Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. Han holdt med begge hænder om et krus og stirrede frem for sig.
   "Går det bedre?" spurgte Jenny og ærgrede sig over sit dumme spørgsmål. Hun kunne jo se, at han havde det meget bedre.
   Men han svarede ikke.
   "Du skal drikke mælken," lød Beckys stemme i hendes øre. Opfordringen var selvfølgelig til manden.
   Han var stadig tavs.
   "Forstår du ikke tydansk?" røg det ud af Jenny.
   "Jo, jeg gør - undskyld - hvad sagde du?"
   Hænderne om kruset rystede. Fingrene var lange og slanke. Han krummede dem lidt, sikkert for ikke at spilde. Så drejede han ansigtet og så på hende. Han havde mørke rande under øjne der ikke var helt åbne.
   Huden var lysebrun, håret tjæresort og krøllet.
   "Jeg sagde såmænd bare, at det er godt at se, du har det meget bedre," løj Jenny.
   "Ja, og jeg sagde, at du skal drikke din mælk, unge mand. Jeg er ikke din bedstemor, sådan som du troede, men mælken vil gøre dig godt. Der er honning i og den er ikke så varm at du brænder dig."
   "Hvem er I?"
   Manden nippede til mælken og så igen på væggen, som om det var den, han spurgte.
   "Jeg hedder Rebecca Brun, " sagde Becky og pegede så på Jenny: "og det der er Jeniffer Alvilda Harenhule Karlsdatter. Tør man spørge, hvem du er? - og kan ske også, hvorfor nogen har skudt dig med en giftig pil?
   "Jeg er Fr...jeg hedder Frederik Johnsson. Jeg ..." Han tog en stor slurk af mælken og krummede igen fingrene mod kruset. Så vendte han igen ansigtet mod dem og sagde:
   "Jeg må videre."
   "Du er ikke rask nok til at gå videre og dit tøj er vådt, beskidt og ødelagt," sagde Becky i sit mest bestemte tonefald, som Jenny mange gange havde hørt hende bruge, når hun ikke tålte modsigelse.
   Under tæppet anede Jenny en natsærk, som Becky måtte have listet ham i, efter at hun, Jenny, var gået til ro. Og den mundering var det ganske rigtigt ikke godt at vandre videre i, hvor han så skulle hen.
   "Det er pænt at jer, at I har lånt mig tøj og hjulpet mig, men jeg skal videre," sagde Frederik.
   "Hvor har du da hjemme?"
   Frederik slikkede sin underlæbe, så fra Becky til Jenny, sank en klump og sagde: "Ingen steder."
   "Dit tøj ligner nu ellers ikke en vagabonds eller en taters," snakkede Becky.
   Han kunne ellers godt ligne en tater, tænkte Jenny - hvis altså det ikke var for den smalle næse og de ligesom lidt forfinede træk.
   "Giv mig nu bare mit tøj. Så går jeg."
   Han skubbede tæppet til side og svang benene ud over sengekanten, rejste sig, vaklede lidt og dumpede ned på sengen igen. Der sad han så og trykkede sin ene hånd mod panden. Han var bestemt ikke helt rask.
   "Du bliver nødt til at hvile dig lidt," insisterede Becky.
   " Så bare et øjeblik. Forstår I - der er nogen efter mig og hvis de opdager, at I har hjulpet mig, tror de ..."
   "Er det fire ækle mænd?" spurgte Jenny ivrigt.
   "Ja, blandt andre."
   Nu så han direkte på Jenny og hans læber frembragte et lille skævt smil, der svandt hurtigt væk igen.
   "Vi samler alle i landsbyen. Så skal de få så mange klø, der kan ligge på dem," for det ud af Jenny. Det kunne de modbydelige mænd nemlig have rigtig godt af.
   Som om hun havde brugt et tilkalde-horn, gik døren op. Det var nu ikke alle byens mænd og hårdføre kvinder, der trådte indenfor, men derimod far, Ray, Bobby og Jarvis.
   "Jeg ser, gæsten er vågnet. Det er godt, men kommer du ikke hjem, Jenny? Vi har malket og fodret, men der skal jo også bages og måske vi skal slagte en høne, nu hvor der er en fremmed i byen? Hvad hedder for resten vores gæst?"
   "Han hedder Frederik," oplyste Jenny og havde glemt efternavnet.
   "Javel," smålo far og kom hen til sengen, hvor Frederik stadig sad og nu havde trukket tæppet omkring sig, stillet kruset fra sig og rystede lidt over hele kroppen, mens små sveddråber perlede på hans pande.
   "Så ved du vel, Frederik, hvem de fire mænd er, som i aftes antastede min datter og truede hendes ære?"
   "Måske. Jeg er ikke sikker."
   "Kan det være nogle af de der såkaldte "djævle"?" vedblev far.
   Frederik så meget træt ud, men han så lige på far og svarede: "Det kan det være, ja - men det kan også være folkesoldater uden uniform, strejfere eller nogle, der bor længere nede af Siwas. Jeg ved det ikke. Hvordan så de ud?"
   "Jo, den ene havde en stor, krum næse og deres stemmer lød så - de ville -"
   Jenny gik i stå og ind i stilheden, gik der vist pludselig en prås op for Frederik. Han spurgte: "Var de svin ude på at voldtage dig, Jenniffer?"
   "Jeniffer? Det må jeg sige. Ja, det er du jo døbt, men det plejer vi da nu ligegodt ikke at kalde dig."
   "Det var Becky," forklarede Jenny, så lidt ned på de knastede gulvbrædder og gav dem svaret på Frederiks spørgsmål: "Ja, det ville de - og jeg hader dem!"
   "Hvad er "voldtage" for noget?" ville Jarvis så vide.
   "Det er noget slemt. Det må du ikke tale om," hviskede Bobby temmelig højt og så betuttet på sin far.
   "Ja, det er noget slemt," gav far drengen ret og var blevet rød i kinderne.
   "Jeg binder knude på dem," erklærede Ray. Han havde forsigtigt anbragt sig på klædekisten og lod stokkene hvile op ad den. Hans klumpfod pegede på Frederik i sengen.
   "Du kan ikke fange dem," sagde Jarvis og så undrende på sin storebror; som om han tænkte, at det burde Ray selv have tænkt på.
   "Men nogen andre kan fange dem og så holder vi dem fast og så kan du slå knude på dem," kom lille Bobby broderen til undsætning. Bobby var kvik, meget kvik af en syvårig, men hverken Jenny eller far sagde det særlig tit til ham, han skulle jo ikke gå hen og blive kålhøgen.
   "Så så, knægte," sagde far, "de mænd kan jo være over alle bjerge nu."
   "Kan de allerede være over alle de blå bjerge?" undrede Bobby sig og så troskyldigt på sin far, der brummede et eller andet.
   "De kan være mellem bjergene - i en af dalene," mente Becky og så alvorlig ud.
   "Jeg mener da, at dronningen af Dalgonien, har forbudt overfald og voldtægt," sagde far, der kom omkring, når han solgte skind og fisk. Og derfor var temmelig godt underrettet. Noget af det, havde Jenny da også både hørt og forstået, men det var ligesom ikke noget, der vedkom hverdagen her i landsbyen. Eller var det?
   "Jo, men så er der jo alle de "djævle, der ikke lystrer hende," vedblev Becky og gøs, da hun tilføjede: "og den der troldmand, som er meget farlig og eftersøgt."
   Gav det et gib i Frederik ved de ord? Jenny var ikke sikker. Det var nok bare en febertrækning?
   " Lad os nu høre, Frederik, hvem er efter dig - og hvorfor har du et kogger med pile? Er du jæger?"
   "Jeg skyder lidt dyr," svarede Frederik og lukkede øjnene, trykkede to fingre mod næsen og holdt fast i tæppet med sin anden hånd. Han nikkede lidt med hovedet. Virkede syg og træt.
   "Men du blev selv skudt med en pil," blev far ved. Det var ved at udvikle sig til et forhør og Jenny fik ondt af Frederik, men tænkte i næste nu, at de jo måtte vide noget. Han havde jo også sagt, at han skulle videre.
   Frederik svajede med overkroppen. Så åbnede han øjnene og så på far med øjne, der svømmede lidt:
   "Ja, der var nogle efter mig. Jeg tror bare de ville bedøve mig og slæbe mig med sig, men så blev de forstyrret. Der var mennesker i skoven. Larm og stemmer. Så husker jeg ikke mere, bortset fra noget, der er som drømme. Din datter har reddet mit liv. Det er pænt af hende. Har jeg sagt tak, Jeniffer?"
   "Kald mig nu bare Jenny - og nu har du i hvert fald sagt det," sagde Jenny og vidste ikke helt, hvorfor en varme steg op i hendes kinder.
   "Sagde du lige, at der var MENNESKER i skoven?" forhørte Becky sig . Hun lagde tryk på ordet "mennesker" og det lød som om hun var temmelig rystet.
   Frederik lagde sig ned, men så på den gamle kvinde, da han svarede: "Ja, det var det, jeg sagde - og elverne blev skræmte, men de henter nok forstærkninger."
   "Er der elvere efter dig?" Det var Bobby, der spurgte og hans øjne var runde som solmodne æbler. Han mund blev ved med at stå åben længe efter at spørgsmålet var sluppet over hans læber.
   " Orv," sagde Jarvis, der gerne ville vise at han var lige så kvik som sin lillebror, "så er det rigtigt at de findes og så kan jeg få dem at se og så kan de ..."
   "Hvorfor er der elvere efter dig? De kommer ellers ikke så tit i nærheden af os mennesker, måske bortset fra i Dalgonien og i grænselandene? Hvorfor, spørger jeg."
   "De kan ikke lide mig," svarede Frederik og et nyt skævt smil formede hans læber et kort nu, men forsvandt, da han tørrede svedperler af panden med en dirrende hånd.
   "Far," for det ud af Jenny og hun fortsatte tøvende: "Han er så træt og syg. Skal vi ikke lade ham hvile lidt? Så fortæller han sikkert det hele, når han er mere udhvilet."
   "Jeg skal videre," sagde Frederik for mindst tredje gang.
   "Du skal hvile, skal du," nærmest befalede Becky og sendte far et underligt blik.
   Frederik åbnede munden. Sikkert for at protestere, men i næste nu rystede han igen og lænede sig slapt tilbage mod den sammenrullede dyne. Hans øjenlåg gled ned over øjnene, han krøllede sig lidt sammen og lå så stille.
   "Lad os gå ud i stegerset," hviskede Becky så højt at alle kunne det.
   Far tøvede: "Hvad så hvis han stikker af?"
   "Han stikker ingen steder lige nu," sagde Becky, "han er syg."