"Tom, stop!"
Faren til teenageren, stod nogle meter længere nede af gangen. Tårerne løb ned af hans kinder ved synet af hans datter, Sara. Hendes lille, spinkle krop, der lå helt stille. Måden han sad bøjet ind over sin lillesøsters krop og satte tænderne i hendes kød. Lyden af kød og tøjstykker der blev gennemtygget og slugt. Paul kunne stadig høre hendes skrig. Fodboldkampen i tv'et nedeunder var stadig i gang. Han var faldet i søvn i lænestolen, da Sara pludselig havde råbt efter ham. På vejen gennem køkkenet, havde han grebet en kniv, tænkt at en syg person måtte havde brudt ind i hans hjem. Ikke dette. Dette havde han aldrig i sin vildeste fantasy forstillet sig. Men da han så årsagen til hans datters skrig, ramte kniven gulvet med et højt 'duuungg'. I det øjeblik, så Tom op fra sin søster. Før nu, havde han slet ikke set at sin far også var til stede i gangen. For optaget af at æde sin søsters kød.
"Hvad har du dog gjort," græd Paul og kunne ikke lade være med at stirre på sin søn. Kødet der sad fast mellem hans spidse, lange tænder, der havde skubbet de gamle ud. Men det var ikke hans søn. Hans søn kunne ikke...
En dyrisk lyd kom op fra Tom's strube. Blodet dryppede fra hans hage. Deres øjne mødtes. Paul gispede, stirrede ind i sin søns blodskudte øjne. Han genkendte dem ikke. Den blå farve var næsten forsvundet, kunne knap nok ses for de alt for store pupiler. Kradsemærkerne på hans kinder og hals gav ham et plaget udseende. Tom's ynglingstrøje virkede også alt for lille til ham. På trods af at hans moster havde købt den til ham to størrelser for stor.
"Tom, stop," råbte faderen igen, da hans eget kød og blod løb mod ham. Luften blev slået ud af ham i det hans søn væltede ham bagover, så fader og søn faldt ned af trappen. Paul stønnede og satte sig op. Kiggede på det der havde været hans søn for blot nogle timer siden. En pøl af blod bredte sig fra teenagerens baghoved. Hans knæ gav efter og i lang tid sad han bare på sine knæ. Han hørte ikke engang nøglen der låste fordøren op, ænsede knap nok hans kone, der råbte og ruskede i deres søn. Hun råbte efter ham, spurgte hvad der dog var sket. Paul åbnede munden for at svare, men lukkede den hurtigt igen. Ordene ville ikke komme over hans læber.
"Lad være med at gå ovenpå," var det eneste han kunne få frem. Et øjeblik stirrede hun bare på ham, før hun sprang op af trappen. Paul lukkede øjnene, da han hørte hende skrige. Et skrig der forsvandt i en hulken.
Haven var oplyst af blå og røde lys. Paul holdte hans grædende kone tæt i det de gik ud af deres hus, hjemsøgt af minderne fra deres børn. Han så to ambulance folk komme ud med rullende bårer. Ud fra den lille, sorte plastic sæk, vidste han at det var Sara. Hans røde øjne nåede at se sin søn på båren, der blev skubbet ud af huset, efter den første ambulance mand. Teenageren's åbne mund viste at den var fuld af spidse tænder. Flere end han kunne tælle. Bilen ved fortovets kant blinkede, da han trykkede på nøglens lås-op-knap. Linda satte sig ind og spændte sikkerhedsselen uden at tænke over det. Tårerne faldt, mens hun bare stirrede lige ud i luften. Paul hoved var fuld af billeder. Billeder der kørte som en film. Billeder af hans søn, der snerrende løb mod ham. Hver gang han tænkte på sin søn nu, var det det han så. Hans søn i færd med at æde sin lillesøster. De skarpe tænder der flåede maveskindet op og blodige hænder, hænger der trak hendes tarme ud. Lappede dem i sig, som var det spaggetti. Paul strammede grebet om rattet. Blinkede hårdt med sine blå øjne flere gange. Gjorde alt for ikke at huske. Han kiggede ikke i bakspejlet i det deres hus forsvandt bag dem.
Paul vred sig og stønnede, mumlede uklare ord. Sveden ilede ned af hans pande og det krøllede lagen blev knuget hårdt. Det var aften. Hans kone var på arbejde. Han sad magligt i lænestolen, foran fodboldkampen der flimrede på fladskærmen.
"FAR! Far! Fa-" ved Sara's skrig fløj han op fra lænestolen. Hun skreg, så hele nabokvarteret sikkert hørte det. Den måde hun skreg på... noget var helt galt og han greb en kniv udefra køkkenet, uden at tænkte over det. Sprang pustende op af trappen. Hendes skrig var stoppet, nej ikke stoppet. Blevet til en rallen, en rallen der blev til intet. Hun lå på gulvet, mens... mens blodet bredte så på gangen til hende og sin brors værelse. Åh gud. Hendes blå øjne var vidt åbne. De stirrede mod åbningen til trappen, stirrede efter hendes far. Alt i mens hendes bevidsthed svandt og lydene fra hendes bror blev højere. Læberne der normalt var et stille smil, var stivnet i en grimasse og tårerne havde dannet striber ned af kinderne, indtil også de var stoppet med at falde. Og desperationen, gnisten, der havde været der bare øjeblikke før Paul kom springende op fra trappen, var erstattet med en stivhed, som kun døden kunne bringe.
"Tom, stop!" råbet gav ekko i gangen, mens en tyggende Tom, langsomt så op fra sin søster.
"stop, stoop, stooop, stooop." Gangen virkede så dunkel og lang. Paul gav slip på kniven uden at tænke over det, så spidsen borede sig ned i gulvet. Han prøvede at sige noget, men ingen ord kom. Stod bare med armene langs siden. Tom tøvede ikke. Han rejste sig og trådte hen over sin søsters lig. Øjnene. Hans øjne bulede ud af raseri. Læberne og hagen var røde og smattede af blod. Så løb han mod sin fader. Fire skridt senere væltede han Paul omkuld. Tom's tænder skar gennem sin faders kind der skreg, da kinden pludselig ikke var der mere og blodet sprøjtede. Så tog han endnu en bid, den ene bid efter den anden og en til og en til og en ti...
"Tom!" Paul skreg og satte sig op med et sæt. Hans hjerte bankede for fuld hammer. Et maridt, men et maridt der var virkeligt. Han gemte sit ansigt i sine hænder. Gennem sine rystende fingre, så han at hans kone stod og stirrede ud af vinduet. Stirrede, men hun så intet, langt væk i sine egne tanker.
"Har... har du været oppe hele natten?" spurgte Paul sine kone, da han så poserne under hendes øjne. Var det bare ham, eller var den funklende grønne farve falmet? Hun svarede ikke. Han rejste sig op og gik hen til hende, foldede sine arme rundt om hende. Sagde intet. Det gjorde Linda heller ikke. Hun faldt nærmest bagud, ind i ham og begyndte at hulke lydløst. Han kyssede hendes blonde hår, men fandt ingen trøstende ord. Sammen så de ud af vinduet og betragtede solen stige op over hotellet. En ny dag var lige om hjørnet, en ny dag uden deres to yngste børn. Hvad var der dog overgået hans søn? Vanvidet, blodtørsten. Paul havde altid kunne genkende sig selv i sin søns ansigt. De klare blå øjne, næsen og den solide hage. Men... men, det han havde set havde ikke været, kunne ikke havde været hans søn. Ikke mere. Ansigtet havde haft en rødlige, irriteret kulør og de fregnede kinder var forvundet i kradse-mærkerne. Læberne fortrukket i en snerren, tænder spidse som nåle. Linda's ord rev ham ud af sine tanker.
"Milas ved det ikke," hikstede hun. Deres ældste og nu eneste søn. Han klemte hendes skuldre, men fandt atter ingen ord.
"Jeg skal nok ringe til ham," sagde han omsider og hev smartphonen op fra lommen. Hans tommeltot låste op for den, men stoppede over for knappen til opkald. Hvordan... hvordan skulle han overhoved begynde, hvordan kunne han over telefonen fortælle at Milas bror og søster var død? At hans lillebror natten over, havde forvandlet sig om til et monster, et monster der havde... der havde... der hav-
Han kunne ikke afslutte tanken i sit hoved. Paul sank en klump og åbnede munden.
"Jeg henter noget morgenmad." Det føltes dog mere som om han flygtede, kunne Paul ikke lade være med at tænke. Han kyssede sin kone på tindingen og forlod hotelrummet. Hans kone satte sig bare ved det runde bord og kiggede ud af vinduet, tårer trillede langsomt ned af hendes grå kinder.