Sophia svævede gennem en malstrøm af knitrende lyn, hvor blinkende gnister sprang fra, for at svide de yderste fjerspidser. Hendes ørnevinger vippede op og ned i et hastigt tempo. Hun var lige i klovene på ham. Micah kastede et løveøjet blik bagud i det hans røde manke faldt ind over et højkindet ansigt. Bueede oksehorn stak op fra en glat pande. Han baskede kraftigt med sine gribbevinger, der havde samme farve som den dybeste afgrund.
De stirrede ind i hinandens løveøjne i det deres sind, følelser og tanker flettede sig sammen. Micah smilede et skævt smil og lod hende komme op på siden. Hun fornemmede at han morede sig.
Hey! Udbrød Sophia, da han slog energisk med vingerne, så hans dyriske løve, menneske og okse skikkelse strøg forbi hende. Hans mægtige vinger fremkaldte et vindpust, der hev i hendes sølvhvide manke. En klukkende latter lød i hendes hoved.
Kom og fang mig, udfordrede han hende. Sophia blottede sine tænder i et kattesmil og satte efter ham med lange, hurtige slag fra sine vinger. Hendes fingre strejfede hans klumpt af en tyrehale, der svingede fra side til side bag de tykke, pelsede okseben.
Så går det løs, sang Micah til hende. Hun så op i det pulserende, skinnende kugler suste gennem tunnelen. Bølger af hvide, gyldne og orange farver strømmede ud fra sjælene, der ligesom havet trak sig frem og tilbage. Sorte, monstrøriske og deforme skygge smøg sig mellem de døde ånder. Deres krogede, lange fingre rakte ud efter sjælene, der flakkede ved berøringen af dæmonerne. En af dem forsvandt i et bundløst gab af mørke, sortere end nogen nat. Hun mærkede sjælens frygt passerede gennem sig i det dødsskriget fortsatte gennem marv og ben.
Sophia udstødte et øredøvende brøl og Micah gjorde det samme. Dæmonerne spredte sig ud til siderne og slangede sig glidende mod dem. Hendes krumme, skarpe kløer glittrede og hede flammer blussede omkring spidserne. Hun slog og slog. Snit efter snit flammede monstrene op, flået fra hinanden. De sønderrevne dele forsvandt i en osende røgsky af slikkende, hvide stikflammer. Micah hvæsede. Hans kløer efterlod fire dybe flænger i deres mål. Dæmonen var stor nok til at skjule en elefant. Den svingede med sine kløer, som var ligeså lange som grene. Jamrende hyl lød fra dens gab, der var ligeså rødt som boblende lava og blege øjenhuller stirrede intenst på ham. En grøn tunge spillede fra dens mund. En mørke lilla aura omgav væsenets skikkelse.
Sophia gøs og stirrede på sin dampende ånde. Hun foldede sine arme rundt om sig i det hendes nakkehår rejste sig. Dæmonen Micah kæmpede mod trak sig brølende tilbage. Sort blod fossede ud fra dens overskårne arm, der blev opslugt af strømmen. Dæmonen ulmede og osede hidsigt, voksede og voksede. Hun kiggede op og spærede øjne op i et råb.
Micah - pas på! En diset, tåget skikkelse, indhyllet i et ishvidt skær, kom susende fra oven. Den huggede ud med kløer, der mindede meget om istapper. Micah drejede til siden, men venstre vinge fik alligevel kappet spidsen af i et springvand af blod. Blødningen stoppede dog hurtigt, da såret frøs til. Han kastede hovedet bagud og skreg skingert. Isen bredte sig på den ramte vinge. Hans fjer stivnede. Sophia brølede og drog dæmonerne ind i malstrømmen, der summende tog imod dem. Hun foldede sine vinger sammen og dykkede ned efter ham. Micah greb hendes udstrakte hånd. Hans ene vinge dinglede tynget af isens vægt. Den mørkelilla dæmon strakte armene ud til siden og lavede en revne i den cirkulerende malstrøm. Stikkende lyn suste gennem sjælespiseren, hvis ydre rystede. Sophia gispede, da noget lukkede sig om hendes vinge og trak dem med sig. Et hyl undslap hende, da et stød gik gennem sine lemmer. Alt snurrede rundt i en kvalmende, slørende fart. Sophia klemte Micah's hånd i det et diset, fugtigt mørke favnede dem, før alt blev lyst.