Man må sikkert ikke det her, men det skal ingen bestemme. 7 år siden jeg skrev den her og postede den direkte her. Bliver spændende at se om den aldrede vel. For perspektiveringens skyld og for at bryde den monotone larm af kun 3,57 personer der ligger på de fleste lister.

Hør engang hvordan det går denne ungmø. Jeg har forsøgt at dedikere denne til mange. De har ikke ville modtage, så jeg prøver igen. Du ved selv hvem du er :).

Har ikke rettet noget som i den siden første udgivelse , selvom der er oplagte grammatisk særheder, så kpommer den her.

Duften af forår lå som en let dyne over hele skovbunden men, som det er med forår, er det ikke kun duften, det er den allestedsnærværende følelse af den første forårsdag, solens stråler der for første gang det år trænger igennem i en vinkel der gør den føltes varm. Den første dag hvor temperaturen er så høj at man kan gå letpåklædt på bare fødder uden at tænke over den milde brise der fik træerne til at svaje let og de spæde blade til at hvisle.

Solstråler stod som klare lysskær gennem trækronerne og dannede sit helt eget spil på skovbunden hvor, alverdens til gevækster nød godt. Biernes summen og fuglenes fløjten var det eneste der kunne høres.

Træerne var vågne nu og var klar til at modtage det lys der gav liv og de var klar med de lysegrønne blade til at modtage det lys, der gjorde de kunne folde sig ud i fuldt flor og indlede en ny årring. Pilens naive stræben efter lys, pilen som altid er tidligt ude med de prangende blomstersætninger der lokker sultne bier til. Egen med de krogede, mosbevoksede stammer og grene, der bevidnede et langt liv, har derimod ikke så travlt, da dens erfaring siger, at den nok skal nå det. Den højtråbende bøg der arrogant overskygger enhver anden i skoven og som dikterer de andre træer, hvor højt de kan tillade at vokse og hvor de må sætte deres rod, en sand konge af skoven.

Til skovens store forbløffelse blev den fredfyldte forårsdag pludselig en helt anden, da en ungmø kom valsende gennem skoven, med en lethed og ynde den sjældent havde set før. Hun havde taget hendes lange hvide sommerkjole på, den hun havde arvet af hendes fars mor og mens hun nynnede en munter melodi nærmest svævede hun over skovbunden. Solens stråler nød godt af at ramme det tynde hvide stof og den gjorde sig ekstra umage med at skinne igennem, for det var så godt.

Nogen ved at skoven altid bliver overrasket når den ser det første menneske efter en lang og mørk vinter og i dag var ingen undtagelse. Den fristedes til at stivne helt, men den lod som ingenting, mens den lagde en planer for den unge mø.

Hun kunne mærke at skoven gjorde alt for at vise det jomfruelige begær en skov har den første forårsdag, en kendt fornemmelse for de der kunne mærke det, en ubeskrivelig følelse for den uvidende, en intens oplevelse for alle.

Hvad få ved er at det kan have fatale konsekvenser ikke at være opmærksom, netop denne første dag, hvor alt er så skønt. For den mængde skønhed der findes i skoven opvejes altid af en tilsvarende mængde nederdrægtighed.

Selvom hun tit gik i skoven og kendte de forskellige nuancer i årstiden, havde hun en følelse af at skoven gav sig fuldt ud, netop den dag, som om den prøvede at forføre hende, at trække hende ind i evigheden. Hun havde aldrig følt skovens begær på den måde før, en stærkt euforiserende følelse der gjorde hende svimmel. Hun følte skovbunden i samarbejde med tyngdekraften trække i hende og til sidst måtte hun lægge sig bare lidt.

Det var rart at ligge i den bløde mos, hun kiggede op på trætoppene og de grønne blade, et syn for guder. Hun ønskede sig af en eller anden grund tilbage til aftenen før, hvor hun lå hjemme i sin seng sammen med ham. Hun ønskede at hun ikke havde været så afvisende overfor ham. Hun ønskede at hun havde givet ham lov til at, udøve det begær han havde for hende. Men hendes fars mor havde altid sagt at unge mænd skal man passe på, specielt den første dag og det var hvad hun gjorde, hun passede på.

Hun passede på ikke at overgive sig, at hengive sig til den unge mand for farmor havde fået fortalt, at hun ville blive fanget i den eftergivenhed, i den følelse af underkastelse af kropsligt velvære, i den følelse af at være en genstand der blev brugt, for bagefter at blive smidt i rendestenen, i den synd det ville være ikke at kunne tilbyde sin kommende mand en ren krop og sjæl, i den synd at have et behov der kan komme til at styre hendes liv.

Hun lukkede øjnene og lod sig opfange af sine tanker, tanker om det hun var blevet advaret mod, som hun ikke vidste hvad var. Om den følelse der åbenbart kunne komme til at styre hendes liv og gøre hende evigt syndig. Hun fik varmen i hele kroppen af at tænke disse tanker. Hun begyndte at forestille sig at hun var sårbar, at hun fik bind for øjnene og ført fremmede steder hen, at hendes lange lyse hår blev klippet af, at hun stod omringet af mennesker der spyttede på hende og kaldte hende ord hun ikke kendte, at hun var i helvede, nøgen og forladt mens en masse beskidte mænd berørte hende overalt på kroppen.

Det var som om et lyn slog ned i kroppen på hende, en varme startende i maven spredte sig, hun dirrede ukontrolleret, hele universet drejede sig kun om hende og det føltes som om himlen faldt ned og omsluttede hende så tæt hun knap kunne få vejret. Hun gispede og følte at sjælen forlod hendes krop, som hun havde fået fortalt sker når man dør, hun så billeder af begivenheder i hendes liv. Hendes fødsel, hendes fødselsdage, hendes konfirmation, hun så sig selv ligge forvreden i en skovbund, mens store træer stod bøjet over hende og slyngede deres grene om hendes krop. De var brudt ud i en latter, der var ganske skræmmende for hende. Alt lys forsvandt.

Det var mørkt, det regnede og blæste, hun frøs. Hun lå lamslået et øjeblik, hun var vågnet af hvad hun mente var et mareridt, hun havde ondt overalt, var våd og beskidt, hun var nøgen og blødte. Hun prøvede at rejse sig, men det kunne hun ikke, hun var lammet samtidig med at det gik op for hende at en umenneskelig smerte pumpede rundt i kroppen på hende. Hun så sig omkring så meget som det nu kunne lade sig gøre, skoven havde forvandlet sig til et uhyggeligt sted. Der var ingen blade på træerne, de stod nøgne mod den mørke himmel, der var ingen fremtid, ingen fortid, der var kun det evige nu.

Hun lå ude af stand til at flygte, ude af stand til at bevæge sig, mens regnen piskede mod hendes nøgne krop. Hun begyndte at skrige af hendes lungers fulde kraft, men der kom kun en svag lyd hun knapt selv kunne høre. Hun lå blottet og var i skovens vold, hun følte ikke hun kunne gøre noget som helst, en følelse af panisk sårbarhed fyldte hende. Hendes tro på det gode var væk, hendes håb for fremtiden var væk, det eneste der var tilbage var kærligheden, der føltes stærkere end nogensinde før. Kærligheden til det der ikke længere var, kærligheden til livet og til sig selv.

Hun er fri.