Eidolon sad i en af båsene på Moonligt Café. Hans foretrukne café eftersom den lå i stueetagen i samme bygning, hvor han selv boede øverst. Det var både praktisk og belejligt.
   I lejligheden havde Eidolon sit studie og værksted. Her kunne han kvalificere materiale af enhver art: fotos af varierende kvalitet, hjemmeoptagelser, satellitfotos, lokaliteternes historiske baggrunde, microfilm, negativer og mange andre former for bevismaterialer og research-data relateret til de sager, han arbejde på.
   Han skiftevis kiggede hen på døren og ned på papirerne, som hans fingre uophørligt tappede. Han ventede på en pige, der hed Lupina. I telefonen havde hun beskrevet en overnaturlig oplevelse, som Eidolon var overordentligt interesseret i.
   Skæbnen ville, at episoden mindede skræmmende meget om en oplevelse, som Eidolon selv havde haft som lille. Hans desperate håb var, at han kunne løse sit personlige mysterium med udgangspunkt i pigens oplevelse.
   Begge hændelser havde fundet sted under det store egetræ i skoven, der lå i udkanten af byen bag det store Kloster. Han var næsten 100% sikker på, at det måtte være det samme sted. Der var nemlig kun ét gammelt egetræ i skoven. Resten af egetræerne samt de få bøgetræer, der stod spredt var unge og slanke. De højtravende fyrretræer havde slet ikke samme bombastiske udseende som egen. Den eg som havde taget hans bror!
   De flaksende sommerfugle i maven truede med at blive til store baskende drager , hvis hun ikke snart dukkede op. Mon det hele bare havde været et fupnummer? Han nægtede, at tro det. Hendes stemme havde haft de naturlige fald og stigninger i tonelejet, som folk altid havde, når de berettede om en særlig og følsom oplevelse. Svindlerne afslørede sig tit ved en mere monoton stemmeføring. I de tydelige telefonjokes kunne man i mange tilfælde høre en fnisen i stemmen eller baggrunden. Det hændte dog, at et falskt emne slap igennem hans filter.
   Cafédøren skubbede til en lille klokke, der sagte ringlede, men i Eidolons ører var ringeklokken på størrelse med en kirkeklokke, som bim-bamlede, hver gang en ny gæst kom ind i caféen. Hans hjerte sprang et slag over, og han kiggede hurtigt hen mod døren. Men det var stadig ikke hende.
   Det kunne være svært at kende forskel på de typer, der brugte caféen. De var den typiske ungdom, som troede, de var ih og åh så usædvanlige i deres sort-punk-agtige tøj. Men kiggede Eidolon sig omkring i lokalet, så han næsten ikke andet end sort tøj og hår, slidte jeans, øjne omkranset af sort uanset om det var dreng eller pige.
   To dybe smilehuller kyssede hans kinder, mens han rystede på hovedet. Det føltes som evigheder, siden han var ung. Havde han været det? Eller var han i virkeligheden gået direkte fra barndom over i voksenlivet?
   Eidolon gik i uopslidelige jeans. Hans skjorter, som aldrig var stoppet ned i bukserne virkede ved første øjekast helt almindelige, men havde altid små detaljer. I dag var manchetterne for eksempel kraftigt gule ligesom indersiden af kraven og stingene i kanterne. Han bar et blåt butterfly, så Lupina hurtigt kunne få øje på ham ud fra sin beskrivelse: 'Ham med den blå butterfly'.
   Image var en vigtig faktor i medieverdenen. Hans påklædning var nærmest blevet ikoniseret. Hvis han prydede forsiden af et magasin, var hans navn stort set overflødigt. Alle kunne genkende hans stil. Han blev indkaldt, hver gang der var noget i nyhederne om: mistænkelige korncirkler, spøgelser - der pludselig dukker op i vinduer på store film settings - eller seriemord hvor huller i halsen kunne tyde på hugtænder og dermed vampyrer. Mediet varierede. Det kunne være en dokumentar eller et nyhedsindslag i tv. Det kunne være et anerkendt videnskabeligt magasin, eller et radioprogram. Han var eksperten på området.
   Eidolon trak vejret dybt, og samlede sine papirer sammen i en bunke, mens han skævede til sit ur. Det var egentligt skørt. Han havde jo lige tjekket uret et par minutter forinden. Det ændrede ikke på, at det var en halv time siden, hun skulle være dukket op. Måske håbede han, at viserne havde flyttet sig lidt tilbage i tiden i stedet for frem.
   Et minut senere stod han ved disken med pungen fremme. Han havde drukket en appelsinjuice og spist en sandwich. Han havde endda været i god tid for ikke at sidde og gumle morgenmad, mens pigen fortalte om sin oplevelse. Nu havde han været her i en time! Det var spild af hans tid, hvilket han i øvrigt ikke havde for meget af i forvejen.
   Fredag var den allervigtigste dag i hans uge! I aften ville han stå på sin sædvanlige plads uden for den sædvanlige bar i centrum. Han håbede hver fredag, at han kunne bevise, at der foregik noget mystisk, som han stærkt havde på fornemmelsen. Ofte havde han set mærkelige typer gå ind og ud af baren.
   Der var store brød med sammenvoksede øjenbryn og lidt strid hår på ørespidserne. Var det en menneskelig variant af en varulv? Han så labre kvinder i røde kjoler med røde negle, der smøg sig om dem, som om de nærmest var malet på. De var unaturligt smukke. Ofte sendte de ham et sultent blik, som fik ham til at føle sig nøgen fra top til tå. Når hans hjerte begyndte at slå i rekordfart, havde han bildt sig ind, at han havde set, spidserne af hugtænder glide udenfor de røde læber og presse sig lidt ned i underlæben. Fandtes der virkeligt vampyrer? Alle, der brugte baren, virkede mystiske!
   Der var kun adgang for medlemmer, men der var ingen oplysninger om, hvordan man blev medlem. Når Eidolon havde prøvet at komme ind, havde vagten bare skubbet ham væk, som om han var en dreng på 12 år, der prøvede at snige sig ind på et diskotek.
   Hans research var nødt til at foregå udenfor baren og på afstand. En enkelt gang var en rå fyr stødt ind i ham med sådan en kraft, at Eidolon var røget ind i muren. Og Eidolon var ikke så lille selv. De havde gloet mistroisk på hinanden, og da fyren gik videre var Eidolon sikker på, at fyren med vilje skubbede Eidolon ind i muren igen med sine brede skuldre.
   Eidolons tanker vendte tilbage til caféen. Han puttede sin pung i lommen og udstødte et surt støn, da han igen så på uret. Han havde været så forblændet af sammentræffet mellem sine egen oplevelse og pigens, at han var blevet ude af sig selv af begejstring. Håbet havde forført ham, og fået ham til at klemme hende ind fredag formiddag. Fredag! Hvad tænkte han på! Og så havde han endda spildt sin dyrebare tid på at sidde og håbe på, at hun bare var for sent på den. "Ingen er så forsinkede!" Vrissede han lavmælt for sig selv.
   Han havde endda overvejet, om "pigen i sort", kunne have været én af alle de sorte piger, der var kommet og gået igen den sidste time? Men det var usandsynligt. Hun ville jo nemt kunne kende ham på den blå butterfly, så den undskyldning gik ikke.
   På vejen ud af Caféen skubbede han hårdt til døren, der både kunne svinge ud og ind. På den anden side af døren var en pige på vej ind, og hendes hænder smækkede ind i døren samme sted, som hans i et forsøg på at undgå at få den i hovedet. Kun glasset var imellem deres hænder.
   Han vidste med ét, at det var hende. Dét var Lupina. I det øjeblik, hvor deres hænder næsten rørte hinanden, følte Eidolon en utrolig intimitet. Hans hjerte sprang et slag over, og han mærkede sit ansigt blive pinligt rødt, mens et varmt smil viste sig.
   Hun havde samme sorte stil som alle de andre typer, der kom her. Alligevel var der noget anderledes ved hende. Hun var ikke bare 'en af dem'. Hun var overraskende fascinerende! Han kunne ikke sætte fingeren på, hvorfor han, allerede inden han havde talt med hende, syntes hun var så skøn.
   Hendes sorte hår glinsede og spejlede lyset, som om det var blevet redt mindst 1000 gange af en fe. De store blå øjne både smilede og var fulde af forbavselse. Perlekæden af tænder skinnede inde bag det smukke lyserøde hjerte af en mund. Der var en enkelt tand, der sad lidt skævt, men af en eller anden årsag, gjorde det hende kun mere smuk.
   "Hej Eidolon!." Hun sang hans navn, da hun trådte ind af døren, og alle fibre i ham fik lyst til at danse. Der blev aset og maset ved indgangen til Caféen , som kun havde den ene dør. "Undskyld jeg kommer lidt for sent.", sagde hun og spejlede Eidolons smil.
   "For sent?", sagde han som en dum papegøje. "Det gør ikke noget.". Løgnen løb som sirup ud over underlæben, mens tæerne krummede sig sammen som snegle i skoene. Han burde have ladet hende skamme sig lidt mere over, at hun havde spildt hans tid! I stedet gestikulerede han ned mod båsen, hvor han lige havde siddet, og hvor bordet for længst var blevet tørret af. Han havde faktisk slet ikke mere tid at give af, alligevel sagde han: "Skal vi?", og hentydede til at de kunne sætte sig hen til bordet.