Tørken

Rugl

Rugl gnubbede det gamle tredelte ar på låret. Selvom hun fik det for længe siden, sveg det en gang imellem. Glemt hvordan hun fik det, for hun havde overlagt sin fortid til vandtågen Ihna. Ofte vågnede hun badet i eget sved, hvor mareridt forsøgte at minde hende om det, blot for øjeblikkeligt at glemme minderne på ny. Hun klemte om arret og gav slip. Det var ikke vigtigt. Fremtiden lå forude og meget nært. Det var med at være klar til dagens møde.
   Hun betragtede sin nøgne krop i spejlet. Blød og velplejet hud. Lys dog solbrun. Mahognibrunt hår hang for en gangs skyld løst om skuldrene. Hun strøg hænderne igennem de lange lokker og kløede det korte underklip fra ører til ører. Hvis hun ikke klippede det kort så svedte hun i solen. Med et suk spændte hun det med et bånd i nakken og lod det være uden pynt. Hun fugtede sine røde læber og fjernede en vildfaren øjenvippe fra kinden. De mørke øjne glødede en varm, gyldenbrun og opsøgte altid omgivelserne på nysgerrig og skeptisk vis. Et faktum hun fandt meget stolthed i.
   Hun skulle mødes med Dronning Akata den følgende eftermiddag, og hun havde brugt hele formiddagen på at rengøre og smøre sig ind i olier fra hele Cabia. Hun vidste godt hvilken opgave hun ville blive stillet. Havde forberedt sig længe på den. Hun smilede til sit spejlbillede.
   Jeg skal vise dem. Jeg er ikke bare en pyntedukke.
   På sengen lå de fem lag silke, hun havde udvalgt sig til dagens anledning. En underkjole i ren hvid, med lange ærmer, der gik helt ned til gulvet. En turkis overkjole af samme længde, men uden ærmer og med byens signatur striber langs kant, skuldre og udskæring. De var begge åbne langt op ad benene foran, så hun lettere kunne bevæge sig i dem. Hun iførte sig dem begge, og selvom hun knap mærkede deres vægt, samlede kropsvarmen sig allerede på arme og bryst. Med en del besvær fik hun vesten strammet og de to forrige lag rettet til under den. Så trak hun den lang- og bredærmede åbne tunika på, som hun spændte til om livet med et stofbælte.
   Hun sugede luft ind til et dybt suk. Glymadreks, eller Glymas mode havde i generationer fastholdt traditionen for mange lag. Spraglede og farverige. Det nyttede ikke at modsige sig det faktum, selvom solen brændte udenfor. Det var ren og skær viljestyrke, der fik hende til at gribe det højhalsede skulderparti og hive den ned over ørerne. Den gled over skuldrene og stoppede halvvejs over armen, imens der for og bagtil hang to næsten gulvlange stykker igen med Glymas famøse striber. Til sidst samlede hun de Officielles skulderparti op, smed det over den venstre skulder og spændte det over brystet med en rem under højre arm.
   Hun betragtede symbolerne i stoffet. De grønne farver passede sig slet ikke til resten og brød symmetrien ved kun at dække den ene skulder, men vigtigheden i klædet stod ikke til modsigelse. De Officielles varemærke. Værende de eneste med autoritet til at henrette, beslaglægge eller fængsle uden royal eller dommerlig tilladelse, var de Officielle en frygtet magt i Glymadrekisk rige.
   Sveden begyndte at drive over panden, og hun var taknemmelig for at håret i det mindste var sat, så hovedet kunne ånde. I denne hede foretrak hun en enkelt tunika i hør, men det var dårligt anstændigt at møde landets Dronning i sådan en mundering.
   Hun vurderede sit udseende kritisk i spejlet. Alle lag holdt sig i blålige nuancer, og alle så lyse som mulige. Om vinteren kunne man med lethed bære de mange lag, og alle i mørkere toner, men de var så langt fra vinteren som de kunne komme. Tørken var på sit sidste og absolut højeste punkt.
   Rugl overvejede atter at pynte håret, eller i det mindste at flette det, men standsede sig selv igen. Godt nok var der mange traditioner og hensyn at tage, når man levede på Tempelhøjen, men hun ville for alt i verden undgå at falde i deres fordomme om hende. Ingen pynt og ingen fletninger. Ingen farve om øjne eller på kinderne. Alt hun bar skulle være i nedtonede farver. Selv sandalerne var korte og kun med en tynd hælstrop i stedet for bundet op om læggen.
   Jeg er ikke kun til pynt.
   Elan skræppede ovre fra sengen. Rugl vendte sig imod sit unikke kæledyr. Hun havde haft den siden den var æg, og ulig andre kæledrager var den fuldkommen loyal til sin mester. Dragen behøvede hverken lænke eller bur, og øvede frit sine flyveegenskaber. Indendørs. Den blåhvide flyver strakte sin lange hals, hale og vinger stik til vejrs. De små, smidige muskler spillede under minutiøse skæl. Et snørklet mønster belagt langs rygraden fortsatte ud på vingerne som en sommerfugl, og virkede levende når den bevægede sig. Hun gik over til dragen og strøg to fingre over dens lille hoved. Den var ikke meget længere end Rugls underarm fra kraveben til rumpe, men resten fik den til at virke længere end hendes ben. Det var en Duvui drage. Kongeblå betød det og meget passende dens temperament.
   "I dag er en stor dag, min ven," hun lod hånden falde over dragens hals og sluttede imellem skuldrebladende, hvorfra to vingebærende arme strakte sig ud. De holdt den på plads, på de klippepartier dens art hørte sig til. Eller i gardinerne på soveværelset.
   Hun smilede moderligt til den.
   Som alle andre drager var Elan kønsløs og deraf navnet. El for søn og An for datter. Alle drager lagde æg. De var en delikatesse på Tempelhøjen, og let tilgængelige grundet dragegårdene uden for byen.
   "Du er ikke tamdyr, vel?" Rugl lænede sig frem, truttede læberne og modtog et lille tungekys fra sin skat: "Ikke indavlet og fordærvet som dem i burene. Stakkels kræ. Der er snart slet ingen magi tilbage i deres skæl eller perler. Du har alle dine lemmer og spiser godt. Ikke fra nogen gård."
   Elan trillede en klikkende melodi og så på Rugl med intelligente, vurderende øjne. Rugl var sikker på at den forstod hvert ord, eller måske var det tonen? Dragen kunne bare ikke svare tilbage på en måde, hvor hun kunne forstå den.
   "Når du da føler for at spise. Du er for stor til at blive ved med at leve af rhinokmælk, men du gider ikke spise kødet jeg kommer med."
   I smug rakte hun ud til dragen med sit indre. Dens sagte hjerteslag og klare blodomløb beroligede hende og hun sank dybere ind i væsnet, til hun nåede et punkt, hvor dragens emotioner var lige indenfor rækkevidde. Rugl dvælede omkring dem, og fik sit eget hjerte til at følge takt. Hun nød forbindelsen i fulde drag, men skulle være forsigtig med hvem der så hende. En med synet, gaven til at se og aflæse auraer og magi, kunne hurtigt afsløre hendes evner og største hemmelighed.
   Blodmagi.
   Forbudt magi.
   Når hun forbandt sig til et andet væsen med sin egen aura, virkede det hele ganske harmløst. Baseret på hvad hun havde læst om det, såvel som de andre forbudte magier, var det alt andet end det. Kontrol over andres kroppe var en alvorlig ting. Dominans over frie væsner på en måde som de svagtsindede ikke forstod. Måske fordi de var særligt udsatte og modtagelige overfor netop denne type magi. Helbredere brugte jo lignende metoder, når de med deres egne kræfter påvirkede andres kroppe og sind. Ganske vidst med patientens accept, men alligevel. Reglementet burde være det samme. Dog fulgte en grufuld død til de der besad evnerne. Ikke bare dem selv, men hele ens familie stod til udslettelse, såvel som ens mestre.
   Det bankede på hoveddøren nedenunder. Insisterende nok til at ekkoet nåede helt op i soveværelset. Rugl brød kontakten til Elan og bød den blive i rummet. Den humpede med helt til døren og skræppede sin protest. Dens små kløer rislede over træet på den anden side, og Rugl gav slip fra håndtaget med et suk.
   Den burde snart have lært at jeg altid vender tilbage.
   Hun vendte ryggen til værelset, og gik over til gelænderet, som endnu en omgang hårde bank rungede rundt i den store entre. Fødderne strøg let og lydløst over marmorgulvet hen til den todelte trappe, der snog sig omkring et springvand og landede nede foran døren ud. Selve trinnene lignede et frossent vandfald, der samlede sig og endte ved springvandet. Over hende glødede selvlysende, svævefisk fra måneøen lige under afbildninger af stjernehimmelen. De levede af støv og andet smuds, og holdt huset rent såvel som de gav et vagt lys.
   En af hendes tjenestefolk, en halvblodsskabning af en manitar, kom lydløst ud fra køkkendøren. Menneskeblod blandet med ildelugtende grævling. Rugl kunne ikke udstå ham. Han stod for alt hvad der var skidt med den race. Luskede, tyvagtige spion. Hun vidste udmærket at Rutnas, tronens Spionmester og leder af de Officielle, hendes overordnede, havde udvalgt hvilke tjenestefolk, der vartede hende op i huset.
   Han har selv oplært mig i den slags beskidte tricks. Hvis han var mere vellæst, ville jeg måske endda respektere den rotte. Bare tanken om hans forlængede rotteansigt, og den måde han filede sine konstant voksende fortænder, gav hende myrekryb.
   Rugl viftede sin grævlingetjener til side og åbnede selv hoveddøren. Hun spærrede forbavset øjnene op og stirrede uhøfligt på sin ukendte gæst.
   Endnu en forfader.
   Rugl gled øjnene over kvinden endnu en gang for at sikre sig, at der ingen pels var gemt i kanten af tunikaen, ingen kløer på hænder og fødder, eller skællet hale i forlængelse af rygraden. Der var ingen tegn på dyriske træk. Den eneste pels kom fra skindklæderne om hofte og bryst. Selv pupillerne i de skinnende blå øjne var helt runde. Hun bar håret kortklippet i den ene side, hvor de små hår alle skinnede sølvgrå, imens den anden side var dækket af lange, sorte og fyldige lokker. En meget almen frisure i Glymadrek, bortset fra den manglende pragt af farvevalget.
   Kvinden åbnede sin fyldige mund i et bredt tandsmil, en gestus som ingen blandingsrace til manitar ville gøre uden intentioner om fornærmelse. Der var ingen trussel i den måde som hun bredte sine mørke arme ud til siden, og afslørede håndfladerne der var en anelse lysere end resten af huden. Ingen fjendskab i den fyldige og åbne favn.
   "Jeg fandt dig!" stemmen var lys og let, og skinger af iver: "Endelig fandt jeg dig!"
   Hun trådte frem i omfavnelse, og Rugl måtte bekæmpe trangen til at holde kvinden fra livet. Omfavnelsen ramte som en bjørn og hun gispede efter vejret. Kvinden duftede af ler og sommer og nuancer af lilla gemte sig i skyggerne af huden.
   "Hvor har jeg savnet dig," hviskede en nu mere moden stemme insisterende.
   Før hun vidste af det trak Rugl armene op og gengældte knuset. Det mærkedes underligt velkendt. Så tog hun sig selv i denne mærkelige måde at hilse en fremmed og signalerede kvinden til at slippe med et blidt klap på ryggen.
   "Åh undskyld," kvinden lo helhjertet og løsnede grebet, men holdt stadig fast om Rugls arme: "Jeg glemmer tit hvor stærk jeg er, og du er jo helt spinkel! Spiser du slet ikke?" Kvindens tone faldt til en alarmerende brummen: "Behandler de dig ikke godt?"
   "Jo, bestemt," mumlede Rugl stadig medtaget af chokket.
   Hun skævede til sin tjener, der trak sig et par skridt. Ikke at det hjalp på hans aflytning af samtalen.
   Forbandet være hans skarpe grævlinge ører.
   Det lod til at opmuntre kvinden, der strakte hals og slugte entreen til sig med øjnene.
   "Wauw, de har i hvert fald indlogeret dig godt," kvinden trådte forbi og ind i rummet, hvor hun smed sin lurvede taske.
   Rugl rynkede næsen.
   "Undskyld mig," Rugl slugte de spydige ord der lå klar på tungen og fortsatte så gæstfrit som muligt: "Men hvem er du?"
   Kvinden frøs midt i at gnubbe hovedbunden med begge hænder.
   "Hvad mener du?" spurgte hun med svagt dirrende stemme.
   Rugl opfangede nervøsiteten i smilet med det samme.
   Hun er helt klart ikke fra byen.
   "Jeg spurgte dig," Rugl nedsatte farten i sin udtalelse: "Hvem er du? Jeg erindrer ikke at vi har mødt hinanden før."
   Kvindens smil bredte sig igen, men strammere denne gang.
   "Det er mig, Ragna."
   Navnet sagde Rugl intet.
   "Har du allerede glemt mig?" et øjeblik krakelerede smilet, før et nervøst håb fik det op igen: "Jeg ser også meget anderledes ud, end da vi så hinanden sidst. Er der et sted vi kan snakke uforstyrret?"
   Rugl skævede til tjeneren, der trak sig helt om bag køkkendøren.
   Ikke om hun faldt for den spions skuespil.
   Hun nikkede, gik forbi denne Ragna og krydsede entreen. Bag springvandet i den splittede trappeopgang, fandt hun døren ind til sit kontor. Hun gestikulerede den anden ind og lukkede døren efter dem.
   Ragna så sig skeptisk omkring på bogreolerne, skrivebordet og de to stole. En på hver side.
   "Er du sikker på at ingen ser os her?"
   Rugl nikkede.
   "Ingen kan sanse hvad der foregår herinde," hun gik roligt forbi kvinden, yderst bevidst om hver enkelt bevægelse: "Jeg har betalt godt for den ordbinder, der gjorde arbejdet."
   Uden at se sig over skulderen rakte hun i hemmelighed ud med sin aura. Kvindens hjerteslag nåede frem til Rugl, som flød det over hendes hud. Blodet strømmede frisk i årerne. Nervøsiteten tydelig. Harmløs eller fjendtlig?
   Hvis hun gør udfald, er der ingen der sanser hendes død.
   Rugl stirrede indædt på denne fremmede, der påstod at kende hende. Der kun introducerede sig med sit fornavn. En udstødt? Det lasede tøj og de manglende sandaler tydede på det. Dog kunne en forfader som hende leve livet i rigdom og forplejning til gengæld for hendes rene gener. Deres øjne mødtes og stilheden hang i luften. Rugl ventede mere og mere utålmodigt på at Ragna skulle bryde stilheden. Det skete ikke.
   I stedet begyndte det korte sølvgrå hår at gro. Lyse striber krøllede frem i den lange side og huden blegnede på samme vis. Brystet faldt sammen og spændte sig op imod et par brede skuldre, der straks testede skindenes syninger. Den lilla glød i krogene af huden forsvandt. Arme og ben spændte til. Kæberne bredere og brynene lysere med mere fylde.
   Rugl tabte kæben og satte sig med et bump. Kvinden fra før var forsvundet, kun få af de generelle træk var tilbage. I stedet for en mørklødet, fyldig kvinde stod der nu en bredskuldret og muskuløs kvinde. Bleg som sneen og med lange, korngule krøller langt ned over ryggen. Kun de skinnende blå øjne og stemmen var den samme.
   "Det er godt nok stadigvæk ikke helt det samme. Jeg har trænet en del ser du..." Hun gik i stå og så nervøst over på Rugl: "Kan du slet ikke kende mig?"
   "En formskifter..." mumlede Rugl før hun indså hvor åndsfraværende hun opførte sig.
   Hun rettede sig op og fik styr på tankerne, der hoppede om kap efter hendes opmærksomhed. Spørgsmålene svimlede og hun strøg sig eftertænksomt under hagen.
   Forbudt magi. Denne kvinde har forbudt magi, ligesom mig! Ganske vist ikke af samme slags, men hvis vi virkelig kender hinanden, så ved hun måske mere om mine evner? Jeg burde vise hende det. Nej! Råbte fornuften. Lad dig ikke blænde. Det er dumt at vise sine kort. Det er kun hende der påstår at vi kender hinanden.
   "Jeg beklager," Rugl lagde hånden ned på armlænet og mødte Ragnas blik: "Jeg gav min fortid til almægtige Ihna. Tågen har taget min hukommelses plads i mit sind."
   Det var ikke mere end 1122 dage siden hun begyndte sin træning i Glymadrek, ikke meget mere end en enkelt solcyklus. Da hun ikke kunne lære mere, blev hun oplært på Ihnas øer syd for Bilvay. Hun havde ikke set nogen renblods forfader siden hun for få måner siden gav sit løfte til vandtågen Ihna i templet syd for Bilvay. Hun blev adopteret af en familie, for at betale omkostningerne af træningen. Men uden at være arving, fik hun ingen familiemaske at opgive, så tågen tog i stedet alle minder fra før hendes træning. Maskerne var som regel fyldt med symboler om familiens arv og viden, overdraget til efterfølgerne. Hendes gamle mester Fysos var så stolt. Han havde taget rejsen til øerne for at hente hende på trods af hans ringe helbred og vendte tilbage til den almægtige Ur få dage efter deres tilbagevenden til Glyma. Det minde stod hende stadig alt for nært.
   Rugl pegede og rystede sagte på hovedet, og fulgte nøje den andens reaktion.
   Kvinden stirrede først uforstående, men for hver brik der faldt på plads, ændrede ansigtet sig fra mistro, så til forståelse og så skræk. Hun lod sig falde med numsen på gulvet og måbede, imens hovedet rystede febrilsk.
   "Men du bliver nødt til at huske!" gispede hun.
   Rugls hjerte stak af medlidenhed. Stakkels kvinde. Hvad end fortid hun mente de havde sammen, så var den væk nu.
   Måske var vi gode venner? Rugl strammede ansigtsmasken og knyttede hånden over hjertet. Behersk dig! Al den træning du var igennem, det eneste du faktisk husker, smider du væk hvis du overgiver dig til noget så sølle som empati.
   "Vi gav et løfte," Ragna kravlede nærmere på alle fire, vejrtrækningen desperat: "Jeg har kontrol over mine evner nu, så jeg kom tilbage," hun kæmpede imod tårer og fortsatte med dirrende underlæbe: "Det har været så hårdt, vær sød og sig at du husker mig? Vil du ikke nok? Det er jo mig," hun satte sig på benene og støttede sig til skrivebordet: "Jeg kan slet ikke... Det må ikke have været for ingenting..."
   Hun lagde bedende sin frie hånd på Rugls knæ, der fløj tilbage i stolen, da berøringen gav hende stød. Låret sveg og hun tog sig til arret i undren. Et billede, nej en følelse var skudt igennem kroppen. Hun rynkede brynene og stirrede ned på den underlige kvinde. Hun forsøgte at genkalde sig hvad det var, men følelsen var allerede forsvundet.
   "Gjorde det ondt?" Ragnas ansigt var fyldt af angst og omsorg.
   "Nej," Rugl tog prøvende den anden kvindes hånd i sin og gav den et lille klem, da der ikke kom flere følelsesmæssige stød: "Tag det ikke personligt. Vi må blot lære hinanden at kende på ny," det lod til at varme en anelse op i den andens spændte krop, men kun kort: "Jeg kan desværre ikke blive. Jeg har et møde med Dronningen, men du er en gæst i mit hus, så længe du ønsker det."
   Kvinden spændte op og skar tænder. En del af Rugl fortrød invitationen, men den del blev skubbet til side af nysgerrighed. Hvem var kvinden? Hvor kendte de hinanden fra? Hvor meget vidste hun?
   "Dronningen?" hvislede Ragna og strammede læberne til en trutmund.
   Rugl noterede sig det pludselige fjendskab, men kommenterede ikke. Kvinden var ude af sig selv. Forhåbentlig var hun kommet til fornuft, når Rugl vendte tilbage.
   "Men husker du virkelig ikke dine forældre? Den bakke i skoven nær deres hus, hvor vi plejede at mødes? Vi kunne snakke om alt der. Jeg har fundet en lignende bakke her, der bor jeg nu. Åh, vent til du ser det! Solopgangen er mindst lige så smuk der."
   Rugl rystede igen på hovedet. Det lød som et dejligt roligt sted at være. Meget anderledes fra Glymadrek. Uden løgne og falsk smiger, eller folk der bare ønskede et eller andet af en.
   Men det var ikke der de var. Rugls liv var i Glyma, og hun havde stadig meget at udrette.
   Tårer skød frem i Ragnas øjenkrog og hun hang med hovedet. Så spjættede hun og et bredt, barnligt smil tværede fuldstændig fortvivlelsen af ansigtet. Rugl lænede sig overrasket tilbage. Kvindens humørsvingninger var jo fuldkommen upassende!
   "Vi taler vores sprog!" gispede Ragna: "Så må du jo huske noget."
   "Vores sprog?"
   Kvinden nikkede ivrigt.
   "Ja, lige nu. Vi snakker vores modersmål."
   Rugl rynkede brynene og rokkede afvisende på hovedet.
   "Sludder."
   "Det passer," kvinden skiftede over til at tale gebrokken jordtunge, tykt med en heftig, bondelig dialekt: "Ka' du ik' høre det?"
   Rugl spidsede læberne over den ringe udtale og spærrede da øjnene op. De havde faktisk talt et helt andet sprog! Det faldt hende helt naturligt, så hun fra starten bare var gået ud fra at de talte vandtunge. Men nu hun tænkte over det, var der en betydelig forskel på de to sprog, og hun kunne faktisk ikke helt placere hvor det de havde talt, kom fra.
   Rugl stirrede vantro på denne Ragna.
   Hun kender mig? Hendes hjerte gav et glædeligt hopla, før hun atter fik taget på sig selv. Og hvad så? Husk kortene tæt ved hånden. Hvor meget ved hun egentlig om mig, og hvad har hun fortalt andre? Rugls indre isnede af frygt. Du kan grave oplysninger ud af hende, når du kommer tilbage fra Dronningen. Akata venter ikke, heller ikke på en forfader.
   "Bliv her, og snak ikke med nogen. Jeg er tilbage inden aften," sagde hun så venskabeligt som overhovedet muligt og strøg sin hånd over Ragnas for ekstra effekt.
   Kvinden slugte maddingen med et klem.
   "Hvorfor må jeg ikke komme med dig?" spurgte hun igen på dette underlige sprog.
   Det kunne ikke være flammetunge eller vindtunge heller, ordene var alt for kantede, men dog for afrundede til at være jordsprogets klodsede tunge. Som en blanding af vand- og jordsproget, men med helt andre udtryk. Måske forfædrenes by?
   Ønsket om at studere sagen nærmere gibbede i Rugl, men hun tyssede på de mange spørgsmål.
   "Jeg har en audiens med Dronningen," hun var lige ved at smile af iver over at tale på en helt ny måde.
   Og dog, måske ikke helt så ny endda...
   Rugl rejste sig, og trak Ragna op at stå da en banken på døren afbrød de kommende protester fra den anden forfader. Rugl krydsede kontoret og standsede med hånden på døren. Da hun vendte sig imod den anden, så hun tilfreds at kvinden allerede var tilbage i sin forrige form.
   Forbudt magi... studsede Rugls tanker, før hun trak i håndtaget.
   Grævlingen stod der, og han var ikke alene.
   Fem byvagter stod i fuld drageskælsuniform og sølede gulvet til med støv fra diverse fodtøj og bare poter. Sveden drev af dem, og deres dyriske stank fyldte Rugls næsebor. Hun slog sit mest imødekommende udtryk på ansigtet og viftede grævlingemanitaren til side.
   "Hvad kan jeg gøre for jer?"
   Hvor vover i at komme brasende ind i mit hus uden invitation?!
   Hun kendte allerede svaret, og ville ønske at hun personligt kunne spidde Rutnas og hans pokkers spioner.
   "Dronning Akata An Fukanios Du Glymadrek ønsker forfædrenes tilstedeværelse med det samme."
   Rugl klikkede indvilligende med tungen. Nervøsiteten voksede, men hun var ikke nogen amatør, der bare viste sine følelser. Hun vendte sig imod Ragna og slugte sit spyt. Hun kunne ikke tale for den anden forfader. Hendes øjne gled over den nu mørklødede kvinde og stoppede ved hendes beskidte fødder.
   Jeg kan ikke præsentere hende sådan her.
   "Min gæst har ikke haft chancen for at vaske rejsestøvet af sig."
   "Dronning Akata An Fukanios Du Glymadrek venter jer med det samme."
   På trods af normen, havde Dronningen overtaget sin faders navn, selvom døtre som regel overtog deres moders. De tronsatte var undtagelse, da de overtog navnet fra deres forgænger.
   Rugl spidsede læberne og forbandede den kvinde og hendes Spionmester.
   "Tillad hende i det mindste en ny tunika," hun tillod sig en smule advarende tone.
   Vagten lod øjnene glide over den anden forfader. Så smilede han vammelt og rystede på hovedet.
   "Med det samme."
   Rugl knyttede næven på ryggen, men afslørede intet i sit ansigt.
   Endnu en af de tumper, der ikke giver deres forfædre den rette respekt. Var det ikke Akatas direkte ordre, ville jeg have vist dig din plads, halvblod.
   Hun nikkede og vendte sig atter imod den anden forfader, men måtte træde til side for ikke at blive skubbet af vejen.
   "Hvor vover du hundse med hende?!" knurrede Ragna med næsen helt oppe til manitaren: "Hun tilhør' ik' no'en! Vi ik' slaver!"
   "Ragna," gispede Rugl og greb forfærdet den andens arm, før den kunne lægge næve på vagten: "Behersk dig!"
   Hvordan er det dog hun opfører sig?!
   Kvinden så frem og tilbage imellem Rugl og vagten, før hun langsomt trak sig. Hele kroppen stiv. Blodet rasende igennem kroppen. Rugl overvejede at bruge sin magi på hende, men dyede sig. Det var for risikabelt. Hun havde stadigvæk ikke fundet ud af, hvor meget den anden vidste om hende. Hvis hun bruste over og sagde noget i vrede, ville det være katastrofalt.
   Rugl klemte hendes hånd og skiftede til deres egen tunge.
   "Følg med og vær stille. Vis ingen hvad du er, og røb intet du ved om mig, forstået?"
   Hun holdt kvindens blik til Ragna nikkede indforstået. Musklerne løsnede sig en anelse, men hun stampede stift igennem entreen, da Rugl gav slip. Grævlingen forsøgte at nå døren først, men Ragna svang den op i næsen på ham og knurrede over skulderen.
   "Kommer i, eller hva'?"
   Rugl fulgte efter vagterne med en del mere ynde og sørgede for at holde sig foran dem, så ingen skulle tro at hun var en fange. Hun vandrede ud i tørkenheden med løftet pande og perfekt positur. Fødderne bar hende elegant over brostenene helt automatisk, og heldigvis da. Hendes tanker var konstant hos den anden forfader foran sig. Hun bemærkede ikke da de nåede svævepladsen, tænkte ikke over hvilken perle hun rakte vindmageraen, til gengæld for stofdragen hun satte sig på. Mærkede ikke suset som han sendte hende til vejrs. Bemærkede ikke byens evige larm, eller de små skabninger under sig der rendte ind og ud imellem hinanden. Gruen voksede i hende, som Umbrevas enorme jordtempel, byens centrum og hjemsted for den royale familie, nærmede sig. Frygten åd af hende, som dagens begivenheder gjorde af hendes planer. Bitterhed og angst truede med at overtage sindet. Hun knugede hænderne, så neglene borede sig ned i håndfladen. Bed sig i indersiden af læben, til den bløde hud gav efter og den metalliske smag af blod fjernede fokus fra tankerne.
   Før hun vidste af det, havde de krydset de mange kilometer, og landet på svævepladsen foran templet. Vagterne lige i hælene. Et kort øjeblik overvejede hun at forsvinde i mængden, men opgav den fjollede ide lige så hurtigt. Selv hvis hun fik fat i en kappe, stod hun ud i mængden som den forfader hun var. Folk omkring dem var allerede begyndt at stirre. De færreste med andet end indædt had. Sultede som de var, kastede de deres bebrejdelser alle andre steder hen end på dem selv.
   Pludselig var hun mere taknemmelig for sin eskorte, selvom de højest sandsynligt ville lade folkemængden tage hende. De ville rive hende i små stykker og måske endda æde hende, de barbarer.
   (Beskrivelse af templet)
   Et dybt hvæs tog hendes opmærksomhed tilbage på sit oprindelige problem.
   Ragna.
   På et øjeblik var hendes liv vendt op og ned og for hvad? En muligvis gammel ven som hun ikke længere husker og i øvrigt havde lagt bag sig. Måske der var en god grund til at tage den beslutning i sin tid? Hvor ønskede hun sig Fysos' beroligende tilstedeværelse, i stedet for denne tossede, humørsyge kvinde. Hun var om muligt vildere end manitarerne omkring dem.
   "Videre," vagten pegede med sit vifteformede spydblad imod bærerne ved trappen.
   Rugl snøftede fornærmet, vendte næsen til vejrs og gik forbi de muskuløse bærere med kurvesæderne på ryggen. Som om hun ville tage den samme vej som alle andre. Bare fordi han var en menig vagt, skulle hun ikke degraderes. Hun var stadigvæk Officiel, og de havde deres egen vej.
   Hun stoppede op ved templets kæmpemæssige mur. En bevogtet dør ledte ind i de graverede sten. Vagterne nikkede anerkendende til hende, og hun vendte sig triumferende imod sit uværdige følge.
   "Jeg takker jer for jeres tjeneste. Jeg har ikke brug for jer længere. Kom, Ragna," hun rakte hånden vagt ud til hende.
   Den anden forfader tog den i et fast greb, som var hun bange for at Rugl ville stikke af bag den farlige dør. Hun klemte hånden betryggende og frydede sig over de slet skjulte fornærmede udtryk i manitarernes ansigter. De to vogtere åbnede døren og tørkens brændende hede veg for templets kølige fugtighed. Magien i templet var oldgammel. Helt tilbage fra da forfædrene var slaver til dragerne. Bygningen et under i sig selv. Arkitektur som templerne var for længst gået tabt. En viden der aldrig kunne opnås, lige gyldigt hvor mange arkitekter og magikere der undersøgte de hellige steder.
   Rugl ledte dem igennem en smal gang og bag endnu en dør. Med sin aura mærkede hun vandet på alle sider, da hun trådte ind i et lille rum og lukkede døren efter dem. Der var ingen døre eller vinduer, men pludselig skurrede stengulvet mod væggen og de bevægede sig op.
   "Hva' i?" Ragna rokkede uroligt og så sig ængsteligt omkring.
   "Det er en vandlift," Rugl lukkede øjnene og nød følelsen af vandet der omsluttede rummet.
   Første gang den havde båret hende op, havde hun reageret på samme måde. Indvendigt. En klaustrofobisk trang til luft truede med at kue hende for øjnene af sin nye overordnede, men så mærkede hun vandet og dets tilstedeværelse beroligede hende øjeblikkeligt. Hun lod følelsen af vandet skylle ind over sig. Flød sammen med det og lod det rense ud i tankerne. Hun fik styr på sin vejrtrækning, løsnet skuldrene og genvundet fatningen.
   Hendes tilstedeværelse ændrer intet. Planen er stadigvæk den samme. De forebyggende forhandlinger, bestikkelserne og de lange søvnløse nætter betyder stadigvæk det samme. Rugl åbnede øjnene og fandt Ragnas hånd i sin. Hun fulgte den støvede arm op til det mørke ansigt og prøvede at genkalde lighederne til det blege. Plantede dem i hukommelsen, sammen med følelsen af Ragnas hjerteslag. Den rislende følelse over hele kroppen, som om de stod omringet af tyve andre. Styrken i øjnene. De små, snørklede linjer fra den mørke kant i iris og ind til pupillen. Hypnotiserende. De stod aldrig stille. Ligesom Rugl fangede de alt i det lille rum.
   Gad vide om vi ser efter de samme ting? Rugl gled blikket ned på næsen, der blev ved med at sniffe til luften. Kort med en opadgående rund tip. Den mindede egentlig meget om hendes egen. Måske vi er i familie?
   Tanken fik en glædestråle til at flyve igennem brystet. Det ville forklare en del, hvis de var. Hun ønskede inderligt at tale med kvinden i fortrolighed. De var alene og ingen kunne høre dem tale i liften. Hvad skulle hun dog spørge om? Hvad er hendes familienavn? Hvor kommer de fra? Forfædrenes by eller måske det nordlige kontinent? Hvordan kom de til Glymadrek?
   Rugl åbnede munden og lukkede den igen. Hun gav den varme hånd et klem. Den var en del større end hendes egen. Ragna vendte sig halvt. Hendes øjne intense, men blide. Smilet varmt og forsigtigt.
   Rugl så væk. Hjerteslaget begyndte igen at galopere. Spændingen fra den anden smittede igennem hånden, og Rugl blev i tvivl om hvem der smittede hvem. Det var alt for let at flyde ind i denne kvinde. Mærke hende med Rugls forbudte magi. Hun bed sig i læben og kom i tanke om hvad der ventede dem forude.
   "Vil du ikke nok opføre dig anstændigt derinde?" hendes stemme var nær knækket, og hun hadede sit øjebliks svaghed, men mødte alligevel Ragnas øjne igen: "For min skyld? Vi kan kun redde trådene ud, hvis vi slipper levende derfra, og jeg vil så gerne tale med dig."
   Ragna trak stædigt hagen frem. Hendes fingre klemte stift om Rugls, og panderynkerne afslørede misbilligelsen uden forsøg på at skjule det. Følelsen af den anden intensiverede. Liften virkede pludselig endnu mindre, og det var svært at koncentrere sig om vandet på den anden side. Men til Rugls store lettelse, nikkede den anden forfader og sagde ingenting.
   Et hul dukkede op i toppen af rummet og voksede sig stødt nedad til liften holdt stille, og hullet fyldte hele den ene af de fire sider. Den åbnede op til en mørk gang, lyst op af glødesten. Endnu to vagter stod på hver side og kiggede på de to forfædre uden interesse.
   Rugl rankede ryggen og fyldte lungerne med luft. Hun fattede mod, gav slip på Ragnas hånd og forbindelsen imellem dem. Med al den ynde hun kunne præstere, svævede hun over gulvet, forbi vagterne og ned imod enden, hvor gangens eneste dør befandt sig. Spændingen sitrede i hele kroppen, og hun var pinligt bevidst om den anden forfaders mangler og uanstændige påklædning. Det var umuligt at glemme, og uroligheden voksede i hende som et loddent bæst, for hvert skridt hun nærmede sig døren.
   Jeg skal vise dem. Jeg skal vise dem. Jeg skal vise dem.