Den gamle, gyldenorange eg strakte sine stive grene med et langvarigt suk. Vinden strøg blidt igennem dets drømmende blade, og trak ét med sig fra dets plads på en spinkel gren. Det lille blad indledte en søvnig dans i sit fald fra træets krone. Ind i mellem lyste solens stråler bladets dansetrin op, som små flammer i den kolde morgen. Det var som en fin ballet, der indledte Kebalaskovens snarlige opvågnen. Om lidt ville solens stråler have vækket alle de små væsner, der levede i skoven: fuglene ville kvidre salmer til bierne, træerne ville hviske med vinden, og blomsterne ville strække deres stængler mod den lyse himmel. Det var en dans til morgenen. Det lille blad hvirvlede ned langs den gamle stamme, mod den bløde træbund. Træet var højt som et tårn og bredt som et lille hus. Et lille hus, man kunne bo i. Og ganske rigtigt, mellem træets enorme rødder, var en dør. Den var rund og træt og bandt, hvis man åbnede den. Det var netop her, foran den runde dør, at bladet lod sin dans komme til hvile.