Scene 5
   Der gik et kortvarigt ulideligt øjeblik, hvor alt var sort.
   "Hellere død end blind, hellere død end blind," tænkte Dennis febrilsk.
   Da Dennis igen fik synet tilbage i sit øje, troede han rent faktisk, at han var død. Eller måske bare var gået fra forstanden.
   Bussen ude i nowhere, var væk.
   Tilbage, på den forladte vej og de ensomme marker, var kun Dennis og de personer, der havde været på mark-siden af bussen.
   "Le merde!!!" udbrød Marié Curié. "De beamede den senmoderne bus op i stedet for os!"
   "Wauw, hvis jeg bare havde fået det med i min vlog ..." sukkede Brian.
   Dennis fattede stadig ikke helt, hvad der var sket. Var Bussen og de andre passagerer blevet beamet op i et rumskib? Levede han nu i en science fiction roman eller et computerspil?
   "What the fucking fuck har I gjort!?" råbte pigen med 'Soon to be Dead' kasketten. Hun kom løbende mod rumvæsenerne med store armfagter. Bag hende sad Julie og Cille helt fortumlet. De havde været tætteste på bussen og var væltet omkuld.
   "Æh, min kære petite mademoiselle, rolig nu," sagde rumvæsenet, der kaldte sig selv Zinedine Zidane. "Der er tale om en misforståelse. Le error. "
   "Le error min bare røv," fortsatte pigen arrigt. "I kunne jo have myrdet os alle? Hvad er I for nogle psychos? Siden hvornår er franskmænd rent faktisk blevet til gående frøer? I må hellere give mig nogle svar, før jeg ..." pigen hidsede sig så meget op, at hendes ansigtskulør blev rød som en klovnenæse.
   "Ah en pige med iltert tempérament! Det er netop derfor, jorden er så fascinerende. Du bliver helt sur bare fordi, der sker noget, som du ikke kan forstå? Irrationnelle!" Zidane virkede henrykt over situationen. Som en forsker der observerer hans små mus gennemføre en labyrint.
   "Hey, de gjorde det altså ikke med vilje. Prøv lige og relax en smule."
   Det var Brian, som overraskende deeskalerede situationen. En evne han måtte have tilegnet sig, efter at have mælet mellem Julie og Dennis i de evige søskende magtkampe.
   Cille og Julie sluttede sig til diskussionen.
   "Hende emo-pigen har faktisk en pointe. Hvad sker der lige her? Hvor forsvandt bussen og alle menneskerne hen?" sagde Cille og tilføjede: "Og var det jer, som tog strømmen fra min mobil? Så skynd jer lige at få mig online igen. Jeg har vigtige ting, jeg skal snappe."
   Dennis mente, at spørgsmålet med bussen måtte have prioritet - men Cille virkede nu til at være mest bekymret over tabet af mobil-signal og mulighed for at anvende Snapshot app'en.
   "Åh, magnifique, jeg elsker det 21. århundredes slang. 'Snappe'!" Zidane hensank i beundring over Cilles udtalelse.
   Marie Curie tog over. "I er nogle heldige jordboer. I bliver de første i 65 milliarder år, der hører sandheden," Marie Curie så meget dramatisk ud, da hun sagde 'sandheden'. "Lov mig at I ikke falder døde om på stedet, når jeg nu afslører den rigtige historie om jordens oprindelse og liv!"
   "Shit man. Science Teologi har virkelig arbejdet på ekstra-effekterne i deres nye reklamekampagne," udbrød Brian.
   "Luk munden, Brian," svarede Julie. "Jeg har lavet skoleprojekt om Science Teologi. De bliver først syret når man allerede har givet dem penge!"
   "Vi er aldeles ikke nogen Reklame!" svarede Marie vredt. "Det her handler om oplysningen af jorden! Vi vil fortælle jer svaret på alt. Fjerne jeres skyklapper. Lede jer ind i den femtobitale tidsalder!"
   "Vi har altså allerede haft oplysningstiden," skød Julie tilbage.
   "Crazy, jeg havde svært nok ved at holde styr på rækkefølgen af urtiden, stentiden, renæssancen og alt det der ståhej i forvejen. Kommer der nu en ny oplysningstid? Og hvad dælen er den femtobitale tidsalder?" stønnede Dennis, der for første gang siden beamet kunne få sig selv til at sige noget.
   Måske han alligevel bare skulle være blevet ved med at game? Virkeligheden var fucked up.

Scene 6
   "Nu vil universets viden være jeres. Lyt efter og spred budskabet til resten af jeres race!" Marie Curie gejlede sig selv op.
   "Hvis bare min matematiklærer havde været lige så opsat på at oplyse mig, så kunne jeg måske huske, hvad den der kvadrant-rod var," mumlede Brian.
   "Kvadratrod," rettede Dennis automatisk.
   "Prosit?" sagde Brian.
   "HOLD NU JERES FORTÆRINGSHUL LUKKET!" brølede Marie Curie. Kvinden var tydeligt frustreret over børnenes manglende interesse for universets gåder. "FATTER I DA IKKE VIGTIGHEDEN AF VORES BUDSKAB?"
   "Næh, egentligt ikke," svarede Cille. "Du er lidt ude over de 142 karakterer, hvis du forstår hvad jeg mener?"
   "Ahh, du hentyder til Twister!" sagde Zidane. "En app, hvor man kun kunne udbringe sine budskaber 142 karakterer af gangen. Det er så fantastisk, hvordan jeres hjerner er degenereret efter opfindelsen af computeren. Selv jeres talsmand taler i 142 karakterer ad gangen!"
   "Vores talsmand?" spurgte Dennis.
   "Ja, President Trumpet. Ham med det orange ansigt og parykken," svarede Zidane.
   "NU IKKE OGSÅ DIG ZIDANE. LAD MIG NU TALE UD," Marie Curie var virkelig opkørt.
   "OK, ok så da ..."
   Marie Curie tog nogle dybe indåndinger og fik styr på sit ansigt. De fem børn omkring hende turde ikke afbryde hende mere. Et aggressivt rumvæsen var ikke noget at spøge med.
   "Hvor kom jeg fra? Nå ja, jordens oprindelse ... "
   Hun talte i lang tid. Dennis forsøgte at høre efter, men da kvanteteori og antistof blev forklaret, stoppede han simpelthen med at høre efter. Hvis hun absolut ville oplyse folk på jorden, så skulle hun måske bruge begreber, som man kunne forstå. Derfor tænkte Dennis i stedet på kampen i nat. Han tænkte på, hvorfor han var blevet skudt af Balthazar i det nervepirrende øjeblik, hvor sejren var inde for rækkevidde. Balthazar, en af stjernerne på 'Soon to be dead' holdet, var slet ikke på niveau med Dennis. Indtil de skæbnesvangre sekund i kvartfinalen, havde Balthazar aldrig skudt Dennis i en regulær kamp. Balthazar var en vedblivende og udholdende spiller, men han var let at gøre vred og provokere, så han begik fejl. Hvad fanden skete der egentligt? tænkte Dennis. Havde Balthazar cheated? Han nåede jo ikke Dennis til sokkeholderne ...
   " ... og det er derfor vi er her i dag!" afsluttede Marie Curie og så rundt på forsamlingen.
   Cille sad med sin døde telefon og kæmpede for at få liv i den. Julie var faldet sammen på jorden og sang Rianna Grandiøs sang for sig selv ('Oh, it is so hard to be me, you see, it feels so tough. Everybody holla and I have one million billion dollars, but I still can't buy love.) Brian og Zidane stod og argumenterede om Zidane eller Messi var den bedste fodboldspiller nogensinde. Dennis så fjernt ud i luften. Kun den aggressive pige med kasketten på så opmærksomt på Marie Curie.
   "Så Jorden er sådan en Zoologisk Have for jer?" spurgte pigen med en aggressiv tone, der matchede hendes fremskudte underkæbe og intense blik.
   "Oui, Madamoisielle ... ?" svarede Marie Curie - med en slet skjult skuffelser i ansigtet over den manglende begejstring.
   "Bettinna," svarede pige med kasketten.
   "Oui, Bettinna. For universet er Jorden en Zoologisk Planet. Et eksperiment. Hvad sker der med intelligent liv, hvis det efterlades i et øde solsystem og ikke interageres med?"
   Dennis fjernede noget savl på hagen og koncentrerede sig. "Ah hva? Er vi så dyrerne?" spurgte han. Øjenbrynet var selvfølgelig hævet.
   "Oui, oui," Marie Curie satte sig på knæ i et forsøg på at vise sin sympati for de stakkels dyr foran hende. "Det er en skændsel. Lasciveté. Det strider mod alle skabninger i universets rettigheder. Et brud på intelligens-rettighederne! I stakler kender jo ikke engang til Beam-fysik, tanketransferens eller hvad universet udvider sig i. For syv sytten. I kender jo ikke engang til, hvad der er på den anden side af et sort hul! I lever jo et forfærdeligt liv. I bestemmer end ikke, hvor længe I vil leve! Men alt det kunne jeg måske se igennem fingre med. Indtil I begyndte på det med computeren. Vi måtte gøre noget for at hjælpe jer. En udbrydergruppe af Earth-Peace har planlagt det hele. I dag bliver I befriet og oplyst!"
   Zidane vendte sig om med et ryk. "Et tu Marie!?"
   Marie Curie nikkede vigtigt. "Ja, ma bien-aimée, også mig. Jeg tilmeldte mig Eart-Peace's, milleniale tankebrev, og siden da har jeg planlagt det med mine kammerater. Vi vil befri jorden fra uvidenhed!"
   "Men det kan ikke passe!" sagde Zidane med øjenbryn så højt oppe i det alienagtige ansigt, at selv Dennis' havde svært ved at konkurrere. "Vi elsker jo jorden. Vi elsker at besøge jorden. Vi har besøgt den i to tusinde år - lige siden der var et 'to-for-ny-tro' tilbud til Israel! - Jeg troede bare sol-udbruddet var et uheld, og det var en fejl-beaming? Er det jer, som har ødelagt usynlighedsskjoldet?"
   "Hey," sagde Brian. "Vidste du ikke noget om det her Zidane?"
   Zidane var blevet helt rød i hovedet. Han fjernede sin maler-hat og bøjede hovedet som en arrig væder. Med en hurtig bevægelse stødte han frem med hovedet og ramte Marie Curie, der teatralsk kastede sig på jorden. Børnene så på optrinnet med holdte åndedræt. Så rejste Marie Curie sig op igen og begyndte at le højt. Zidane lo sammen med hende, og de faldt hinanden om halsen.
   "What the hell?" spurgte Cille, der igen så op fra sin ødelagte mobil.
   "Forstår I ikke referencen?" fik Zidane frem mellem en hikkende latter.
   "Referencen? Hvad taler rumvæsenet om?" spurgte Cille de andre.
   "Åh, enfants. De kender slet ikke til Zidanes sidste landskamp," sukkede Marie Curie. Så kiggede hun på Zidane med kærlighed i blikket. "Når vi bliver uvenner, så opfører vi en begivenhed, der er sket her på jorden for at minde hinanden om vores evige kærlighed til jorden og til hinanden." Hun lagde en forsigtig hånd på Zidanes skulder. "Undskyld min elskede. Jeg skulle have fortalt dig om planerne. Men jeg troede ikke, du ville forstå. Du elsker jorden, som den er. Men jeg elsker den uselvisk og endnu mere end selv dig. Jeg forstår, at jordboerne fortjener at blive sat fri og oplyst, selvom det betyder, at jeg ikke kan besøge det længere som en usynlig turist."
   Zidane vendte blikket mod himmelen og sukkede. "Så dette er jordens befrielsesdag. Den største dag i mælkevejens historie. Jeg havde håbet der ville gå mange år endnu, inden disse uskyldige væsener blev blottet for det grusomme univers. Men jeg forstår, hvorfor du gjorde det, min elskede." Zidane kyssede Marie Curies lange fingre. "Så er den endnu mere en katastrofe, at vi ikke blev beamet op. Vi er strandet i nowhere med disse børn. Vi kunne have talt med Obama om meningen med livet, men i stedet er vi fanget her. De forstår ikke engang vores jokes."