Et lift

Garak vågnede med krampe i sit venstre ben. Smerten strakte sig fra hans hofte og ned til spidsen af tæerne. Krampen var så voldsom, at benet stod stift ud fra kroppen som en træstamme banket fast i hans hofte. Smerten pulserede intenst op og ned gennem benet, som en kniv, der blev trukket frem og tilbage i hans kød. Hvis ikke han havde prøvet det mange gange før, ville han have været skræmt fra vid og sans. Dette var prisen for, at han var gået så langt i går. Han ventede krampen ud, mens han knyttede og strakte venstre hånd. Da smerten endelig fortog sig, var det lyst.

Med smerten væk, blev Garak opmærksom på et andet behov. Han skulle tisse helt vildt. Erfaringer fra tidligere fortalte ham, at hans ben ikke ville bære ham endnu. Han kunne ikke gå væk fra sin lejr for at tisse. Han samlede sit tæppe om sig, og rullede langsomt mod sin højre side - rundt og rundt, indtil han var kommet et stykke væk fra sine ting. Han skar en grimasse, hver gang han rullede hen over sit venstre ben.

Stadig i ly af de store klippeblokke, men lidt væk fra sine ting og - vigtigst af alt - liggende sådan, at landskabet skrånede nedad væk fra ham, kunne han endelig stille sin tissetrang. Da han var færdig, rullede han tilbage til sin lejr i sit tæppe. Der var helt stille omkring ham. Herfra hvor han lå, kunne han se den sorte skov, hvor han havde sit hjem. Han længtes efter at starte turen hjemad, men han var bekymret for, om han kunne klare vinteren, hvis han ikke fik handlet først.

Når han lod øjnene vandre mod venstre fra den sorte skov, strakte der sig marker og eng så langt han kunne se mod øst. Når han drejede hovedet videre mod venstre, mod nord, blev landskabet mere stenet og ufrugtbart. Farverne ændrede sig også fra det grønne og gule fra markerne, til det brune og grå som hørte til sten, mosser og lavt buskads. Direkte mod nord og videre så langt som øjet rakte mod vest domineredes synsfeltet af Aggeren - det store bjerg, som var faldets negative tvilling. De to gik ud i et, men hver sin vej - hvor de mødtes var der lodret klippe. Hvis man ville forcere faldet på den sydlige del af bjerget, måtte man højt op ad Aggeren, før man kunne komme nedad på den anden side. Garak havde aldrig været den vej, men han havde hørt om det hos den gamle dame i skoven.

Han lå et stykke tid og kiggede på Aggeren. Dagen var fin og klar, men toppen af Aggeren skjulte sig i lavthængende skyer. Når den en sjælden gang lå skyfrit kunne man se, at der var fladt på toppen som om nogen havde skåret den øverst del af bjerget. De gamle koner kunne en historie om toppen af Aggeren. De fortalte, at Aggeren engang var så høj, at man fra dens top kunne stå og kigge lige ind i gudernes hjem, Mølsuvern. Da menneskene fandt ud af det, forlod mange deres familier og drog til Aggerens top for at opsøge guderne.

Nogle kom for blot at beskue dem. Nogle kom for at få opfyldt deres bønner. For at bede om nåde for et sygt barn, for at få en elsket tilbage, som blev taget før sin tid, eller for at bede om, at gudernes vrede skulle ramme en fjende. Guderne fandt sig ikke i sådan at kunne høre og se de troende hele tiden. De befalede dem at gå hjem og glemme, hvad man kunne se fra Aggerens top. Men, de gik ikke. Der blev bare flere og flere pilgrimsrejsende på bjergets top.

Til sidst var der et helt samfund rundt om toppen af Aggeren. Da blev guderne så vrede, at de flåede toppen af bjerget og kastede det så hårdt i jorden, at det skabte det dybe hul, som blev kom til at hedde faldet. Ifølge historien eksisterede samfundet stadig på bunden af faldet, men ingen kunne rejse hverken dertil eller derfra.

Garak troede ikke på guder. Selv, hvis de var deroppe, var han helt sikker på, at de heller ikke troede på ham. Han rev sig løs fra sine overvejelser og fokuserede på det nære. Han havde hverken fået købt en kniv eller et nyt stykke læder og lædersnører. Han vidste ikke, hvor handelsfolkene trak hen nu og han havde ingen mulighed for at nå dertil samtidig med dem. Hverken Ny Faldby eller nogen af de andre småbyer indenfor den afstand, han kunne tilbagelægge, var store nok til, at han kunne købe det, han manglede, når der ikke var markedsdag.

Han spiste sig en morgenmad af tørret kød, brød og vand fra sin flaske, mens han langsomt erkendte, at han havde misset sin chance. Der var ingen mulighed mere for at komme til at købe det, han manglede. Han var nødt til at vende tilbage til skoven og tage chancen i vinter uden et ordentligt stål og uden en ny støtte til sin fod.

Da han var færdig med at spise, tog han det slidte stykke læder frem, som han natten før havde taget af sin fod. Siddende lagde han det på jorden foran sig og spredte alle stropperne og snørerne ud til siden. De var monteret på et stykke læder, som var formet omtrent som en fod. Garak greb sit venstre ben med begge hænder, og bøjede det langsomt og sammenbidt ind mod sig. Da den fuldt strakte venstre fod var over læderanordningen, trykkede han benet nedad indtil foden var blevet rettet op af kontakten med jorden og sad vinkelret på benet. Mens han med sin klohånd holdt benet på plads, spændte han med højre hånd hurtigt de mange snører op. Først bandt han læderet fast til foden både ved hælen, midtpå og ved tæerne. så trak han en kraftig, flettet strop, som gik rundt om de deforme midterste tæer op foran og spændte den fast i et bånd, som var spændt rundt om benet ca. 20 centimeter over hælen. Nu kunne foden ikke længere rette sig ud, men var spændt fast. Sådan kunne han bedre gå, uden hele tiden at skulle tænke på foden. Til sidst tog han sin støvle på, hvilket spændte stroppen det sidste stykke.

Han var netop blevet færdig med at pakke sin rejsetaske, da han hørte en vogn på vejen på den anden side af klippeblokkene. Han kiggede forsigtigt over blokkene af ren nysgerrighed for at se, hvem det var, som var undervejs så tidligt. Han genkendte vognen øjeblikkeligt. Sekundet efter havde han truffet en beslutning. Han greb sin taske, og haltede besværligt rundt om blokkene ud mod vejen. Han stoppede ved vejkanten, satte sin taske fra sig og vinkede med begge hænder over hovedet. Vognen var stadig omtrent hundrede meter væk, men den hvide lærredsdug og det mørke træ var ikke til at tage fejl af. Nu kunne han også se den høje skikkelse af handelsmanden ved tømmerne. Han kørte med et roligt tempo væk fra Ny Faldby og hen mod Garak.

Garak fortsatte med at vinke, men blev stående i siden af vejen. Hvis handelsmanden troede, det var en fælde og der var flere gemt bag klipperne, ville han køre lige hen over Garak. Skikkelsen ved tømmerne fik øje på Garak og rettede sig op. Så ansporede han hestene og satte farten op. Garak vinkede langsommere og strittede bevist med sit deforme ben - det handlede om at virke ufarlig og ikke-truende. Nu var vognen tyve meter fra ham. Handelsmanden holdt hestene tilbage og satte farten ned, mens han spejdede til højre og venstre. Han stoppede ikke op, men holdt hestene gående, mens han rejste sig og stående forsøgte at kigge hen over klippeblokkene til højre for vejen, hvor Garak havde sovet.

Tilsyneladende tilfreds satte han sig og holdt hestene an så vognen stoppede op ud for Garak. Garak lagde mærke til, at han ikke slap tømmerne og konstant kiggede op mod klippeblokkene.

"Jamen, er det ikke den unge mester fra Faldby?" sagde han med et skævt smil. "Hvad laver han herude i det fri?"

Garak vidste ikke, hvad han skulle sige til det. I stedet sagde han:

"Jeg vil gerne købe den kniv nu."

"Altid direkte til sagen." sagde handelsmanden. "Det kan jeg lide." Han kiggede over mod klippeblokkene igen. "Men, jeg kan ikke holde stille her. Og jeg kommer i hvert fald ikke til at lukke op for salget nu. Hop ombord, så finder vi et sted længere oppe, hvor vi kan handle." Han slog inviterende ud med hånden mod sædet ved siden af sig.

Garak betænkte sig kun et øjeblik. Han kunne ikke lade chancen forpasse igen. Handelsmanden var en ældre mand, men han virkede senet og stærk. Til gengæld virkede han ikke truende og Garak var helt klar over, at det allerede nu var umuligt for ham at slippe væk, hvis manden ville berøve ham. Han nikkede, greb sin taske med sin gode hånd, løftede omhyggeligt sit venstre ben op på trinbrættet, greb fat med sin klohånd og trak sig op på brættet og svang sin taske op under sædet. I samme øjeblik Garaks højre fod slap jorden, satte handelsmanden gang i vognen igen.

De red et stykke i tavshed, mens handelsmanden fik de fire heste op i tempo igen og de havde lagt klippeblokkene bag sig. Vejen førte næsten stik nordpå her. Garak vidste, at længere fremme delte vejen sig øst-vest, hvor den vestgående vej førte op over Aggeren nord om faldet. Garak rejste sig i sædet og forsøget at få øje på, hvor vejen delte sig, men det var stadig for langt ude i horisonten. Hvis de drejede mod nord, kunne hestene på en time bringe ham en dagsrejse længere væk fra hans hjem i skoven. Han håbede, at handelsmanden snart ville finde et sted, hvor de kunne handle.

Garak blev opmærksom på, at handelsmanden kiggede smilende på ham og vendte sig om mod ham.

"Velkommen ombord...", sagde manden og rakte højre hånd frem. Da Garak tog den, sagde han:

"Sylvester Svendsen er mit navn."

"Garak", sagde Garak.

Sylvester slap hans hånd og slog ud med højre hånd mod vognen bag dem:

"Og ikke at forglemme, min datter." sagde han smilende.

Garak vendte sig og kiggede bagud. Det var ikke faldet ham ind, at der kunne være andre i vognen. En slank pige på måske 14-15 år sad på en pude midt i vognen i en hvid kjole. Hun havde funklende blå øjne i et mildt ansigt. Hun smilede til ham:

"Isabella." sagde hun. "Nu løber du ikke igen, vel?"