Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke hamrede gennem dunkene; kan ikke mere.
   Så sprang noget hårdt og knoldet ind mod hendes ansigt. Hun ville skubbe det væk, men hendes hænder lå fladt mod noget smattet; fugtige, formuldende blade. Hun lå på maven. Og det hun lå på drejede rundt.
   Jeg er faldet, gik det op for hende. Maven vred sig og noget beskt snørede hendes hals sammen.
   Hun pressede hænderne mod bladene. Hendes tanker kommanderede: Må op. Jeg bliver kvalt.
   Omsider fik hun hævet sig lidt. Benene dirrede som kviste i storm. Den ene fod rørte ved noget. Det var blødt på en sær måde. Anderledes end blade og småsten. Et ben. Et dyr?
   Jenny kastede op. Først aftensmaden og så bittert galde.
   Så krøb hun væk fra opkastet og satte sig op. Mørket var ikke ganske uigennemtrængeligt, men alt var farvet i sort og gråt. Hun var nået ind i skoven, men befandt sig i en lille rydning eller en tilfældig åbning mellem træerne.
   Månen skinnede blødt ned mellem stjernerne og de eneste lyde var en skram-ugle, der tudede og et menneske, der klynkede svagt.
   Et menneske!
   Der lå et menneske i skovbunden. Lige ved siden af hende. Det måtte være det menneskes ben, hun var faldet over under sin vilde flugt.
   Mennesket lå stille. Mennesket havde intet foretaget sig, da hun faldt over det, men det var ikke dødt. For det havde jo lige klynket. Eller - var det noget, hun bildte sig ind? Det var det nok, resonerede hun, for der havde jo kun lydt dette enkelte klynk samtidig med uglens tuden, så det var nok nærmere uglens bytte, der havde klynket. De store skramuglers livret var kaniner og når kaniner blev meget bange kunne de klynke som et spædbarn eller et menneske, der led.
   Så hun var nok alene med et lig?
   Det isnede gennem hende. "Mit blod frøs til is," sagde folk sommetider, når de fortalte om noget, der havde skræmt dem, men sådan føltes det ikke; det var mere som om små hagl prikkede sig vej gennem hendes årer.
   Men der var jo ingen grund til at være bange for et lig. Døde mennesker gjorde ingen fortræd, Det var værre med forfølgerne. Hvor var de nu? De havde vel givet op og var forsvundet? Hun måtte hjem. Hun stirrede op mod stjernerne. Hvor var nu Ildskibet - stjernebilledet med de ni stjerner, der tilsammen mindede om et skib med ild i, fordi den ene stjerne glødede med et orangegyldent skær?
   Det var lige over hende - akkurat som det havde været, da hun stod nede ved floden. Så hun var ikke langt væk hjemmefra. Selvfølgelig ikke. Hendes hjerte spjættede lidt; hvad tænkte hun på? Hun havde vel højest løbet en mil *) Hun skulle bare rejse sig, vende sig om og gå hjem. Måske var hun løbet lidt i ring, men hun fandt vel vej? Liget måtte hun lade ligge og så fortælle om det, når hun nåede hjem. Jenny rejste sig op, men benene bævede under hende. Det kløede hvor brombærtornene havde revet hende og hun frøs. Med dirrende hænder trak hun kåben tættere omkring sig, mens hun prøvede at plante sine fødder solidt i skovbunden.
   "Du må da hjælpe ham!"
   Jenny lettede mindst en alen, svævede et kort nu over jorden og bragede så ned mod jorden, hvor hendes pande ramte en sten.
   Det gjorde ondt, men smerten blev overdøvet af efterklangen fra den uventede stemme. Den havde været fjern og røsten spinkel. Bildte hun sig igen noget ind?
   Fortumlet og en lille smule irriteret, fordi hun nu måtte blive her lidt, rejste hun sig op. Foran hende lå liget. Eller det syge menneske?
   "Hjælp ham," lød stemmen igen.
   Denne gang var den nærmere og tydeligere, bønfaldende, men også fast og krævende.
   Og der stod hun; den mindste af pigerne fra drømmen. Det lange gyldne hår faldt blødt ned over hendes skulder. Hun havde stadig sin hvide kjole på og hun krammede noget mellem sine små hænder; en lille figur, som Jenny ikke kunne se, hvad forestillede. Der var stadig et lilla skær over pigens hoved, men nu lignede det ikke en glorie. Skæret var blegere nu og det omkransede hele den lille skikkelse. Ansigtet lyste blegt, men øjnene skinnede og lyste mod hende som katteøjne; de var grønne, men klart et menneskes - og der silede en enkelt tåre fra dem. Den piblede ned ad pigens pudsige opstoppernæse og landede på en fregne.
   "Hvad laver du dog ude så sent, barn?" hørte Jenny sig selv spørge.
   "Hjælp ham," gentog barnet utålmodigt, indtrængende og med et snøft.
   "Ham?" gentog Jenny og tog sig tid til at smage på oplysningen, før hun så på skikkelsen, der lå på jorden. Jo, det var en mand. Konturerne af hans krop viste det og med en del af sin fatteevne havde vist det lige fra hun sansede at der var en anden.
   "Skynd dig nu. Vil du ikke nok?"
   "Jo, det - jeg skal nok, lille pige, men jeg tror desværre, han er død."
   "Han er ikke død. Du har ikke lyttet til hans hjerte, men det har jeg. Det banker endnu. Lyt."
   Ordene var for voksne til den lille pige, men hensigten var klar nok, så Jenny knælede og bøjede sig ind over den liggende mand. Hun pressede øret mod det sted, hvor hjertet var. Og det dunkede mod hendes øre. Svagt - meget svagt, men det dunkede. Han var ikke død. Ikke endnu, men sikkert snart.
   Hvad skulle hun gøre? Ruske ham? Kalde den lille pige nærmere? Spørge pigebarnet, hvad der var galt med ham? Mon hun vidste det?
   Tøvende strøg hun over mandens brystkasse, der var dækket af den uldtrøje, han havde på. Den var af groft prikkende uld, men det lod ikke til at der var blod på den. Derimod var der noget andet, smattet, klumpet og ildelugtende - alt for lig det, hun selv havde ofret lige da hun var faldet over hans ben. Det var ækelt. Hurtigt tørrede hun sin hånd i de smattede blade..
   Der var heller ikke blod på trøjens ærmer, men en smule i ansigtet, næsten størknet og i flager. På hagen kradsede skægstubbe, der også var størknet blod i. Hendes hånd gled ned over halsen; her lod hun en enkelt hånd følge den største blodåre. Den dunkede lidt. Da fingeren nåede skulderen stødte den på noget hårdt og hun gispede. Først trak hun fingeren til sig, så lod hun den, sammen med to andre fingre undersøge genstanden og blev klar over at det måtte være et stykke af en pil. Han var altså såret, men han havde kastet op.
   I landsbyen havde de fleste mænd bøsser, men gamle Torkin skød med bue og pil - og nogle gange dyppede han pilespidserne i gift, som hans kone trak ud af svælget på en jagurslange, de holdt i et bur.
   Manden var altså blevet skudt med en forgiftet pil. Og hun anede ikke, hvad man stillede op. Der fandtes vel en modgift og måske kendte gamle Becky den, men hvordan skulle hun dog slæbe manden med den lange vej hjem?
   "Ja, han lever," sagde hun til den lille pige.
   "Det sagde jeg jo," sagde barnet og fortsatte i en anklagende tone: "Hvorfor hjalp du ham ikke, før jeg nåede hen til dig?"
   "Jeg troede jo, han var død," forsvarede Jenny sig.
   " Få ham til at vågne," insisterede barnet, "Nu - du skal. Vil du ikke nok?" Den lille stampede med sine bare fødder mod bladene. Hun sparkede til dem, men de rørte sig ikke.
   "Der sidder en pil i hans skulder," sagde Jenny, "måske er der flere, for kan en pil i skulderen være så farlig? "
   "Ja, hvis at det er en elverpil," sagde barnet.
   "Kom her hen," lokkede Jenny, "så kan du måske se om det er sådan en."
   "Jeg kan ikke komme nærmere," sagde barnet og hendes mundvige krængede nedad, mens flere tårer trak en snavset stime ned over hendes fregnede næse.
   Jenny holdt om pilen. Den skulle ud. Selvfølgelig skulle den det. Men den kunne vel ikke bare trækkes ud. Det havde manden sikkert selv forsøgt inden han kastede op og besvimede.
   Hun hev lidt i pilen. Manden jamrede sig. Svagt, men alligevel skærende.
   Nej, død, det var han ikke. Endnu. Men pilen rørte sig ikke, rokkede sig ikke - eller højest en anelse, så den bevidstløse mærkede smerten. Det gik ikke på den måde. Jenny mærkede, at hendes uklare tanker begyndte at skille sig ud fra hinanden og blive klarere.
   Hun måtte have fat i en kniv, men hvordan? Hun måtte slæbe manden med sig og hun måtte råbe om hjælp. Måske var hendes far og nogle af de andre mænd i byen gået ud for at lede efter hende? De væmmelige mænd var forhåbentlig draget videre?
   "Han har det i lommen," sagde pigen så og det lød som om, hun lige i dette nu, kom i tanke om det.
   "Hvad har han i lommen, lille pige?"
   "I sin bukselomme. Tag det nu. Og put det på. Mor kalder. Hun kalder og rusker ..."
   Lysskæret omkring pigen blev svagere. Det overraskede egentlig ikke Jenny. Det var dæmret, at den lille måtte være en form for drømmesyn eller måske et spøgelse.
   Manden stødte nogle lyde frem. Jenny bøjede sig ind over ham for at forstå dem. "Giiiik ju -i," lød det som.
   "Jeg roder i din lomme nu," sagde hun og stak hånden i den lomme, hun famlende fandt. Der var noget, der virkede som en nøgle, der var en afgnavet kogle, nogle kvaste agern, lidt græs og en død lille frø, som hun med væmmelse kylede væk. Men der var ikke noget, der kunne være en modgift. Hun rodede i lommen på den anden side af ham. Der var også forskellige ting, men her fandt hun en ganske lille krukke med et låg på.
   Det måtte være den. Hun tog den, følte sig frem til et låg og bandede over, at hun ikke kunne se, om der var nogle tegn, der kunne vise, om det var en modgift der var der i. Det skvulpede i hvert fald lidt. Hun måtte vove det. Men hvordan skulle hun få det mod hans hud? Hun måtte flænge trøjen. Hendes fingre søgte omkring pilen. Stykket af pilen. Den var takket. Måtte være knækket. Jo, der var hul. Ivrigt pillede hun ved uldtrådene. Udvidede hullet. Bare han nu ikke havde en masse tøj på inden under. Der var et stykke af en særk, men den kunne flænges. Så var hun klar. Omsider.
   Beslutsomt hældte hun lidt formodet mikstur ud på to tæt sammenpressede fingre og snusede til det. Det lugtede som gærede kirsebær blandet med urin og lavendler. Virksomme miksturer stank ofte, så det var nok den rigtige væske. Jenny famlede sig frem til pilestykket. Hun strøg væsken omkring stedet. Dets substans var som vælling og noget smuttede mellem hendes fingre. Og der var vist ikke meget tilbage i den lille krukke. Så det skulle virke.
   Der skete ikke noget. Hvad havde hun ventet? At han straks ville slå øjnene op og takke hende i overstrømmende vendinger?
   Jenny pillede ved pilen. Lirkede med den.
   Manden gryntede svagt. Forpint. Åh, den ækle pil. Jenny hev i den. Skriget blæste hende næsten bagover. Hun sad med pilen i den ene hånd og en trævl af mandens særk i den anden.
   Det blødte sikkert fra det sted hvor pilen sad lige før, så hun pressede trævlen mod stedet. Hårdt. Jo, noget klæbrigt trængte igennem. Manden bevægede sig lidt nu og pludselig mærkede hun nogle fingre mod sit ene lår. Det gibbede i hende. Overraskelse, afsky og glæde fossede gennem hende.
   Hun søgte hans fingre. Rørte dem med sine, der endnu var klæbrige af substansen. Han bøjede sine fingre mod hendes. Langsomt. Hun tog om hans hånd. Holdt den som hun havde holdt så mange hænder, når der var brug for omsorg.
   "Bedste?" mumlede manden.
   "Nej, jeg er Jenny," sagde hun, "og nu må jeg finde ud af, hvordan jeg får dig med hjem. Her kan du ikke ligge og flyde."