År 2041, New York, USA.

Davenports dagdrømmeri blev afbrudt af en delikat banken på døren.
   Det var morgenmaden. Et udsøgt ensemble af små og større retter tilberedt af hotellets stjernekok efter Davenports individuelle ønsker.
   Hans appetit fejlede bestemt ikke noget. Så han gik straks i gang mens han så en nyhedsudsendelse i fjernsynet.
   I nyhederne fortalte de om en storstilet politijagt efter en flugtfange. Der var mistanke om at forbryderen kunne have gemt sig i et tog ud af byen. Derfor blev al togtrafik indstillet og togene gennemsøgt af politipatruljer.
   Det næste indslag handlede om Davenport selv og demonstrationsforsøget i ECNF. Med tydelig begejstring i stemmen opridsede studieværten forløbet op til denne dag og de grandiose perspektiver, der var ved at åbne sig for menneskeheden.
   Da studieværten var færdig, lagde han ansigtet i alvorlige folder og udtalte;
   "Denne nyhed er lige kommet ind og den hænger direkte sammen med vores forrige indslag. New Yorks politi meddeler, at professor Carl Sinclair blev anholdt i nat på begrundet mistanke om at have planlagt et attentat mod professor Ronald Davenport. Under ransagningen af hr. Sinclairs hus, fandt politiet en skarpladt pistol, to ulovlige håndgranater samt en forhammer under førersædet i hans firhjulstrækker. I en kort pressemeddelelse oplyste politichef Paolo Marrone, at politiet handlede på et anonymt, men 'meget troværdigt' tip, om at hr. Sinclair ville slå til mod sit offer i formiddag! Vi har for få minutter siden modtaget denne video fra anholdelsesøjeblikket."
   Videoen viste to hærdebrede politibetjente slæbe afsted med en ældre, forpjusket mand. Manden forsøgte at vriste sig fri og råbte skældsord efter dem. Han så fuldkommen utilregnelig ud. Da de gik forbi en kameramand, vendte Sinclair sig om og kameraet fangede et nærbillede af hans forvredne ansigt med uglet, gråt hår, daggamle skægstubbe og rødsprængte øjne. "Idioter!!" skreg han ind i kameraet. "Han skal stoppes!!"
   Davenport spærrede øjnene op. Et kort øjeblik nægtede han at tro på det, han så. Det måtte være en dårlig spøg! Han kendte Sinclair meget godt. De var kolleger engang. De var rygende uenige om nogle ting og Sinclair var et stædigt asen, ingen tvivl om det. Men det her!?
   Så begyndte vreden at boble op inden i ham.
   "Det er fandeme for meget!" råbte han mens han truede Tv-skærmen med knytnæven. "Nu rabler det sgu fuldstændig for dig, din gamle tosse! De venter på dig med åbne arme på den lukkede afdeling! God tur!"
   Han sprang op af lænestolen og begyndte febrilsk at pakke sin skuldertaske. Jeg skal fandeme vise dig! tænkte han. Jeg håber, der er et fjernsyn i din fængselscelle, så du kan se det med egne øjne!

Klokken 9 stod en skinnende hvid limousine, som aftalt, foran hotellets hovedindgang. Davenport, som igen var faldet til ro, satte sig godt til rette på det luksuriøse bagsæde og lænede sig tilbage på det bløde læder.
   Limousinen satte i gang og kørte adstadigt og duvende af sted mod helikopterlandingspladsen.
   Davenport kiggede på sit ur. Der var god tid. Men selv hvis han skulle blive forsinket, ville det ikke gøre noget. Det var ham, der var stjernen i dette show.
   De kørte ind på landingspladsen og Davenport steg ud. Helikopteren stod ved siden af og dens rotorblade var lige begyndt at dreje rundt med en let susen. En mand i jakkesæt og slips samt med et ID-kort, hvorpå der stod et General Electric logo, hængende i en snor om halsen, sprang ud af helikopterens passagerkabine.
   "Velkommen om bord, professor Davenport!" råbte manden i et forsøg på at overdøve den, nu, knap så lette susen fra rotorbladene. "Vi letter med det samme!"

En halv time senere landede de foran ECNFs hovedindgang. Davenport rynkede på panden. Der var sort af mennesker og han var, i bund og grund, temmelig sky og følte sig altid lidt utryg i store forsamlinger. Men der var ikke noget at gøre. Ud måtte han!
   Han gik med hurtige skridt hen over landingspladsen. Blæsten fra rotorbladene fik straks hans ellers velfriserede, grånende, halvlange hår til at stritte viltert i alle retninger. Han trak på det indre smilebånd. Hvis pressen, især den gule af slagsen, fanger det på billede, vil de måske finde på at sætte hans foto ved siden af Einsteins, for at understrege 'den slående lighed'.
   Hundredvis af tilskuere var stimlet sammen bag afspærringer på begge sider af hovedindgangen. Davenport fik sig selv til at smile og vinkede til dem. En bølge af begejstret råben og skrigen skyllede ind mod ham. Alle VIP'erne var samlet foran hovedindgangen. Der var adskillige senatorer, videnskabsministeren, præsidenten for General Electric med følge samt ECNFs direktør. Sidstnævnte, en lille, bebrillet, skaldet mand, nærmest løb frem med fremstrakt hånd.
   "Hjertelig velkommen i East Coast Nuclear Facility, professor Davenport! Vi har alle sammen glædet os til denne mindeværdige dag!"
   De gav hinanden hånden nidkært overvåget af et dusin videokameraer fra landsdækkende og lokale tv-selskaber. Derefter holdt direktøren en kort tale fyldt med storladne floskler til ære for pressen og publikum. Videnskabsministeren og præsidenten for General Electric fulgte så hans eksempel. Da formaliteterne, efter en 20 minutters tid, endelig var overstået, begav hele selskabet af VIP'er sig i samlet flok til anlæg Nr. 5, hvor Nordamerikas, indtil videre, eneste fusionsreaktor hørte hjemme.

Vel ankommet i den store hal tog VIP'erne opstilling på gangbroen, mens pressen måtte nøjes med en gulvplads. Et helt hold af assistenter var travlt optaget af at gøre reaktoren klar. Overassistent Simmons gik Davenport i møde og gav ham hånden.
   "Hvordan ser det ud?" spurgte Davenport.
   "Vi er ved at afslutte de sidste finjusteringer, professor. Vi er klar om et par minutter. Er der noget, De har brug for?"
   "Hmm... Måske en kam," svarede Davenport med et glimt i øjet.
   Han kastede et vurderende blik på reaktoren. Den var, som altid, et imponerende skue. En massiv, cylindrisk konstruktion, ca. 10 meter i diameteren og næsten lige så høj. Den tårnede sig op midt i hallen. Inde bag et virvar af ledninger, rør og enorme magnetspoler var et ringformet kammer. Dette var stedet, hvor atomkerner smeltede sammen ved millioner graders varme. Efter den seneste opgradering skulle den gerne kunne producere op til 300 Megawatt elektricitet, 10 gange så meget som den forbrugte. Men det var ingenting i forhold til de monstrummer, som General Electric allerede havde på tegnebrættet! De skulle hver især producere 3000 Megawatt og ville kunne udfylde det meste af denne hals volumen.
   "Det hele er klar, professor," sagde Simmons. "Skal vi begynde?"
   Davenport nikkede, vendte sig om og råbte til den ventende forsamling;
   "Så begynder vi!"
   Al snak forstummede og man kunne høre en af assistenterne tælle ned.
   "Tre, to, en..."
   Davenport tog en dyb indånding og trykkede startknappen ned.
   Alles øjne vendte sig mod den store fladskærm, der hang på anlæggets ydervæg. To tal dominerede skærmbilledet. Det ene tal viste hvor meget energi reaktoren forbrugte. Det begyndte hurtigt at vokse og stabiliserede sig omkring 30 Megawatt. Det andet tal viste hvor meget energi fusionsprocessen producerede.
   Efterhånden som reaktoren kom op på fuld styrke, kom der også liv i det andet tal. Lynhurtigt skød det op på 30, så 60 Megawatt og fortsatte op med raketfart. Alle holdt vejret. Fem minutter senere krydsede det andet tal den magiske grænse på 300 Megawatt.
   Et vildt jubelbrøl blandet sammen med klapsalver skyllede ind mod den storsmilende Davenport, imens pressekorpsets kameraer blitzede om kap. Han strakte armene i vejret i et sejrsgestus og derefter bukkede på galant, gammeldags maner.
   Han skulle netop til at gå over til en flok ventende korrespondenter for at give interview, da han mærkede et tøvende prikken på skulderen. Han vendte sig om.
   Det var Simmons, og et enkelt blik på hans forskrækkede ansigt var nok til at indse, at noget var grueligt galt.
   "Hr. p...professor," fremstammede han. "Energioutputtet er beg...gyndt at accelerere igen!"
   "Hvad?!"
   Davenport løftede blikket op mod den store skærm og det løb koldt ned ad ryggen på ham. Der stod 317 Megawatt, et sekund senere, 319, et sekund senere igen, 323. Outputtet voksede med eksponentiel hastighed.
   "Afbryd! Afbryd nu!!" skreg han af al kraft og styrtede over til kontrolpanelet.
   En af assistenterne, ligbleg i ansigtet, slog ud med armene.
   "Det har vi gjort for 10 sekunder siden! Det gjorde ingen forskel! Hvad sker der?!" råbte han panisk.
   Det havde Davenport ikke noget svar på. Hvis reaktionen nu kunne holde sig selv kørende, må der være begyndt en slags kædereaktion. Men det giver jo ingen mening! Fysikkens love forbyder det!
   "Det er ikke muligt!" stønnede han.
   Han kastede endnu et blik på den store skærm. Inputtallet var hastigt på vej mod 0. Outputtallet var hastigt på vej mod 400.
   Han hørte begyndende uro blandt tilskuerne. Det var ved at gå op for dem, at det her ikke var normalt. Det vækkede ham af hans apati.
   "Evakuer lokalet!! Alle ud!!" skreg han skingert.
   Der kom bevægelse i folk, tøvende, undrende. De kiggede uforstående på hinanden.
   "Så løb dog!!" råbte Davenport igen.
   En dyb rumlen forplantede sig gennem gulvet og den enorme reaktor begyndte at ryste stadig kraftigere. Pludselig hylede en sirene øredøvende.
   Så gik der panik i folk, som alle på en gang styrtede mod udgangen. Straks opstod der en prop af mennesker, som trampede hinanden ned i forsøget på at komme ud først.
   Davenport sank udmattet sammen. Ud af øjenkrogen kunne han se reaktoren, som var begyndt at få et rødglødende skær. Eller var det hans fantasi, der løb af med ham?
   "Sinclair, din djævel!" mumlede han. "Gid du havde fået ram på denne usle massemorder!"
   I dette øjeblik mærkede Davenport en hånd på sin skulder. Han kiggede forundret op. Det var Simmons.
   "Simmons, hvad laver De? Løb!" gispede Davenport.
   "Åh, hvad nytter det, professor?" svarede Simmons overraskende roligt. "Lad mig hjælpe Dem op."
   Med Simmons' hjælp rejste Davenport sig op på vaklende ben. Skulder ved skulder, stod de to mænd i en mennesketom hal og betragtede det uhyre, de havde vakt til live. Det sidste de så, var et blændende hvidt lysglimt - stærkere end 1000 sole.