Løven lå dovent på hendes skød nydende spandt den, mens hendes barske fingre strøg igennem dens manke. Hun sad og stirrede ud i tronsalen mens den store trold nærmede sig. Han lagde sig på knæ foran stentronen, og lod hovedet være bøjet ned imod gulvet indtil hun havde givet tegn til at han måtte rejse sig.
   Efter han havde siddet fastlåst i et par minutter sagde dronning Tulv så:
   "Nå Torkan, rejs dig så, og fortæl mig hvad du har af nyt. "
   Torkan rejste sig og så direkte ind i Tulvs faretruende øjne, han turde ikke se ind i dem for længe, og efter et halvt minut stirrede han direkte ned i gulvet.
   "Nå?" Sagde Tulv spørgende, Torkan rystede bare på hovedet.
   "NÅ?" Sagde Tulv så mere barskt.
   Torkan rystede på hovedet, og mumlede nogle ord.
   "Hvad siger du Torkan, jeg kan ikke høre dig?" Hun aede fortsat Løvens manke, mens de dovne øjne åbnede sig, og så over på sin tidligere så frygtindgydende herre, der stod her som en lille skræmt skoledreng.
   "H...han...han slap væk" sagde Torkan så stille.
   "HVAD" sagde Tulv så, og rejste sig i ét væk. Løven nåede lige at fornemme det, og springe over i dets hjørne, hvor den lagde sig til at sove igen.
   "HVORDAN KUNNE HAN SLIPPE VÆK?" Tulv var rasende.
   Torkan skælvede. "H...hun...hun formåede at gemme ham Tulv - hu..hun var stærkere end vi regnede med."
   Tulvs øjne lynede. "Fortæl mig ikke at Maren Splid også slap væk Torkan??"
   For første gang siden han trådte ind i tronsalen havde den store trold et smil på sine læber.
   "Nej Tulv hun slap ikke væk - hende behøver vi ikke at koncentrere os mere om. Men drengen er der altså ingen spor af!"
   Tulv smilede, men var dog stadigvæk rasende. Maren Splid havde længe været en torn i øjet på hende, så hvis hun ikke længere var på denne jord, var det kun gode nyheder for hende. Men at drengen var sluppet væk var en bet for hende, en bet som hun ikke havde indkalkuleret i sin plan, han var jo bare en lille spinkel dreng.
   "Men er det vigtigste ikke også at Maren er væk?" Spurgte den store trold så, og afbrød Tulv i hendes tankegang.
   Hendes øjne lynede nu igen!
   "NEJ det vigtigste er ikke at den gamle heks er væk - det vigtigste var at få fat i drengen, hvilket jeg så tydeligt gav dig instruktioner om inden du tog afsted dit store fjols! Ledte mine krager dig måske ikke direkte hen til ham?"
   Torkan nikkede. "M...men hvad skal du bruge ham til Tulv?"
   "Lad mig om det sagde hun bestemt. Du må afsted igen - vi skal have fat i den dreng, koste hvad det vil! Tag mine krager og drag afsted - vi skal for alt i verden have fat i ham inden han når frem til sin moster!" Torkan havde ikke sagt det. Den uintelligente trold vidste det vel knap nok. Men Tulv havde en nagende mistanke om at Maren havde nået at instruere drengen om at søge tilflugt hos heksenes råd inden hun havde gemt ham af vejen. Men hvis han begiver sig afsted alene skal hun nok finde ham, tænkte Tulv veltilfreds, og frydede sig over at hun havde sendt både Torkan, men også sin mest betroede støtte afsted efter drengen. Hun ville i hvert fald ikke vende tilbage tomhændet tænkte hun for sig selv, mens hun satte sig tilbage på tronen, og så Torkan traske afsted igen, inden løven hoppede tilbage op på hendes skød. Igen begyndte hun at ae dens manke, mens hun frydede sig ved tanken om snart endelig at få fingrene i denne lille menneskedreng.
   ***
   Bag en busk søgte de nysgerrige øjne på menneskedrengen og den lille mand. De havde fulgt ham i flere dage, ja flere uger faktisk. De havde tabt ham af syne da han uventet var sluppet ud af huset sammen med den lille mand, hvem han så end var, men de havde været lette at spore igen. Godt nok havde de - især den lille mand - været meget forsigtige gennem hele deres vandring gennem skoven, men det var også det eneste de havde gjort rigtigt tænkte øjnene. De havde i hvert fald ikke gjort noget for at skjule deres færden, og på den led gøre det svært for eventuelle forfølgere at spore dem. Lige nu var de dog forsvundet som dug for solen, men sporene stoppede ved den gamle Eg, så hun skulle nok få færten af dem igen. Det var hun sikker på. Mens hun søgte, tænkte hun på hvor besværlig denne opgave var blevet fordi de ikke havde gjort deres arbejde godt nok på gården, og fået drengen med, og den var blevet gjort endnu mere besværlig af at den lille mand var stødt til.
   Hvorfor havde de ikke bare gjort det af med ham på gården, som de gjorde med den gamle kone?
   Ja øjnene vidste godt hvorfor, det var jo en direkte ordre fra "hende", at hun ville have menneskebarnet levende, til hvad, havde "hun" ikke sagt, der var nok heller ikke nogen der vidste det endnu, "hun" holdt altid kortene tæt til kroppen, men før eller siden skulle "hun" nok afsløre "hendes" store planer, det havde "hun" ladet forstå, og de var store, altså planerne, det fornemmede alle. Alligevel havde det dog været rart at de i det mindste bare havde fået fat i drengen, mens de var på gården, så havde jeg haft fri nu, og kunne være hjemme i min varme hule, i stedet skal jeg blive blandt menneskene og skygge dette lille ynkelige væsen.
   Bahh hun fik kvalme af bare at tænke på mennesker, disse små ynkelig væsner, som ingenting kunne, som ikke levede mere end 80-90 år. Det eneste de havde var "Livets Lys", men det var også det! De havde dog forvaltet "Livets Lys" godt, og formået at få overtaget over denne verden, det måtte hun give dem.
   Det var dog lige så meget heksenes fortjeneste som det var menneskets tænkte Dionaea, som var øjnenes rigtige navn. De brød sig dog ikke særligt meget om navnet, i stedet omtalte de altid sig selv, i "de", og kaldte sig selv for øjnene.
   Øjnene var det vigtigste redskab de havde, og dem de var dygtigst til at bruge, dygtigere end nogen anden i hele verden, derfor mente øjnene at det gjorde dem mest retfærdighed ved at tiltalte dem de. Navnet Dionaea, havde de fået af "hende". De skyldte "hende" alt. Det var "hende" der havde fundet dem da de lå der foran Kongsbjerget, forladte og fortabte, udstødt af de andre, ingen kunne se hvad de rummede, ingen bortset fra "hende" selvfølgelig.
   Dion, som var øjnenes kælenavn, skyldte Dronning Tulv alt. De havde fået lige netop det navn, fordi Tulv havde opdaget hvor god en "tjener" de var for hende. Øjnene havde nemlig vist sig, som en sand dræbermaskine.
   Derfor havde de også fået navn efter en kødædende plante, Dionaea, de hviskede det for sig selv, bahh, nej det lød ikke rigtigt. Men det var nu engang det navn de var blevet kendt under. Ligesom planten, var Dionaea dygtig til at klæbe sine lange fingre fast om ofrenes hals og gøre det af med dem, lydløst og hurtigt. Sådan havde de første gang vist deres værd for Dronning Tulv, sådan havde de nemlig slået en hel oprørshær ihjel. En hær der havde været længe undervejs, og en hær som indtil øjnene havde spottet dem, havde bevæget sig lydløst og stille frem, ikke engang Tulvs krager havde fået øje på dem.
   Hærens mål havde været at gøre en ende på Tulvs regeringsperiode, og erklære tronen til sig selv, og folket. Dionaea ville det dog anderledes, og på en enkelt nat gjorde øjnene det af med 1.000 oprørere, en efter en, lydløst og stille mens de sov.
   Siden den dag var Dion blevet betragtet som Dronning Tulvs stærkeste, og mest frygtede våben. Et våben der dog levede i det skjulte, og ingen ud over Dronning Tulv selv vidste hvordan Dion så ud, eller hvor hun holdt til. Den nuværende opgave, følte Dion dog var spild af deres tid, men Tulv vidste vel hvad hun gjorde. Så det var lettere og bedre bare at parere ordre. Lad os få noget søvn tænkte Øjnene de bliver lette nok at finde hvis de fortsætter som i dag, de er jo direkte uduelige.