Normalt havde han det fint på sin side af hegnet. Her var alt hvad han havde behov for. Legetøjet flød overalt, hvis han skulle kede sig. Maden blev leveret til ham, hvis han skulle blive sulten. Han behøvede ikke engang at kradse i møblerne for at gøre dem opmærksom på at hans mave kaldte på føde, for de vidste præcis hvornår det var tiden. I haven var der tilmed de bedste sovesteder. Duften fra de mange modne kirsebær og varmen fra den bagende augustsol var for ham, indbegrebet af en god sensommerlur.

Så hvorfor følte han at han lige pludselig manglede noget?
   Med den tykke pelsede krop der den ene dag var sort, næste dag mørkeblå og andre dage brun og et bredt, godmodigt ansigt skulle man tro at Trampeskælver var en kat i et permanent stadie af glæde og veltilfredshed. De dovne øjne, de buttede poter der skævt stak ud under kroppen, og den ru lyserøde tunge der rensede pelsen med en møjsommelighed, var indbegrebet af en kat der kun kerede sig om de ting som en kat nu skal kere sig om. Men sådan forholdt det sig ikke.

Fra sin yndlingsplads på det frønnede terrassebord havde han siddet og fulgt med i hvordan hans mennesker havde banket hundredvis af nye lysebrune planker op forenden af haven. Det var stået på i flere dage og var nu nået et stadie hvor naboens frodige have ikke længere kunne ses. Den var ikke længere tilgængelig for ham og hans natlige udflugter.
   Menneskerne, alle iført spøjse uniformer der havde diverse redskaber hængende fra bælter, bevægede sig frem og tilbage i et så hastigt tempo at Trampeskælver knapt nok kunne følge med. Han blev ligefrem forpustet af at se dem arbejde så hårdt! Flere af dem diskuterede nogle ting som hans katteører ikke forstod meningen af, men de var hidsige, så meget var klart for ham. En af mændene, en rund personlighed med en skinnende hat af gult materiale, stod og viftede ivrigt med hænderne, mens han med et vildt blik i de smalle griseøjne, forsøgte at få de andre til at placere et ganske genstridigt bræt mellem to andre.
   Godt det ikke var ham der skulle gøre alt det hårde arbejde, tænkte Trampeskælver for sig selv. Han havde det jo egentlig meget godt med bare at sidde stille på sit dejlige bord, med bagdelen placeret præcist hvor han altid havde haft den placeret på dette tidspunkt af dagen.
   Det hele var så stressende for Trampeskælver at han sukkede dybt, før han krøllede sig sammen på bordet for at forsøge sig med en lille lur.