Jeg trådte ind i baren og så mig omkring. Egentligt var jeg alt for gammel til at være her, men det var der ingen, der kunne se. Jeg så yngre ud, end jeg var. Meget yngre.
   En ung blondine strejfede mit synsfelt. Jeg drejede hovedet og så hende bestille en drink i den fyldte bar. Jeg tog trinnet ned til dansegulvet og gled hurtigt hen over gulvet med retning mod kvinden. En kort lykkefølelse greb mig og jeg følte mig privilegeret over, at jeg på trods af min alder stadig bevægede mig som en ung mand.
   "Må jeg byde dig en drink? " Hviskede jeg lige ud for hendes øre. Hun fniste kortvarigt og løftede hånden op til øret.
   "Det kildede, " sagde hun. Jeg vidste ikke, om hun bevidst undlod at svare på mit spørgsmål eller om hun ganske simpelt var så beruset, at hun ikke opfattede det. Så jeg spurgte igen.
   "Jo tak, " svarede hun denne gang og jeg kiggede spørgende på hende, da hun ikke fortsatte.
   "Øh... En Margarita, " svarede hun hurtigt. Hun var åbenbart ikke så fuld, som jeg først havde antaget. Det ville jeg hurtigt gøre noget ved og bestilte en øl til mig selv.
   "Uf. Kan du godt lide det stads? " spurgte hun og skar en grimasse, mens hun samtidig smilede til mig. Jeg nøjes med at nikke. Hun virkede ikke som den skarpeste kniv i skuffen. Jeg havde før været sammen med kvinder, som havde kunnet udfordre mig intellektuelt. Kvinder, som vidste noget. Kvinder, som fulgte med i samfundsdebatterne, var højtuddannende og som kunne give mig kamp til stregen. Stor var deres overraskelse derfor, når jeg pludselig vendte rundt på en tallerken og ikke længere var blød og behagelig. Mange års øvelse narrede dem. Jeg fik en mørk klump i maven ved tanken, men vidste også, at der ikke var nogen vej udenom.
   Hvis jeg ville leve, måtte nogen dø.
   "Øh... Hallo..." Kvindens stemme trængte ind i min bevidsthed og hev mig tilbage fra mine dystre tanker. Klumpen i maven var der endnu.
   "Vil du ikke vide, hvad jeg hedder? " spurgte hun. Hun ville være et nemt offer.
   "Jo da, " svarede jeg og så på hende med et blik, som jeg håbede udviste interesse. I dette tilfælde var interessen svær at fake.
   "Trine, " sagde hun og tog en tår af hendes Margarita. Jeg opdagede, at hendes glas var halvt tomt, mens jeg knapt havde drukket noget af mit og skyndte mig at tage en slurk.
   "Tom, " svarede jeg. Det hed jeg ikke, men jeg foretrak at give kvinderne et falsk navn. Det gjorde det en smule mindre personligt.
   "Okay, det var da et gammeldags navn, " sagde hun. Jeg trak blot på skuldrene som svar.
   "Hvor gammel er du? " spurgte jeg.
   "22, " svarede hun og jeg nikkede. Indeni blev jeg glad.
   "Vil du ikke med ud herfra? " spurgte hun. Jeg nikkede igen.
   "Meget gerne. " Vi rejste os begge to og gik mod garderoben, hvor vi fik udleveret vores jakker. Udenfor lukkede den varme aftenluft sig omkring os og fik sveddråber til at pible frem under min skjortekrave og løbe langs min rygrad til de nåede buksekanten. Faktisk vidste jeg ikke, om det var sommervarmen, der fik mig til at svede eller om det var Trines uendelige snakken. Munden stod ikke stille på pigebarnet i mere end to sekunder af gangen og jeg hørte ikke halvdelen af hvad hun sagde. Forsøgte blot at nikke på de rigtige tidspunkter. Det var vist det eneste engagement, hun behøvede for at fortsætte.
   "Skal vi hjem til dig eller mig? " spurgte hun pludselig midt i talestrømmen.
   "Ingen af delene, " svarede jeg. "Der er noget, jeg gerne vil vise dig. " Hun fniste.
   "Uh, føler mig helt speciel nu. " Jeg trak på smilebåndet. Mest for hendes skyld. En kulstort samvittighed prøvede at skabe kaos i mit indre. Samtidig forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg ikke gjorde særlig stor skade. At verden sagtens kunne undvære en kvinde som Trine. At hun ikke ville blive savnet. Jeg vidste godt, at det var løgn. Men jeg var desperat for at få min samvittighed til at klappe i. Eller i det mindste dæmpe sig lidt. Den gjorde det svært at smile.
   Jeg førte hende ind af en mørk skovsti og hun greb min hånd. Jeg lod hende gøre det. Snart ville det være overstået. En smule trøst skadede ikke.
   "Hvor er vi på vej hen? " En begyndende frygt fik hendes stemme til at skælve ganske let.
   "Et smukt sted, " svarede jeg. "Bare rolig. Der sker ikke noget. " Igen løj jeg. Men en smule trøst skadede som sagt ikke. Jeg var måske et monster, men jeg var ikke ondskabsfuld.
   "Vi skal op af bakken, " sagde jeg og pegede med min frie hånd på en bakke et par meter foran os. Trine kæmpede sig op og jeg støttede hende med en hånd på hendes ryg. Stilletter var ikke egnede til skovtur. Forhåbentligt ville hun blive glad for dem, der hvor hun skulle hen.
   "Wow, " udbrød hun og jeg konkluderede, at hun havde set udsigten ud over byen med alle dens blinkende lys og liv.
   "Jeg sagde jo, det var smukt, " sagde jeg stille og stillede mig ved siden af hende. "Lad os sætte os, " fortsatte jeg og pegede på en stor kampesten, der lå til venstre for os. Hun gjorde villigt, som jeg sagde og efter vi havde siddet et øjeblik, sank jeg en klump og rakte venstre hånd ubemærket ned mod jorden ved siden af kampestenen. Her fik jeg fat i den runde, tunge sten. Præcis som forventet. Jeg svang hurtigt armen igennem luften og ramte Trine i tindingen. Hun faldt om med et svagt støn og landede på jorden. Alting gik glat.
   Jeg satte mig på knæ ved siden af hende og bad en bøn for hende. Det var det mindste, jeg kunne gøre, når hun bidrog til min overlevelse. Jeg bøjede mig ind over hendes ansigt og lod mine læber nærme sig hendes mund, mens jeg sugede svagt. De lysende glimt begyndte at svæve ud af hendes mund og over i min. Jeg mærkede livet fylde mig ud.
   22 år mere.