I et lille hus, et sted du sikkert ikke kender, boede en pige vednavn Hist. Huset Hist boede i, var med stråtag og skorsten, og en have med gulerødder og græskar. Det var ikke noget stort hus, men plads var der alligevel nok af. Hist boede nemlig på landet, et stykke væk fra de andre huse i landsbyen. Her var der fredeligt, og stille. Der var ingen børn, der skreg, ingen koner, der sludrede og ingen katte, der larmede om natten. Der skete slet ikke ret meget. Faktisk, var her død kedeligt, syntes Hist. Der var selvfølgelig Skovbrøleren i Kebalaskoven. Hver morgen og hver aften, rungede hele landsbyen, når Skovbrøleren gik i gang. Derfor var der ingen, der gik ind i skoven. I det hele taget, var der ingen, der gik nogen steder hen. Alting var, som det altid havde været. Og sådan var det også bedst. I hvert fald ifølge indbyggerne i landsbyen.
   Heldigvis, havde Hist sine legekammerater. Kaptajn Fipskæg, Prins Guldtand, Trænissen og alle de andre. Når Hist var sammen med dem, skete der altid fantastiske ting. Sammen væltede de slotte og erobrede skatte fra skjulte grotter og befriede prinsesser fra uhyggelige drager. I hvert fald indtil hendes far sagde, at hun skulle lægge bøgerne fra sig, og hjælpe til med gulerødderne. Så var der kedeligt igen.
   Landsbyen havde ikke meget at byde på heller. Folk snakkede om vejret, eller sladrede om, hvad de måske synes de havde hørt bagerens kone sige om smedens søn. De andre børn i landsbyen havde for travlt med at holde deres fine tøj rent og læse lektier, til at lege sørøver og tyveknægte med Hist. Derfor holdt Hist sig mest for sig selv. Det var faktisk bedst sådan.

Hist klappede Historien om Den Høje Dværg sammen, og lagde den tunge bog i sin skuldertaske. Hun satte en hånd foran sig, som en skærm mod den skarpe sol, og spejdede mod landsbyen. Hvis hun var hurtig, kunne hun lige nå at låne en ny bog, inden hr. Kobe lukkede butikken. Med tungen i mundvigen, greb hun fat om grenen over sig, og svang sig rundt om pæretræets stamme. Så tog hun fat om Læsegrenen, og hoppede ned på jorden, let som en kat. Pæretræet var det perfekte sted at læse bøger. Her blev hun ikke forstyrret af hverken sin far eller de dumme børn i fint tøj.
   Hist tog sine sko i den ene hånd, og en nedfalden pære i den anden, og løb så gennem kornmarken på sine snavsede fødder, i retning af landsbyen. Hendes krusede, blege hår stod om hende som stråler fra solen, og fik hende til lidt at ligne en fe. Hun var heller ikke særlig stor, selvom hun snart var elleve somre gammel. Men Hist var slet ikke interesseret i at være nogen fe. Hun ville hellere være en stor kriger, en vaskeægte helt!

Folk i landsbyen var i fuld færd med at se travle ud. De spænede fra butik til butik og råbte op om de rødeste æbler, og nogen drejede endda et par gange rundt om sig selv. Alle sammen skyndte de sig at handle de bedste varer, inden købmændene lukkede deres boder og butikker.
   Hist følte sig ikke som en særlig stor kriger, da hun trådte ud på bytorvet. Faktisk, følte hun sig mere som en lille fe, der skulle gennem en grotte fyldt af store, trampende trolde. Hist legede, at hun skulle gennem grotten til den anden side, uden at troldene opdagede hende. Hun tog et fast greb om sin pære og sine sko, og så var det ellers af sted.
   Troldene lagde slet ikke mærke til hende. De tordnede om hende, så hun måtte stoppe op og dukke sig og smyg sig igennem, for at undgå karambolage. En af de store bæster fløj lige forbi hende i sådan en fart, at hun næsten blev blæst helt omkuld.
   BANG!
   En kæmpestor huntrold med fart som en vild hest, var tonset lige ind i Hist. Nu lå de begge midt på brostenene, viklet ind i hinanden som en fletning i en af de fine pigers hår. Røde æbler lå også spredt ud over brostenene omkring dem, som huntrolden vist havde tabt i sammenstødet. Den gav et frygteligt hyl fra sig, og sparkede sig fri. Huntrolden var knaldrød i hovedet. Rødere, end nogle af de ellers meget røde æbler på bytorvet omkring dem var.
   "HVAD I HELE HULE HIMMERIG SKAL DET FORESTILLE?!" Nu gik det op for Hist, at det slet ikke var nogen huntrold, hun var stødt ind i. Det var et langt mere frygtindgydende væsen. Det var bagerens kone.
   "NÅ?" befalede bagerens kone, stadig knaldrød i bægeret. Hist mærkede sin lille krop slå knuder i maven og brystet. Et par fine damer kom farende af sted og hjalp bagerens tykke kone på benene. De skræppede og pludrede som høns, mens den vældige kvinde genvandt fodfæstet.
   "D-det øh va-var slet ikke med v-vilje," stammede Hist.
   "Ikke med vilje, siger du?" det tykke, røde ansigt blev til en skarp grimasse. " Se på dig selv! Du er snavset fra top til tå! Og så brager du igennem byen som et forvildet vildsvin!"
   Apropos svin, tænkte Hist, kunne bagerens kone faktisk godt ligne lidt en gris. Altså med kjole og langt, lyst hår, selvfølgelig. Men det var nok ikke det helt rigtige tidspunkt at nævne det.
   Bagerens kone hævede en tyk finger og pegede den lige mod Hist. Hendes griseøjne blev helt små og kolde.
   "Uvorne unge, du burde have bedre at lave! Hm!" og så drejede bagerens kone rundt på hælene, og trampede væk fra bytorvet med en hønseflok efter sig. På hendes rumpe var den fine kjole smurt ind i den pære, Hist havde tabt i sammenstødet. Hun måtte nok hellere se at komme væk, inden der blev mere ballade. Hun samlede sine sko op, og tog også et af de flotte røde æbler med, og så traskede hun videre gennem byen.

Hist var ikke i særlig godt humør, da hun svang om hjørnet forbi skomageren. Længere nede af gaden, stod en ældre krumrygget herre med en stok. Han var i færd med at dreje nøglen til sin butik, da Hist løb ham i møde.
   "Hr. Kobe, hr. Kobe!" råbte Hist, og svang sin taske af skulderen.
   "Huh huh, jamen der har vi jo Hist," peb den lille mand. Hr. Kobe lignede lidt en venlig skildpadde med hans lange hals, kæmpe store næse og meget små øjne.
   "Jeg tænkte netop på, om ikke du mon ville dukke op," sagde han med et bredt smil. "det er snart tre dage siden, du lånte Historien om Den Høje Dværg."
   "Jeg blev forsinket af bagerens gris - jeg mener kone," svarede Hist, og blev lidt rød om ørene. Hr. Kobe lo en varm latter, så han fik tårer i øjnene.
   "Ah ja, hun kan være en rigtig trold, i det rette humør," sagde han, og satte en venlig hånd på Hists skulder. "lad os nu gå ind og finde en ny bog til dig."
   Hr. Kobes butik var det bedste sted i hele landsbyen. Den lille butik var dækket til at hylder fra gulv til loft, fyldt af bøger. Hr. Kobe havde engang fortalt hende, at selv hvis man levede i hundrede år, ville der stadig være nok bøger til, at man ikke behøvede læse den samme to gange. Der var bøger om hekse og alfer, krigere og drager, træer og blomster, dyr og mennesker og himmel og jord. Der var også stiger, så man kunne nå de øverste bøger på reolerne. Nogle gange hjalp Hist med at hente dem, da hr. Kobe havde svært ved at kravle op og ned. Han så vist faktisk heller ikke så godt.
   "Denne her ser god ud!" sagde Hist, og smækkede en tung bog op på skranken. 'Den Gyldne Eg' hed bogen, og på omslaget var der tegnet et mægtigt egetræ med smukke gyldenorange blade.
   "Aha," sagde hr. Kobe, og lænede sig godt ind over skranken, så hans store næse næsten rørte bogen. "Fortællingen om Skovbrøleren."
   "Skovbrøleren?! Er der skrevet historier om Skovbrøleren?" Hist så på hr. Kobe med øjnene spærret vidt op. Alle kendte Skovbrøleren, men ingen vidste noget om den. Kun, at den var meget farlig, og boede i Kebalaskoven.
   "Kun den ene, tror jeg," sagde hr. Kobe, stadig med hovedet helt nede over bogen.
   "Hr. Kobe?" Hist så rundt på de mange bøger på alle reolerne i butikken. "Hvis ingen nogen sinde har forladt landsbyen, og ingen nogen sinde besøger landsbyen ... hvor kommer så alle bøgerne fra?"
   Hr. Kobe rettede sig igen op, og så Hist undersøgende i øjnene. "Det har jeg også undret mig over, lille Hist," svarede han med sin gamle stemme. "hele livet."
   Hist så ned på det fine omslag af egetræet. Den ville hun gerne læse.
   "Værsgo!" sagde hun, og lagde det røde æble på skranken ved siden af bogen.
   "Ingen pære i dag?" sagde hr. Kobe smilende, med brynene hævet over hans små øjne.
   "Trolden tog den," sagde hist og grinede. Hr. Kobe lo også, og tog en bid af det røde æble.