Prolog

I årene efter dragekrigene bredte historierne om Garak fra Sorteskoven sig fra de golde sletter i syd, til de fjerneste egne i det kolde nord. Historierne om helten Garak er kendte af alle. Dette er historien om tiden før heltegerningerne. Tiden, da Garak stadig kun var en ensom dreng, som levede alene i en forhekset skov.


Torvedag

Ny Faldby var den sidste handelsby før Faldet. Herfra var der stadig næsten en times vandring til kanten af faldet, men der var ikke flere egentlige byer den vej. Garak haltede anstrengt det sidste stykke ind i byen. Smerten flammede op i benet for hver gang, han støttede på det. Hans ansigt var konstant fortrukket i smerte. Han havde gået hele formiddagen for at nå frem i tide til markedsdagen og havde ikke mange kræfter tilbage. I de kommende dage ville han betale prisen med et stift og modvilligt ben. Sådan måtte det så være. Nøden gik forud.

Garak skyggede med sin gode hånd for den lave sol. Efteråret var på vej. Snart ville det blive koldt. Han ville ikke kunne klare vinteren i skoven uden de varer, han var gået til markedet for at købe. Da han fik skygget for solen, kunne han se helt til kanten af Faldet, så fladt og ubevokset var landskabet på den fjerne side af byen.

Garak havde læst, at nogle af de lokale troede, at Faldet var verdens ende. At der på den anden side kun var intetheden. Og, at det var kulden og mørket fra intetheden, som forgiftede liv og planter, så der intet kunne leve tæt på Faldet. En anden overtro var, at Faldet var det dyb, hvor dragerne levede og at de holdt alt liv omkring Faldet nede. De lokale, som fortalte disse historier, var bønder, jægere og landarbejdere. Garak gik ud fra, at de ikke vidste bedre.

Der var noget besynderligt ved Ny Faldby, selvom øjet ikke hæftede sig ved det med det samme. Husene var lave og lå i snorlige rækker. Når man først fik øje på det, virkede byen planlagt - som om alle husene var blevet bygget på én gang og efter en snor. Garak havde aldrig set sådan en by før. I hans erfaring var småbyer sammensat af bøndernes store gårde med tilhørende staldbygninger, lave huse til erhverv, tømrer, skomager, smed og større fællesbygninger som kornsiloer og møller, drageskjul og i de lidt større byer, en hvidkalket kirke. Byer opstod normalt kaotisk og uden plan - bygget omkring en eller nogle få centrale bygninger. Og af alverdens forefaldende tømmer, sten eller stammer.

I Ny Faldby var de fleste bygninger af tømmer, tætnet med ler og strå. Tagene var tørv eller tjærebehandlede planker. Her og der blev symmetrien brudt af et hus i brændte sten, men selv i nærheden af det centrale torv var der få af dem og også disse huse var smalle og lave.

Garak haltede ind gennem byen på en grusbelagt vej som løb øst/vest. Med vest løb den ind gennem byen og mod øst, bag Garak, strakte det åbne land sig med klipper, spredte marker, og på horisonten, den altdominerende mørke skov, hvor Garak havde begyndt sin rejse 10 dage tidligere. Han havde troet, at det var i god tid. At han ville have mindst en hel dag til at undersøge boderne og vælge sine varer med omhu. Han havde undervurderet afstanden. Overvurderet, hvor langt han kunne gå i et stræk uden, at hans vandskabte ben krampede fuldstændig op og tvang ham til at lægge lange pauser ind i rejsen. Som det var, nåede han kun lige frem til den sidste torvedag få timer før solen gik ned.

Den snævre vej, omgivet af de små smalle huse blev bredere og lukkede sig op til indgangen til byens torv. Torvet var tæt pakket af mennesker og der var travlhed overalt. Garak holdt sig op ad husene på torvets venstre side, hvor han kunne skjule den vanskabte side af sin krop. Garaks skikkelse var sammenbøjet i smerte. Når han tog et skridt med sit sunde højre ben, kom han et godt stykke frem. Så trak han sit venstre ben med foden slæbende hen over gruset. Han svang sin højre arm, men holdt den venstre tæt ind til kroppen i en skæv vinkel. Der var allerede et par mindre børn, som kiggede nysgerrigt efter ham.

Luften var tyk af lugten af nervøse dyr og af deres lyde. Børn sang og legede. Der var ophidsede forhandlinger mellem sælgerne og interesserede købere af dyr, smykker, uld, læder, fødevarer, enkelte lægemidler og alle de andre ting, som hørte til torvedag. Det var nu, der skulle købes forråd, såsæd og værktøj før vinteren. Det var stadig lunt i vejret, efteråret var kun lige begyndt, men hvis vejene lukkede til i vinter, var der et halvt år til, at der ville være tovedag igen.

I udkanten af tovet stod en mand på en kasse og råbte til de forbipasserende. Han havde et vildt udtryk i ansigtet. Hans hår var langt og fedtet. Tøjet hang på ham, som om han var svundet ind til det halve, efter han havde købt det.

"Dragerne kommer!", skreg han.

"Find dine børn. Slut fred med dine fjender. Dragene kommer!". Der lå en hat til småmønter foran kassen, men ingen viste ham nogen særlig interesse, mens Garak haltede forbi.

Garak kiggede spejdede på boderne, mens han kastede blikke i alle retninger og holdt øje med, at ingen havde særligt fokus på ham. Han kunne stadig komme bagud den vej, han var kommet og der var to andre veje, som førte væk fra torvet, hvis det blev nødvendigt. Torvet var nærmest ovalt. På Garaks side var øst-vesthovedvejen, som løb tværs gennem byen. Vejen var grus og sand, men selve torvet var formet af store, groft forarbejdede sten, som han ville have svært ved at løbe på, hvis det blev nødvendigt.

Garak fik øje på en lovende bod og trådte forsigtigt op over kanten til torvet. Der var næsten 10 centimeters højdeforskel på grusvejen og torvet. Han måtte forsøge flere gange, før det lykkedes ham at løfte sin venstre fod så meget, at han kunne få den ind over kanten. Torvet var endnu værre, end det havde set ud på afstand. Der var store huller mellem stenene og Garaks venstre fod endte med det samme mellem to sten, så han måtte stoppe op og koncentrere sig om at løfte den med sig igen.

Sveden perlede på hans pande og ansigtet var fortrukket. Når han var fuldt koncentreret kunne han lige præcis gå her. Det ville være udelukket at løbe. Den bod, han havde udset sig, var i udkanten af torvet. Han var måske 10 meter fra den. Han så sig omkring. Der var nogle mindre børn bag ham, som vraltede haltende efter ham. De stoppede, da Garak kiggede om på dem. Der syntes ikke at være andre, som var opmærksomme på ham.

Efter endnu et øjebliks overvejelse, fortsatte han hen mod boden. Det var en vogn med en hvid lærredsdug over tre buede opstandere. Vognen var af en mørk træsort, som han ikke kendte. Dugen var trukket halvt op i siden ud mod torvet og varerne lå fremvist i små forede kasser. Der var glas og fade, nåle og fin tynd tråd, økser og save, sakse og bestik. Meget var af metal og det meste var fint forarbejdet. Garak vidste, at han havde fundet den rigtige bod.

Foran vognen stod en smilende, ældre mand, som kigge nysgerrigt på Garak, slog ud med armen mod vognen og sagde:

"Velkommen min ven. Er der noget, jeg kan friste med i dag?"

Garak fik med det samme øje på det, han søgte og pegede mod en af de mindre kasser:

"Det er en meget fin kniv. Hva... hvad skal den koste?". Hans stemme var blevet dybere, siden han sidst havde haft nogen at tale med. Han havde været helt sikker på, hvad han ville sige, men alligevel kom han til at stamme.

Den handlende fortsatte med at smile, mens han så op og ned af Garak. Han var meget højere end Garak og havde en stor buet næse, som han så ned ad, når han kiggede på Garak. Han smilede og sagde:

"Den er nok lidt dyr for dig, min ven. Jeg sælger kun knive af høj kvalitet. Måske var det bedre, at du snakkede med Helmut derovre..." Den handlende pegede hen over skulderen på Garak ind mod det centrale torv: "...han sælger knive til meget tilgængelige priser.".

Garak vendte sig ikke, men blev ved med at kigge på handelsmanden.

"Hvad skal den koste?", sagde han igen. Denne gang stammede han ikke.

Handelsmandens smil blev mindre. Han tog armen som stadig pegede over mod Helmut ned og sagde:

"Syv sølv og tre. Men, du skal få den for de syv sølvmønter, så kan du gemme kobberet." Han satte hænderne i siden og så vurderende på Garak.

Garaks skuldre sank.

"Syv sølv. Det er dyrt.", sagde han og kiggede over på kniven igen.

"Mine priser modsvares af kvaliteten af mine produkter." sagde handelsmanden stolt. Og så med noget mildere stemme sagde han: "Hør, tror du ikke, du ville blive glad for en af Helmuts knive? De er meget rimelige til prisen."

"Jeg er nødt til at have en ordentlig kniv.", udbrød Garak højt. Så snart han havde sagt det, så han sig omkring. Der var flere, som havde kigget op på ham ved hans udbrud. "Jeg er nødt til at have en ordentlig kniv", sagde han igen, men mere lavmælt og direkte til den handlende.

"Prisen kan ikke forhandles, min ven", sagde den handlende. "Du får det, du betaler for. Den kniv er fremstillet af Vengé-brødrene i Forlan i det allerhøjeste nord. Det er mørkstål forarbejdet så det er tyndt og stærkt. Jeg kan ikke gå længere ned."

Garak krympede sig. Der var intet han kunne gøre. Så mange penge kunne han ikke betale for kniven. Ikke her. Ikke mens alle markedsgæsterne så på. Uden et ord mere til den handlede, vendte han sig om og var lige ved at gå ind i en ung pige, som kom gående mod ham.

Hun var måske 14-15 år. Hendes øjne var funklende blå og hendes ansigt var mildt og åbent. Hun var højere end Garaks sammenbøjede skikkelse, var slank og havde fine, runde bryster bag en tækkelig, hvid kjole. De stoppede begge brat op. Hun smilede venligt til ham og sagde:

"Dér var vi lige ved at komme helt tæt på, hvad?".

Garak svarede ikke. Han så sig panisk til siderne. Et par teenagedrenge kiggende opmærksomt over på dem. Garak trådte uden videre et skridt til siden og flygtede hoppende og haltende så hurtigt han kunne fra torvet og vestpå ud af byen. Den haltende flugt var så pinefuldt langsom, at han ikke turde kigge sig tilbage. Han fortsatte hvæsende og svendende med at løbe, indtil han nåede en mindre samling træer på den fjerne side af en bakketop, hvor han sank sammen i en lavning og mistede bevidstheden. Da han vågnede igen, var der skumring. Han var stadig alene mellem træerne.