Havfruen slog med halen.
En finger strøg den dunkende blodåre i Cessies urolige hånd. Strøg den til ro. Det var jo bare Sitas magre, gigtplagede hånd, der holdt om Cessies hånd. Og det var Sitas finger, der kærtegnede hende.
Hun havde stadig lukkede øjne, og hun så stadig Danny Keily for sig bag øjenlågene. Hun så Freddys stedfar - fjernt, som sad hun i skjul og iagttog ham.
Det var ham, der var troldmand. I hendes drømmesyn eller hvad det nu var,
Hun havde aldrig opfattet ham som troldmand; han var blot en stor mand i sin bedste alder - en gråskægget tater, der kunne virke barsk, men var som en klippe af tryghed. Sådan havde hun opfattet ham i den korte tid, hun havde kendt ham.
Aldrig havde hun set ham sammen med en havfrue. Hun havde i det hele taget aldrig nogensinde set en havfrue. Jo, i en bog,og på billedet i bogen var havfruen overskøn. I det mindste skulle hun forestille at være det, og der stod at hun med sin skønhed lokkede mænd i havet. Havfruen foran hende rettede sine runde øjne mod hende. Et brus af brune krøller omgav et magert ansigt med en ret bred næse overstrøet med fregner. Havfruen vippede med sine spidse ører.
Og havfruen slog med halen, så vandet plaskede.
"Husker du mig?" spurgte hun.
"Nej," ville Cessie svare, men ordet slap ikke over hendes læber.
"Selvfølgelig gør jeg det," sagde Danny Keily.
Og det var vist ikke meningen Cessie skulle gribe ind i scenarioet.
"Er han en troldmand nu? " spurgte havfruen så.
Hun så direkte på Cessie. Rakte en hånd ud mod hende. Eller en pote.
Kunne det passe? Hvad var det her'?
Hun så på Sita. Den gråhårede kvinde sad med lukkede øjne. Bevægede læberne.Holdt stadig sin hånd mod Cessies.
Så slog hun øjnene op.
"Hvorfor afbrød du?" spurgte hun. Stemmen var skinger og klang som en bebrejdelse.
"Havfruen talte til mig," sagde Cessie, og det strøg gennem hende, at Sita måske troede, hun var blevet vanvittig.
"Ja, vi fik kontakt - men du afbrød!?"
"Jeg forstår det ikke."
"Du afbrød, da du åbnede øjnene."
"Ja, det - det forstår jeg godt, men - kan vi ikke prøve igen?"
"Jo, måske, men ikke nu. Strengen er brudt. Linien er knækket."
"Undskyld," mumlede Cessie.
"Jajada, men forstår du - Danny var faktisk ret almindelig, men han var jo sømand og han oplevede mange usædvanlige ting. Han gik i land med en papegøje, en prinsesse og nogle sære perler, der kunne gøre et barn til en mægtig troldmand. Sagde han."
"Og du tror, at det barn så er Freddy" fastlog Cessie og følte sig helt opvakt.
"Ja, det tror jeg, men jeg har troet så meget."
Hun gned sig i øjnene. Og så træt ud. Træt og gammel.
"Flyt I to - jeg mener I fire - nu over i Calebs hus. Måske skal I ikke leve sammen for evigt. Intet varer forresten evigt. Men I kan få en god tid. Han elsker dig og er glad for dine børn. Se nu om du også er glad ved mit lille kærlighedsbarn."
Da den første sne faldt, boede de på Calebs gård. Calebs gamle forældre holdt sig mest i aftægtshytten, og de bortfløjnes - eller måske bare forsvundnes - personlige møbler og andet personligt var slæbt op på slottets loft. Der skulle det stå til de vendte tilbage eller til deres børn blev voksne og kunne overtage det. Caleb og konen havde tre levende børn; en syttenårig var stalddreng på slottet, en pige på fjorten og en dreng på 12 boede hos de gamle.
Det var underligt at sove i en alkove igen. Denne gang ikke på løs halm men på solide madrasser, stoppet med fyld, hun ikke vidste, hvad var lavet af. At lægge sig mod lagner af silke og indsnuse duften af sæbelud fra edderdunsdynernes nyvaskede betræk. Den overdådighed havde de med fra slottet, men alkoven var simpel og duftede af det aldrende fyr, den var gjort af.
"Her er rart," hviskede Cessie til Freddy, den første aften i deres nye hjem. "Det synes jeg også," hviskede Freddy tilbage. De var ikke sikre på, at børnene sov og den seng de delte stod omtrent lige på den anden side af alkovens tunge forhæng.
"Og vi kan sove længe i morgen, for Calebs datter har jo lovet at malke både koen og geden, " hviskede Freddy og puttede sig ind mod hende. Pustede hende i nakken.
"Ja, men drengen kan vist ikke lide dig," spurgte Cessie, stadig hviskende.
"Det tror jeg heller ikke, han kan," svarede Freddy.
Lyden af små listende fødder afbrød samtalen. Julies gråd skar gennen forhænget. Hendes små hænder greb fat i det, og da Cessie trak det til side, græd pigen værre end før. Cessie sukkede og løftede hende op. Hendes lille krop rystede. Hun havde nok haft mareridt. så de lod hende ligge mellem sig i alkoven. Der var plads nok. Snart sov hun, men i søvne bevægede hun sig som møllevinger i kuling. Puffede til snart hende, snart Freddy. Cessie lagde sin dyne om hende. Og sin ene arm uden på dynen, så de lå tæt sammen, men det hjalp ikke meget. Så trak Freddy hende forsigtigt ind mod sig og hviskede nogle sære ord. Det hjalp. Hun lå stille og på en sagte lyde, kunne cessie høre at barnet suttede på sin tommeltot. Det var en uskik, men det fik vente med at lære hende det.
Sneen faldt i store mængder og afskår så godt som enhver forbindelse med omverdenen. Dog fandt rejsende fra de omkringliggende dale af og til vej, nogle på slæder eller ski, andre gennem de underjordiske tunneller, der åbenbart havde været der i århundreder; nogle anlagt som miner, da undergrunden åbenbart rummede guld, jernmalm og kobber - eller i hvert fald havde gjort det.
Der var vist også nogle, der brugte det labyrintiske tunnelsystem som flugtvej, men Cessie havde ingen grund til at flygte. Livet i dalen var ganske godt. Ikke at hun gik om i en lykkerus; der var folk, der ikke kunne lide hende, børn, der ikke måtte lege med Keith og Julie. Der var dage, hvor Freddy havde travlt og dage, hvor hun følte sig nedtrykt.
Men der var også folk, der kunne lide hende. Der var samvær med Freddy, Planer om fremtiden. Samtaler med folk. Læsning. Skrivning. Og et møde med endnu en person, hun kendte; den rødhårede Varylis, der havde kendt Danny Keily. Cessie skrev ned. Lyttede. Tænkte. Lærte. Lavede mad, Levede. Og der skete noget hver dag. Stort og småt,
En dag hvirvlede snekrystaller ned, lagde sig på den sne, der mange steder var blevet skiden og dannede alenhøje driver. Keith byggede snemand sammen med Billy og Bekka. Julie tumlede omkring i sneen. Lagde sig i den og trillede. Kurede ned ad en skrænt, tabte sin vante og græd fordi hendes lille hånd blev kold. Lillis Mike puffede til hende og hun puffede til ham, så Cessie måtte skille dem ad og trøste dem begge. Hun lo af de arrigt spruttende, rødkindede småbørn. Hun var glad, da de enedes over boller, som de spiste foran ilden, iført tørre sokker og et fælles uldent tæppe
Drengen Jeff kom ud af sygehuset og hjem til sin far og søster i fangernes langhus. Han prøvede at flette kurve og sko sammen med Josie og nogle andre børn. Han gik til hånde her og der, men i vintertiden lå meget arbejde i dvale, så han fik også tid til at lege. Mange af de andre børn blev lidt skræmte af hans mærkede ansigt, men Johnny gav sig i snak med ham og da nogle unger angreb Johnny med snebolde og Jeff kom ham til hjælp, blev de kammerater. Ikke fordi Jeff var mester i sneboldkamp og ikke fordi de vandt, for det gjorde de ikke. De andre var mange. De blev kammerater fordi Jeff, uden betænkning gjorde, hvad han kunne for at hjælpe mod overmagten.
Billy og Keith kom så til at lege med Jeff, fordi de jo var kammerater med Johnny.
En femte blev Alex, der var Todd Malones yngste søn. Han var 10 år, ikke specielt opvakt og lidt for rund. Han kom med i den lille flok, fordi han følte sig ensom og derfor satsede på de nye drenge, der løb og legede med prins William, som de kaldte for Billy.
I en slags yderkant af gruppen, var der Josie, der så gerne ville være en dreng - og Patty, der følte sig anderledes, var genert og ikke rigtigt kunne få sagt noget til de jævnaldrende pigebørn. De to pigebørn var meget forskellige, men der i kanten af drengeflokken opstod et sammenhold, der kunne blive spiren til et stærkt venskab.
De syv tilbragte mere og mere tid sammen i den kolde vinter 1686-87. Deres forældre var dog ikke alle sammen begejstrede. Todd Malone forbød Alex at lege med Keith. "Det gavner dig ikke at lege med heksens og troldkarlens søn," skændte han, Af frygt for repressalier, da Freddy jo var ret højt på strå, tilføjede han"; De kan ikke være tjent med en simpel knægt som dig." De ord sårede Alex, men det var de først sagte ord, Todd virkelig mente.
Dave ville også gerne forhindre både Jeff og Patty i at omgås Keith, men Dave var jo ret beset en fange og havde ikke ret til at mene noget om det.
Og sådan var der så meget i dalen, der engang blev kaldt Duedalen, men nu af de fleste var omdøbt til Djævledalen.Nogle holdt sammen, nogle hadede hinanden, de kristne korsede sig over de djævelske og de djævelske grinede af de kristne. Nogle drak, andre sang salmer.
De fleste arbejdede, for der skulle jo mad på bordet. Der blev hugget hul på søens is, så man kunne stange ål, der blevet jaget lidt og der blev slagtet. Der blev syet, lappet, vasket i store baljer, hvor is blev til vand. Der blev elsket, der fødtes et par børn.Der var gru, der var skønhed - og der var koldt.
Cessie havde sagt til sig selv, at hun aldrig mere ville hjælpe de syge, men da lille Polly fik en slem forkølelse, hjalp hun alligevel. Og så kom flere til hende. Da en lille pige fik mavepine efter en af hendes urtedrikke, krøb sladderen frem. Som en lille forsagt skvalderkålsplante bredte den sig til de, der gad gøde den.
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig ud, Æbletræer og blommestræer blomstrede allerede og de første sommerfugle var vågnet til dåd. Himlen var blå og en mild brise legede i dalen.
Alfen Penny strakte sin aldrende krop og tittede gennem pixiblomstens blade ud på den store verden. Hun havde klaret sin opgave. For mange menneskeuger siden, da hun var ung. Der var fred mellem alfestammerne. Nu var det op til andre at passe på underet. Og andre væsner måtte selv passe på verden. Også mennesket og troldungen, der havde hjulpet hende med at nå målet. Og hun håbede det bedste. Havde givet mennesket af sin trolddomskraft, så han nu havde mere. Trolddomskunst var jo ikke alt. Løste ikke alt.
Men der var mildhed i luften. Og menneskebørnene legede.
Penny fløj ud for at se på dem. Genkendte den lille pige med det gyldne hår. Hun stod sammen med en mindre pige, hvis hår var lyst, fint og krøllet. Hun lo og vinkede. Undrede sig ikke spor over at se en gammel alfekone.
Keith, der stod et stykke væk så det ikke. Hans blik var fæstnet på en sten. Det fregnede ansigt var mut. Et stykke væk, bag et hegn, stod en anden dreng. Lige så mut som Keith, men en del rundere. Bag hegnet stod Jeff og Johnny,De skævede til hinanden. Og til Keith, der stadig lod som om han kun var interesseret i stenen.
Penny satte sig på en kvist mellem kirsebærblomsterne. Fine blade dryssede ned over børnene. Som sne, men blødere. Blidere.
En bred mand trådte hen mod børnene:
"Lad Keith være. Kom og hjælp med at luge ukrudt."
"Du sagde vi godt måtte lege lidt, far," sagde den mutte bag hegnet.
"Jamen men ikke med ham - ikke med troldmandens søn. "
"Han er slet ikke min far," sagde drengen ved stenen. Keith. Han sagde det højt og stirrede trodsigt på manden.
"Nehej, men din mor er en slem heks," sagde en dreng med et arret ansigt,
Manden tyssede på dem og vinkede dem hen mod et stykke jord, fyldt med mælkebøtter og nælder.
Et jag af forskrækkelse for over hans ansigt.
For der kom Keiths stedfar. Med bløde skridt. På bare fødder.
"God morgen, Todd," hilste han og nikkede til den sure, brede mand.
"God morgen," hilste manden, der hed Todd.
"I er godt nok nået langt med at luge," sagde troldmanden og smilede. Lod vist som om han ikke havde opfanget den dårlige stemning.
Men Todd så sur ud. Selvom han prøvede at skjule det.
"Jeg synes vi skal lade børnene lege sammen selvom vi to ikke er så gode venner," kom troldmanden så til sagen. Han så stadig venlig ud. Smilede endda.
Todd målte den anden mand med blikket.
"Nå så hjælper du måske med at luge?"
"Det kan jeg da godt. Det er søndag, men jeg skal ikke i kirke, så jeg kan luge, hvis du skal."
"Jeg skal ikke i kirke," sagde Todd. Et smil var vist på vej.
"Nå, men så er vi snart færdige med det stykke jord. Som jeg sagde, har I nået meget."
Todd smilede. Børnene så på hinanden.
Lidt efter legede børnene. Sammen. Og mændene lugede.
Flere kom til.
En fortryllet dag fyldtes dalen med snak og latter.
Penny fløj tæt forbi troldmanden. Florlet strejfede en vinge hans kind.
En dag i maj.
SLUT på første del af denne roman.