Mon det i grunden ER ham? ja, det sagde Brazil jo, og han har en god hukommelse .Hvor blev han for resten af? Nå, han er vel smuttet, fordi han godt ved, jeg helst være alene med ansøgerne - bortset fra Inkalina naturligvis. Hun skal jo holde teen i kog og skænke op.
   Mon min ingefærte stadig virker? Det ulmer under gryden, men der må vist flere urter og mere ingefær til. Heldigvis er Inkalina i gang, og nu går hun hen og hælder dem i, hun åbenbart havde i overskud. Hun hælder dem ud af krukken, hvor de skulle gemmes.
   Drengen virker lidt mat, men alligevel ser han sig omkring. Han rynker panden lidt og et kort øjeblik ser han op mod stalaktitterne, og så hen på Klara, der har åbnet sit ene øje på klem og gaber.
   Hvad tænker han? Det finder jeg ud af lige om lidt.
   "Du - De vil tale med mig," siger han og puffer lidt til en sort krølle, der hænger ned i panden
   "Hvem har sagt det?" undrer jeg mig.
   "Slickoran
   Ja, det burde jeg måske have sagt mig selv.
   "Sæt dig " byder jeg og anviser ham pladsen på den firkantede stolesten, jeg byder mine gæster, hvis det passer mig.
   "Tak," siger drengen, "jeg er lidt træt."
   "Ja, du ligner skiseme udskidt æblegrød," blander Inkalina sig. Drengen smiler lidt, nærmest bare en trækning om læberne.
   ""Gør jeg?" spørger han, mens han kigger på hende og så spørger han: "Er I ved at lave suppe med ingefær? Han bider sig i underlæben og mumler så: "Nej, det må være te."
   "Javist er det te," siger jeg og lytter. Jo, det bobler igen og Inkalina skænker mig et bæger af det.
   Da jeg har taget en tår er det på tide, at komme til sagen: Jeg når lige at åbne munden, da jeg fanger en tanke fra drengen: Jeg har været her før. Det var ikke en drøm.
   " Ja, det har du, Du ville redde Sapko, og nu vil du så være en af mine udvalgte, der skal ændre hele verden."
   "Øhe?" siger drengen og ser fjoget ud, mens han tænker: Ændre hele verden? Ja, den trænger til det,Men nu spørger ham der Belkin om jeg vil være hans udvalgte. En af dem, men det ved jeg da ikke om jeg vil,
   "Det er vel derfor, du er her. Du kommer for resten noget sent. Havde du svært ved at finde vej?
   "Næh, for Slickoran, din søn, førte mig her til. Jeg - jeg var ellers midt i noget."
   "At muge ud ved køerne," gætter Inkalina og fører omgående hånden op for sin mund, mens hendes kinder blusser undskyldende.
   "Nej," siger drengen og hans øjne bliver våde. Det er noget, der sommetider sker, når mennesker bliver kede af det, har jeg erfaret, Måske har han slet ikke lyst til at være her, men hvorfor har Slickoran så ført ham hertil?
   Drengens tanker opklarer det ikke. De flakser:
   Hvor er Raja? og hvad med Sita? Raja! Er hun i sikkerhed. Hvorfor sagde hun det der vrøvl.
   Og så sagde jeg bare, at ham den lille godt måtte. Men jeg besvimede.

"Det må du forklare nærmere," ryger det ud af mig, for der er vist noget, min kære søn har glemt at informere mig om,
   "Æh hvad?" spørger drengen og ser igen fjoget ud. Han glipper lidt med øjenlågene, før han kniber øjnene sammen og udbryder: "Kan du læse tanker?"
   "Ja," indrømmer jeg irriteret, "men dine er jo ikke til at forstå, så gider du forklare det nærmere?"
   Drengen synker noget. Mundvand måske? Og slikker sine læber. Så prøver han:
   Sita troede, jeg var udvalgt af Sapko, så hun tog mig med hen til en, hun kaldte Den Vise og der var min kusine Raja, og jeg blev så glad, men så sagde hun pludselig, at jeg var udvalgt af Mørkets Fyrste - og det - det er jo dig hun mener, tror jeg?"
   Jeg brummer bekræftende. sådan er der nogle, der benævner mig, men når både kerter og stalaktitter lyser, er her da nogenlunde lyst. Nå, jeg er stadig ikke helt med på, hvad den dreng er blevet rodet ind i.
   "Fortsæt," byder jeg.
   Og det gør han så.
   "Så ville en der hedder Sebastian slå mig ihjel, og så kom jeg til at hugge hans hånd af, og mens han skreg, kom der en masse orker. Og de fangede en unge og pinte den."
   "Hvorfor pinte orkerne en unge? Hvorfor slog de den ikke bare ihjel og åd den?"
   "Det -det var kvinderne, der fangede en ork-unge. Spiser orker menneskebørn?"
   "Nej, for det må vi ikke," blander Inkalina sig. Hun ser lækkersulten ud, men skæver nervøst til mig. Jeg har jo forbudt den slags, og jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det. Måske fordi, det er sent og drengens historie er indviklet? Faktisk er den så besynderlig, at jeg vist hellere må tage en snak med min søn. Jeg synes jo nok, han kunne have fortalt mig noget om det her, inden han sendte Brazil af sted med den her knægt?
   Nå, det må jeg få rede på senere, men pludselig ved jeg det godt. sådan som Slickoran har holdt øje med drengen der, mener han jo, at han måske er den særligt udvalgte. Jeg er altså ved at blive gammel. Er det derfor min søn, har ført drengen her til nu? For at jeg skal udvælge ham, inden jeg overlader tronstolen til næste generation? Ønsker han knægten der som sin højre hånd? Ja, selvfølgelig, Måske har han endda nævnt det? men så kan jeg vel ligeså godt fortsætte samtalen om, hvorvidt drengen ønsker det, og om han dur.
   "Det snakker vi om senere - alt det med kusine Raja og afhuggede hænder," bestemmer jeg, "lad os vende tilbage til det med, om du vil være en af mine udvalgte og hvorfor,
   "Måske for at kunne hugge flere hænder af?" blander Inkalina sig
   Hun plejer ikke at blande sig, så jeg sender hende et vredt blik, men spørgsmålet er godt nok, for nu tænker drengen: Nej! Jeg kan ikke fordrage jammer. Det er skrækkeligt. Jeg blev bare så bange, for han ville slå mig ihjel.
   Han åbner munden. Sikkert for at gentage sine tanker med lyd på, men det bliver bare til det lille ord: "Nej."
   Inkalina ser på mig. Hendes mund står åben. Hun er ved at sprænges af spørgelyst.
   Jeg ser indgående på hende og fanger den tanke, hun så gerne vil sætte ord på:
   Orkungen? Hvad skete der med den?
   "Hvad skete der med orkungen?" spørger jeg og indvendigt skænder jeg på mig selv, for jeg vil jo ikke høre mere om det kaos, drengen lader til at have været rodet ind i.
   "Den kom fri," svarer drengen kort.
   Jeg kunne ikke holde ud, at høre dens jammer. så jeg blev nødt til det. Jeg hader jammer, så jeg slap den fri. tænker han.
   "Så du holder med orkerne?" spørger jeg.
   "Jeg holder ikke med nogen bestemt art," siger han og og i tankerne fortsætter han:
   Hvordan skal jeg forklare det? Nogle gange gør folk noget ondt og det hader jeg, men de samme folk gør noget godt og det forvirrer mig. Det er det samme med orker og sådan nogle, tror jeg. Og det er mærkeligt, at de forskellige arter har prøvet på at udrydde hinanden.
   "Du ved vel godt, det var menneskene, der begyndte på det der med at udrydde arter? spørger jeg og kan selv høre vreden i min stemme.
   Han tøver lidt. Så kommer det: "Tjoeh, men de kunne ikke lide at blive ædt. Eller få deres hjem ødelagt af drager.
   Der lyder et fnys fra Klara, der åbenbart ikke er faldet helt i søvn.
   "Nå, men jeg har jo befalet, der ikke må spises mennesker," brummer jeg og læser straks, hvad han tænker om det: Det er godt, men hvad kan I bruge mig til? Hvad er det, jeg skal gøre? Jo, ser du, " begynder jeg, "Jeg er i gang ed at rekruttere en menneskehær, der side om side med orker og andre arter vil kæmpe for en bedre verden, I første omgang tænker jeg vi erobrer landet Tydanien, som vi jo lige nu befinder os under, Til det skal jeg bruge en general, og ham har jeg. Jeg har også en konge, men jeg mangler en generalløjtnant, ser du - en ganske særlig en af slagsen."