Formiddagens sol havde længe været den smukkeste. Den oplyste hele himlen i et kærligt skær fra sin plads på den, bortset fra jorden. Jorden var altid dækket af et tykt lag skyer, hvilket jeg var glad for. Jeg ville ikke turde at se derned alligevel.
   Da hørte jeg dem; den mest ildevarslende lyd nogen på Valora nogensinde kunne høre. Den sørgeligste kime fra Dødsklokkerne fra templet spillede igennem hele den svævende by og fortalte alle, at det mest grusomme var sket:
   Præstinden var død. Hendes plads på jorden var nu tom, og der var ingen til at vogte over Cealum-krystallerne.
   Jeg sad med mine ben svingende over kanten på en af de små park-øer, der kun blev brugt til afslapning og havde nydt den opbyggende varme fra solen, men nu var der kun en kold vind, der løb ned over min ryg. Jeg havde nydt livet og alt det smukke på Valora, den flyvende by, men nu kunne jeg kun forestille mig døden og alt det grusomme på jorden.
   Alle beboerne på Valora, byen der lå højt oppe på himlen over den hæslige jord, sørgede over tabet af den tapre og elskværdige præstinde.
   Jeg sørgede, fordi der var en chance for jeg blev hendes efterfølger.


Der skulle handles hurtigt nu hvor præstinden var død. En ny skulle sendes ned, inden det blev nat. Man kan sige, at vi var heldige at præstinden døde inden solnedgang. Jeg havde hørt historier om præstinder, som var døde lige inden mørkets frembrud og så måtte der virkelig handles hurtigt. Det kunne jeg så kun høre historier om. Der havde kun været to præstinder i alle mine atten år, og den første kunne jeg dårligt huske.
   Jeg havde været seks år, da det var blevet besluttet, at jeg skulle være en af efterfølgerne til præstinden. Derefter havde der været tolv år med timer omkring jorden, Cealum-krystallerne og øvelser i bønner og ritualer.
   Nu hvor jeg var blevet atten, var jeg i den perfekte alder til at sendes ned, hverken for ung eller for gammel. Heldigvis var det ikke op til mine år, om jeg skulle ned til jorden eller ej. Det var alt op til vores kærlige gudinde, Aera, og jeg kunne altid håbe, at gudinden ikke ville have en som mig til at passe på hendes krystaller.
   Jeg rejste mig op fra min plads på den frodige ø og spænede igennem Valora, over alle solide hængebroer der forbandt øerne, igennem alle de frodige, grønne og velnærede parker og landskaber og til min egen lille ø.
   Jeg havde hjem dér med min far, mor og lillesøster, Ibi. Vi havde blot det simple arbejde at tage os af Valoras græskar.
   Alle i byen havde hvert deres erhverv og deres private arbejde at tage sig af. Nogle holdt høns, andre får, nogen sørgede for hvede, mens andre havde arbejdet at omvende fåreulden til tøj og farve den. Alle på Valora havde deres eget arbejde og alle hjalp hinanden. Det var sådan samfundet fungerede. Der havde aldrig været en ø, der ikke havde et arbejde at tage sig af. Hvis der var det, så ville hele systemet falde fra hinanden, havde Erasmus sagt.
   Vores arbejde var at tage os af græskar. Ellers ville samfundet falde fra hinanden.
   Jeg løb gennem parkerne, hivende efter vejret, over den korte hængebro til vores frodige ø og brasede gennem døren til vores ydmyg, lille hjem. Så snart jeg kom ind gennem døren blev jeg mødt af kram og kys fra mine forældre.
   Det var nu ritualerne begyndte. Den første time var Sørgens time. Vi skulle klædes i sort for en gangs skyld. Der skulle tændes lys i hele hjemmet og vi skulle alle sidde og takke gudinde Aera og bede hende om at tage sig godt af vores præstinde. Vi spiste fladbrød i stilhed og mindes om alle de små glæder i livet, som vi havde kunne nyde takket være præstindes tapperhed.
   Stilheden skulle nydes som et respektfuldt øjeblik, men det eneste jeg følte var en løkke, der strammede sig om min hals. Jeg ville fortælle det til min mor, men i Sørgens time skulle der kun tænkes på præstindens rejse ind i gudinde Aeras favn.
   Da Sørgens time var slut, begyndte mine to egne timer af forberedelse så. Jeg skulle skubbes, renses og poleres som en anden vase til udstilling. Jeg blev sat i blød i et varmt bad med rosenblade og citrus, mens hele min krop blev skrubbet fri af snavs. Min hud blev så blød og rødmosset som et nyfødt barn. To af naboerne kom forbi for at hjælpe min mor med at forberede mig, og de overdyngede selvfølgelig både min mor og mig med komplimenter.
   "Din datter bliver sikkert valgt. Se lige hendes hår. Det er så gyldent og smukt, " sagde vores nabo, fru. Blomme, der tog sig af Valoras høns, mens hun hev i mit lange, krøllede, gyldne hår, der filtrede sig ind i hendes krogede kragefingre.
   Jeg lyttede kun med et halvt øre, mens mit blik hele tiden vandrede imod vinduet, der vendte imod vores egen lille ø, hvor græskarbedene voksede i fred og ro. En klump satte sig i min hals og jeg fik røde øjne.
   Min mor så det og gik straks til aktion, hvor hun lagde en varm, blød hånd på hver side af mine kinder og så med store, blå og bekymrede øjne ned på mig.
   "Grace, skat, hvad er der galt?"
   Mine læber skælvede, og det samme gjorde min lyse stemme, da jeg åbnede munden. "Jeg er bange."
   "Jamen, hvorfor dog det, skat?" spurgte min mor med hovedet let på skrå og sådan et kærligt og uskyldigt udtryk, at jeg straks slugte mine egne ord. Jeg kunne ikke fortælle hende det. Jeg kunne ikke dele mine tanker med nogen.
   Så jeg slugte min sorg og tårerne, der pressede sig på og fremtvang til tappert smil for at formilde dem alle. "Jeg er bange for, at jeg ikke bliver valgt," løj jeg, og alle sukkede ømt over mit ønske og aede mine nøgne arme og knæ, der akavet stak op fra det lille kar af træ, som jeg sad i.
   "Så skat," sagde min mor og kyssede mit våde, gyldne hår. "Du skal nok blive valgt. Det er jeg sikker på. Du er min smukke, dejlige, lille pige, og ingen kan stå for dine blå øjne og søde smil."
   Jeg nikkede stilfærdigt, mens jeg håbløst prøvede at presse tårerne tilbage. Da det ikke virkede, dykkede jeg hovedet ned under citrus vandet til at få renset øjnene.
   Jeg kunne virkelig ikke fortælle nogen af dem mine dybeste tanker; min uro til dette. Jeg kunne ikke fortælle dem, at jeg ikke havde lyst til at blive præstinde.
   Det blev anset for en velsignelse at blive valgt som præstinde. Man var blevet valgt af selveste gudinde Aera til personligt at passe på hendes krystaller. Det var den vigtigste opgave nogen nogensinde kunne få. Man var heldig blot at blive udvalgt til at blive trænet til præstinde, men så rent faktisk at blive valgt som præstinde var noget, som alle små piger og præstinder i træning drømte om. Alle bortset fra mig.
   Det eneste jeg kunne forestille mig var de grusomheder nede på jorden. Alle de monstre og udyr, som man mødte dernede og skulle beskytte krystallerne fra. Siden vi blev født, hørte vi kun dårlige ting om jorden; hvor mørk og ensom den var. Der er ingen sol dernede, ingen frodighed, ingen glæde eller lykke. Der er ingen sang og ingen latter. Det er et mareridts land, der utilgiveligt suger livet ud af én.
   Jeg knyttede næverne under vandet, og mærkede igen tårerne prikke i mine øjne. Det var sindssygt, at de ville sende en af os derned, når vi igennem hele vores liv kun havde hørt dårlige ting om det sted. Det skulle være en tapper ting at gøre, men det eneste jeg kunne var at udsende stille, selviske ønsker om, at jeg aldrig var blevet valgt til træning. Jeg ville ønske, at jeg var blevet født som en dreng, da det kun var piger, da der kunne blive præstinder. Jeg ville ønske, at jeg aldrig var blevet født.
   Det eneste jeg kunne gøre var at fremtvinge falske smil og lade de andre sætte mig i stand. Jeg kunne kun håbe, at det ikke blev mig, der blev valgt. Vi ville være fem i alt; der ville være fire andre piger, som havde været i træning til præstinde, så der var en en-ud-af-fem chance for, at jeg blev valgt. Jeg kunne kun håbe, at gudinde Aera ikke ville have en kujon som mig til at passe på sine krystaller.


Min spinkle krop blev tørret af silkebløde klæder, gnubbet ind i velduftende olier og dækket til i hvidt stof; i den traditionelle præstinde-kjortel. Dens ærmer gik mig til albuerne og den hang slapt ned ad mig som en sæk, hele vejen ned til knæene. Min mor kom op bag mig med et hvidt slør og bandt det om min barm for at fremhæve mine tamme kurver. "Du ser smuk ud, Grace," hviskede hun i mit øre og kyssede mit hår, mens de andre smurte mine fødder og hænder ind i mere olie til jeg blev så glat som en ål.
   Mine negle blev klippet og fingerspidserne blev duppet i vand med lavendler. Den samme tur fik tæerne. Mine tænder blev gnubbet rene og min mund blev skyllet i varmt vand med salt. Mit hår blev sat op i en høj, løs knold, så mit væld af krøller kunne bølge ned til mine skuldre.
   Ibi sad med svingende ben og lo af hele min proces. Hun havde plasket med mit badevand og leget med sløret til min kjole, men jeg kunne ikke bebrejde hende noget. Hun var kun fem år og heldigvis alt for ung til at blive præstinde. Man skulle mindst være ti år, før man kunne stå frem og blive valgt, da man mindst skulle have fire års træning indenfor bønner og ritualerne.
   "Hvordan ser jeg ud, Ibi?" spurgte jeg hende og snurrede om mig selv, så stoffet blødt dansede på den lille brise, jeg frembragte. Ibi sprang fra sin stol og gik over til mig. Hendes store, blå øjne kiggede nysgerrigt på mit ansigt.
   "Storesøster er pæn," lo hun og jeg tog fat i hendes små, buttede hænder og gav dem et klem. Jeg passede på med ikke at få røde øjne igen, men det var svært, når min kære lillesøster stod og grinede op, som om hun ikke vidste, hvad det var, der foregik. Det gjorde hun sikkert heller ikke.
   "Storesøster ser ked ud af det," sagde Ibi pludselig og som en ren refleks greb jeg straks fat i hende og gav hende et stort, varmt knus. Jeg strøg hende hårdt over hendes bløde, gyldne hår og indtog selvisk hendes nærvær en sidste gang. "Storesøster har det godt," sagde jeg imod hendes bløde hår, inden jeg kyssede det og skiltes.
   "Pas nu på kjolen ikke krøller, Grace," skældte min mor og strøg en hånd over stoffet. Det var en stor ære for ens datter at blive valgt til præstinde, så selvfølgelig gik hun meget op i det.
   Det bankede på døren og min far stak hovedet ind. "Hvordan går det herinde?" spurgte han og hans ansigt lyste op i et stort smil, da han så mig. "Jamen, hvor ser du dog smuk ud, Grace." Det var ægte stolthed, jeg hørte. Energisk og hovmodig og med sådan et kærligt smil, at jeg fik en klump i halsen. "Du har gjort et utroligt arbejde, Magda," sagde han til min mor og skulle lige til at gå ind, da min mor gik hen og skubbede ham ud.
   "Vi er ikke færdige endnu. Ingen grund til at stresse, vi har jo masser af tid," sagde hun med en bestemt og alvorlig stemme af autoritet, hvorefter hun gav ham et blidt kys på skægstubben som for at formilde sin skrappe tone. Derefter vendte hun sig igen imod mig med et lykkeligt smil og ordnede de sidste detaljer.
   Min mund blev igen skyllet, denne gang i citrusvand og Ibi kom ind med en orange blomst i sine fulde farver, hvilket min mor satte i mit hår ved knolden.
   "Det var vist det sidste. Er du klar?" spurgte hun. Jeg havde lyst til at rive alt dette af mig og løbe væk, men jeg nikkede bare stilfærdigt og fulgte med dem alle ud i køkkenet, hvor min far havde forberedt et let måltid for os og nabokonerne, bestående af småkager med græskarfrø og en let græskarsuppe. Det hele var meget anderledes end i Sørgens time for her snakkede og lo alle. Nabokonerne kommenterede mit tøj og mit hår og min far komplimenterede det og Ibi sang sange om hvor pæn jeg så ud, og alt ville have været så godt og vidunderligt, havde mit hjerte ikke været tungt af bekymring.