Det havde været en fantastisk fødselsdag, tænkte Lupina. Hun trak fødderne op under sig i det fælles soveværelse på klosteret. På den xtra large t-shirt stod der: 'Being bad feels pretty good'. Hun blev klam ned af ryggen pga hendes hår, der stadig var vådt efter brusebadet.
   En sort dug lå bredt ud på sengen. Hun tændte et fyrfadslys på natbordet. Det var en del af hendes årlige fødselsdagsritual. Noget hun havde gjort lige siden hun blev 10 år. Dengang havde hun fået et sæt tarotkort af Forstanderinden på klosteret 'Anima Humana Securitatem', eller 'AHS' som hun kaldte det. Klosteret havde altid føltes som 'hjem', så længe tilbage hun kunne huske, og det var faktisk sjældent, Lupina tænkte på, at hun ikke havde forældre og søskende og boede i et hus med have. Men på sin fødselsdag optog netop den tanke hende; hvem havde efterladt hende på trappen i sin tid - og hvorfor?
   Lupinas veninder hoppede op på sengen til hende, og hun vendte tilbage til nuet. "Jeg blander kortene med lukkede øjne, mens jeg tænker på året, der kommer. Lad kortene danne et billede af mit 17. år. Hvad kan jeg forvente mig?", sagde Lupina mens hun blandede kortene. Hun åbnede øjnene igen og udvalgte nøje tre kort.
   "'Magigeren'! Juhuu!", jublede Lupina, da hun vendte det første kort. Hun elskede alt mystisk, og hvad mere kunne man så ønske sig end dette kort. Hun håbede inderligt, at der ville ske noget helt vildt magisk i det kommende år. Hendes veninder smilede sigende til hinanden.
   Hun rystede let på hænderne, da hun så kort nummer to. 'De Elskende'. En dråbe vand løb hende koldt ned af ryggen under t-shirten.
   "Å-åh.", sagde hun dæmpet, da hun lagde kortet ned, så de andre også kunne se det. Lupina havde aldrig haft en kæreste eller det, der lignede... Hun havde ikke lyst til at mærke en kærlighed for så at være bange på at miste den igen? Det var tabet af kærligheden, som kortet betød for hende. Hun så ikke muligheder. Hun så kun smerte. Derfor var det også blevet en vane at afvise alle tilnærmelser.
   Hun sad som forstenet i sin egen lille osteklokke, hvor illustrationen af de nøgne elskende drejede rundt og rundt om hende og forsøgte at slippe ud af glasburet. Venindernes snak blev forvrænget til en monoton mumlen af det tykke glas. Billedfremvisningen i hendes indre teater fortsatte hastigt med billeder af de mange fyre, der havde gjort tilnærmelser til hende gennem tiden.
   "Skal du ikke vende det sidste kort?", spurgte en af pigerne og det løftede osteklokken.
   "Øh jo. Selvfølgelig!", sagde Lupina og forsøgte at leve sig ind i ritualet igen.
   Snart var bekymringen ved kort nummer to aflyst af glæden ved at vende det tredje og sidste kort, der illustrerede 'Universet'. Hun lagde det lige ved siden af kortet med De elskende.
   "Jaaa!", udbrød hun. "Det er det allerbedste kort!" Kortet symboliserede, at hun ville nå sine mål , få harmoni med sig selv og ultimativ lykke! Det var jo ikke så ringe at opnå!
   "Nå, hvad kan du så forvente dig, Lupina?", spurgte Harmina med store øjne, der slugte billederne på kortene.
   "Det er svært at sige konkret.", Lupina fik en lodret streg mellem brynene, når hun grublede. "'Magigeren', står for ukendte kræfter - man er ofte nødt til at tage en risiko for at bruge disse. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er tale om her, men I kender jo mig. Jeg er meget fascineret af det okkulte og mystiske, så hvad det end handler om, så vil det helt sikkert blive spændende. Måske vil det endda ændre mit liv? Hvem ved?", Lupina trak på skulderen, og kiggede igen på kortet.
   Ja, så er der 'De Elskende'. Det behøver faktisk ikke nødvendigvis at betyde det indlysende,", skyndte hun sig at sige, da hun hørte sine veninder trække luft ind for at kommetere på det. "Det behøver ikke handle om kærlighed! Det kan symbolisere: fristelse eller tiltrækning af ting! Ikke nødvendigvis mennesker!". Lupina tørrede sine klamme håndflader af i t-shirten. "Hvad der så end sker, så vil det dog ende godt.
   Det sidste kort -", hun prikkede til 'Universet' med en blå-lilla negl, hvis glimmer spejlede den orange farve fra fyrfadslyset. " - vil få mit inderste ønske til at gå i opfyldelse. Altså: Jeg ved ikke lige, hvad mit inderste ønske er lige nu. Men det skal nok blive godt. Jeg kan alt i alt se frem til et meget spændende år.", sagde Lupina og smilede, så tænderne og øjnene strålede om kap.
   Hun hængte de udvalgte kort op på sin opslagstavle i den rigtige rækkefølge: Først: 'Magigeren', så 'De Elskende' og til sidst 'Universet'. De tre kort fra sidste år var allerede taget ned inden dette års ritual var påbegyndt.
   "Jeg tror Lupina kommer til at opleve den store kærlighed...", hviskede Naiva, til de andre piger, der nikkede tilbage.
   "Måske møder hun en høj mørk fremmed -...", fortsatte Harmina. Pigerne fnisede.
   "Hold så op!", Lupina vendte tavlen ryggen og sendte dem et strengt blik. Hun havde vist sagt det lidt hårdere, end hun havde ment det. Men det kort 'De Elskende'. Det gik hende mere på, end hun ville indrømme for dem; måske endda overfor sig selv. Harmina stoppede omgående. Naiva holdt sig for munden og øjnen grinede ned i stoffet, der bulede lidt på grund af dynen nedenunder. Beau og Arri smilede stadig fra det ene øre til det andet, men ingen sagde noget.


Bussen standsede et par blokke fra Cobalts lejlighed. Han kunne lide kvarteret, hvor han boede. Rå beton. Sort asfalt. Koldt metal. Han fandt sin opgang, der lignede alle de andre opgange, blot her var hoveddøren blå. I elevatoren holdt han knappen inde i et stykke tid, inden den satte i gang med et ryk og en rumlen op til tagetagen. Han sniffede. Der var en anderledes lugt i elevatoren.
   De blå øjne skannede de farverige tags og andet graffiti, på væggene i det lille rum. Han havde altid betragtet hærværket som et levende kunstværk, der aldrig blev færdigt. Hver dag var der sket en forandring, men den var ikke altid let at få øje på. Cobalt havde kørt mange ture op og ned i denne elevator, og han kunne efterhånden genskabe væggene i hovedet takket være hans fotografiske hukommelse. Han fandt det sted, hvor der var sket en ændring siden i morges. Ved første øjekast så man kun nogle dekorative grafiske former, men ved nærmere øjesyn, kunne Cobalt se, at det var en adresse. Det var skrevet med blod. Hans mundvige krøllede opad i den ene side, mens han tappede sig på næsen. Fingeren førte han nu hen over adressen. Blodet var størknet. Han arkiverede adressen mentalt i skattekisten, som han åbnede i tilfælde af kedsomhed. Larmen fra elevatoren betød, at den havde nået sit mål, og den stoppede ved tagetagen med et ryk.
   Cobalt tændte telefonsvareren lige indenfor døren, og mens han klædte sig af, bugtede en tøjslange sig efter ham ud på badeværelset. Han kunne definere lyden af den første meddelelse som Periwinkle. Han skyndte sig at tænde for den fossende hane. Mens han ventede på, at vandfet blev varmt, og karet fyldt op, fandt han den lille beholder med aske fra Lysstrejferne. Han holdt den op foran øjnene og smilede triumferende, mens han gik ud af badeværelset og hen til hjertet i lejligheden. Han låste døren ind til sit hemmelige kammer op og lukkede den stille bag sig.
   Den næste meddelelse på telefonsvareren var fra mr Blue. Cobalt lyttede med et halvt øre på beskeden, der svagt trængte gennem den tykke dør. Som forventet handlede beskeden om den opgave, der var tikket ind på hans mobil i formiddags, og som han havde ignoreret. Han fik den sædvanlige svada om uansvarlighed, egoisme, egenrådighed og mere af samme slags. Cobalt satte asken på en hylde ved siden af mange små beholdere magen til, og med samme type indhold. Han rørte kærtegnende ved alle beholdere og mindes de mange kills. Inden han forlod rummet, så han sig om på sine trofæer, der vidnede om hans mange succéer.
   Vandet var rygende varmt, og karet fyldt, da han igen lukkede for hanen til badet. Cobalts mors stemme fyldte pludselig hele lejligheden og rungede rundt mellem de kolde fliser i badeværelsets tomrum. Cobalt dykkede hovedet under vandet. Loftet og lysrøret bølgede for hans blik gennem vandet, og stemmen blev lige så forvrænget..
   Båndet mellem forældre og børn var helt særligt for Cykics. Det allerførste splitsekund af ren og skær kærlighed samt øjenkontakten mellem forældre og baby, er nemlig dét, der gør et ellers almindeligt menneske til en Cykic. I det øjeblik opstår der en genetisk forbindelse mellem barnet, forældrene og de tidligere generationer. En Cykic nedarver en masse viden i den usynlige forbindelse. Derfor er Cykics kun få måneder om blandt andet at lære at gå, spise selv og tale flydende modersmål.
   Cobalts øjne var dengang gået fra en typisk diffus blågrålig nuance -som de fleste spædbørn har- til en unik kobolt blå farve. Det var altid øjenfarven, der afslørede barnets medfødte Cykic-talent. Cobalts talent viste sig at være assassin. At udrydde kriminelle Unaturlige, var det farligste hverv, der fandtes for en Cykic. Det betød flere års træning i at slå ihjel for Cobalts vedkommende. Tiden havde gjort det muligt for Cobalt at perfektionere sine teknikker og guidet af sin mentor Azor Azure, blev han hurtigt den bedste.
   For Cobalts vedkommende havde hans hverv på det nærmeste overtaget hans tilværelse. De jævnlige besøg med hans forældre, var blevet mere og mere sjældne. Faktisk sås de ikke længere fast til alle højtider.
   Cobalt flød langsomt oven over vandet igen, og lod vandet løbe ud af sin næse, før han trak vejret dybt. Han visualiserede dagens hændelser, for at se, om der var steder han kunne optimere sine teknikker.
   Han slog hårdt til kanten af badekaret, da han kom i tanke om, at Lysstrejferne havde fået færten af ham. Hvis Azor Azure hørte om det... Han vaskede sine hænder. Perler af vand løb fra håret ned på skuldrene, da han rystede på hovedet. Igen mindede han sig selv om at indberette Lysstrejferenes udvikling til Rådet. Så måtte hr. Blue igen svine ham til. Cobalt førte sæben videre op ad armene og lod det regne i den mørke skov på hans bryst.
   Billedet af pigen fra stormagasinet dukkede pludselig op. Hende med den runde røv i de gavmilde cowboybukser. Hvorfor i alverden tænkte han nu på hende? Hvorfor havde han reageret fysisk, mens han var i gang med en opgave for fanden! Han havde aldrig haft problemer med at adskille fornøjelse og forretning. Flirten med kvinderne i Caféen var jo bare hans måde at være på -en del af hans attitude. Han vidste, han var tiltrækkende. Men han havde aldrig reageret fysisk, mens han var på job! Aldrig!
   Han kørte hånden gennem det våde hår, og trak i spidserne af det, så nogle hår gav slip i nakken. Når han tænkte over det, havde han så nogensinde haft nogen fysisk reaktion inden han havde lagt sit bytte ned?
   Han rakte ud efter sin hamphandske og gnubbede ild ind i huden. Han havde brug for at komme ud og vælte nogle kvinder i nat! Hele kroppen skulle have en tur med den stride hamphandske. Det brændte og sved, men pinen var sød, og dulmede hans længsel.
   "Årh for helvede da!" , bandede han, da han så på sig selv neden under vandet. Hun var tydeligvis steget ham til hovedet, og det var ikke det hovede, der sad på hans skuldre han tænkte på. Huden brændte efter hamphandsken, med kødet brændte mere. Det var en helt anden ild.
   Hans ene hånd aede blødt begejstringen ind i sig, så vandet på overfladen blev uroligt. Han lukkede øjnene og gav sig selv lov til at nyde ideén om den ukendte pige et øjeblik.
   Han kunne intet høre i denne tilstand. Han kunne intet lugte. Han kunne intet smage. Han skiftede hånd og det gav et sæt i ham, da hamphandsken kradsede ham på det følsomme sted. Indersiden af øjnene fremviste en film med pigen: hendes faste bagdel, lysets genskin i det sorte hår. Han kunne ikke gnubbe tanken om hende bort. Hånden greb hårdere fat og torturerede ham. Smerten var nødvendig. Han måtte ikke tænke så meget på hende. Hun var giftig for hans sind. Han havde ikke tid eller lyst til at være så påvirket af nogen! Han var svag. Han var svag! Så forbandet SVAG!!! Vandet plaskede ned over løvefødderne, og han kastede hovedet tilbage. Blodårerne på hans hals blev tykke af anstrengelse. Han nærmede sig klippens afgrund: frit fald...