Elliston.

Jeg vandrede rastløst frem og tilbage i mit dunkle studerekammer, ude af stand til at ryste gårsdagens begivenheder af mig. Skyggeulvene og den visnende skov spøgte stadig i mine tanker. Mit skrivebord var rodet med pergamentruller og bøger, alle med referencer til Arcana Contra.
   "Hvis det her begynder igen, er jeg nødt til at vide hvorfor," mumlede jeg for mig selv.
   Jeg gned mig over øjnene og sukkede dybt. Trætheden hang tungt i mine lemmer, men jeg vidste, at søvn ville undvige mig, så længe disse spørgsmål forblev ubesvarede, så længe jeg ikke vidste, hvad der hjemsøgte skoven.
   En krage fløj ind gennem det åbne vindue og landede på mit skrivebord med et hæst skrig. Den smed et forseglet brev og blev siddende på stoleryggen og stirrede på mig med et sort perleøje, som om den ville udsuge min sjæl.
   Mine øjne snævrede sig ind, da jeg genkendte seglet - Malachi Drakorn, De Ældstes Besværger. "Så din herre sender nye ordre, gør han?" mumlede jeg til kragen, der fortsat stirrede på mig.
   Med en blanding af nysgerrighed og mistro brød jeg seglet og foldede brevet ud. Budskabet var kryptisk, som altid med Malachi. Han advarede om "spirende kræfter" nær ley-linjerne og opfordrede til forsigtighed. Men jeg kunne mærke manipulationen bag ordene.
   "No shit, gamle mand. Jeg har sgu bemærket de 'spirende kræfter'," mumlede jeg irriteret.
   Jeg smed brevet på skrivebordet og gned mig over nakken. Malachi spillede et spil, det var jeg sikker på. Men hvilket? Og hvordan passede det sammen med skyggerne i skoven?
   Jeg var fordybet i mine tanker, da døren til mit studerekammer gik op. Silas trådte ind med Avanka i hælene, og jeg indså med et sæt, at jeg havde glemt mit løfte om at besøge hende på biblioteket.
   "Undskyld, Avanka," udbrød jeg og rejste mig hurtigt. "Jeg har været... distraheret."
   Avanka viftede afværgende med hånden. "Ingen problemer. Jeg tænkte, at hvis du ikke kunne komme til kortene, måtte kortene komme til dig."
   Hun begyndte at rulle flere store kort ud på mit skrivebord, mens Silas slentrede rundt i rummet med et granskende blik. Jeg mærkede en knude i maven, da hans øjne faldt på brevet fra Malachi.
   "Nyt fra vores kære Ældste?" spurgte han og løftede et øjenbryn.
   Jeg trak på skuldrene. "Bare det sædvanlige dobbeltspil."
   Silas' charmerende facade forsvandt øjeblikkeligt, erstattet af alvor. "De Ældste er urolige. Hvis Malachi snuser rundt, er det ikke kun ley-linjerne. Hvad er det ellers, du ikke fortæller mig, Elliston?"
   Jeg tøvede. Silas var en af de få, jeg stolede på, men jo mindre han vidste, jo sikrere ville han være. "Sigilet," indrømmede jeg endelig. "Det er blevet aktiveret."
   Silas' øjne snævredes, men han pressede ikke på. I stedet advarede han: "Hvis De Ældste finder ud af det, vil de have kontrol. Du er nødt til at træde varsomt."
   Jeg nikkede, vidste han havde ret, og en del af mig ønskede at betro mig til ham om hvad der skete i går i skoven, men lige nu stolede jeg ikke på andre end Eliza, Lily og Ford. Silas havde aldrig givet mig grund til at mistro ham, men han bevægede sig i skyggerne, hvor vi andre ikke kunne komme så nemt som ham.
   Jeg mærkede Avankas blik på mig, mens vi bøjede os over kortene. Hun stod tættere på, end hun plejede, og hendes fingre strejfede mine, da hun pegede på en af ley-linjerne.
   "Se her, Elliston," sagde hun med en blød stemme. "Der er en usædvanlig samling af energi lige her."
   Jeg nikkede og prøvede at fokusere på kortet, men jeg kunne ikke undgå at bemærke den subtile duft af hendes parfume. Avanka havde altid været venlig, men i dag virkede hun mere opmærksom. Hendes smil var varmere, hendes blik dvælede lidt længere. Jeg var en idiot med mange ting, men ikke i dag, ville det synes.
   "Du har ret," mumlede jeg og trak mig lidt tilbage. "Det er interessant."
   Silas betragtede os med et hævet øjenbryn, og jeg efterabede hans sigende gestus. Hvad foregik der? Avanka og jeg havde altid haft et godt venskab, men dette føltes anderledes. Jeg opdagede, at jeg overvejede muligheden. Hun var smuk, intelligent og magisk begavet. I en anden verden...
   Men tanken blev afbrudt af en pludselig varme i mit håndled. Sigilet pulserede igen, en konstant påmindelse om Eliza. Jeg gned fraværende over mærket og mærkede en bølge af bekymring og noget andet - noget dybere og mere foruroligende.
   Eliza burde ikke fylde så meget i mine tanker. Vores forbindelse var en ulykke, en byrde jeg havde pålagt hende. Og alligevel kunne jeg ikke benægte den tiltrækning, jeg følte. Hendes styrke, hendes nysgerrighed, den måde hun mødte denne nye, farlige verden på med så meget mod.
   "Elliston?" Avankas stemme trak mig tilbage til nuet. "Er du okay? Du virkede langt væk."
   Jeg tvang mig selv til at fokusere på kortene igen, men mit sind vandrede. Avankas nærhed og den pulserende varme fra sigilet på mit håndled skabte en forvirrende cocktail af følelser, jeg ikke var klar til at håndtere.
   "Lad os se nærmere på den energisamling," sagde jeg og pegede på det område, Avanka havde udpeget tidligere. "Det ser ud til at være centreret omkring den gamle ruin i Hviskeskoven."
   Silas lænede sig ind over kortet, hans øjne smalle af koncentration. "Interessant. Den ruin har været forladt i århundreder. Hvad mon har vækket den til live nu?"
   "Vi er nødt til at undersøge ruinen," sagde jeg endelig. "Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for hjælp."
   Avanka lagde en hånd på min arm. "Du ved, at jeg er med dig, Elliston. Uanset hvad."
   Hendes berøring sendte en bølge af varme gennem mig, og jeg tog mig selv i at læne mig ind mod hende et øjeblik, før jeg trak mig tilbage. Det var forkert. Farligt. Jeg kunne ikke tillade mig selv at blive knyttet til nogen på den måde. Ikke igen.
   "Tak, Avanka," sagde jeg blidt. "Men jeg kan ikke bede dig om at risikere dit liv for det her."
   "Du behøver ikke at bede," svarede hun fast. "Jeg tilbyder det frit."

Jeg forlod studerekammeret sammen med Silas og Avanka, mit hoved summende af information og teorier. Efter timers granskning af kort og diskussioner følte jeg et presserende behov for at klare tankerne.
   "Jeg går en tur," meddelte jeg dem.
   Silas nikkede forstående, mens Avanka sendte mig et bekymret blik. Jeg forsikrede dem begge om, at jeg ville være forsigtig, før jeg begav mig ud i natten.
   Gaderne var stille, kun brudt af en hundegøen eller fjern latter fra kroen. Mundane og magikere gik fra butik til butik, og bevidst søgte jeg mod ydergrænsen af byen for at få den ro jeg søgte. Det var længe siden jeg havde været så bekymret, haft så svært ved at samle mine tanker og jeg skød udelukkende skylden på båndet mellem Eliza og mig.
   Mens jeg gik, mærkede jeg en velkendt uro i mit indre. Det var da, jeg mærkede det - en skyggeagtig tilstedeværelse, der fulgte mig. Energien mindede meget om det, vi havde oplevet i skoven i går og alligevel var signaturen anderledes, jeg kunne dog ikke sætte fingeren på hvad det var. Mit hjerte hamrede, men jeg tvang mig selv til at forblive rolig.
   I næste nu fortættede skyggen sig til en vag, truende form. Mit åndedræt blev hurtigt, mens jeg mumlede en besværgelse for at skabe en barriere af lys omkring mig. Skyggen veg tilbage, men forsvandt ikke helt.
   "Hvad vil du?" hviskede jeg hæst, min hånd knuget om dolken i min frakkelomme.
   En hviskende stemme flød omkring mig som en brise. "Båndet er vågnet... Arcana vil rejse sig..."
   Skyggen opløstes i natten, men dens ord hang i luften som en tung tåge. Jeg stod tilbage, forvirret, mens mit sind kæmpede for at forstå betydningen af beskeden. Min magi summede gennem kroppen, men selvom jeg var træt, ville jeg ikke gå ned uden kamp.
   Jeg bandede lavmælt, da sigilet brændte intenst. En bølge af følelser skyllede gennem mig - frygt, bekymring og beslutsomhed - men de føltes ikke helt som mine egne. Jeg knyttede næverne i frustration. Intensiteten af følelserne chokerede mig. Båndet mellem Eliza og mig havde altid været der, en konstant summen i baggrunden af min bevidsthed, men dette var anderledes. Stærkere. Mere påtrængende. Det var, som om hendes tanker og følelser flød direkte ind i min bevidsthed.
   Jeg prøvede at lukke det ude, at genvinde kontrollen over mine egne tanker. Men jo mere jeg kæmpede imod, jo stærkere blev fornemmelsen. Panikken steg i mig. Hvad hvis båndet blev ved med at vokse? Hvad hvis jeg ikke kunne skelne mellem hendes tanker og mine egne?
   Da jeg hørte fodtrin bag mig, spændte jeg Instinktivt i kroppen, klar til at forsvare mig. Jeg snurrede rundt, en besværgelse på mine læber.
   Men ordene døde i min hals, da jeg så hende.
   Eliza stod der, hendes øjne store af overraskelse. Hendes hår var en rodet hvirvel omkring hendes ansigt, som om hun havde løbet. Hun så lige så forpustet ud, som jeg følte mig.
   "Elliston?" sagde hun forsigtigt. "Hvad laver du her?"
   Jeg åbnede munden for at svare, men ingen ord kom ud. I stedet mærkede jeg en bølge af lettelse skylle gennem mig - men var den min egen eller hendes?
   Jeg stirrede på Eliza, ude af stand til at finde de rette ord. Mit hjerte hamrede stadig efter mødet med skyggen, og nu stod hun her, som om mine tanker havde manifesterede hende.
   "Jeg..." begyndte jeg, men standsede brat. Hvordan kunne jeg forklare det, jeg knap nok forstod selv? "Jeg gik en tur for at klare tankerne. Men så mærkede jeg noget underligt."
   Eliza nikkede, hendes øjne fastlåste på mine. "Jeg følte det også," sagde hun stille. "Det var, som om noget kaldte på mig. Og så var jeg bare... her."
   En skælven løb gennem mig ved hendes ord. Båndet mellem os var stærkere, end jeg havde troet. Farligere.
   "Vi burde ikke være her," sagde jeg og kiggede mig nervøst omkring. "Det er ikke sikkert om natten."
   Men selv mens jeg talte, vidste jeg, at jeg ikke ville gå. Ikke nu, hvor hun var her. En del af mig - en del, jeg kæmpede for at ignorere - følte sig mere komplet i hendes nærvær og siden hændelsen i skoven, havde jeg været bekymret for hende. Jeg vidste Lily havde taget sig af hende, men det forhindrede ikke mit instinkt i at ville beskytte hende selv.
   "Fortæl mig, hvad der skete," sagde Eliza blidt, og trådte nærmere. "Jeg kan mærke, at du er bange."
   Jeg åbnede munden for at benægte det, men ordene døde på mine læber. Hun havde ret. Og af en eller anden grund føltes det rigtigt at være ærlig over for hende. Båndet gjorde det jo tydeligvis umuligt at lyve.
   "Der var en skygge," indrømmede jeg. "Den talte til mig. Om båndet. Om Arcana."
   Eliza så forvirret ud. "Arcana?"
   Jeg nikkede dystert. "Jeg tror, tingene er ved at eskalere, Eliza. Og jeg er bange for, at vi er fanget midt i det hele og uanset hvad det har med Arcana Contra at gøre, kan jeg ikke gå i dybden her."
   Jeg så bekymringen vokse i Elizas øjne, og mit hjerte sank. Jeg havde bragt hende ind i denne farlige verden, og nu stod hun her, midt om natten, omgivet af skygger og farer, hun knap nok forstod.
   "Elliston," sagde hun lavmælt, og hendes stemme skælvede let. "Jeg føler mig ikke tryg ved at være alene lige nu. Ikke efter alt det, der er sket."
   Hendes ord ramte mig som et slag i maven. Skyldfølelsen vældede op i mig, blandet med en intens trang til at beskytte hende. Jeg vidste, at det klogeste ville være at holde afstand, at ikke involvere hende yderligere. Men jeg kunne ikke få mig selv til at efterlade hende alene og bange.
   "Det forstår jeg godt," svarede jeg blidt og trådte et skridt nærmere.
   Eliza nikkede taknemmeligt, hendes skuldre sænkede sig en anelse. "Hvad gør vi så?" spurgte hun.
   Jeg overvejede vores muligheder. At tage hende med tilbage til min lejlighed føltes for intimt, for farligt. Men tanken om at sende hende hjem alene var utænkelig.
   "Vi kan tage hjem til m-"
   "Ok," afbrød hun mig brat og trådte tættere på, hænderne flettet sammen foran sit bryst, hendes vilde krøllede hår båret omkring af vinden, og kulden gjorde hendes næsetip rød. "Ok, vi går hjem til dig," glattede hun ud, da hun opdagede hvor hastigt hun reagerede.
   Jeg smilede. "Så kom, det er denne vej."
   Jeg vidste, at jo tættere vi kom på hinanden, jo sværere ville det blive at overlade hende til sig selv og tilfældighederne. Men i dette øjeblik kunne jeg ikke få mig selv til at bekymre mig om konsekvenserne.
   Jeg låste døren til boghandlen og aktiverede beskyttelsesbesværgelserne med en hvisken og en håndbevægelse. En svag glød løb langs væggene, før den forsvandt igen. Jeg vendte mig mod Eliza, som stod lidt bag mig og så sig nysgerrigt omkring.
   "Min lejlighed er ovenpå," sagde jeg og pegede mod trappen bag disken.
   Idet vi gik op ad trappen, blev jeg meget bevidst om situationen. At have Eliza her i mit private rum, føltes både intimt og farligt og det var en slående kontrast til mine følelser mod Avanka. Jeg åbnede døren til lejligheden og tændte lyset i køkkenalrummet.
   Jeg skubbede min frakke af og hængte den ved døren, hvorefter jeg trådte ud af mine sko. Eliza gjorde det samme.
   "Undskyld rodet," mumlede jeg og samlede hurtigt nogle bøger for at gøre plads på sofaen.
   Hun smilede og trak på skulderne. Det var først nu, jeg rigtig lagde mærke til Elizas påklædning. Hun havde en trenchcoat på, men underneden kunne jeg se, at hun bar hvide pyjamasbukser og en kort lyserød top med et kysselogo på. Jeg mærkede en uventet bølge af tiltrækning ved synet af hendes bh løse bryster, konturerne af brystvorterne mod stoffet og tvang mig selv til at se væk.
   "Lad mig lave noget te til dig," sagde jeg hurtigt og gik mod det lille køkken. "Du må være kold efter at have været ude."
   Mens jeg satte vand over, hørte jeg Eliza bevæge sig rundt i stuen. Jeg kunne mærke hendes nysgerrighed gennem vores bånd, blandet med en anelse nervøsitet. Hendes sindsstemning var vist ikke anderledes end min.
   "Din lejlighed er... hyggelig," sagde hun.
   Jeg smilede for mig selv. "Det er ikke meget, men det er mit hjem."
   "Har du boet her længe?"
   Jeg smed teposer i begge krus og overhældte dem med varm vand. "Siden min families død. Adelaide tog mig ind, hjalp mig med at genfinde formålet med livet."
   Jeg vendte mig om med to dampende kopper te og fandt Eliza stående ved min bogreol, hendes fingre strejfede forsigtigt ryggene på de gamle bøger. Hun så mod mig da jeg stoppede ved siden af hende.
   "Vær så god."
   Jeg rakte Eliza koppen med te, og vores fingre strejfede hinanden let. En gnist af elektricitet syntes at løbe gennem mig ved berøringen. Hun sendte mig et forsigtigt smil, og mit hjerte pumpede hurtigere.
   "Tak," mumlede hun og pustede forsigtig på teen, hendes fyldige læber spidsede til og jeg kunne ikke tage øjnene fra hende.
   Fuck, ta' dig sammen, Elliston. Reprimanderede jeg mig selv og fulgte hende med øjnene som hun bevægede sig hen til sofaen.
   Jeg satte mig i den slidte lænestol på den anden side af kaffebordet, hvor Eliza nu havde taget plads. Hun så sig omkring i rummet med nysgerrige øjne, og jeg følte mig pludselig sårbar. Mit hjem var fyldt med spor af min fortid, af hemmeligheder jeg endnu ikke var klar til at dele og alligevel var der en del af mig der desperat ønskede at bryde barrieren. Med Eliza.
   Jeg rømmede mig og brød stilheden. "Du sagde, du følte noget kalde på dig."
   Eliza rynkede panden let, som om hun ledte efter de rette ord. "Det var som... en tråd, der trak i mig. Jeg vidste bare, at jeg skulle følge den. Og så stod jeg der, foran dig." Jeg nikkede langsomt. Båndet mellem os voksede stærkere, og det bekymrede mig. "Elliston," sagde hun, hendes stemme blød. "Hvad sker der med os? Med dette bånd?"
   Jeg sukkede tungt og gned mig over panden. "Jeg ved det ikke, Eliza. Det er stærkere, end jeg havde forventet. Mere ukontrollerbart."
   "Er du bange for det?" spurgte hun, og hendes øjne borede sig ind i mine.
   Jeg åbnede munden for at benægte det, men ordene ville ikke komme. I stedet nikkede jeg langsomt. "Ja," indrømmede jeg. "Jeg er bange for, hvad det kan betyde for dig. For os begge."
   Jeg så på Eliza, hendes øjne fulde af spørgsmål og bekymring. Mit hjerte sank ved tanken om, at jeg var skyld i hendes frygt. Jeg ønskede at berolige hende, at fortælle hende, at alt ville blive godt. Men jeg kunne ikke lyve for hende.
   "Eliza," sagde jeg blidt, "jeg ved, at alt dette må være overvældende for dig. Det er det også for mig, og jeg har levet med magi hele mit liv."
   Hun nikkede langsomt, hendes fingre strammede omkring tekoppen. "Jeg føler mig bare så... uforberedt. Som om jeg er blevet kastet ud i noget, jeg aldrig vil forstå."
   Jeg rejste mig fra lænestolen og satte mig ved siden af hende på sofaen. Tættere på end jeg burde, men jeg kunne ikke holde mig væk. "Du er stærkere, end du tror," sagde jeg. "Jeg har set din magi. Du har en naturlig gave."
   Et svagt smil spillede om hendes læber. "Tak. Men det føles stadig som om jeg famler i blinde."
   "På sin vis gør du også," sagde jeg, "men hvad end det tager, står jeg til din fulde rådighed, ligegyldig hvornår du har brug for mig."
   Hun satte koppen fra sig på bordet, strøg noget hår væk fra ansigtet og bed sin læbe. Det kildede min fantasi for at vide, hvad hun tænke netop der, men jeg vidste bedre end at spørge. Jeg rynkede brynene, da Eliza lænede sig lidt tættere på mig. Hendes duft af jasmin fyldte mine sanser, og jeg mærkede mit hjerte slå hurtigere. Gennem vores bånd kunne jeg fornemme hendes nervøsitet blandet med... noget andet.
   "Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om," hviskede hun og mødte mit blik. "Om magien, om båndet... om dig."
   Mine fingre dirrede af trang til at række ud og røre ved hende, men jeg tvang mig selv til at blive siddende stille. "Spørg," sagde jeg blidt. "Jeg lover at være ærlig."
   Jeg betragtede Eliza, mens hun samlede sine tanker, hendes fingre legede med medaljonen. Gennem vores bånd fornemmede jeg hendes indre kamp - en blanding af nysgerrighed, frygt og noget varmere, der fik mit hjerte til at slå hurtigere.
   "Skyggen, du så," sagde hun endelig. "Hvad sagde den præcist om Arcana?"
   Jeg rørte på mig og prøvede at ignorere, hvor tæt hun sad. "Bare at båndet var vækket, og at Arcana ville rejse sig. Men der var noget ved dens tilstedeværelse, der føltes... anderledes. Gammelt og forvredet."
   "Som mørket i skoven?"
   "Lignende, men mere fokuseret. Som om det havde et formål." Jeg gned mit sigil distræt. "De her begivenheder er ikke tilfældige, Eliza. Nogen orkestrerer dem."
   Hun nikkede, hendes ansigt tænksomt. "Og du tror, det har forbindelse til, hvorfor du bandt os sammen?"
   "Det ved jeg, det har." Jeg tøvede og tilføjede så: "Bindingsbesværgelsen... Jeg fandt den i Arcana Contra."
   Hendes øjne blev store. "Den forbudte grimoire? Den Adelaide nævnte?"
   "Ja. Jeg var desperat efter at redde min familie. Bogen lovede magt gennem forbindelse, men..." Jeg tav, vægten af mine valg fra fortiden tyngede mine skuldre.
   Elizas hånd fandt min, og hendes berøring sendte en bølge af fortrøstning gennem vores bånd, gennem min krop. "Du prøvede at beskytte dem. Du kunne ikke have vidst det."
   Jeg stirrede på vores hænder. Hendes medfølelse truede med at bryde de mure ned, som jeg omhyggeligt havde bygget op gennem årene. "Det er problemet, Eliza. Jeg burde have vidst det. Og nu er du fanget midt i det hele."
   "Jeg er ikke en hjælpeløs brik, Elliston." Hendes stemme bar en styrke, der overraskede mig.
   Jeg mærkede hendes beslutsomhed gennem vores bånd. Det var sandt - hun var alt andet end hjælpeløs. Jeg havde set styrken i hendes magi, den naturlige kraft der flød gennem hende. Men tanken om at udsætte hende for fare nagede mig stadig.
   "Nej, det er du ikke," indrømmede jeg og slap hende hånd, tvang mig selv til at skabe afstand mellem os og trak fingrene gennem håret med et suk. Tag dig sammen, Elliston.
   Eliza lænede sig tilbage i sofaen, hendes øjne fulgte mig, mens jeg begyndte at samle bøgerne op fra sofabordet. Jeg havde brug for at beskæftige mine hænder med noget, hvad som helst for at distrahere mig fra den måde, hendes tilstedeværelse påvirkede mig. DEt var foruroligende. Hvorfor gik det så stærkt?
   "Du behøver ikke rydde op på min bekostning," sagde hun med et lille smil.
   "Gamle vaner," mumlede jeg og fortsatte med at stable bøgerne. "Adelaide har det med at dukke uanmeldt op, og hun hader rod."
   Det var en gemen undskyldning, men jeg kunne ikke se på kvinden på min sofa uden at skulle bekæmpe syndfloden af tiltrækning konstant. Jeg gik hen til reolen for at sætte bøgerne på plads, lettere taknemmelig for undskyldningen til at vende ryggen til Eliza. Mine fingre gled over de slidte rygge, mens jeg arrangerede dem efter emne og alder - et system kun jeg forstod.
   Jeg synes ikke, at jeg havde stået og rodet med bøgerne længe, men da jeg vendte mig om, lå hun sammenkrøllet på sofaen, i dyb søvn. Hendes lange, krøllede hår faldt over hendes ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet. Det slog mig, hvor ung og sårbar hun så ud i søvnen, fri for bekymringer om magi og skæbne.
   Jeg fandt et tæppe frem fra skabet i mit soveværelse og forsigtigt bredte jeg det ud over Eliza, omhyggelig med ikke at vække hende. Hun rørte sig let i søvne, men faldt hurtigt til ro igen. Idet jeg trak tæppet op over hendes skuldre, bemærkede jeg noget, der fik mig til at se efter en extra gang. På hendes nakke, lige der hvor halsen møder skulderen, var der en lille, mørk plet. Det lignede et modermærke, men jo længere jeg stirrede på den, jo mere var jeg sikker på, at den ikke var.
   Mit hjerte hamrede, da jeg forsigtigt bøjede mig nærmere for at studere mærket. Under huden pulserede en svag, violet energi - ældre og dybere end sigilerne på vores håndled. Mine fingre dirrede af trang til at røre ved det, men jeg holdt mig tilbage.
   En bevægelse i vindueskarmen fik mig til at se op. Orr sad der, hans ravneøjne glødede i mørket.
   "Du har bemærket det," sagde han lavt. "Mærket af Vogterskab."
   "Vogterskab?" hviskede jeg. "Som i..."
   "Arcana Contra's profeti, ja." Orr tippede hovedet. "Men jeg er ikke sikker på hendes rolle endnu."