. Med god grund. Stikkere var ikke just kendt for IKKE at stikke deres fjender i ryggen, hvis chancen bød sig. Donndrick så en krum kniv glimte under bordet. Uden tvivl smøret ind i væsken fra deres pigge. Til hans skuffelse, blev den dog aldrig vædet i blod. Dumme væsner var de trods alt ikke. Donndrick drejede hovedet og rettede blikket mod døren. En Klokkehage, fnøs ved synet af soldaterne's ankomst. Han eller var det en hende, deres to køn lignede meget hinanden, mumlede nogle ord på sit eget sprog og åbnede døren.
   "Bliv inde i kroen," beordrede en kold, hård stemme. En række af bueskyttere, stod nogle meter fra døråbningen. Klar til at få klokkehagen's fjerdrede, skællede krop til at ligne en nålepude. Klokkehagen blev stående på de smattede trappetrin. Vreden i de grønne, reptilske øjne var tydelige. Øgle-næbet kunne ikke helt rumme de mange spidse tænder, der stak op fra underkæben. Føletrådene der hang fra siden af næseborene, slog bølger. Issen var dækket af pigge, undtagen ved midten, hvor en stribe af brune hår faldt ned over de knoglede plader, over øjnene, der blev til to pigge der stak ud ved siden af tændingerne. Klokkehagen snerrede, men trådte tilbage. Trægulvet knagede under de elefant-agtige fødder. Døren forblev åbnet, intet ord blev ytret i et stykke tid. Donndrick så hvordan en af soldaterne rynkede på næsen ved synet af Klokkehagen. Det var tydeligt at flere af de Prydlandske soldater, så ned på Klokkehager. Den røde hudflap havde givet dem deres navn.
   "Mon han vil skrige af smerte eller nydelse, hvis jeg placerede en bolt mellem hans ben?" sagde en af soldaterne til hans makker. De lo begge to. Soldaten der havde talt, sænkede sin armbrøst, så bolt pegede mod Klokkehagens skød. Donndrick blev siddende hvor han var. Han placerede sine poter på bordet og lænede sig tilbage i stolen. Greb sit krus og tog en stor slurk af drikken. Et højt dunk lød fra bordet, da han opdagede det var tomt. Girafthornene som stak op fra hans manke, en manke som ville gøre en løve stolt, kløede efter mere. De lange bakkenbarter var våde og dryppede af øl.
   "Le'vane," kaldte han. For resten af kroens gæster, lød det nærmest som om navnet faldt ud af munden på ham. Ejeren af navnet, kom gående med et fad krus. I krop og form lignede hun meget en menneskelige kvinde og tiltrak sig da også adskillige af soldaternes blikke. Ved synet af hende, glemte de alt om Donndrick's udbrud. Enkle af dem piftede endda efter kro-tjeneren. Hun ignorede dem og fortsætte hen til Donndrick. På sin vej hen til ham, uddelte hun mjød og øl til de tørstige.
   "Smut dog i seng, Donn. Du stinker og trænger virkeligt til bad," sagde Levane, smilte til ham trods de hårde ord. Det var et smil, der næsten var mørkere end hendes grønne hudfarve. Blågrønne pletter, store og små, kunne ses de steder, der ikke var dækket af kjolen. To trekantede, fjerdrede ører stak op fra det græsfarvede, skulderlange hår. Disse var placeret på hver side af issen. Øjnene, der på alle måder, matchede hendes hudfarve.
   "Det kan du vel havde ret i," sagde Donndrick og besvarede smilet. Noget han ikke havde gjort i lang tid. Han rejste sig op og stavrede hen til trappen, hikkende.
   "Holdt."
   Donndrick så op. Først nu lagde han mærke til at nogle af soldaterne havde stillet sig ved trappen. Forbandelser lød, da en Stikker blev kastet ned fra trappen. Hunkøn at dømme ud fra de små patter på hver side af brystkassen og maven. Markeringen rundt om hendes øjne og katte snude, havde en rødlig farve.
   "Donndrick Blodtåre, ikke sandt?" spurgte soldaternes anfører, der vel kun kunne være deres kaptajn. Han skubbede visiret op og viste et vejrbidt anigt, mærket af ar flere steder. Det mest fremtrædende af dem, var et skråt ar, lagt mellem siden af næsen og det ene øje. Resten af det forsvandt under det sandfarvede pandehår.
   "Hvem spørger?" svaret var mere en snerren, end et spørgsmål. En af hans mænd, et ordenligt brød, greb fat i Donndrick knælange frakke og tvang ham i knæ.
   "Du taler til en Prydlandsk kaptajn. Vis respekt!" de sidste ord var ledsaget af en behandsket lussing. Donndrick spyttede en klat blod ned på kaptajnens støvler.
   "Er det det i kalder vores lande nu?" spurgte han. Prydlandene var det navn Skarnvælde-soldaterne kaldte Albrygium. Hans hænder rystede, rystede efter at kvæle manden hvor han stod.
   "Mit navn er Narve Snårråd," sagde han og vendte ryggen til ejeren af kroen. En af soldaterne slæbte hun-Stikkeren ud af kroen. Donndrick knyttede næverne og så hendes tilfangetager slog hende gentagne gange, efter at hun prøvede at slippe fri fra hans greb.
   "Vi er her for at finde Kløgtskind," forklarede Kaptajn Narve og fulgte Donndricks blik.
   "Vor kilder fortæller at han eller hende, har rødlige markeringer rundt om øjnene." Kaptajnen gjorde en gestus mod hans øjne. Mønstererne nåede rundt om hvert sit øje og fortsatte, som tårer, ned af hans kinder.
   "Du har fat i den forkerte," svarede Donndrick bare, bed sig selv i læben. Et klik lød og hans hænder var ikke længere frie. De gav en raslende klage fra sig, da han forsøgte at få hænderne ud til siderne. Kaptajnen smilte blot.
   "Tja, du har i hvertfald alt mulig grund til at være ham."
   Donndrick så ned i gulvet i det brødet skubbede ham fremad.
   "Donndrick Den Sidste, ikke sandt?" kluklo kaptajnen.

Donndrick faldt på knæ, under en skyfri himmel. Solens stråler skinnede i det rytterne red væk. Støvet fra deres gangers hove, skjulte et øjeblik de dryppende, mishandlede kroppe. Fluerne sværmede omkring ligene, der var spiddet på lange spyd.
   "Jeg... je-," han vidste ikke hvad han skulle sige. Donndrick foldede sig sammen til en kugle, lå bare der. Græd, græd for hans kære og fordi det alt sammen var hans skyld. Hans far og mor - væk. Oldebørn, barnebørn og børn - væk. Borte, ligeså var deres smil, latter og den lykke de havde bragt ham. En påmindelse. Det var hvad han fra den dag, ville være. Donndrick skreg. Skreg indtil han ikke kunne skrige mere, skreg sig hæs, indtil hans stemme brast. Gennem sit våde blik, så han hvordan blodet langsomt løb ned af spydenes skaft.
   Donndrick blev gennet ud af kroen, hen til et jernbur på fire jul, trukket af to heste. Han lukkede øjnene i det et minde maste sig frem i hans hoved.
   Donndrick trak vejret dybt. Hans knækkede sværd lå på jorden i to stykker. Jorden var trampet ned flere steder og græsset var mere rødt end grønt. Slaget var tabt, hans hærskare knust. Overmandet af en størrere styrke. Ådselsfugle tog sig af hans faldne artsfæller.
   "Hvad venter i på?" brølede han og sprang på benene. Hans hænder lukkede sig om et sværd, der stak op fra en soldats lig. Et 'svuuurp' kunne høres i det klingen blev trukket ud af brystkassen. De Prydlandske Soldater lo blot. Cirkelen af skjolde blev mindre og mindre. Donndrick svang sværdet så hårdt han kunne. Splinter fløj gennem luften, da slaget blev blokeret af et skjold. Han gispede i det en af soldaterne løb ind i ham, skjold først. Ude af balance, snublede han nogle skridt fremad. Deres latter var det eneste han hørte. Selv de døende's skrig, skrig som pludselig stoppede, hørte han ikke længere.
   "arrrhh," skreg han, vidste at kampen var tabt. Donndrick stak og slog alt det han kunne. Hans arm dunkede og sværdet blev kun tungere, mens slagene blev langsommere, mere upræcise. Soldaterne forsatte med at puffe ham frem og tilbage. Klingen borede sig ned i jorden, da hans skulder blev stukket af et spyd. Dog ikke særlig hårdt, så odden kom ikke ud gennem skulderbladet. Alligevel var det nok til at den pludselig smerte, fik ham til at tabe sit våben. En af dem, slog sit sværd's sværdknap ind i ryggen på ham. Det var et slag, der fik ham til at gispe efter luft. Det næste ramte han lige i ansigtet. Et klak lød i det han bed tænder sammen og nær bed sin tunge af. Smagen af blod blev blandet sammen med smagen af mudder. Donndrick rakte famlende ud efter sværdet. Hans hånd sagde en knasende, knækkende lyd. Han skreg igen, da en soldats støvle trådte ned på hans håndryg. Et spark fik ham til at spytte flere tænder ud. Soldaten greb fat i hans manke og hev ham op på knæene. Prydlænderens anden arm, holdte hans hage oppe, forhindrede ham i at se ned.
   "Se rotte, se hvad dine handlinger har ført til," sagde han. Nogle af soldaterne trådte til side, så intet skærmede hans udsyn længere. Det ene bur efter det andet, ankom på hjul til slagmarken. Døren til et af burene blev åbnet og et par soldater greb en far og mor. Deres børn skreg efter dem, nægtede at give slip. En pisk blev svunget, slag blev uddelt og de trak sig med et sæt tilbage i buret. De efterladtes gråd kunne høres flere marker væk. Snart var der kun tomme bure tilbage. Donndrick knugede de totter af græs, der endnu ikke helt var blevet trampet ned. Han lukkede sine øjne og holdte dem lukkede.
   "Skær hans øjenlåg af," sagde en kold, raspende stemme. Donndrick's skrig blandede sig med alle de andres skrig. To snit senere, kunne han ikke gøre andet end at se på, mens hans venner og familie, blev spiddet på spyd. Mange kendte han slet ikke og endnu flere havde slet ikke deltaget i slaget. Tårerne løb fra hans øjne, både på grund af det der skete og fordi solen skinnede stærkt på en skyfri himmel.
   "Hvorfor?" brølede han af soldaterne. Nogle så væk i det han mødte deres blik. Mange skreg stadig, en del var stadig i live trods den grufulde behandling. Han så hvordan de vred sig i deres krops vægt fik dem til at glide ned af spydet. To soldater skiftede til at hamre en pæl ned i jorden.
   "På grund af dig," svarede ejeren af den kolde stemme. Donndrick så op og opdagede at den talende sad på en sort hingst, klædt i jern fra top til tå. En rød kappe blafrede omkring hans ankler. Øjnene der betragtede ham gennem hjelmens tynde sprække, kunne kun være lavet af det samme matriale. Han slog sine hænder ud til siderne.
   "Dette er dit folks straf, for at følge dig og slutte sig til dit oprør." Midt i alle skrigene, så Donndrick først nu at det kun var hans artsfæller på spydene.
   "Hvor tager i dem hen?" spurgte han. Hans blik var rettet mod burene, hvor de andre racer blev skubbet ind i.
   "Som sagt," begyndte rytteren stille og roligt.
   "Dette er dit folks straf for oprør. Det du startede. Skarnvælde er også nådige. De kommer til at knokle i minerne, men de vil da i det mindste være i live." Han lagde tryk på det sidste ord og fangede Donndrick's blik. Donndrick så dog hurtigt ned i jorden. Ved ordet nåde, steg blodet ham til hovedet. Men rytteren var ligeglad med hans tavshed.
   "Kan du se dem der?" spurgte han, lavede en doven bevægelse med hånden for at pege på det han ville havde Donndrick skulle se. Donndrick fulgte hans finger til kanten af slagmarken. Personerne på disse spyd, stod lidt længere væk fra de andre. Så så Donndrick det. Markeringerne rundt om deres øjne, der fortsatte ned af kinderne, var grønne. En farve, som kun en af hans folks klaner, var kendt for.
   "Klan Grøntåre havde intet med det her at gøre," brølede han så spyttet fløj. Rytteren trak på skulderne og nikkede til to soldater. De greb fat i hver sin arm og trak ham hen til pælen, bandt hans hænder sammen.
   "Måske, måske ikke. Ser du, det er ikke nok at ende et oprør. Man bliver også nødt til at sørge for at det ikke kommer til at ske igen. Det er her du kommer ind." Rytteren drejede hovedet i det endnu en vogn med flere af Donndricks artsfæller ankom til slagmarken. Donndrick stirrede lige ud i luften, bed tænderne hårdt sammen. Så hårdt at hans tænder knagede. Han flåede i sine reb, der skar i hans håndled. Men smerten fra rebene, kunne ikke holde en endnu værre smerte væk særlig længe.
   "Det kommer muligvis til at tage flere dage eller uger, men en efter en vil i alle-" han pegede på Donndrick. "komme til at lide den samme skæbne. Alle undtagen dig."
   "Hvorfor?" skreg Donndrick af manden. Hans spørgsmål var slørret af gråd og en klump i halsen.
   "Så folk bliver mindet om Skarnvælde's storslåethed hver gang de ser dig og hvad prisen for oprør indebærer."
   Donndrick blev tavs. Ordene forlod ham i det gik op for ham, hvad der var ved at ske. Ved synet af vridene krop på spyd, der blev hevet op af soldater, der trak i reb, mistede han bevidstheden.