Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve husløg, sad de og så ned på Cessie, Freddy og børnene. Fuglene skræppede og stak næbene sammen. Og fra den ene af bjælkehusets to stenskorstene steg røg til vejrs.
   "Bor her nogen?" udbrød Cessie.
   " Der er nogle, der holder øje med gården og dyrene," forklarede Freddy, "skal vi gå ind og hilse på dem?"
   Cessie nikkede og Freddy bankede på eden okkergule dør.
   Bag den hørtes slæbende skridt, der kom nærmere. Den knirkede ikke, da den blev åbnet, men det gjorde sivtøflerne, der sad på fødderne af en gammel knark.
   "Dig?!" bjæffede knarken, mens han stirrede på Freddy med øjne, der blev store og straks efter knebet sammen, mens det snerpede om læberne.
   "Ja, det er mig. Cessie og mig vil gerne se, hvordan her ser ud."
   "Hvorfor det?" snappede den gamle.
   "Ja men lillefar dog. Det kan jo være, de skal bo her. Husker du ikke, at jeg fortalte dig, at Lilli sagde ..."
   Barneys Lilli? Hun snakker."
   " - og I har småfolk med." henvendte konen sig til Cessie, "Kom dog indenfor i varmen."
   Vi vil jo ikke jage jer af gårde," sagde Cessie og havde lidt ondt i maven. Hun trådte dog over dørtærsklen og børnene fulgte med.
   "Vi bor da i aftægtsboligen," smilede konen og rettede på en hårtot, der var faldet ud af hendes hårknold. "Men vi går jo og holder huset og det hele lidt i stand og vi har da et par folk til hjælp.sådan om morgenen og når der er meget at gøre."
   "Nå sådan," smilede Cessie og strakte en hånd frem: Goddag da. Jeg er Cecillie Johnson."
   "Magda Dottsdatter," sagde konen.
   De stod i en stue, der lignede så mange andre stuer på smågårde; Et skab, en dragkiste, en rok, en gyngestol og et langbord. Stegerset lå ved siden af og også det så temmelig almindeligt ud. Bag stuen var der hele to kamre: det ene domineret af en alkove, det andet med tre smalle senge og en lille barneseng. I barnesengen sad en kludedukke.
   Julie sprang op i den lille seng, greb dukken og knugede den ind til sig. Den havde uldhår og bændeløjne. Den var så fin.
   "Hov-hov," lo Freddy, "Det er konens dukke. Giv hende den."
   "Mmm," surmulede Julie og trykkede dukken tættere ind til sig.
   "Du skal!" sagde Freddy. Kort.Bestemt.
   Julie rakte dukken frem mod Magda, mens hun surt skulede mod Freddy, der så lidt bister ud. Forhåbentlig opdagede pigen ikke det smil, der lurede lige bag den bøse mine.
   "Tak. Du er vel nok en sød pige," smilede Magda og tog dukken. Hun holdt den som var den et barn og sagde: "Fordi du er så sød må du måske låne Beggy til vi måske bliver oldeforældre. Ja, det er jo dukken som at der hedder Beggy. Men lige nu er hun min."

I forlængelse af boligen lå stalden, og når man trådte ud af døren i endegavlen var der to skure; et til brændsel og et til forråd. Sin nødtørft forrettede man bag køerne. Sådan var det de fleste steder; hun havde været så heldig at de hjemme på kroen havde et lokum og på slottede fandtes der flere listige steder til den slags. Nymodens men ganske behageligt.
   Overfor skurene, adskilt af et malet stakit lå en yndig lille hytte. Det var aftægtsboligen, hvor de to gamle boede.
   Og nu måtte Cessie vide besked:
   "Er det jeres søns gård? Og med forlov; hvis det er, hvad er der så sket med ham? "
   "Åh det ..."
   Magda så på Freddy. Ikke nær så venligt som når hun så på Cessie og børnene
   "Har du ikke fortalt hende, hvad du gjorde ved vores Caleb?"
   "Nej øh - næh, det har jeg ikke."
   "Hvad gjorde du ved ham?"
   Cessie spurgte, før hun fik tænkt over tonefald og om det var et godt tidspunkt.
   Keith så nysgerrigt fra Freddy til magda. Den gamle mand var blevet i stuen, formentlig sad han i gyngestolen og bakkede måske på en pibe,
   "Det - det kommer an på - jeg mener. Altså..."
   Freddy vædede sine læber og så på Magda som om han spekulerede på noget. Så sagde han:
   "Jeg forvandlede ham til en krage og så fløj han væk. Hans madamme fik samme tur og så fløj hun efter ham. De har vel bygget rede et sted."
   "Det har de nemlig," sagde Magda og skottede op mod taget.
   "Det var godt," sagde Freddy og nu lå der et smil på lur i hans øjne. Det trak lidt i den ene mundvige.
   "Forvandlede du hendes søn til en dum fugl?" spurgte Keith og så imponeret ud, men også lidt skræmt.
   "Det siger man," svarede Freddy, "så det siger vi også."
   "Gorde du?" blev Keith ved.
   "Ja," sagde Freddy, "men den slags gør jeg ikke ret tit, for det kræver meget energi. Det er stærk magi."


"Du kan slet ikke trylle folk om til fugle, vel?" spurgte Cessie senere. Julie sov til middag og Keith var sammen med Billy.
   "Næeh - men det er der nogle, som tror. Angus hjalp mig med at lade som om, jeg gjorde det."
   "Men hvorfor? Hvorfor Freddy?"
   "Fordi Allan ville have jeg skulle være genralløjtnant. Jeg sagde, jeg ikke ville, men det gad han ikke høre på. Og Caleb var ikke så god som genralløjtnant, sagde både Allan og Greg, så jeg skulle dyste med ham. Til døden eller til han blev såret. Men så fløj han altså fra mig."
   "Ja, du er generalløjtnant. Det er du noget ung til. Var det derfor du kunne få de mænd med til at redde os?"
   " Måske, men jeg var nu kommet under alle omstændigheder. Og Allan ville jo også have reddet mor og Mary."

"Jeg ville nu godt have set det tryllenummer," sagde Cessie og kunne ikke lade være med at le. Men var alt det med at han var troldmand, som man jo også sagde bare fup? Det var hun ikke sikker på.
   "Men du kan da noget magisk, ikke?"
   " Jo. Det har jeg jo sagt - men ikke så meget og jeg har ikke styr på det. Angus hjælper mig med at få det og også Vanka og Vatia - to sortelvere jeg kender. Nå ja og Slikoran. Men magi er ikke bare noget, man fødes med og så har helt styr på. "
   "Så du tryller mig altså ikke om til en hugorm, hvis vi bliver uvenner?"
   "Nej, men måske til en jagurslange," sagde han, "for måske har jeg lært det til den tid. Om lang tid."
   " Hvordan skulle nogen kunne det?"
   "Angus siger at alt består af nogle bittebittesmå dele. Nogle mærkelige små væsner, man ikke kan se - og hvis noget bliver adskilt kan det samles igen - på en ny måde eller på samme måde et andet sted. Vanka kan gøre det. Hun er faktisk meget dygtig. Men hun gør det heller ikke hele tiden, for hun bliver træt og svag af det."
   "Tror du også jeg kan bruge magi? Tror du?"
   Freddy nulrede sine læber. Længe.
   "Ja," sagde han så, "Det ved du vel, at du kan? Du bruger det ikke meget, men du har magisk energi. Har du glemt det?"
   Hun trak på skuldrene.
   "Så er jeg måske en heks, men jeg vil ikke være en ond heks."
   "Du er en god heks," sagde han og så alvorlig ud.
   De så på hinanden. Bare så.
   Omsider sagde hun: "Det har vi vist snakket om?"
   Han nikkede. Trykkede en fingerspids mod hendes næsetip.


***
   "Er vi hekse?" spurgte Cessie. Og det var Sita, hun spurgte.
   "Det er vi vel," svarede Sita.
   "Men kan vi så gøre folk raske? Kan vi brygge miksturer, der gør folk forelskede? Hvad kan vi?"
   "Jeg kan brygge visse miksturer, der kan kurere nogle ting. Og sommetider kan jeg se ind i fremtiden. Det sker også, jeg snakker med guder - hvis de da ER guder. Men det er ikke som i eventyrerne, Cessie. Hvad du kan? Jeg ved det ikke. Engang så jeg, at du var udvalgt til noget. At du er noget særligt og jeg troede, jeg vidste, hvad det var. Men jeg tog fejl. Dog er jeg temmelig sikker på, at du kan bruge andres magiske energier. Jeg tror det er det, du kan, Cessie"
   "Øhe?" sagde Cessie, "Hvad mener du?"
   "lad os prøve," foreslog Sita og så helt oplivet ud, da hun sprang op fra stolen hun sad på.
   Hun rodede i et skab og rakte triumferende en bunke kort frem mod Cessie.
   "Ja, jeg har jo ikke min krystalkugle," sagde hun, "men lad mig så prøve at se i kortene.
   "Se hvad?"
   "Ja, hvad vil du gerne vide? Måske om du skal trækkes med mig som en slags svigermor?"
   Cessie blev hed i kinderne.
   "Du boede jo sammen med han en tid, men jeg var der jo ikke. Danny og jeg var rundt til markeder. Sammen med Kenny og Bubi."
   "Hvor er de?" spurgte Cessie og havde længe villet spørge.
   "Kenny og Bubi tjener på Kløverborg. Danny er - han er forsvundet."
   "Måske kan kortene fortælle, hvor han er?"
   Sita rynkede brynene og næsen.
   "Ja, måske - lad os bare prøve."
   Sita delte kortene i fire bunker. Så vendte hun det øverste kort i hver bunke og det var ikke helt almindelige spillekort. Men det havde Cessie faktisk heller ikke troet.
   Ved siden af hinanden lå nu en havfrue, en prinsesse, et hornet væsen, der godt kunne være ham Slikoran og en troldmand med en stjernespyende tryllestav.
   "Kig godt på kortene," sagde Sita, "og prøv så at føle, hvad jeg føler - se, hvad jeg ser. Når du synes, du har kigget længe nok, så luk øjnene og tag min hånd. Husk også, hvad der skete, da jeg spåede dig, dengang på det marked. For længe siden. Sådan føles det med alt, hvad der er sket. Men det er kun tre år siden, Cessie."
   "Men det er jo Danny, vi vil vide, hvor er. Er det ikke?"
   "Kig på kortene, Cessie."
   Hun kiggede. Vidste ikke rigtigt hvad hun skulle kigge efter. Så på detaljerne. De gyldne kanter. Var det ægte bladguld? Et æseløre på troldmandskortet. Var det et mærke lavet med vilje? For at snyde? Havde det noget med Freddy at gøre? Det lignede altså slet ikke Danny i hvert fald. Stakkels Danny. Det lod ikke til at Sita savnede ham særlig meget. Det var sir John, der fyldte hendes tanker, nærede hendes længsler.
   Men hvorfor nu det? Han var jo en adelsmand. Forfinet. Og selvom han virkede rar, så havde han jo magt over fæstebønder og daglejere,
   Danny Keily var så rar. Så tryg. En gråhåret kæmpe.
   Foran hende blev troldmandens hår gråt, Han svang sin stav og det regnede med stjerner - regnede ned over havfruen.
   Cessie lukkede øjnene.
   Hvad var nu det her?
   En kloagtig hånd lagde sig fast om hendes ene hånd.