Den voldsomme hamren på døren, flængede hans søvndruknede sind. Modvilligt åbnede han øjnene og indtog det slørede billede af Liddy der langsomt og kluntet klædte sig på. Ossi var allerede fuldt påklædt og sad søvnigt på sengen med hovedet hvilende i hænderne. Der lyd endnu et bank på døren, der efterfulgtes af et skarpt klik da døren blev åbnet. En kølig brise ramte ham i ansigtet, og fik ham op i siddende stilling.
   "Hey! Har du hørt om privatliv? " Liddy havde nået, at iføre sig bukser, men hendes overkrop var, med undtagelse af bh'en, stadigvæk nøgen. Hun tog sin støvfarvede tunika fra stolens ryglæn og fik den hurtigt ned over hovedet. Zarkoin ignorerede hende, og stod stiv som en statue i døråbningens dunkle skær, iført en kulsort dragt af et glitrende materiale.
   "Mester Percha har anmodet om jeres tilstedeværelse i mit kontor. " Han virkede irriteret over at andre end ham selv opholdt sig i kontoret. Hans læber var en tynd, hvid streg og de kolde øjne kørte ustandseligt rundt i rummet, som ledte han efter noget han havde glemt. "Hvis jeg var jer ville jeg se at få fart på. I kan ikke lade hende vente på at i bliver færdige, med hvad i end laver... "
   Med et opgivende suk, vendte han om på hælen og gik ud i gangen. Døren lod han stå åben.
   "Sikke en idiot... " Liddy spyttede ordene ud en efter en, mens hun gik mod døren. Med vrede og irritation smækkede hun den så hårdt at det løse puds faldt ned fra loftet over den.
   "Jeg mener, der er et eller andet ved ham jeg bare ikke kan døje Gabe... " Hun holdt inde, mens hun begyndte at knappe de mørkerøde knapper i sin sandfarvede tunika.
   "Det er da ikke noget nyt... " Ossi sad og fingerede med olielampens spruttende flamme. Hans blik var ikke veget fra den da han stille havde mumlet ordene. Et øjeblik troede Gebrial at Liddy ville reagere som hun plejede når folk kritiserede hende. Blikket hun havde i de flammende øjne indikerede da også at Ossi var i fare, men hun gjorde intet. I stedet lod hun de sidste knapper få en stor mængde opmærksomhed.
   "Skal vi se at komme afsted? " Liddys stemme bævrede, og Gebrial mærkede hvordan han følte sig overrumplet, da han så tårerne der havde dannet sig i hendes øjenkroge.
   "Liddy... " Han tog fat i hendes skuldre, og trykkede hende tæt ind til sig.
   "Skal vi ikke bare gå Gabe... " Hendes stemme knækkede inden hun kunne fuldføre sætningen. Hun vristede sig fri af hans trøstende greb, tørrede øjnene med en hidsig bevægelse og stormede ud af døren. Hvad der havde udløst hendes udbrud, havde han ingen idé om, men noget i det som Ossi havde sagt måtte have noget med det at gøre. Det tætteste han kunne komme på en forklaring, var at Zarkoin mindede ham, ubehageligt meget om Mester Greid.
   Han iførte sig hurtigt det lette tøj der var lagt på sengebordet, greb Bartrams bog som han puttede i tunikaens store inderlomme.
   "Kommer du? " Ossi var stadig i en anden verden. Han kørte sin tynde pegefinger ind og ud af olielampens flamme, som om han håbede på at føle en form for smerte.
   Han rejste sig langsomt op, og vendte blikket væk fra flammen, direkte mod Gebrial. Han stod lidt og trippede, som om han tænkte på et passende svar.
   "Det var ikke min mening at virke ond mod hende Gebrial, det er bare... " Før han kunne fortsætte bankede det taktfast på døren, og han klappede i som en østers.
   "Er i ikke gået endnu? Yrzula vil tale med jer! " Tainuleinens fedladne ansigt var dukket op i døråbningen og lignede en der var ved at få et panisk anfald. Sveden løb ned ad hans runde kinder, og samlede sig i det grånede skæg.
   "Vi kommer sir. "
   "Godt, godt, men skynd jer, i ved jo, hvor pertentlig hun er med givne tidspunkter. " Tainuleinen forsøgte at smile opmuntrende, men hans ansigt fortrak sig i stedet i et lettere panisk grin, hvorpå han hurtigt forsvandt ud på gangen.
   "Vi må hellere gå Ossi." sagde han en kende for hårdt, men Ossi nikkede bare kort og lod sit blik ramme gulvet, før han fulgte Gebrial ud på gangen, op mod Zarkoins kontor.
   Zarkoins kontor lå forenden af en mørklagt korridor på husets 3 sal. Den overpyntede stil fortsatte på de i alt 4 etager, men denne sal var en undtagelse. Det var som om Zarkoin bevidst havde undladt at pynte gangen der ledte til hans kontor. Langs væggene stod enkle borde, hvorpå tællelys stod ulmende. Der var ingen vinduer på gangen, så det sparsomme lys fra tællelysene var den eneste kilde til lys. Deres skær oplyste portrætter af personer som for Gebrial var ukendte, men han havde en formodning om at de var tidligere borgmestre. Nogle mindede ham om Zarkoin. Et sleskt ansigtsudtryk der ikke gjorde noget for at forskønne en ellers bondsk facade. Andre var milde at se på. Specielt en af de få kvindelige portrætter, fangede hans opmærksomhed. Hun var smuk, men ikke på den unaturlige måde. Hendes hud var karamelfarvet, og et langt, bølget hår indrammede hendes sørgmodige ansigt der blev oplyst af et par varme grønne øjne.
   Han sled blikket væk fra billedet, og fortsatte mod døren forenden af korridoren. Et øjeblik stod de bare der foran døren. Gebrial vidste ikke, hvad Ossi tænkte, men selv tænkte han på, hvad der mon ventede dem inde bag denne almindelige trædør. Han trak vejret helt ned i lungerne, og bankede tre gange på døren. Der var et par sekunders stilhed, før den høje lyd af stole der blev skubbet henad et trægulv, nåede deres ører. Der gik yderligere nogle sekunder før det svungne messing håndtag, bevægede sig og døren blev slået op.
   "Åh Gebrial, godt du kunne komme. " Yrzula smilede over hele ansigtet, og Gebrial følte sig et øjeblik bange. Det at smile var noget han kun sjældent havde set hende gøre før, og når hun gjorde det var ofte i forbindelse med når nogen på Aeroearth havde overtrådt en regel. Han følte sig overrasket over, hvor godt det egentlig klædte hende. Hun var iført afslappede gevandter i limegrøn, der lige akkurat berørte gulvet. Hendes hår var som sædvanligt sat op i en stram knold, men alligevel var der noget friskt over måden det var gjort på. Nærmest som om Myérain havde ændret hende.
   "Vi har gjort klart til de sidste par detaljer, bare for at få alt fra i går aftes helt på plads. " Med en hånd på hans og Ossis ryg, ledte hun dem ind i Zarkoins kontor. Det cirkelrunde kontor var alt andet end indbydende. Rummet i sig selv var enormt og havde plads til Zarkoins monumentale skrivebord, men der var noget ved rummet der fik Gebrial til at føle sig som et insekt der vidste at det snart ville blive mast. Rummet emmede af ælde og en klam lugt spredte sig fra de mange obskure planter, der voksede vildt op ad væggene. Den ene del af kontoret fungerede som et bibliotek og de mange bøger der var proppet ind i de bugnende reoler havde næsten alle et tykt lag støv på de læderindbundne rygge. Mellem skrivebordet og biblioteket havde Zarkoin placeret et mindre bord til læsning og studier. Det hældede lidt og ovenpå den ridsede bordplade, lå en tyk bog åben.
   "Zarkoin kunne desværre ikke selv være her, " Yrzula stoppede op, og henviste dem til hver deres skammel ved skrivebordet. De andre var der allerede. "Han havde desværre andre ting der krævede hans opmærksomhed. " Noget ved måden hvorpå hun gestikulerede med hånden, mens hun sagde det, som fornemmede hun noget råddent, strejfede hans opmærksomhed. Tainuleinen sad allerede med malplaceret velbehag bag skrivebordet, mens Gelucia stod ved hans side sammen med Culrim og Annabella, alle med et alvorligt blik i deres ansigter. Liddy og Definé sad på, hver deres skamler, modsat den side, hvor to lignende skamler var sat frem til ham og Ossi. Det smertede ham at se Liddy, sidde næsten opløst af gråd.
   "Så vidt jeg husker, så kom vi til, at jeg ville give dig en forklaring på, hvem manden der var tilstede ved din prøve var. Ikke? "
   Yrzulas øjne mødte hans, og han nikkede. Han mærkede en iver efter svar, langsomt stige op i sig.
   "Hans navn kender du allerede. Galedas, men hans folk er et som folket her på Myérain længe har frygtet. Deres navn er Ash'ailla, på deres eget frygtelige tungemål, os mere almindelige kalder dem Arkæologer." Hun nærmest svævede mod Zarkoins bibliotek, og hev med lethed en af de støvede bøger ned fra en høj reol. Reolen gav lyd fra sig og gyngede lettere faretruende. Med et bump placerede hun en buttet bog indbundet i grøn læder, foran dem på skrivebordet. Med en elegant bevægelse slog hun op på en side med et billede af en blåhudet person. Rank og stolt og med lange lemmer der hang langs siden, prydet han bogens side.
   "Dette er det tætteste Myérains lærde er kommet på en portrættering af en Arkæolog, og nok også det eneste der findes. De fleste der har været i kontakt med dem, er enten forsvundet, eller døde... " Hun holdt inde, og kiggede på de andre i rummet, som forventede hun et gisp som reaktion på sin dramatiske fortælling. "Så, De unge Hr. Brówn, kan prise dem lykkelig for endnu at være i live. "
   "Men hvad har han med mig at gøre? " Gebrial kunne stadig ikke helt se sammenhængen, og jo mere han forsøgte, jo nemmere gled det gennem hans fingre.
   "Overmester Ashatorn og Roderick hyrede Galedas til at finde ud af om du var den du var. Galedas besidder, som alle Arkæologer gør, en evne til at læse dine tanker og din fortid. " Yrzula fjernede sit blik fra bogen og spadserede med hænderne samlet bag på ryggen, hen mod kontorets eneste vindue. Et par sekunder stod hun der bare og lod sit blik køre over Hjertstaads mange lave bygninger. "Sig mig Hr. Brówn, har de fornyelig haft nogle drømme, nogle syner som du ikke har kunnet forklare? "
   Det gav et sæt i Gebrial. Nu kunne han endelig få et svar på sine drømme. Han fugtede læberne, der var blevet knastørre i den stillestående og tørre luft.
   "Faktisk så havde jeg en drøm, natten før Kapløbet. " Et øjeblik overvejede han at sige noget mere om drømmen, hvor han havde befundet sig i Coles krop, men han holdt igen. Han lagde mærke til, hvordan Annabella stod og vippede tydeligt nervøst frem og tilbage på fodballerne. Hun tyggede tankefuldt i sin underlæbe, men hendes blik var rettet mod Yrzula.
   "Det er præcis hvad vi frygtede. Galedas har forsøgt at læse dine tanker, og i samme omgang er han kommet til at plante nogen stumper af Overmester Ashatorns planer i dit sind. " Hun vendte sig mod ham med en pludselighed der kom helt bag på ham. "Tager jeg meget fejl i mine antagelser Hr. Brówn? "
   Gebrial kunne stadig ikke helt fornemme sammenhængen. Hvis han havde set nogle af Ashatorns planer, hvad havde de så at gøre med Cole? Cole var jo død, det var der ingen tvivl om... Alligevel nikkede han samtykkende.
   Yrzula sukkede dybt som havde hun fået alle sine bange anelser bekræftet. Med hurtige skridt gik hun tilbage til skrivebordet, hev noget frem fra øverste skuffe i Zarkoins skrivebord og lagde det frem foran dem alle, ovenpå billedet af Arkæologen.
   "Frk. Noriendha, Hr. Malton... " Annabella og Culrim trådte frem med forsigtige skridt. De så begge ud til at de hellere ville være andre steder. "I kender, forhåbentlig begge, allerede til Myérains geografi, så dette er måske gammel viden for jer. I andre derimod må hellere lige kigge med her engang. "
   Gebrial rejste sig fra sin skammel, og det samme gjorde Liddy, Ossi og Definé. Alle samledes de om et stykke pergament, hvorpå en masse grove, uens streger i sort blæk, udgjorde noget der tydeligvis var et kort. Begge sider af kortet bestod af store landmasser, mens den øverste del bestod af hundrede små øer. I bunden af kortet lå et mindre stykke land, der var omkranset af klipper.
   "Myérain er inddelt i 6 separate provinser som alle, mere eller mindre er uafhængige af hinandens regeringer." Hun kiggede rundt på alle, for at se om de var med. Gebrial nikkede interesseret mens Liddy, Ossi og Definé sparede på begejstringen.
   "Vi befinder os her, Belalien, Myérains største og ældste kontinent. " Yrzula placerede en finger på kortets højre del. "Eminia, er den rigeste del af Myérain," fingeren kørte til den venstre side. "Mens Orenio og Tancien begge kæmper med mangel på ressourcer. " Hun lod fingeren hvile i den nordlige del af Belalien, den sydligste af de to optegnede regioner var fyldt med groft tegnede træer, mens den nordlige udelukkende var tundra og mangelfuld i bevoksningen. "De sidste 2 er til diskussion, og har i mange år været de sorte får, hvad angår Myérains provinser." Hun lod sin finger dumpe ned i det sydlige af Belaliens enorme landmasse. "Dette er Ulon-Belalien, 'Ulon' er Belalisk for 'ny' og det er først fornyeligt at denne del af Belalien, har fået anerkendelse som en selvstændig provins. Før det hørte den til Belalien, og mange så stadig at den var en del af Fædrelandet. " Hun fugtede læberne og fortsatte ufortrødent. "Til sidst har vi Aleo'Rocia... Problembarnet for Myérain, og hjemsted for Jernbjørnene, en gruppe af Kongedræbere som for nogle måneder siden afsatte kongen. De dræbte ham, hans kone samt hans eneste søn, koldblodigt. Prins Cezara... " Hun stoppede op. Hendes stemme var knækket og hun havde vendt blikket ned mod kortet. Forfærdet opdagede Gebrial at hans Mester fra Aeroearth, græd.
   "Mester Percha... er... er alt i orden? " Forsigtigt rakte han hende hånden, men hun slog den væk.
   "Ja... ja alt er i orden, jeg har bare problemer med denne planets tunge luft... " Hun tog en dyb indånding, rejste sig i sin fulde højde og tørrede øjnene med håndfladerne.
   "Hvorom alting er, så kan der være en mulighed for at Overmester Ashatorn har kontaktet disse Jernbjørne, for at komme jer til livs... " Yrzulas stemme havde mistet sin autoritet, og lød nærmest flad og uengageret. Hun kiggede på de fire fra Aeroearth med et tomt blik. "Det ville være bedst, hvis vi på den ene eller den anden måde får jer bragt i sikkerhed. Vi tænker at Orenio, grundet sin afsidesliggende placering, ville være et ideelt sted at begynde. " Hun holdt inde og overlod ordet til Tainuleinen som nærmest hoppede op af stolen i ren iver.
   "Vi har arrangeret det således at Hr. Brówn tager afsted ved solnedgang med skib mod Guilars Havn, der vil han blive mødt af Exarchens vagter, og ført til dennes kloster." Nu blev det for meget for både Definé og Liddy. Begge havde stået og rokket uroligt ved kanten af skrivebordet, men nu kunne de ikke længere holde deres utilfredshed tilbage.
   "Sender i ham afsted alene! Jeg mener hvad med os andre!? " Liddy var trådt frem, og stod nu foran Yrzula. Det var den samme Liddy som for så mange dage siden, havde stået op foran Mester Greid. "I kan ikke bare regne med, at bare fordi i giver os denne usandsynlige historie, at i så derefter bare kan tage det som en selvfølge at han følger med! " Hendes ansigt var blevet højrødt af raseri og frustration, men det var ikke nok til at vælte Yrzula omkuld. Mesteren stod stoisk mens Tainuleinen krøb forsigtigt tilbage i stolen. Hun ventede tålmodigt på at Liddy skulle blive færdig, før hun tørt sagde.
   "Frk. Ruskéa, jeg vil minde Dem om at det er for hans eget bedste. Det må De da kunne se? Og faktisk ville jeg vove den påstand at han ikke har noget valg. "
   "Hvad mener du? " Definé var trådt frem ved siden af Liddy. Hendes ansigt var også rødt, men hun havde gjort et succesfuldt forsøg i at holde vreden inde. Yrzula lod beslutsomt sin pegefinger køre over det sted på kortet, hvor Dalen var placeret.
   "Jeg mener, dem der angreb jer i Dalen, vil med stor sandsynlighed komme igen, og jeg tror at dette sted er det første de vil gennemsøge efter Hr. Brówn. "
   "Men vi var jo også ofre for det angreb, tror du så ikke at det ville være bedst, hvis vi alle kom med til, hvad det nu end hed, det sted? " svarede Liddy mens hun vredt viftede med armene, for at understrege sin pointe. Et tankefuldt udtryk spredte sig over Yrzulas ansigt, før hun svarede.
   "Hr. Brówn var det primære mål, så jeg vil mene at i andre bare ville være en hæmsko for ham. "
   "Det kan du ikke mene... " Liddy sukkede opgivende, og kiggede bønfaldende på Gebrial. Forventede hun at han hjalp hende, så hun kunne komme med på en tur han knapt nok selv kendte? Chancen for at hun, eller nogle af de andre, kunne omkomme var stor, og han havde ikke lyst til at løbe den risiko.
   "Så vil jeg anbefale at ihvertfald en af jer bliver tilbage, hvis De, frk. Ruskéa, gerne vil med hr. Brówn... " Yrzulas stemme var blevet mildere, nærmest som om Liddys bønfaldende suk havde blødgjort noget i hendes ellers hårde indre.
   "Hvorfor? " spurgte Liddy og Definé i munden på hinanden. En undrende mine havde lagt sig over dem begge, ved denne pludselige ændring.
   "Fordi vedkommende som bliver tilbage, eventuelt vil kunne bruges som en form for afledning, hvis dem der angreb jer i Dalen skulle komme tilbage... "
   "Du mener, en form for madding?" Liddy lignede én der ikke troede sine egne øre. Hendes ansigt havde fortrukket sig i en mistroisk grimasse.
   "Det er det tilbud jeg kan gå med til, så brug resten af dagen på at tænke over, hvem der skal blive tilbage, og husk... i kommer jo til at se hinanden igen. Hvis alt da går efter planen vil i alle mødes igen hos Exarchen. "
   Liddy skulle til at komme med indvendinger, men Gebrial afskar hende muligheden.
   "Og det vil vi gøre. Tak for forklaringerne Mester Percha. " Han havde fået nok ting at tænke på, så hvis Liddy lagde sig ud med Mester Percha, var ikke noget han havde lyst til at bryde sit hoved med.
   Tainuleinen havde rejst sig fra sin stol, og var gået hen til Yrzulas side.
   "Så vil jeg mene at vi er færdige her, " Yrzulas stemme havde genvundet sin sædvanlige autoritet. "Hvis du, Hr. Brówn, vil bruge resten af dagen på at overveje hvem du vil have med, og få pakket dine ejendele, så sørger vi for klargørelsen af en drosche der vil tage jer til Manuella Havnefront, via Rubinstien. " Hun holdt inde og personerne i kontoret vidste med det samme at mødet var hævet.
   Efter mødet med Yrzula og Tainuleinen, havde han egentlig mest lyst til at komme udenfor. Udenfor og trække noget frisk luft og få hovedet blæst igennem. Håbet om dette var blevet slukket af Yrzula og Gelucia der uden videre forklaring havde anmodet ham om at blive inden døre indtil afgangen.
   Han havde følt sig lettere irriteret da han i stedet satte sig i Zarkoins solbeskinnede atriumgård. Selve gården var lukket inde i en kuppel af matteret glas, og varmen var kvælende. Denne tørke, som han havde hørt tale om fra Annabella, havde ramt gården hårdt. Ingen af planterne så ud til at have overlevet, og den ovale gård lå badet i gullig støv, mens bænkene i mørk træ, nærmest var ved at krakelere af tørst. Han havde sat sig på en af disse bænke, i håb om at få fred til at tænke. Liddy var fulgt med, og havde lagt sig, så lang hun var, på en bænk overfor ham.
   "Jeg synes at du burde vælge mig Gabe. " sagde hun pludseligt, mens hun lå med hænderne støttende bag hovedet, og stirrede tankefuldt op mod den koboltblå himmel. Der var noget ændret over hende, noget han ikke havde set i hende før. "Jeg mener, vi har kendt hinanden længst, og jeg kender dig efterhånden bedre end nogle af de andre der er her. " Hun vendte sig om mod ham, med et blik der skreg på bekræftelse. Gebrial vidste ikke hvad han skulle sige. Det hele forekom ham lidt ubegribeligt. Han havde ikke skænket det nogle tanker, at han om lidt skulle afsted, ud i et land han ikke kendte til. Alligevel var det der slog ham hårdest, det faktum at det kun var på et hængende hår at han havde fået lov til at få følgeskab på rejsen. Det var tydeligt at Yrzula, Gelucia og Tainuleinen alle foretrak at han foretog denne tur alene.
   "Du vil altid være mit førstevalg Liddy, " Begyndte han forsigtigt, men han følte hvor svært han havde ved at fuldende sætningen. "Men allerhelst så jeg at min rejse blev foretaget alene, ingen bør komme til skade på grund af mig, og Yrzula sagde jo også at vores adskillelse kun ville være midlertidig. Vi vil se hinanden igen... " Liddy vendte sit blik mod himmelen endnu engang. Der gik nogle sekunder før hun sagde noget igen.
   "Hvis nogen kommer til skade, så er det 'for' dig, ikke 'på grund af dig'". Hendes blik var fæstnet mod himmelen, hvor to fugle ihærdigt sloges over et eller andet.
   "Hvad mener du? "
   Liddy sukkede opgivende, og rejste sig med besvær fra bænken.
   "Det er lige meget Gabe. Jeg tror jeg går en tur, jeg har lige brug for at tænke lidt. Desuden var det vist kun dig der ikke måtte forlade stedet. " Med langsomme skridt begav hun sig over mod den dobbelte dør der førte ind i hallen. I døråbningen stoppede hun brat.
   "Men tænk nu over, hvem du vælger. Jeg føler bare at hun leger med vores sind og vores følelser. Bare tænk over det, så er du sød Gabe... " Med de ord forsvandt hun ind gennem døren, og efterlod Gebrial med et svært valg der skulle træffes.
   Hvor lang tid han sad i atriumgården, vidste han ikke, men varmen havde fået ham til at døse hen. Før han vidste af det var himmelen skiftet fra koboltblå til mørklilla. Han strakte sig og gabte søvnigt mens han genoptog sin tankestrøm om hvem han ville have med til Orenio. Varmen hang stadig i luften, men den var langsomt ved at stilne af. Han besluttede sig for at tænke videre indenfor, så han rejste sig og gik ind af døren til hallen.
   Der var stille. Et par enkelte tjenestefolk gik rundt i hallens hjørner, med langskaftede koste, mens de forsøgte at få det sidste snavs væk. Bortset fra dem, var alle væk.
   Han lod sit blik vandre rundt i hallen. En dør på højre side stod på klem, og en smal sprække af lys kom igennem. Nysgerrigt gik han mod døren. En tung lugt af mug og støv mødte ham da han nærmede sig døren. Håndtaget var varmt da han tog fat i det svungne stykke metal, og forsigtigt skubbede døren op.
   Lyset i bibliotekssalen var dæmpet. Luften hang ubevægelig og en duft af gamle bøger var næsten til at føle på. Lokalets fire vinduer gik fra gulv til loft, og var dækket af et mørkt stof, så lyset fra den nedgående sol ikke kunne trænge igennem. Rummet var tungt, og han fik følelsen af at livet snart ville ende. Pludselig lagde han mærke til at han ikke var alene herinde. Ved den slukkede kamin, i bibliotekets fjerneste ende, indhyllet i skyggerne, sad Liddy. Hun havde ikke set ham, og hun så ud til at være fokuseret på den tomme kamin. Stille og roligt gik han mod hende, men før han nåede mumlede hun svagt.
   "Jeg er ikke i humør til at tale nu Gabe... "
   Han stoppede op. Hendes stemme lød grødet, som om noget gik hende på. Forsigtigt formede han en sætning.
   "Det er helt i orden, hvis du ikke vil tale om det, men du har virket helt ved siden af dig selv siden vi mødte Annabella... " Han satte sig ned ved siden af hende, på en lille øreklapstol. Langsomt drejede hun hovedet mod ham. Hendes øjne lyste ikke op som de engang havde gjort. Nu var de nærmest døde og tomme. De var blodskudte, og det var tydeligt at hun havde grædt, lige inden han kom.
   "Jeg har det også anderledes, Gabe, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt... eller om jeg overhovedet skal sige det. " Hun tørrede øjnene og den løbende næse, og fjernede sit blik fra ham med et skælvende suk. Gebrial vidste at noget virkelig gik hende på, men det var tydeligt at hun ikke ville sige noget til ham på dette tidspunkt. Han lagde forsigtigt hånden på hendes skulder, men i samme sekund puffede hun den væk, med en irriterende mine.
   "Jeg har heller ikke specielt meget lyst til at være en del af noget profetisk ævl, " begyndte hun tonløst. Hendes blik fjernede sig ikke fra den slukkede kamin, da hun talte. "Og jeg har ondt af dem, der udover os, er en del af den. Sommetider ville jeg ønske at vi var omkommet på vej herned, eller at mestrene i det mindste havde gjort vores straf mere effektiv... " Hun skiftede position i stolen og drejede hovedet mod ham med en sådan pludselighed at hendes røde hår lignede en tornado af ild. "Er jeg helt langt ude Gebrial, eller har du det lige sådan? "
   Han tænkte sig om før han sagde noget. Egentlig havde han det på ingen måde som Liddy, og han bankede sig selv i hovedet for det, egentlig var han spændt og nysgerrig på denne drejning som hans ellers så kedelige liv havde taget. Han øjnede en mulighed for at finde en mening med det hele.

"Kom Liddy, lad os gå tilbage til de andre. " Han rakte hånden ud mod hende, og gav hende et opmuntrende smil. "Jeg tror at jeg har besluttet mig for hvem jeg vil have med på mit lille eventyr. " Gebrial mærkede, hvordan knuden i hans mave løsnede sig, da Liddy gengældte hans smil, og tog imod hans udstrakte hånd.
   "Jeg skal nok fortælle dig, hvad der har plaget mig Gabe, men først når jeg er klar til det, okay? " Hendes smil var anstrengt, men det var et så følsomt smil at der ikke var nogen tvivl om at hun mente det.
   Pludselig lød der et knald da døren ind til bibliotek blev åbnet med voldsom kraft. Definé stod i døren, hænderne knyttede i blodløse næver, og et dræberagtigt blik i de brændende øjne. Gebrial rejste sig instinktivt. Han havde en ubehagelig følelse af at dette ville blive slemt. Definé nærmest løb mod ham, og standsede først da hun stod ansigt til ansigt med ham.
   "Alt dette er din skyld! Gebrial! " Hun spyttede ordene ud i hovedet på ham. Der hang en sprittet dunst i hendes ånde, og han følte sig kvalm og utilpas. "Hvis du ikke havde saboteret mit løb, så var jeg ikke havnet her! Så havde jeg vundet! Jeg ville have overlevet! " Det skete pludseligt, og han så det ikke komme, før han lå på gulvet, med blodet løbende ned ad kinden fra stedet over øjet, hvor Definés knyttede næve havde ramt.
   Biblioteket snurrede, og han havde svært ved at dechifrerer, hvad der derefter skete. Nogle skygger svømmede gennem hans blik, voldsomt og hurtigt. Han hørte voldsomme lyde, som om nogle sloges heftigt. Med besvær kom han på benene, men han var nødt til at støtte sig til øreklapstolens polstrede ryg, da rummet begyndte at snurrer hurtigere. Skyggerne han havde set for sit blik, var Liddy der var faret i flæsket på Definé, og begge lå nu og rodede rundt på gulvet. Flækkede læber og blå øjne kom til syne i takt med at hans blik igen blev fokuseret.
   Med et brag blev døren slået op endnu en gang, og Yrzula trådte ind. Hun så ud til at larmen fra Liddy og Definés slagsmål var, hvad der havde fået hendes tålmodighed til at knække.
   "Så er det godt begge to! " Selvom hun ikke råbte, så var hvert ord hårdt og kontrolleret og før Gebrial vidste af det, stod Liddy og Definé rank som små soldater. Blodet løb ned ad Liddys ansigt fra en flænge hun havde fået over det ene øje, mens Definés læbe var opsvulmet og ildrødt.
   "Jeg ved ikke hvorfor I begge opfører jer så umodent, men der er ikke tid til den slags opførsel. " Hun stirrede vredt på Liddy og Definé, og begge krympede sig under det flammende blik fra de hårde øjne.
   "Hr. Brówn, har du truffet en beslutning om hvem du vil have med til Manuellas Havnefront, og hvem der skal blive tilbage? " Yrzulas blik skiftede karakter, og hun så et øjeblik trist ud. Han lod sit blik panorere over personerne i biblioteket der alle sendte ham forskellige blikke.
   "Jeg har tænkt længe mester Percha, og ja, jeg er kommet til en beslutning. " Han kastede et sidste blik på Liddy der tørrede de sidste rester af blod af sit øjenbryn, før hun kastede sig tilbage i stolen.
   Yrzula trak vejret dybt. "Fint, mød os på Gårdspladsen om præcis 10 minutter, så ordner vi de sidste ting inden rejsen. " Hun vendte om i en hvirvel af elegante klæder, og lod Tainuleinen halse efter sig, stønnende og prustende.
   Gelucia forlod lidt efter også lokalet. Annabella fulgte efter hende, men kastede flere blikke bagud, som følte hun en form for medlidenhed med Gebrial. Definé sendte Liddy et sidste olmt blik før også hun forlod rummet. Igen var det kun ham og Liddy der sad tilbage i det dårligt oplyste bibliotek.
   "Hvis det er til nogen trøst for dig Liddy, så er du mit valg. " Hvis noget i Liddy tøede op, så skjulte hun det godt. Hun havde igen vendt sin fulde koncentration mod de sidste gløder der ulmede i kaminen. "Du vil altid være mit førstevalg. " Han klemte hendes skulder en sidste gang, før han forlod biblioteket.
   Da de efter lidt tid mødtes på gårdspladsen foran Zarkoins bolig, var solen forsvundet helt fra himmelen, og havde efterladt den sort som blæk. Luften var kølig, men det havde han egentlig ikke noget imod efter den hede han havde oplevet i sin tid på Myérain. Zarkoins tjenestefolk havde pakket hans sparsomme ejendele i en lille lurvet kuffert og placeret den ved en drosche, trukket af 4 smukke sorte heste. De virkede ivrige efter at komme afsted, da de svingede utålmodigt med deres blanke manker.

Ved droschen stod Percha og Tainuleinen ventende. Percha havde sine hænder lagt på ryggen, mens Tainuleinens hænder hvilede på den store mave. Liddy stod sammen med Ossi og Annabella ved borgmesterboligens massive dobbeltdør i mørk træ. Ingen af dem så ud til at være trygge ved at skulle se passivt til mens han begav sig ud i det uvisse.
   "Nå Hr. Brówn, " Percha trådte frem mod ham, og et smil brød frem på hendes tynde læber. "Du har tænkt længe og har truffet et valg. " Gebrial nikkede og drejede hovedet mod sine fløjssøskende fra Aeroearth. Definé var ankommet. Stadig lige vred havde hun taget plads ved siden af Zarkoin der stod med et uhyggeligt og nærmest bedrevidende smil i det skarpe ansigt.
   "Jeg har truffet et valg Mester Percha, og mit valg er faldet på Liddy... " Percha smilede kort, denne gang et af de smil der fortalte ham at hun hele tiden havde regnet med dette. "og jeg har også valgt Annabella. " tilføjede han mens han fastholdt sit blik på Perchas undrende ansigt.
   "Hr. Brówn, gjorde vi det ikke klart at De kun kunne vælge en person, af hensyn til din egen sikkerhed? " Hendes stemme var fast og autoritær. Det var den Percha som Gebrial kendte fra Aeroearth.
   "Vil det ikke også være for min egen sikkerhed, hvis jeg tog flere end en person med? For efter hvad jeg har forstået, så er jeg åbenbart en del af et eller andet, så er det ikke bedre at være på den sikre side?" svarede Gebrial og mærkede en vrede ulme i sin krop. Perchas ansigt forblev uændret, men han kunne fornemme at han var ude et sted, hvor mesteren ikke ville have ham.
   "De ved ikke, hvad De har med at gøre Hr. Brówn, men hvis De virkelig vil sende hele verden ud i kaos, så vær så velkommen til at bringe en person mere med. " Hun vendte sit rasende blik mod Tainuleinen der havde stået og krympet sig under ordvekslingen. "Hvad mener du om dette Sepp? " Før Tainuleinen kunne nå at svare afbrød hun ham. "Hvis De er sikker så tag bare frk. Noriendha med, hvis hun da selv vil... "
   Annabella trådte frem ved siden af Gebrial. Selvom han ikke kendte hende særligt godt, så følte han en hvis sikkerhed ved at være i hendes selskab. Gebrial lagde mærke til, hvordan hendes ansigt skiftevist var alvorlig og glædesfuldt.
   Ved hans anden side trådte Liddy frem. Hendes ansigt var svært at gennemskue. På den ene side var hun tydeligt glad for at være blevet valgt, men samtidig var det som om en usynlig film lå over hendes ansigt og gjorde det trist og afmagret. Trods det stod hun rank som hun plejede.
   "Jeg tager også med" lød Definés dystre stemme fra et sted bag ham. En blandet følelse voksede i brystet på ham. Hun var ikke hans bedste ven, for at sige det mildt, så hvorfor havde hun besluttet sig for også at tage med? Han åbnede munden for at komme med indvendinger mod hendes beslutning, men blev afbrudt af Yrzula der var trådt tættere på dem.
   "Jeg går ud fra at De også har besluttet Dem for, hvem der skal blive tilbage?" Tilføjede Yrzula, med armene foldet over brystet. Hendes stemme dirrede mere og mere, som om hun ikke længere kunne styrer tingenes gang.
   "Jeg bliver tilbage. Selvom jeg er den eneste tilbage, så ville det alligevel være det rette valg. " For første gang så Gebrial, en Ossi der virkede sikker på, hvad han gjorde. Alligevel følte han et stik i siden ved udsigten til, hvad Ossi nu skulle igennem.
   Yrzula Percha sukkede opgivende og foldede endnu engang sine hænder på ryggen, rettede sig op og sagde:
   "Nuvel. Jeres ejendele vil blive sørget for når i ankommer til Havnefronten, men vær forberedt på, at dette langtfra vil være en hyggelig udflugt for nogen af jer, ej heller dem hr. Mornyng" Hun gav Ossi et advarende blik der fik den spinkle dreng til at smile usikkert.
   "Ingen af jer har oplevet, hvad der ligger i Myérains fjerne egne, og jeg garanterer for, at ingen af jer vil ønske at opleve det, hvis i selv kunne bestemme. " Hun holdt en kort pause og lod sine rolige øjne hvile på dem alle sammen.
   "Det er tid til at sige farvel. " Hun viftede dem nærmere ind til sig.
   "Sepp og jeg vil drage mod Aleo'Rocia, for at tale noget fornuft ind i hovedet på Jernbjørnenes høvding, en opgave jeg længe har set frem til, så der går nok noget tid før vi ses igen Hr. Brówn, så jeg vil også tage min afsked med Dem. "
   Hun rømmede sig kort og lagde en fast hånd på hans skulder, hvorefter hun med en langsom bevægelse, lænede sig ind mod hans øre. Hendes varme, mosagtige ånde kildede i hans øre, da hun kort hviskede "Jeg er ked af, at dette skulle overgå Dem, men vi gjorde hvad vi kunne for at forhindre det. Men noget er bare skæbnebestemt, og derfor umuligt at standse... " Med de kryptiske ord forlod hun, sammen med Tainuleinen, selskabet. Ud gennem den ornamenterede træport der ledte ud til grusstiens travle vrimmel. Han betragtede, en smule vemodigt, de to mestre dreje om hjørnet, ud af syne forenden af den travle hovedgade.
   Gelucia trådte frem mod dem. Hendes øjne var våde og den hvide hinde over de vise øjne, var spejlblank.
   "De unge mand, må lære, hvornår det er bedst bare at acceptere tingene som de er. " Hun kiggede længe på ham, uden at sige noget. Alligevel var det tydeligt at hun langtfra billigede hans modstand mod at tage alene afsted.
   "Det gør ikke noget Gelucia, jeg ville alligevel gerne med. " Annabella lagde hånden på Gelucias skulder, men Shamanen var langtfra tilfreds. "Desuden, så får Gebrial her, brug for hjælp når det kommer til at tale med de lokale. " Hun sendte ham et smil, men vendte hurtigt hovedet væk igen.
   "Det ville han have fået alligevel Annabella. Der findes folk i Orenio der taler det almindelige tungemål. " snerrede Shamanen og vendte sig mod Ossi og Definé. "Jeg håber at De unge mand, ved hvad De har sagt ja til? " Ossi sank en klump, men forblev tavs. "Jeg får alligevel brug for en til at hjælpe med at kigge de gamle skrifter igennem, og De virker til at have flair for den slags. " Shamanens blik ændredes til en mildere maske, og hun lagde en rynket hånd på Ossi skulder.
   "Men rejsen til Havnefronten er lang, så jeg vil anbefale jer at få sovet lidt på turen. " sagde Gelucia og kastede med hovedet i retning af porten, hvor den hestetrukne drosche stadig stod. "Det ser ud til at der er rigeligt med plads nok til at i alle tre kan få noget søvn. "
   Gebrial, Liddy og Annabella sagde farvel til Shamanen. Annabella med et familiært kram og tårer i det hun kyssede den rynkede pande, Gebrial og Liddy nøjedes begge med at stille op foran hende med taknemmelige smil.
   "Tak for, hvad du har gjort for mit ben. " Var det eneste han kunne sige. Gelucias ansigt lyste op af medlidenhed. Han lod blikket falde mod gårdspladsens sandfarvede fliser, da han mærkede sit ansigt rødme af forlegenhed.
   "Det var det mindste jeg kunne gøre Gebrial, " Hun førte en finger ind under hans hage, og guidede hans ansigt op. En forskrækkelse ramte ham, da han så at Shamanen græd. "Men du må love mig at passe på de kommende dage. Det var et slemt brud og det er endnu ikke helet helt. " Med en akavet bevægelse tog han imod hendes kram.
   "Jeg lover jer at ham her, vil blive holdt under strengt opsyn når han gennemgår de gamle bøger vi har her." klukkede hun mens hun holdt Ossis arm i et fast greb.
   "Vi ses igen på et tidspunkt Ossi. " Liddy sendte Ossi et lettere forceret smil, som han gengældte med et ligeså forceret smil.
   "Er du sikker på at det er det her du vil Ossi? " Gebrial tog fat i Ossis skulder og så ham i øjnene.
   "Jeg føler ikke at der er noget valg for mig, og desuden, " Han ansigt lyste op, "Så har Gelucia brug for en der i det mindste går op i det skrevne. " For første gang smilede han et rigtigt smil. En varme spredte sig i Gebrial, ved udsigten til at Ossi var i sikre hænder.
   "Tak for alt Ossi, jeg tror at du kan lære noget værdifuldt her. " Med de ord vendte Gebrial sig igen mod Shamanen.
   "Nå børn, se nu at komme afsted. Det er som sagt en lang tur. " De gav Gelucia et sidste kram, før de satte sig ind i den komfortable vogn. Definé havde forladt gårdspladsen, og var allerede hoppet ombord i droschen.
   Gelucia havde haft ret. Der var rigeligt med plads til at de alle kunne være der, og Liddy havde med det samme lagt sig på langs i den fløjlsbetrukne bænk, der løb langs det højre vindue.

"Det er egentlig noget underligt noget, syns' i ikke? " Liddy lå med lukkede øjne, gyngende frem og tilbage da vognen satte i gang. "Jeg mener det er lidt som om hele vores tilværelse er vendt på hovedet i løbet af et par dage... " Hun vendte sig mod Gebrial og ventede på at han skulle svare. Han nikkede kort, for hun havde ret i hvad hun sagde. Deres liv var ændret. Til det bedre, vidste han ikke.
   Definé og Annabella sad begge på det modsatte sæde med front mod ham. Begge havde blikket fokuseret på landskabet der gled forbi udenfor vognens små vinduer.
   "Jeg håber bare at vi på et eller andet tidspunkt, får en ordentlig forklaring på alt dette. " tilføjede Liddy før hun lukkede øjnene, vendte sig om og faldt i søvn.

Hele sit liv havde han drømt om at komme væk fra Aeroearth. Væk fra regler og undertrykkelse. Drømme om fremmede kulturer, fremmede landskaber med eksotisk fauna og spændende flora der voksede vildt omkring, havde fyldt hans hoved når han lukkede øjnene. Med tiden havde han opgivet nogensinde at komme til det, og nu, hvor det hele var så tæt på ham, så følte han et ubehag. Hvorfor, havde han ingen anelse om og det var nok det der gik ham allermest på. Landskabet der gled forbi vinduet, ændrede sig fra et støvet steppelandskab, til et bakket terræn med ganske få træer, og han mærkede øjenlågene bukke under for den snigende træthed. Da han endelig faldt i søvn, drømte han om Aeroearths metalliske gangarealer der lå øde hen.